Dato for udgivelse
27 jun 2013 14:10
Til
Virksomheder, der er registreret for ølafgift og mineralvandsafgift, samt detailhandlere, restauratører med flere, der forhandler øl og mineralvand, og til virksomheder, der er momsregistreret og virksomheder, der er registreret efter emballageafgiftslove
Sagsnummer
13-0212882
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Nyhedsbrevet vedrører Vækstplan DK - særligt om nedsættelse af afgiften på øl og mineralvand fra 1. juli 2013 og helt bortfald af mineralvandsafgiften fra 1. januar 2014. Særlig blanket til brug for ansøgningen om godtgørelse.


Lovforslag L217 fremsat den 17. maj 2013, er i dag den 27. juni 2013 vedtaget ved 3. behandling i Folketinget.

Loven indeholder blandt andet følgende hovedelementer fra delaftalen om Vækstplan DK indgået af Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti den 21. april 2013:

  • Nedsættelse af mineralvandsafgiften den 1/7 2013.
  • Ophævelse af mineralvandsafgiften den 1/1 2014.
  • Nedsættelse af ølafgiften 1/7 2013.
  • Godtgørelsesordning vedrørende øl og mineralvand den 1/7 2013.
  • Ophævelse af den vægtbaserede emballageafgift 1/1 2015.
  • Øget momsfradrag på hotelovernatninger.

Mineralvandsafgiften nedsættes den 1. juli 2013 og ophæves den 1. januar 2014

Efter lov om afgift af mineralvand med videre skal der betales afgift af sodavand, limonade og lignende drikkevarer. Afgiften er differentieret og afhængig af indholdet af tilsat sukker. Mineralvandsafgiften sættes ned fra den 1. juli 2013 og ophæves helt fra 1. januar 2014. Det betyder, at afgiften fra 1. juli 2013 og året ud er henholdsvis 0,82 kr. og 0,30 kr. pr. liter sodavand med videre, alt efter om indholdet af tilsat sukker i produktet er over 0,5 g pr. 100 ml eller ikke. Fra 1. januar 2014 ophæves mineralvandsafgiften, og der skal herefter ikke betales afgift for disse produkter.

Ølafgiften nedsættes den 1. juli 2013

Afgiften på øl nedsættes med 15 procent fra 1. juli 2013. Afgiften for øl falder pr. 1. juli 2013 fra 65,91 kr. til 56,02 kr. pr. liter 100 procent ren alkohol. De indekseringer af afgiftssatsen, der skulle være sket pr. 1. januar 2015 og 1. januar 2018, bortfalder, og der indføres hermed en fast afgiftssats på 56,02 kr. pr. liter 100 procent ren alkohol. Afgiftslettelserne gælder ikke for alkoholsodavand. Tillægsafgiften på maltbaserede alkoholsodavand forhøjes den 1. juli 2013 samt i 2015 og 2018, hvor tillægsafgifterne af såvel malt-, vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand i forvejen indekseres.

Ølmoderationsordning

Som en konsekvens af, at afgiften er nedsat på øl, og indekseringen for øl er ophævet, nedsættes afgiftssatserne i den særlige afgiftslettelse for mindre bryggerier (ølmoderationsordningen) i § 2 i øl- og vinafgiftsloven. Nedjusteringen betyder, at de små bryggerier herefter modtager en moderation, der forholdsmæssigt er den samme som efter tidligere regler. Da afgiftslettelsen i ølmoderationsordningen ændres midt i et kalenderår, skal virksomheder, der er berettiget til at modtage afgiftslettelse efter ølmoderationsordningen i 2013, lave en ny beregning, hvor de anvender de beløb og tal, der nu gælder efter de nye regler, for den hl-mængde øl, der giver afgiftslettelse i afgiftsperioderne juli-december 2013.

Godtgørelsesordning den 1. 7. 2013 af øl- og mineralvandsafgift

Loven indeholder en godtgørelsesordning, der betyder, at virksomhederne kan få afgiftsgodtgørelse for det lager af øl og sodavand med videre, der er afgiftsberigtiget med højere afgift end efter denne lov, og som virksomheden har på lager den 1. juli 2013. Det er en betingelse for at opnå afgiftsgodtgørelse, at virksomheden overholder de almindelige regnskabsbestemmelser i henholdsvis lov om afgift af mineralvand m.v. og øl- og vinafgiftsloven.

