Parter

B
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Nils Erik Jensen, Finn Morten Andersen og Tine Vuust (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 7. februar 2003, drejer sig om, hvorvidt der ved en gældseftergivelse i forbindelse med rekonstruktion af et kommanditselskab helt eller delvist skete eftergivelse af rentebeløb, for hvilke kommanditisternes fradragsret er begrænset i medfør af ligningslovens § 5, stk. 9.

Sagsøgeren, B, har nedlagt principal påstand om, at hans personlige indkomst for 1996 nedsættes med 274.415 kr., subsidiært at skatteansættelsen hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Sagen er domsforhandlet sammen med sagen B-378-03, A mod Skatteministeriet.

Landskatteretten afsagde den 15. november 2002 sålydende kendelse i anledning af sagsøgerens klage over skatteansættelsen for indkomståret 1996:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt

Personlig indkomst
Fradrag for renteudgifter i K/S H1 selvangivet med 668.493 kr., ansat til	284.726 kr.

Sagen har været forhandlet med klageren og dennes repræsentant. Sagen har endvidere været forelagt på et retsmøde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 27. december 1989 indtrådte som kommanditist i K/S H1 med et indskud på 1.500.000 kr. svarende til 0,6 andel. Kommanditselskabet havde 9 kommanditister, der i alt indskød 22.500.000 kr. Komplementarselskabet ApS H2, hvis anparter ejes af kommanditisterne, hæftede ubegrænset. Kommanditisterne hæftede med deres indskud. Kommanditselskabet blev stiftet med det formål at eje og drive et hotel i Sydfrankrig.

Ved stiftelsen optog det franske selskab S.A. H3, der ejes af komplementarselskabet, et lån lydende på 38.000.000 kr. eller modværdien heraf i anden valuta i Finansieringsselskabet F1 A/S. Lånet blev ydet med pant i ejendommen og med kommanditisterne som begrænsede selvskyldnerkautionister med op til 2.500.000 kr. Låneprovenuet blev videreudlånt til det franske interessentskab SCI H4, der ejes af K/S H1.

Klagerens repræsentant har forklaret, at ejendomspriserne i Frankrig faldt efter købet, samtidig med at renteniveauet steg. Projektet kunne derfor ikke videreføres uden en rekonstruktion. I slutningen af 1993 rettede kommanditisterne henvendelse til Finansieringsselskabet F1 A/S med henblik på at opnå en rekonstruktion af projektet. Den 28. december 1996 indgik parterne (Finansieringsselskabet F1 A/S, K/S H1, ApS H2, SCI H4, S.A. H3 og kommanditisterne) en rekonstruktionsaftale med virkning fra 15. december 1996, hvoraf følgende blandt andet fremgår:

"...

4.	Misligholdte kommanditanparter
	4.1Som led i nærværende Aftale er aftalt, at de to nødlidende kommanditister direktør NO (en anpart) og direktør JM (1,4 anpart) straks opsiges af K/S H1 og de  pågældendes anparter overdrages til F1 i overensstemmelse med vilkårene i Tegningsaftaler af henholdsvis 21. december 1989 og 27. december 1989.
...
4.2	K/S H1 transporterer samtidig til F1 til eje K/S H1s krav mod de to nødlidende kommanditister.
4.3	K/S H1s krav mod de to nødlidende kommanditister kunne pr. 15. december 1996 opgøres således:
	Direktør NO		DKK	1.630.000
	Direktør JM		DKK	2.387.000
	I alt		DKK	4.017.000
4.4	Med virkning pr. 15. december 1996 indfrier F1 kontant de to nødlidende kommanditisters resthæftelse. K/S H1 anvender provenuet til afdrag på mellemregning med S.A. H3, der anvender provenuet til den nedbringelse af den hidtidige finansiering, der gennemføres i henhold til pkt. 5.1.1. nedenfor. F1 overdrager herefter for en kontant købesum på DKK 1,00 de overtagne (2,4 anpart) til Kommanditisterne baseret på disses forholdsmæssige andel af stamkapitalen, jfr. pkt. 7.
5.	Ændret lånegrundlag
	I forbindelse med indgåelsen af nærværende Aftale ændres Projektets finansiering således:
5.1.1	Med virkning pr. 15. december 1996 ændres lånegrundlaget i tilsagn af 13. december 1989, således at det af S.A. H3 optagne lån inklusiv renter og omkostninger pr. 15. december 1996 nedsættes til DKK 18.051.000 (idet følgende kaldet "Ejendomslånet").
	Nedsættelsen gennemføres dels ved S.A. H3s ekstraordinære nedbringelse af lånet med DKK 13.290.000, jfr. pkt. 4.4 og punkt 5.2.2., dels ved F1s delvise eftergivelse af lånet over for S.A. H3 med cirka DKK 25.000.000. Samtidig med S.A. H3s opnåelse af den anførte gældseftergivelse fra F1, er S.A. H3 forpligtet til at indrømme en gældseftergivelse for et tilsvarende beløb over for SCI H4.
5.2	Personligt lån
5.2.1	Med virkning fra den 15. december 1996 optager Kommanditisterne nyt personligt lån på i alt DKK 9.273.000,00 (i det følgende kaldet "Det Personlige Lån"), der fordeles således mellem Kommanditisterne:
	G1 I/S v/direktør GB og direktør HB		DKK		2.810.000
	Administrerende direktør A		DKK	1.405.000
	Direktør SE		DKK	1.405.000
	Direktør BG		DKK	1.405.000
	Direktør SP		DKK	1.405.000
	Regionsdirektør B		DKK	843.000
	I alt		DKK	9.273.000
5.2.2	I kraft af Det Personlige Lån indbetaler Kommanditisterne deres tidligere resthæftelse, jfr. punkt 2.2 ovenfor, til K/S H1, der anvender provenuet til afdrag på mellemregning med S.A. H3. Kommanditisternes  indbetaling af resthæftelsen anvendes forlods til betaling af påløbne renter.  S.A. H3 anvender provenuet til den nedbringelse af den hidtidige finansiering, der gennemføres i henhold til punkt 5.1.1 ovenfor.
...
7.	Kommanditisternes udvidelse af hæftelsen
7.1	Kommanditisterne har med virkning fra nærværende Aftales indgåelse påtaget  sig en yderligere personlig hæftelse med i alt DKK 5.000.000, der fordeles således mellem Kommanditisterne:
	G1 I/S v/direktør GB og direktør HB		DKK	1.515.151
	Administrerende direktør A		DKK	757.576
	Direktør SE		DKK	757.576
	Direktør BG		DKK	757.576
	Direktør SP		DKK	757.576
	Regionsdirektør B			454.545
	I alt		DKK	5.000.000

