åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.B.3.1.5.4 Fusion" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Skattestyrelsen har i SKM2023.2.SKTST fundet anledning til at præcisere praksis vedrørende fusion omfattet af TAL § 6a.

Det anføres i forarbejderne til TAL § 6a, at:

"Fusion, der f.eks. indebærer sammensmeltning af aktieselskaber, og visse omdannelser er fritaget efter de gældende regler i stempelafgiftslovens § 53, stk. 5."

Fritagelsen for sammensmeltninger i den dagældende stempelafgiftslovs § 53, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 591 af 11. august 1998), er dermed relevant for fortolkning af udtrykket "fusion." I TAL § 6a.

Dagældende § 53, stk. 5, omfattede sammensmeltninger mellem følgende selskaber:

(nr. 1)

  • "aktieselskaber, herunder kommanditaktieselskaber, eller (…) andre selskaber eller foreninger, hvor ingen af deltagerne eller medlemmerne hæfter personligt for selskabets eller foreningens forpligtelser" samt
  • "selskaber eller foreninger med vekslende medlemsantal eller vekslende kapital, selv om medlemmerne hæfter personligt, og (…) kommanditselskaber (…)", og

(nr. 2) mellem fonde, og

(nr. 3) mellem fonde og selskaber m.v. omfattet af nr. 1.

Lovbemærkningerne indeholder ikke en egentlig definition af fusion, men nævner eksempelvis sammensmeltning af aktieselskaber.

Lov om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven) regulerer i kapitel 15 disse selskabers fusion og spaltning. Det fremgår af § 237, at fusion er karakteriseret ved, at et selskab opløses uden likvidation

  • ved overdragelse af kapitalselskabets aktiver og forpligtelser som helhed til et andet kapitalselskab mod vederlag til de ophørende kapitalselskabers kapitalejere (uegentlig fusion), eller
  • to eller flere kapitalselskaber sammensmeltes til et nyt kapitalselskab (egentlig fusion).

Overdragelserne kan gennemføres uden kreditorernes samtykke, skal normalt besluttes af generalforsamlingen, og skal endvidere anmeldes til Erhvervsstyrelsen.

Den almindelige forståelse af fusion i selskabsretlig forstand er ifølge Den Store Danske Encyklopædi, at "fusion er opløsning af et selskab, en fond, en forening eller anden form for juridisk person gennem overdragelse af aktiver og gæld som helhed til en anden juridisk person eller ved at to eller flere sådanne selskaber sammensmeltes til et nyt, tredje selskab" (forfattere: professor Caroline Heide-Jørgensen, Erik Werlauff, m.fl.). Fusionsskatteloven indeholder en lignende definition i § 1, stk. 3: "Fusion foreligger, når et selskab overdrager sin formue som helhed til et andet selskab eller sammensmeltes med dette".

Efter Skattestyrelsens opfattelse er fusion efter TAL § 6a derfor, når et selskab eller anden juridisk enhed;

  • sammensmeltes med et andet selskab eller anden juridisk enhed, eller
  • overdrager sin formue som helhed til et andet selskab/juridisk enhed, og
  • dets rettigheder og forpligtelser derved overgår som helhed til det fortsættende selskab/juridiske enhed
  • fusion indebærer endvidere, at en eller flere af de fusionerende juridiske enheder ophører.

I det bindende svar SKM2023.30.SR fandt Skatterådet bl.a., at en adkomstændring ikke kunne omfattes af reglen om fusion i TAL § 6 a, da der skete en overdragelse mod vederlag til det afgivende selskab. ►SKM2023.30.SR er ændret ved Landsskatterettens endnu ikke offentliggjorte afgørelse af 22. november 2023. Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, at tinglysningen omfattes af undtagelsesbestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 6 a.◄

Adkomstændringen noteres

Adkomstændringer i forbindelse med selskabers mv. fusion noteres som oftest i tingbogen. Da noteringer er afgiftsfri, udløser adkomstændringen ikke tinglysningsafgift. I tilfælde, hvor fusionen kræver en tinglysning, betales afgift af tinglysningen efter TAL § 6a, med 1.850 kr.

Se også

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Skatterådet
SKM2023.30.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at afgiften ved tinglysning af adkomstændringer ved en overførsel af aktiver fra et I/S til et andet I/S kunne ske for 1.750 kr. pr. ejendom, efter tinglysningsafgiftslovens bestemmelse i § 6 a om adkomstændringer ved selskabers m.v. fusion, fission, omdannelse eller tilførsel af aktiver til sådanne selskaber. Transaktionen kunne ikke anses som en tilførsel af aktiver, idet vederlæggelsen skete i form af en ret til at indtræde i et interessentskab, og kunne ikke anses som en fusion, idet der skete en overdragelse mod vederlag til det afgivende selskab.

►Landsskatteretten har i en endnu ikke offentliggjort afgørelse af 22. november 2023 ændret afgørelsen. Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, at tinglysningen omfattes af undtagelsesbestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 6 a.◄