For at få godtgørelse, skal virksomhederne opgøre lagerbeholdningen pr. 1. juli 2013 for de varer, der ønskes godtgørelse for. Opgørelsen skal indeholde oplysninger om leverandørens navn, adresse og cvr- eller se-nummer. SKAT kan gøre godtgørelsen betinget af, at virksomheden dokumenterer, at afgiften er betalt.

Tidsfrist

Ansøgning om godtgørelse med de anførte oplysninger skal være SKAT i hænde senest den 10. juli 2013.

Ved ansøgning om godtgørelse skal blanket nr.22.080, Ansøgning om godtgørelse af øl- og mineralvandsafgift anvendes. Ansøgningsblanketten sendes elektronisk via kontaktformularen i TastSelvErhverv på skat.dk. Såfremt virksomheden ikke kan sende ansøgningsblanketten elektronisk, kan den sendes i papirudgave til SKAT. Skattecenteransøgningsblanketten sendes i papirudgave til Skattecenter Horsens, Løvenørnsgade 25, 8700 Horsens. Bemærk, at virksomheden kan anvende egen lageropgørelse (i elektronisk fil), hvis den mindst indeholder samme oplysninger, som kræves i ansøgningsblanketten.

Spørgsmål/svar katalog

SKAT har udarbejdet et spørgsmål/svar katalog, der nærmere beskriver processen for afgiftsgodtgørelse med videre.

Godtgørelsesordning den 1.1.2014 af mineralvandsafgift

Loven indeholder en godtgørelsesordning, der betyder, at virksomheder, der den 1. januar 2014 har et lager af mineralvand med videre, som der er betalt afgift af, kan få godtgjort denne. Godtgørelsesordningen svarer til den, der er vedtaget i forbindelse med mineralvandsnedsættelsen den  1. juli 2013. Det betyder, at virksomhederne, for at få godtgørelse, skal opgøre lagerbeholdningen pr. 1. januar 2014 for de varer, der ønskes godtgørelse for. Opgørelsen skal indeholde oplysninger om leverandørens navn, adresse og cvr- eller se-nummer. SKAT kan gøre godtgørelsen betinget af, at virksomheden dokumenterer, at afgiften er betalt.

Anmodning om godtgørelse pr. 1. januar 2014 skal være SKAT i hænde senest den 14. januar 2014.

Ved ansøgning om godtgørelse pr. 1. januar 2014 skal særlig blanket anvendes. Blanketten vil blive tilgængelig på skat.dk medio december 2013, hvor der også vil komme yderligere information om godtgørelsesordningen pr. 1. januar 2014.

Vægtbaseret emballageafgift

Emballageafgiften består af en vægtbaseret afgift på emballager til flere slags produkter, en volumenbaseret emballageafgift på emballager til en lang række drikkevarer, samt en afgift på bæreposer, en afgift på engangsservice og en afgift på pvc-folier til levnedsmidler. Med den vedtagne lov ophæves den vægtbaserede emballageafgift med virkning fra og med den 1. januar 2015. Det betyder, at virksomhederne fra den 1. januar 2015 ikke længere skal kende emballagens vægt og sammensætning. Der er ikke nogen godtgørelsesordning for beskattede lagre i forbindelse med ophævelsen af afgiften.

Det bemærkes, at den øvrige del af det afgiftspligtige vareområde i emballageafgiftsloven ikke ændres.

Øget momsfradrag på hotelovernatninger

Fradragssatsen på hotelovernatninger ændres fra 50 procent til 75 procent. Dette dog stadig under forudsætning af, at udgifterne til hotelovernatningen er af strengt erhvervsmæssig karakter. Fradragssatsen på 25 procent vedrørende restaurantydelser ændres ikke. Det forventes, at satsændringen vil bidrage til vækst og øgede antal arbejdspladser i hotel- og restaurationsbranchen og styrke den udvikling, som det øgede momsfradrag fra 25 procent til 50 procent i 2011 medførte.

Læs mere i Den juridiske vejledning:

Visning af billede: linkiconAfsnit E.A.3.3. Øl mv.

Visning af billede: linkiconAfsnit E.A.3.4 Afgift af mineralvand mv.

Visning af billede: linkiconAfsnit E.A.7.1 Emballager, poser,engangsservice og pvc-folier

Visning af billede: linkiconAfsnit D.A.11.5.8 Hotelovernatning ML § 42, stk. 1, nr. 6 og ML § 42, stk. 2 og erhvervsmæssig kursusvirksomhed ML § 42, stk. 3

Med venlig hilsen

SKAT