..."

Kommanditisternes personligt optagne lån hos Finansieringsselskabet F1 A/S svarede til deres ikke indbetalte resthæftelse. Efter indfrielsen af de to nødlidende kommanditister og fordelingen af deres andele på de tilbageværende kommanditister udgjorde klagerens ejerandel 2.045.455 kr. svarende til 1/11 af stamkapitalen.

Bortset fra 1989 har kommanditselskabet fra stiftelsen og frem til 1997 givet overskud før finansieringsomkostninger. Efter finansieringsomkostninger har kommanditselskabet givet underskud.

Da de samlede fradragsberettigede skattemæssige underskud i virksomheden i 1994 oversteg klagerens hæftelse, 1.500.000 kr., kunne klageren i indkomståret 1994 kun fradrage 3.878 kr., mens der i 1995 ikke kunne foretages fradrag for underskud i virksomheden. I 1996 selvangav klageren fradrag for driftsunderskud ved deltagelse i K/S H1 med 596.663 kr. Underskuddet er opgjort som følger:

	Driftsresultat	Fradrag i året	Fradrag i året
Hidrørende fra 1994	-147.428	3.878	-143.550
Hidrørende fra 1995	-175.631	0	-175.631
Perioden 1996			-277.482
I alt fradraget i 1996			-596.663

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse godkendt fradrag for renter med kr. 284.726 kr.

Skatteankenævnets har fundet, at fradrag for renter til Finansieringsselskabet F1 A/S skal begrænses efter bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8. Nævnet har lagt til grund, at samtlige påløbne (ikke betalte) renter på tidspunktet for rekonstruktionsaftalen skal indgå i den rent forholdsmæssige fordeling, der skal ske efter bestemmelsen. Det er lagt til grund, at det er gælden før dispositionerne i rekonstruktionsaftalen, der skal indgå i fordelingen sammen med gælden efter dispositionerne i rekonstruktionsaftalen.

Det er ikke tillagt betydning for spørgsmålet om anvendelse af begrænsningsreglen i ligningslovens § 5, stk. 8, at kommanditisterne som et led i rekonstruktionsaftalen har indbetalt deres resthæftelse, og at det er aftalt, at kommanditisternes indbetaling af resthæftelsen forlods skal anvendes til betaling af påløbne renter. Ligeledes er det ikke tillagt betydning, at Finansieringsselskabet F1 A/S som et led i rekonstruktionsaftalen har indfriet de to nødlidende kommanditisters resthæftelse.

Nævnet har opgjort klagerens andel til 1.500.000/22.500.000 af 5.756.514 kr., dvs. 383.767 kr.

For så vidt angår revisors opgørelse af det samlede arrangement med Finansieringsselskabet F1 A/S har nævnet anført, at det fremgår, at Finansieringsselskabet F1 A/S' tilgodehavende er nedskrevet pr. 15. december 1996 med 13.290.000 kr. i forbindelse med rekonstruktionsaftalen, og at denne nedskrivning indgår som afdrag på Finansieringsselskabet F1 A/S' tilgodehavende. Herved fremstår det, som om alle renteudgifter er betalt i 1996. Klageren har i 1996 foretaget fradrag for dels de forfaldne renter i 1996 og dels for renterne for tidligere år, idet hans opfattelse er, at alle renterne kan fratrækkes i 1996 som følge af udvidelsen af hæftelsen som kommanditist. Efter skatteankenævnets opfattelse er nedskrivningen af gælden til Finansieringsselskabet F1 A/S med 13.290.000 kr. ikke udtryk for, at kommanditisterne har foretaget egentlig betaling af beløbet. Beløbet kan derfor ikke indgå ved bedømmelsen af, om der ved gældseftergivelsen er sket eftergivelse af renter.

