Dato for udgivelse
26 Mar 2014 10:41
SKM-nummer
SKM2014.215.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-0190173
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, tilbagebetalingskrav, forældelse
Resumé

I en sag om omkostningsgodtgørelse rettede SKAT henvendelse til Responsumudvalget med anmodning om vurdering af et udfaktureret honorar. Et krav på tilbagebetaling, som følge af udvalgets udtalelse, kunne tidligst anses som forældet 1 år efter tidspunktet for Responsumudvalgets udtalelse.

Reference(r)

Forældelsesloven § 2
Forældelsesloven § 3
Forældelsesloven § 21, stk. 2 og 3 

Henvisning

-

Klagen vedrører omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har ved den påklagede afgørelse rejst krav om tilbagebetaling af 8.857 kr. inkl. moms af tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse på 50 % af 55.214 kr. inkl. moms.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger
SKAT meddelte ved brev af 11. december 2008 klageren, at SKAT ville udbetale omkostningsgodtgørelse med 50 % af 55.214 kr., jf. en af klagerens revisor fremsat anmodning om godtgørelse af dette beløb under henvisning til hans faktura nr. 66/2008 af 11. november 2008. SKAT tog i brevet forbehold for eventuelle senere tilbagebetalingskrav, idet SKAT ville undersøge rimeligheden af de godtgjorte omkostninger.

SKAT anmodede ved brev af 21. april 2009 Foreningen Registrerede Revisorers Responsumudvalg om en udtalelse vedrørende rimeligheden af revisors honorarer i flere klagesager, herunder honoraret, der er udfaktureret ved faktura nr. 66/2008 af 11. november 2008. SKAT bemærkede i den forbindelse for så vidt angår rimeligheden af honoraret:

"Den sagkyndige bistand er ydet til A i forbindelse med klage til skatteankenævnet og Landsskatteretten (LSR j.nr. 06-03329) for indkomstårene 2001 og 2002 og klage til Landsskatteretten over afgørelse om omkostningsgodtgørelse.

Klagen til skatteankenævnet vedrører ej anerkendt underskud af virksomhed for indkomstårene 2001 og 2002 på henholdsvis 44.708 kr. og 446.641 kr. samt ansat overskud af virksomhed på 89.114 kr. for 2002. Skatteforvaltningen begrunder forhøjelserne med at regnskabsmaterialet ikke er fundet egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse og under henvisning til de opgjorte privatforbrug på henholdsvis -381.703 kr. og 43.932 kr.

Klagen til skatteankenævnet er indgivet den 9. juli 2004. Skatteankenævnet giver i sin kendelse af 19. januar 2006 klager medhold for indkomståret 2001. For indkomståret 2002 ansættes overskud af virksomhed til 17.156 kr., tab på 463.797 kr. i forbindelse med tilbagesalg af virksomhed anerkendes ikke.

Klager anmoder den 29. januar 2006 skatteankenævnet om at genoptage sin afgørelse. Skatteankenævnet fastholder sin afgørelse i kendelse af 15. juni 2006.

Skatteankenævnets afgørelse påklages den 13. september 2006 til Landsskatteretten med påstand om ugyldighed. Landsskatteretten giver i kendelse af 28. oktober 2008 klager medhold i at skatteforvaltningens afgørelse er ugyldig.

SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse, i ovennævnte klagesag, påklages den 12. februar 2007 til Landsskatteretten. Der klages over medholdsvurderingen, idet SKAT tilpligtes at anerkende omkostningsgodtgørelse med 100 % af 77.044,26 kr. Der klages endvidere over, at der er taget forbehold for efterfølgende undersøgelse af rimeligheden af honorarkravet. Landsskatteretten giver i sin afgørelse af 14. november 2007 medhold i, at der kan udbetales yderligere godtgørelse med 50 % af 3.000 kr. Revisor anmoder den 30. januar Landsskatteretten om at genoptage sin kendelse af 14. november 2007. Landsskatteretten imødekommer ikke anmodningen om genoptagelse i sin afgørelse af 29. februar 2008.

