Dato for udgivelse
19 dec 2012 12:43
Resumé

Fra i dag kan man få indblik i selskabers skatteforhold for indkomståret 2011.


Folketinget vedtog før sommerferien et forslag om offentlighed i selskabers skatteforhold. SKAT offentliggjorde i morges oplysningerne om selskabernes skattebetaling og efter lidt startvanskeligheder, hvor den store interesse medførte lidt ustabilitet, er hjemmesiden nu helt oppe at køre.

- Der er rigtig mange myter om selskabernes skatteforhold, og hvor meget de betaler i selskabsskat. De åbne skattelister vil medvirke til at skabe åbenhed om selskabernes skattebetaling og deres bidrag til velfærdssamfundet, siger skatteminister Holger K. Nielsen.

Han understreger samtidig, at der kan være gode forklaringer på, at et selskab betaler lav eller ingen selskabsskat.

- Det er ingen hemmelighed, at der i løbet af krisen er kommet flere selskaber, der ikke betaler selskabsskat. Men det er ikke nødvendigvis udtryk for, at selskaberne snyder eller bevidst undgår at betale skat. Mange selskaber betaler den skat, de skal, og der kan være mange legitime grunde til, at selskaberne ikke betaler selskabsskat i et givent år, udtaler skatteministeren.

De åbne skattelister er en del af en større lovpakke om selskaber. Lovpakken, som blev vedtaget før sommerferien, har til formål at sikre mere åbenhed og motivere virksomhederne til at bidrage til finansieringen af velfærdssamfundet.

Oplysningerne vil være tilgængelige for enhver på skat.dk, og der vil kunne søges på både virksomhedsnavn og CVR-/SE-nummer.

- Åbenhed om selskabers skatteoplysninger kender vi også fra Norge og Sverige. Her opfatter man det i dag som helt naturligt, at der er åbenhed om det værdifulde bidrag, som virksomhederne yder til samfundet gennem selskabsskattebetalingen. Jeg tror på, at åbenhed omkring selskabernes skattebetaling kan have en positiv effekt, og på den måde vil være til glæde for samfundet og for de mange selskaber, som overholder og efterlever skattereglerne, og som i nogle tilfælde konkurrerer på ulige vilkår, siger Holger K. Nielsen.

I forbindelse med lanceringen har SKAT etableret et særligt telefonnummer - 72 22 12 39, så der hurtigt kan blive taget hånd om eventuelle henvendelser om fejl i visningen på skat.dk.


De åbne skattelister og selskabernes skatteoplysninger kan findes på skat.dk/skattelister


Læs Skatteministeriets faktaark om selskabsskat her:

-          Oversigt over faktaark

-          Åbenhed om selskabsskattebetalingen

-          Udviklingen i provenuet fra selskabsskatten

-          Selskabsskatten fordelt på størrelsen af selskabsskattebetalingen

-          Udviklingen i andelen af nulskatteselskaber

-          Multinationale selskabers selskabsskattebetaling i 2011 

Yderligere oplysninger:
Journalister: Skatteministeriets pressefunktion, tlf. 72 37 09 00
Borgere og Virksomheder: SKATs særlige nummer for ordningen, tlf.72 22 12 39