Nedskrivning af gælden med de 13.290.000 kr. er opgjort således:

Finansieringsselskabet F1 A/S' indløsning af to nødlidende kommanditister	4.017.000 kr.
Finansieringsselskabet F1 A/S' lån til øvrige kommanditister	9.273.000 kr.
I alt	13.290.000 kr.

Finansieringsselskabet F1 A/S indfrier som led i rekonstruktionsaftalen to nødlidende kommanditisters resthæftelse og overdrager herefter de to anparter til de tilbageværende 7 kommanditister for 1 kr. Efter skatteankenævnets opfattelse er der reelt tale om, at Finansieringsselskabet F1 A/S har eftergivet de to kommanditisters resthæftelse, og denne gældseftergivelse kan ikke anses som betaling til Finansieringsselskabet F1 A/S.

Finansieringsselskabet F1 A/S, som var Heleneprojektets eneste kreditor, havde på tidspunktet for rekonstruktionen et tilgodehavende fra de tilbageværende kommanditister på en resthæftelse til K/S H1 på 9.273.000 kr. K/S H1 hæftede som selvskyldnerkautionist for Helene-selskabernes samlede forpligtelser over for Finansieringsselskabet F1 A/S, der også havde transport i kommanditisternes resthæftelse som sikkerhed. Kommanditisterne har som led i rekonstruktionsaftalen i 1996 optaget lån på 9.273.000 kr. hos Finansieringsselskabet F1 A/S. Efter Skatteankenævnets opfattelse er der ikke i denne forbindelse sket en reel ændring af gældsforholdet mellem kommanditisterne og Finansieringsselskabet F1 A/S. Kommanditisterne har stadig ikke betalt noget beløb efter rekonstruktionsaftalen og Finansieringsselskabet F1 A/S har stadig beløbet til gode.

I klagen gøres gældende, at renteudgifterne løbende er indgået i kommanditselskabets resultat, og derfor løbende har været fratrukket i den skattepligtige indkomst. Klager/revisor finder derfor ikke, at der er hjemmel til at begrænse fradraget i 1996, da de samlede renteudgifter kan indeholdes i gælden efter gældsnedskrivningen. Skatteankenævnet er ikke enig i denne opfattelse, da rentefradraget er sket i 1996.

Det er uden betydning om renterne for de tidligere år ikke har været fratrukket på grund af hæftelsesbegrænsningen som kommanditist, eller om renterne ikke har været fratrukket på grund afbetalingsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 7.

Nævnet har anført, at det alene er punktet vedrørende "ikke godkendt del af renteudgifter", der har været selvangivet, og som er klagebehandlet.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at der for det påklagede indkomstår indrømmes fradrag for driftsunderskud ved deltagelse i virksomheden i K/S H1 med 596.663 kr. Dette indebærer, at rentedelen af underskuddet ansættes til 668.493 kr. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at det lægges til grund, at indbetalingen fra de nødlidende 2,4 anparter ikke kan løsrives fra betalingen fra de 6,6 i forhold til beregningen af de ikke betalte renter, ligesom indbetalingen fra de nødlidende ikke kan medtages til en kurs under pari. Mere subsidiært er der nedlagt påstand om, at anskaffelsessummen vedrørende ejendommen for de efter rekonstruktionen tilbageværende kommanditister skal forhøjes med 2.472.800 kr. svarende til 2,4/9 af 9.273.000 kr.

Til støtte for den principale påstand har repræsentanten gjort gældende, at ligningslovens § 5, stk. 8, ikke giver hjemmel til at beskære fradragsretten for egentlige driftsunderskud, der ifølge fradragskontoreglerne tilkommer deltagere i personbeskattede selskaber. Hjemmelen til fradrag er statsskattelovens 6, stk. 1, litra a. Fradrag for driftsunderskud skal opgøres efter grundprincippet i Højesterets dom i UfR 1983.8, om førsel af fradragskonto med fradragsret inden for den begrænsede hæftelse for kommanditistens ideelle nettoanpart af kommanditselskabets driftsunderskud. Principperne er beskrevet i TS-cirkulære 1990-1. Kommanditisters fradragsret reguleres over fradragskontoen, hvorefter fradragsret indrømmes i den udstrækning, anparten i driftsunderskud og skattemæssige af- og nedskrivninger modsvares af en positiv saldo på fradragskontoen. Sagen drejer sig ikke om fradrag for renteudgifter, men om fradrag for nettoandelen af allerede konstaterede driftsunderskud i K/S H1. De renteudgifter, der regnskabsmæssigt kan konstateres i driftsregnskabernes poster for de enkelte år, hidrører fra ejendomslånet. Fradragsretten for disse renter indgår som en delpost i det samlede driftsregnskab for K/S H1. Renteudgifterne i K/S H1 er - i overensstemmelse med fradragshjemmelen i statsskattelovens § 6, litra e, sammenholdt med ligningslovens § 5, stk. 1 - anset fradragsberettigede i takt med forfaldstidspunkternes indtræden, hvorefter renterne bliver integrerede dele af selskabets resultat i de enkelte år.