Landsskatterettens afgørelse indbringes den 12. februar 2008 for Byretten. Revisor hæver sagen den 6. juni 2008, idet revisor ikke var berettiget til at underskrive den indleverede stævning. SKAT har ikke udbetalt godtgørelse vedrørende revisors honorar på 23.000 kr. for indbringelse af sagen for Byretten, idet sagen ikke anses for godtgørelsesberettiget.

Revisor NSF's honorar på 270.484,14 kr. inkl. moms fordeler sig således:

Skatteankenævn: 100.785,76 kr. (del af faktura nr. 116/06 af 24. september 2006 og faktura nr. 11/08 af 21. januar 2008)

Genoptagelse i skatteankenævn: 25.930,88 kr. (del af faktura nr. 116/06 af 24. september 2006 og faktura nr. 11/08 af 21. januar 2008)

Landsskatteretten (j.nr. 06-03329): 88.553,05 kr. (del af faktura nr. 117/06 af 24. september 2006, faktura nr. 12/08 af 21. januar 2008 og faktura nr. 65/08 af 11. november 2008)

Landsskatteretten (omkostningsgodtgørelsessag); 55.214,00 kr. (faktura nr. 66/08 af 11. november 2008)

SKAT har udbetalt 100 % godtgørelse til registreret revisor NSF vedrørende skatteankenævnssagerne og landsskatteretssag j.nr. 06-03329. I Landsskatteretssagen vedrørende omkostningsgodtgørelse er der udbetalt 50 % godtgørelse. Godtgørelsen er udbetalt med forbehold for tilbagebetaling.

Ifølge timespecifikationen i fakturaerne er der ydet følgende bistand (beløbene er anført ekskl. moms):

For indbringelse af sagen for skatteankenævnet i perioden 9. juli 2004 til 21. december 2005 er der ydet 78 ¼ timer á kr. 775 og transport i 2 ½ time á 225 kr.

Til sagsbehandling fra skatteankenævnets indstilling til afgørelse 22. december 2005 til sagens afslutning i skatteankenævnet 15. juni 2006 er der ydet 45 ½ time á 775 kr. og 5 timers transport á 225 kr. Derudover er der godtgjort 2.400 kr. til honoraropgørelse.

Der henvises endvidere til revisor NSF's redegørelse af 24. september 2006.

Ved Landsskatteretten (j.nr. 06-03329) er der ydet 85 timer á 800 kr. og 5 timer á 350 kr. til kopiering.

I Landsskatteretssagen vedrørende omkostningsgodtgørelse udgør det udfakturerede timeforbrug 55 timer á 800kr.

SKAT anmodede den 11. februar 2009 revisor NSF om at indsende yderligere dokumenter i klagesagerne til brug for rimelighedsvurderingen. I brev af 15. marts 2009 fremkom revisoren med diverse bemærkninger til vores anmodning. Vi besvarede brevet den 30. marts 2009.

Af de almindelige bemærkninger til loven (L 54 fremsat 17. januar 2002) fremgår det, at SKAT til brug for sin vurdering af rimeligheden af honorarets størrelse kan forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.

Indbringelse for brancheorganisationens klagenævn er således en mulighed fastlagt af lovgiver og tiltrådt af brancheorganisationerne - og indbringelserne er et væsentlig og relevant værktøj i SKATs administration af omkostningsgodtgørelsesordningen.

SKAT anser ikke, det af registreret revisor NSF krævede honorar, for rimeligt. Vi tager udgangspunkt i følgende kriterier fra forarbejderne til skattestyrelseslovens § 33 F (nugældende skatteforvaltningslovens § 57):

  1. sagens karakter, genstand og kompleksitet,
  2. størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en gennemsnitlig timesats inden for den pågældende branche,
  3. er der ydet specialistbistand,
  4. antallet af timer, der er anvendt,
  5. sagens resultat og
  6. sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte- og afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme eller andre år.

SKAT påstår salæret nedsat, idet vi ikke anser det fakturerede salær for rimeligt, når der henses til sagernes karakter, genstand og kompleksitet.

Ud fra en samlet vurdering af ovennævnte forhold finder SKAT, at der er faktureret for mange timer på sagerne.

Der henvises i øvrigt til sagernes akter, som vedlægges."

Revisor indsendte den 22. oktober 2009, den 7. december 2009 og den 7. marts 2010 bemærkninger til Responsumudvalget vedrørende anmodningen.

