Efter LL § 7 O er en række beløb undergivet særlig beskatning. Det drejer sig om:

  • visse gaver og legatbeløb, der ydes som et engangsbeløb af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lignende her i landet eller i udlandet udelukkende som en anerkendelse af modtagerens fortjenester (stk. 1, nr. 1),
  • beløb, der tilfalder arbejdsgiveren ved en pensionsordnings opløsning (stk. 1, nr. 2), 
  • vederlag for afløsning af pensionstilsagn (stk. 1, nr. 3),
  • samt ekstraordinære indtægter ved opfinderarbejde, arbejde af litterær karakter eller arbejde af videnskabelig karakter (stk. 1, nr. 4).

Beskatningen går ud på, at de indkomster, der er nævnt i bestemmelsen, og som overstiger et grundbeløb på ►31.600 i 2024 (30.500 kr. i 2023◄), reguleres efter PSL § 20, medregnes til den skattepligtige indkomst med 85 pct.

LL § 7 O, stk. 1, nr. 2, vedrører beløb, der ved en pensionsordnings opløsning eller bortfald tilfalder arbejdsgiveren, når denne i sin skattepligtige indkomst har fradraget de af arbejdsgiveren præsterede tilskud til ordningen, medmindre beløbet beskattes efter PBL § 24. Bestemmelsen er uændret i forhold til den oprindelige bestemmelse i lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 11.

Bestemmelsen vedrører ifølge bemærkningerne til loven opløsning eller bortfald af pensionsordninger, der ikke er omfattet af pensionsbeskatningsloven. Der kan fx være tale om pensionsordninger, som et udenlandsk firma har oprettet i et udenlandsk pensionsinstitut for sine udenlandske ansatte. Bonus, der tilbagebetales til firmaet, er skattepligtig for dette efter statsskattelovens almindelige regler om opgørelse af indkomst. Beløb, der tilfalder firmaet, hvis pensionsordningen opløses eller bortfalder, er ikke omfattet af statsskattelovens indkomstbegreb. Det er derfor nødvendigt med en særlig beskatningshjemmel.

Se også

Se også afsnit