For så vidt angår ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt., har repræsentanten anført, at denne udelukkende regulerer fradragsret for renter vedrørende en gæld, der eftergives. Det er en ufravigelig betingelse for at beskære fradragsretten efter bestemmelsen, at der i den nedskrevne gæld indgår renter, der var påløbne og således ikke skattemæssigt fradraget af debitor forinden eftergivelsen, dvs. en gæld hvor rentefradragsretten er omlagt efter ligningslovens § 5, stk. 7. I nærværende sag er renteudgifterne løbende blevet en del af kommanditselskabets resultat og er derved løbende blevet udskilt til fradrag for de enkelte deltagere i henhold til den ideelle anpart af det samlede driftsunderskud i K/S H1. Da kommanditisterne tager del i ideelle nettoandele af driftsresultatet, og renterne i nærværende sag indgår som en integreret del af kommanditselskabets nettodriftsunderskud, kan ligningslovens § 5, stk. 8, ikke anvendes. At driftsunderskuddet, der opfylder betingelserne for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i de enkelte år er nægtet fradraget, er udelukkende en konsekvens af fradragskontoreglerne for kommanditister. Fradragsretten dukker uden tidsbegrænsning op, når fradragskontoen for kommanditisten på ny bliver positiv.

Repræsentanten har henvist til, at gældsforpligtelsen ved ejendomslånet i civilretlig henseende i første omgang påhviler S.A. H3, som har videreformidlet lånet til SCI H4, der ejes af K/S H1. Den umiddelbare debitor over for Finansieringsselskabet F1 A/S er S.A. H3, og over for S.A. H3 er debitor SCI H4 og bag dette K/S H1. I selskabsretlig henseende vil den daglige drift m.v. og opbygning af rettigheder og formue ske under respekt af kommanditselskabsformen, dvs. en opbygning af en fællesformue til hvilken fællesskabets kreditorer har en forrang. De enkelte deltageres særkreditorer har derfor alene en ret, til at gøre udlæg i kommanditisternes nettoandele, svarende til hvad der gælder for interessentskaber. Den skatteretlige vurdering læner sig op af den civilretlige betragtning om deltagernes ideelle nettoandele. Deltagerne i sådanne selskaber er som følge af transparensprincippet de direkte skattesubjekter. Beskatning af kommanditselskabets driftsresultat sker således hos ejerkredsen bag de personbeskattede selskaber, dvs. kommanditisterne i K/S H1. Det er igen nettoandele, der tages i betragtning, og således er det nettodriftsresultatet henholdsvis nettooverskud og -underskud, der skal fordeles efter de ideelle andele hos kommanditisterne. I indkomståret 1993 har kommanditisterne i K/S H1 udtømt deres oprindelige fradragsmuligheder, idet fradragskontoen i dette år blev negativ.

Driftsunderskuddet, herunder renterne af ejendomslånet hidrørende fra indkomstårene 1993 til 1995 har ikke været fradraget hos kommanditisterne grundet fradragsbegrænsningen via fradragskontoreglerne. I 1996 udvides kommanditisternes ejerandele ved overtagelsen af de to tidligere kommanditisters andele, og kommanditisterne påtager sig yderligere gældshæftelse. Fradragsretten opstår på ny inden for den nu positive fradragskonto i 1996, hvilket dels skyldes den yderligere hæftelse dels gældseftergivelsen. En anpart i et driftsunderskud, hvor fradraget er nægtet ved indkomstopgørelsen under hensyn til fradragskontoens udvisende, kan uden tidsbegrænsning fradrages i et senere indkomstår, hvor saldoen på fradragskontoen er positiv, jf., ligningsvejledningen E.F.2.2.1. Der kan ikke anlægges en ny isoleret skatteretlig vurdering af fradragsretten for det opsamlede driftsunderskud, hvorfor dette uden videre kan fradrages for indkomståret 1996, hvor fradragskontoen bliver positiv. Såfremt skattemyndighederne vil korrigere driftsunderskud m.v., skal dette ske for de relevante år, hvortil driftsunderskuddet kan henføres, jf. periodiseringskriterierne efter statsskattelovens §§ 46.