Responsumudvalget udtalte den 20. september 2011 på baggrund af de indhentede oplysninger, at faktura nr. 66/2008 ikke burde have oversteget 30.000 kr. ekskl. moms, da der er anvendt for meget tid på opgaven.

Der var efterfølgende kontakt mellem SKAT og Responsumudvalget, da udvalget ikke samtidig afgav udtalelse vedrørende de øvrige af SKAT fremsendte fakturaer. Responsumudvalget meddelte dog i mail af 19. december 2011 SKAT, at dette skyldtes, at udvalget alene fandt anledning til at kritisere faktura nr. 66/2008.

SKAT meddelte ved brev af 5. januar 2012 revisor, at SKAT agtede at kræve tilbagebetaling af 8.857 kr. inkl. moms.

Revisor meddelte ved brev af 6. januar 2012 SKAT, at det varslede tilbagebetalingskrav måtte anses som forældet ultimo november 2011.

SKAT traf imidlertid den 12. januar 2012 afgørelse om tilbagebetaling under henvisning til forældelseslovens § 16, stk. 3.

På revisors forespørgsel om, hvilket led i § 16, stk. 3, der blev henvist til, rettede SKAT imidlertid den 20. januar 2012 henvisningen til forældelseslovens § 21, stk. 5. SKAT anførte i den forbindelse, at forældelsesfristen blev afbrudt ved skattecentrets henvendelse til Foreningen af registrerede Revisorers Responsumudvalg.

Dette blev imidlertid bestridt af revisor, der understregede, at der ikke har været forhandlinger mellem SKAT og ham eller klageren om honorarets størrelse.

SKAT's afgørelse
SKAT har ved den påklagede afgørelse fastholdt kravet om tilbagebetaling af 8.857 kr. inkl. moms af den oprindeligt udbetalte omkostningsgodtgørelse på 50 % af 55.214 kr. inkl. moms.

Revisors honorarkrav er ikke rimeligt. Der er under henvisning til forarbejderne til skattestyrelseslovens § 33 F (nugældende skatteforvaltningslovs § 57) henset til sagens karakter, genstand og kompleksitet, antallet af anvendte timer og sagens resultat.

SKAT er under henvisning til disse forhold enig i det af Responsumudvalget anførte om, at honoraret for sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten over SKATs afgørelse af 19. december 2006 vedrørende omkostningsgodtgørelse ikke burde have oversteget 30.000 kr. ekskl. moms.

SKAT anser ikke kravet som forældet i henhold til forældelsesloven.

Forældelsesfristen løber fra SKATs afgørelse af 11. december 2008, men afbrydes ved SKATs anmodning til Responsumudvalget af 21. april 2009 om en udtalelse om rimeligheden af honoraret. Forældelsesfristen løber derfor først igen fra Responsumudvalgets afgørelse af 20. september 2011, og præciseringen af 19. december 2011. Forældelsen indtræder derfor tidligst den 20. september 2012.

Det bemærkes i den forbindelse, at Responsumudvalgets sagsbehandling varede 2 ½ år, og at revisor deltog aktivt i sagen med tre indlæg til Responsumudvalget.

For så vidt angår det forhold, at kravet er rettet mod den sagkyndige, har SKAT bemærket, at det af gældsbrevslovens § 27 følger, at den sagkyndige ikke gennem transporten får nogen bedre ret til fordringen, end ansøgeren havde. Når ansøgeren ikke havde ret til fordringen, havde transporthaveren heller ikke ret til fordringen.

SKAT har efter forelæggelsen af klagen til Landsskatteretten supplerende bemærket, at forelæggelsen for Responsumudvalget skete under henvisning til de almindelige bemærkninger til L 54 fremsat den 17. januar 2002, hvoraf det fremgår, at SKAT til brug for sin vurdering af rimeligheden af honorarets størrelse kan forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn. Denne mulighed, der er fastsat af lovgiver og tiltrådt af brancheorganisationerne, er et væsentligt og relevant værktøj i SKATs administration af omkostningsgodtgørelsesordningen.

Forældelsesfristen løber derfor først igen fra Responsumudvalgets afgørelse af 20. september 2011 og præciseringen af 19. december 2011. Forældelsen indtræder derfor tidligst den 20. september 2012.