Såfremt Landsskatteretten ikke kan tilslutte sig de nævnte principielle synspunkter, gør repræsentanten i anden række gældende, at alle renter er betalt som en naturlig konsekvens af de enkelte led i rekonstruktionen. Også af denne grund er ligningslovens § 5, stk. 8, uanvendelig, idet bestemmelsen forudsætter, at der op til en gældseftergivelse fortsat henstår forfaldne og ubetalte renter, jf. ligningslovens § 5, stk. 7. Rentekrav, som er betalt eller af anden grund holdt uden for en gældsnedsættelse, er ikke omfattet. Der er henvist til pkt. 6.1.3. i cirkulære nr. 26 af 5. februar 1996, der gengiver lovbemærkningerne: "Begrænsning af rentefradragsretten skal opgenres for hver enkelt gældspost for sig. Kun de renter, der er påløbet frem til tidspunktet for aftalen om nedsættelse af gælden, og som indgår i gældsnedsættelsen, er omfattet af rentefradragsbegrænsningen. Rentekrav, som er holdt uden for gældsnedsættelsen på grund af forældelse, er dermed ikke omfattet af ligningslovens § 5, stk. 9."

Den række af gensidige og retligt forbindende dispositioner, de involverede parter har indgået, er i civilretlig henseende selvstændige dispositioner. Uanset at de samlede dispositioner under et kaldes en samlet rekonstruktionsaftale, skal den skatteretlige vurdering anlægges i tilknytning til de enkelte og isolerede forhold. Parterne har som vilkår 5.2.2. aftalt følgende: "I kraft af det personlige lån indbetaler kommanditisterne deres tidligere resthæftelse, jf. pkt. 2 . 2 . oven for til K/S H1, der anvender provenuet til afdrag på mellemregningen med S.A. H3. Kommanditisternes indbetaling af resthæftelsen anvendes forlods til betaling af påløbne renter."

Det fremgår af almindelige formueretlige principper, at det i det hele beror på parternes aftale, om en betaling fortrinsvis skal dække hovedstol eller renter, jf. "Pengefordringer" af A. Grathe. Disse principper er skattemyndighederne bekendt, jf. pkt. 6.1.3. i cirkulære nr. 26 af 5. februar 1996. Det vil oftest være i kreditors interesse at få en betaling til forlods at dække renter, idet rentekrav forældes hurtigere end en hovedstol. Det aftalte vilkår er således helt sædvanligt. Der er derfor tale om et aftalevilkår, som er fastsat af parterne efter et ønske fra kreditor samt ud fra debitorernes forhandlingsposition - ikke af skattemæssige årsager. Aftalekomplekset afspejler i det hele reelle markedsforhandlinger mellem parter, der har modstridende økonomiske interesser. Dette var årsagen til, at skatteankenævnet fandt, at gældseftergivelsen ikke var skattepligtig. Af disse grunde er det uden hjemmelsmæssig baggrund, når skattemyndighederne ved anvendelsen af begrænsningsreglen i ligningslovens § 5, stk. 8, ikke tillægger det betydning, at kommanditisterne ved rekonstruktionen har indbetalt deres resthæftelse og aftalt, at indbetalingen forlods skal anvendes til betaling af påløbne renter. Som dokumentation for renternes betaling via bogføring har repræsentanten henvist til en række kontoudtog, der er fremlagt for Landsskatteretten.

For så vidt angår skatteankenævnets talmæssige opgørelse i sagsfremstillingen har repræsentanten bemærket, at afsnittet om indbetalinger er udarbejdet på grundlag af en opgørelse over bevægelser på bankkontiene i H3-projektet, som R1 har fremsendt. I opgørelsen er medtaget "indskud", "lejeindtægter" og "renter, aftaleindskud m.v.". Af opgørelsen fremgår i 1991 en indbetaling på 7.443.761,41 kr. benævnt "køb, omkostninger og overførsler", som ikke er medtaget i opgørelsen. Dette beløb vedrører primært tilbagebetaling af fransk moms i forbindelse med køb af hotellet. Som dokumentation har repræsentanten henvist til et indsætningsbilag fra F2 Bank. Den nævnte indbetaling medfører, at der ifølge skatteankenævnets opgørelse i sagsfremstillingen ikke er ubetalte renter ultimo 1991, og at de samlede renter derfor skal nedsættes med 3.188.056 kr. (fra 11.188.325 kr. til 8.000.269 kr.). Opgørelsen vedrørende løbende fratrukne renter har repræsentanten ikke bemærkninger til. I opgørelsen af den forholdsmæssige fordeling af de ikke betalte renter tager skatteankenævnet udgangspunkt i, at den ikke fradragsberettigede andel af de ubetalte renter skal opgøres ud fra en samlet gæld på 56.265.768 kr. før gældseftergivelsen og en gæld på 27.316.422 kr. efter gældseftergivelsen. Dette er repræsentanten enig i. Han har dog bemærket, at der samtidig med gældseftergivelsen skete en ændring i kommanditistkredsen, således at gælden før gældseftergivelsen vedrører 9 anparter, mens gælden efter gældseftergivelsen vedrører 6,6 anparter. Den forholdsmæssige ikke fradragsberettigede andel af ikke betalte renter skal derfor opgøres pr. investor som følger:

Ikke betalte renter, 8.000.269 kr., for delt på 9 anparter	888.919 kr.
Gæld før gældseftergivelsen, 56.265.768 kr., fordelt på 9 anparter	6.251.752 kr.
Gæld efter gældseftergivelsen, 27.316.422 kr., fordelt på 6 anparter	4.138.852 kr.
Herefter opgøres de ikke fradragsberettigede renter således
Samlede ikke betalte renter pr. oprindelig anpart	888.919 kr.
Fradragsberettiget del, 888.919 kr. x 4.138.852 kr. / 6.251.752 kr.	-588.492 kr.
Ikke fradragsberettiget del	300.427 kr.