SKAT har i den forbindelse bemærket, at klageren er medlem af den daværende Foreningen Registrerede Revisorer, at klageren deltog aktivt i sagen med tre indlæg til Responsumudvalget, og at Responsumudvalgets sagsbehandling varede mere end 2 år.

Klagerens påstand og argumenter
Klagerens revisor har nedlagt påstand om, at kravet om tilbagebetaling af en del af den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse skal afvises på grund af forældelse.

SKAT meddelte ved brev af 11. december 2008 i forbindelse med udbetalingen af omkostningsgodtgørelse, at SKAT ville undersøge rimeligheden af honoraret uden angivelse af, hvilke elementer af honoraret SKAT ikke fandt rimeligt.

Forældelsesfristen løber herefter fra den 11. december 2008.

Forældelse er indtruffet, da SKATs undersøgelse af honoraret og eventuel fremsættelse af tilbagebetalingskrav ikke var afsluttet inden 3 år efter den 11. december 2008.

Forældelseslovens § 21, stk. 5, forudsætter, at der er indledt forhandlinger om kravet. Dette har ikke på noget tidspunkt været tilfældet. Der er ikke fremsendt noget krav før den 5. januar 2012.

SKATs undersøgelse af kravet er et rent internt anliggende i SKAT, herunder at SKAT til brug for sin vurdering kan forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges organisation.

Responsumudvalgets udtalelse er alene til brug for SKATs vurdering, dvs. alene et spørgsmål mellem SKAT og responsumudvalget.

Revisor har ikke accepteret forelæggelse for Responsumudvalget, og der har ikke været forhandlinger om honorarspørgsmålet. Revisor har været tvunget til at afgive indlæg til Responsumudvalget, da udvalgets daværende formand oplyste, at det ville komme revisor til skade, hvis han ikke indsendte indlæg, herunder time-sagsregnskab, jf. Responsumudvalgets forretningsorden, der er fremlagt for Landsskatteretten.

SKATs brev til Responsumudvalget med anmodning om udtalelse og materialet, som blev fremsendt til Responsumudvalget, var ikke struktureret i en form, som kunne danne grundlag for en blot rimelig effektiv sagsbehandling. Dette betød også betydeligt tidsrøveri af revisors tid i relation til Responsumudvalget.

Hvis SKAT ønsker at gøre krav gældende, kan SKAT ikke passivt i et ubegrænset tidsrum afvente, at i dette tilfælde Responsumudvalget leverer ammunition til dette ønske. Responsumudvalgets udtalelse var SKAT i hænde ca. den 21. september 2011. SKAT kunne således have fremsat kravet inden for 3 års fristen. SKAT valgte imidlertid at rette yderligere henvendelse til Responsumudvalget og fortsætte egen sagsbehandling, således at forældelsen indtrådte. Muligvis fordi SKAT fandt det af Responsumudvalget skønnede honorar for højt.

Der henvises til kommentarerne i Karnov til § 21 i lov om forældelse af fordringer.

Det er i bemærkningerne til skattestyrelsesloven, s. 1399, endvidere i punktet "Nærmere prøvelse af honorarspørgsmålet", pkt. 4, afsnit 3, anført, at (revisors kursivering):

"Hvis Told- og skatteregionen imidlertid bliver i tvivl om f.eks. størrelsen af honoraret osv. ..... Told- og skatteregionen vil hermed have tid til at behandle honorarspørgsmålet nærmere, uden at det belaster den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk."

SKAT har ikke foretaget nogen form for vurdering. SKAT har blot sendt de udstedte fakturaer til Responsumudvalget og har følgelig ikke efterlevet kravet om selv at have behandlet honorarspørgsmålet nærmere. 

Af pkt. 4 afsnit 6 i bemærkningerne til skattestyrelsesloven fremgår det ellers, at:

"Told- og skatteregionen kan til brug for sin vurdering ... forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisation."

Revisor er ved denne sag blevet påført et helt urimeligt uhonoreret tidsforbrug, hvor SKAT er en væsentlig årsag og selv part i sagen. De sager, honoraret vedrører, ville have været af meget begrænset omfang, hvis SKAT havde fulgt reglerne om supplerende udtalelser fra Skatteankenævnet i København under de oprindelige sagsbehandlinger.