I tilknytning til betragtningerne om de tidligere indkomstår har repræsentanten til støtte for den principale påstand gjort gældende, at der i forbindelse med indløsningen af de nødlidende kommanditister slet ikke foreligger en gældseftergivelse, idet Finansieringsselskabet F1 A/S har fastholdt sin fordring mod de indløste personer, og kreditor har forfulgt sit krav.

Såfremt Landsskatteretten lægger til grund, at der foreligger en gældseftergivelse, har repræsentanten gjort gældende, at der alene kan blive tale om en regulering af de tidligere ansættelser, såfremt gældseftergivelsen måtte medføre, at tidligere foretagne rentefradrag måtte overstige gælden efter nedsættelsen. Denne forudsætning er ikke opfyldt , for korrektion af de renter, der indgår som en integreret del af driftsunderskuddet af K/S H1 for tidligere år 1993-1995, idet disse renter forlods er betalt ved kontantindløsningen, der er sket i forbindelse med Finansieringsselskabet F1 A/S' overtagelse af de nødlidende anparter.

Repræsentanten har gjort gældende, at en korrektion med hjemmel i ligningslovens § 5, stk. 8, 2. pkt., skal foretages for de rigtige indkomstår. I relation til K/S H1 skulle ændringerne ikke være sket ved en ændret skatteansættelse for indkomståret 1996. Skattemyndighederne er bundet af den tidsmæssige afgrænsning af omligningskompetencen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 1, og stk. 3, jf. cirkulære nr. 26 af 5. februar 1996, pkt. 6.1.4. For indkomståret 1995 udløb fristen for udsendelse af agterskrivelse den 1. maj 1999.

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten gjort gældende, at beløbene er indsat, jf. de fremlagte bankbilag. Bilagene dokumenterer indbetalingerne fra de to nødlidende kommanditister, henholdsvis 1.630.000 kr. og 2.387.000 kr. Gældseftergivelsen er under alle omstændigheder kommanditselskabet uvedkommende, idet der er tale om en personlig gældseftergivelse efter overdragelsen af anparterne. Repræsentanten har fremlagt en konsekvensberegning af påstanden, hvorefter ikke betalte renter udgør 3.983.269 kr. og ikke fradragsberettigede renter udgør 2.049.435 kr.

Såfremt Landsskatteretten skulle finde, at der henstår ubetalte renter, har repræsentanten til støtte for den mere subsidiære påstand gjort gældende, at gældseftergivelsen adskiller sig fra en sædvanlig gældseftergivelse ved, at der samtidig sker en ændring i ejerforholdet fra 9 til 6,6 anparter. I forbindelse med gældseftergivelsen blev 2,4 af de oprindelige 9 anparter indløst. Ved opgørelsen af anskaffelsessummen for de overtagne anparter i selvangivelsen for 1996 er der taget udgangspunkt i det udarbejdede årsregnskab for K/S H1, hvor det er lagt til grund, at restindskudsforpligtelsen og dermed alle renter er betalt. Såfremt ikke alle renter er betalt, skal det udarbejdede regnskab korrigeres, således at restindskudsforpligtelsen indgår som gæld, og egenkapitalen ændres tilsvarende. Repræsentanten har fremlagt en opgørelse, hvor det er lagt til grund, at restindskudsforpligtelsen ikke betragtes som betalt. Af opgørelsen fremgår blandt andet:

"...

	Selvangivet anskaffelsessum	Korrigeret   anskaffelsessum
Hotel	589.687	942.544
Købsomkostninger	25.953	41.482
Inventar	10.494	16.773

..."

Repræsentanten har bemærket, at Landsskatteretten har kompetence til at tage stilling til påstanden, der er en naturlig konsekvens af en eventuel fastholdelse af forvaltningens hovedsynspunkter om rentefradragsbegrænsning. Der er henvist til Landsskatterettens kendelse i TfS 1985.465. Det kan ikke lægges klageren til last, at skatteankenævnet ikke har taget stilling til påstanden, der til stadighed har været gjort gældende og har været kendt af skatteankenævnet.

Landsskatteretten skal udtale

For så vidt angår repræsentantens påstand om, at der er indtrådt forældelse, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 1 og 3, bemærkes, at skattemyndighedernes afgørelser alene vedrører ansættelse af klagerens indkomst for indkomståret 1996, og at der ikke er foretaget ændringer af ansættelser for tidligere indkomstår. Ansættelsen er foretaget inden for skattestyrelseslovens frister.