Hvis SKAT fastholder, at forældelsesfristen er afbrudt, jf. § 21, stk. 5, i forældelsesloven, opfordres SKAT til at dokumentere, at der er indledt forhandlinger, således som det er et krav ifølge bestemmelsen.

Repræsentanten har efter forelæggelsen af SKATs supplerende bemærkninger til sagen fastholdt den nedlagte påstand.

Repræsentantens opfordring til at dokumentere forhandling er forsat ikke imødekommet. Forelæggelse for responsumudvalget er ikke "forhandling". Det forhold, at en ansat i SKAT mener dette, ændrer ikke derved, og det forhold, at repræsentanten bidrog aktivt i sagen ved responsumudvalget, udgør ikke en forhandling. Baggrunden for, at revisor bidrog til behandlingen ved responsumudvalget, er allerede beskrevet.
Ordningen med forelæggelse for responsumudvalget er blevet misbrugt i denne sag. SKAT har ikke foretaget en selvstændig vurdering og var i øvrigt selv oprindelig delvis modpart i spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse. SKAT har fået responsumudvalget til at arbejde gratis for SKAT, i stedet for at SKAT selv har tilegnet sig de nødvendige kompetencer, som man må formode skulle forefindes i et skattecenter, som har fået tillagt et sagsområde. Dette er absurd. 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Den omkostningsgodtgørelse, der ved den påklagede afgørelse er krævet delvis tilbagebetalt, er udbetalt af SKAT i henhold til afgørelse af 11. december 2008.

Krav om tilbagebetaling af hele eller dele af det udbetalte beløb forældes herefter som udgangspunkt den 11. december 2011. Det fremgår af §§ 2 og 3 i lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven).

Forældelsesfristen afbrydes efter forældelsesloven ved opfyldelse af betingelserne i forældelseslovens kapitel 5, der ubestridt ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

Forældelsesfristen afbrydes efter forældelsesloven foreløbigt ved opfyldelse af betingelserne i forældelseslovens kapitel 6, herunder ved opfyldelse af betingelserne i lovens § 21, stk. 2 og 3, der har følgende ordlyd:

"stk. 2. Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens udtalelse.

Stk. 3. Indbringes en tvist inden forældelsesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt. tilsvarende."

En henvendelse fra SKAT til Responsumudvalget med anmodning om udvalgets vurdering af rimeligheden af et af foreningens medlemmer udfaktureret honorar må i relation til forældelseslovens § 21, stk. 3, kvalificeres som indbringelse af en tvist for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende. Det bemærkes i den forbindelse, at det af bemærkningerne til L 54 af 17. januar 2002 fremgår, at det har været lovgivers hensigt, at vurderingen af rimeligheden af sagkyndiges honorarer netop skulle foretages under medvirken af den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.

Repræsentanten er ved brev af 11. december 2008 orienteret om, at SKAT ville foretage en undersøgelse af, om en del af den udbetalte godtgørelse skulle tilbagebetales til SKAT.

Repræsentanten er endvidere forud for den 22. oktober 2009, hvor han første gang sendte bemærkninger til Responsumudvalget vedrørende anmodningen om vurdering af rimeligheden af hans udfakturerede honorarer, orienteret om, at SKAT har igangsat den varslede undersøgelse.

SKATs krav på tilbagebetaling af (en del af) den ved brev af 11. december 2008 udbetalte omkostningsgodtgørelse kan derfor tidligst anses som forældet 1 år efter det tidspunkt, hvor Responsumudvalget afgav udtalelse vedrørende den nævnte godtgørelse.

Responsumudvalget meddelte den 20. september 2011, at den i denne sag omstridte faktura nr. 66/2008 ikke burde have oversteget 30.000 kr. ekskl. moms, da der er anvendt for meget tid på opgaven.

Krav om tilbagebetaling er meddelt klageren ved den påklagede afgørelse af 25. januar 2012.

Der er således ikke grundlag for at ændre den påklagede afgørelse under henvisning til, at det af SKAT rejste krav om tilbagebetaling var forældet, da kravet blev fremsat overfor klageren.

Afgørelsen stadfæstes derfor.