Efter ligningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., fradrages renteudgifter vedrørende gæld ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. dog stk. 2, 5, 6 og 7.

Af § 5, stk. 9, fremgår det, at hvis en skattepligtig .opnår nedsættelse af gæld ved en gældseftergivelse, kan renter, der er påløbet på tidspunktet for gældseftergivelsen, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst med en andel, der svarer til forholdet mellem den del af gælden, der skal betales efter nedsættelsen, og den samlede gæld før nedsættelsen. Indgår der i den gæld, som nedsættes, påløbne renter, som den skattepligtige før nedsættelsen har foretaget fradrag for efter stk. 1, kan den skattepligtige opretholde det foretagne fradrag i det omfang, det kan rummes i gælden efter den opnåede nedsættelse, uanset om fradraget overstiger størrelsen af det fradrag, den skattepligtige er berettiget til efter 1. pkt.

Retten bemærker, at anvendelsen af ligningslovens § 5, stk.. 8, ikke er begrænset til tilfælde, hvor rentefradrag er udskudt efter ligningslovens dagældende §5, stk. 7. Bestemmelsen finder således også anvendelse i tilfælde, hvor rentefradrag er udskudt på grund af fradragskontoreglerne. Retten finder endvidere, at klagerens andel af virksomhedens renteudgifter i de enkelte år ikke kan anses for fratrukket ved opgørelsen af klagerens andel af virksomhedens indkomst for de enkelte år. Renterne kan først anses for fratrukket, når klageren fradrager beløbet i sin indkomstopgørelse. Samtlige påløbne, ikke betalte renter skal derfor indgå i en opgørelse efter ligningslovens § 5, stk. 9.

Retten kan tilslutte sig revisors påstand om, at indbetalingen på 7.443.761,41 kr. i 1991, der er dokumenteret ved fremlæggelse af indsætningsbilag fra F2 Bank, skal indgå ved opgørelsen af betalte renter dette år. Indbetalingen medfører, at der ikke er ubetalte renter ultimo 1991. De samlede ubetalte renter skal derfor nedsættes med 3.188.056 kr. fra 11.188.325 til 8.000.269 kr.

Retten finder, at de enkelte dele af rekonstruktionen af projektet ved aftalen af 28. december 1996 må bedømmes under et. Således må aftalens pkt. 5.1.1 vedrørende gældseftergivelsen og aftalens pkt. 5.2.2 vedrørende forlods betaling af renter sammenholdes. I en situation som den foreliggende, hvor parterne har aftalt, at der skal ske gældseftergivelse, finder retten, at det ikke med skattemæssig virkning kan aftales, at debitors samtidige indbetaling forlods skal dække renter. Retten er herefter enig med skatteankenævnet i, at samtlige ikke betalte renter på tidspunktet for rekonstruktionsaftalen skal indgå i den forholdsmæssige fordeling efter ligningslovens § 5, stk. 9, og at det ikke kan tillægges betydning, at kommanditisterne som et led i rekonstruktionen angiveligt har indbetalt deres resthæftelse, og at det er aftalt, at indbetalingen forlods skal dække betaling af renter, ligesom Finansieringsselskabet F1 A/S' indfrielse af de to nødlidende kommanditisters resthæftelse ikke kan tillægges betydning.

Til det af repræsentanten anførte om, at gælden før gældseftergivelsen vedrører 9 anparter, mens gælden efter gældseftergivelsen vedrører 6,6 anparter, skal retten bemærke, at den fradragsberettigede del af de ikke betalte renter på gældseftergivelsestidspunktet må opgøres for kommanditselskabet som helhed uanset antallet af kommanditister før og efter gældseftergivelsen. Herefter fordeles den ikke fradragsberettigede del af gælden på kommanditisterne.

Idet retten i øvrigt kan tilslutte sig skatteankenævnets talmæssige opgørelse, ansættes fradrag for renter til 394.078 kr., der fremkommer således:

Ikke betalte renter, der indgår i gældseftergivelsen	-8.000.269
Fradragsberettiget del 8.000.269 * 27.316.422/56.265.768	-3.884.044
Ikke fradragsberettiget del	-4.116.225
Bs del 0,6/9	-274.415
Selvangivet fradrag for udenlandsk renteudgift	668.493
Ikke godkendt fradrag	-274.415
Fradrag godkendes med	394.078

For så vidt angår repræsentantens subsidiære påstand om forhøjelse af anskaffelsessummen vedrørende ejendommen bemærkes, at det ligger uden for rettens kompetence at tage stilling til punkter, der ikke er påkendt i den påklagede kendelse, jf. skattestyrelseslovens § 23, stk. 2. Retten kan derfor ikke imødekomme påstanden.

Herefter bestemmes

Personlig indkomst
Fradrag for renteudgifter i K/S H1 ansat til 284.726 kr., ændres til	394.078kr.

..."

Der er i landsretten fremlagt et af B udarbejdet bilag med opgørelse af den kontante anskaffelsessum for en ny bygningsdel henholdsvis som den er selvangivet og som den burde være selvangivet som "konsekvens af ikke indbetalt resthæftelse" på 9.273.000 kr.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af B, MP og OE.

B har forklaret blandt andet, at han, der er statsautoriseret revisor og ansat som økonomidirektør i G2, i dag er administrator af projektet. Kommanditselskabet blev stiftet i 1989 af 9 personer, herunder A og ham selv, med det formål at drive hoteldrift i Frankrig. Selskabskonstruktionen var inspireret af de franske traditioner, som man forsøgte at overføre til danske forhold. Hotellet, der ligger i et større ferieområde i Frankrig, blev erhvervet for 34 millioner kr. Selve driften af hotellet skulle forestås af "Pierre Vacances".

Projektet blev finansieret af finansieringsselskabet F1 A/S som led i et helt almindeligt kreditforhold. Rekonstruktionsforhandlingerne med F1 A/S indledtes i 1993. Før rekonstruktionsaftalens indgåelse var den samlede gæld til F1 A/S på cirka 56 millioner kr., hvoraf renteudgifter udgjorde cirka 8 millioner kr. Det var vigtigt, at de to nødlidende kommanditister kom ud af projektet, hvilket var formålet med aftalens punkt 4.4. Inddrivelse af resthæftelsen hos disse to kommanditister, skulle herefter overgå til F1 A/S.

Baggrunden for den personlige låneoptagelse, som omtalt i rekonstruktionsaftalens punkt 5.5., var at få disse gældsforpligtelser ud af projektet af hensyn til såvel F1 A/S som kommanditisterne. I aftalevilkårene var der et kraftigt incitament til at løfte projektet ud af F1 A/S' regi, hvilket skete pr. 1. april 1997, hvor såvel de personlige lån som projektet var flyttet til en anden finansier eller indfriet.

Vilkåret i pkt. 5.2.2. om, at kommanditisternes indbetaling af resthæftelsen forlods skulle anvendes til betaling af påløbne renter, var ikke indsat i aftalen på foranledning af kommanditisterne. De drøftede aldrig de skattemæssige konsekvenser af denne rentebestemmelse med F1 A/S' advokat, og han ved ikke, hvad intentionen med at medtage bestemmelsen i aftaleudkastet var. Kommanditisterne drøftede internt rentebestemmelsens skattemæssige konsekvenser, og man var opmærksom på, at betaling af renter frem for hovedstol ville medføre et højere skattefradrag. Ligningslovens § 5, stk. 9 blev ikke overvejet i den forbindelse. Kommanditisterne var bekendt med, at der var en væsentlig renteudgift, som ikke var betalt, men det eksakte rentebeløb var ikke opgjort på aftaletidspunktet .

Det var vigtigt for de tilbageværende kommanditister at få afsluttet rekonstruktionsforhandlingerne inden udløbet af 1996 af hensyn til de skattefradrag, som var med til at finansiere noget af likviditeten i projektet. Rekonstruktionsaftalen er udtryk for en samlet aftale. Alle vilkår skulle opfyldes fra begge parters side og blev det også rent faktisk. Ved gennemførelse af aftalen blev gælden til F1 A/S nedbragt fra 56 til 18 millioner kr. Gældseftergivelsen på 25 millioner kr. er indsat i punkt 5.1.1. som en residualstørrelse og er udtryk for, hvad parterne kunne blive enige om at nedskrive gælden med, således at restgælden i projektet svarede til hotellets reelle værdi. Der er tale om en eftergivelse af den "rene" gæld efter indbetaling af resthæftelsen.

Det er hans opfattelse, at hvis skattemyndighederne får medhold i, at restgælden er 27 millioner kr., så medfører dette et ændret afskrivningsgrundlag i forhold til det selvangivne, således som det fremgår af det notat, han har udarbejdet herom. Han har fremført synspunktet om et ændret afskrivningsgrundlag over for såvel Skatteankenævnet som Landsskatteretten, uden at der er blevet taget stilling hertil.

MP har forklaret blandt andet, at han, der i dag er kreditchef i G4, som tidligere ansat i F1 A/S fik kendskab til investeringsprojektet i 1993 eller 1994. Projektet var gået dårligere end budgetteret, ligesom der var restancer fra "Pierre Vacances". Man begyndte at tale om rekonstruktion af projektet i 1994/95. Han deltog i rekonstruktionsforhandlingerne på vegne af F1 A/S med bistand af ekstern advokat. Når forhandlingerne trak ud, var dette blandt andet begrundet i, at F1 A/S med lidt over 30 projekter vedrørende Frankrig på tilsammen mere end 400 matrikler, ønskede at forhandle alle projekter samlet med bistand af franske advokater og rådgivere. F1 A/S' formål med en rekonstruktion af dette projekt var at få begrænset deres tab mest muligt, gerne ved at andre overtog finansieringen af projektet. Investorerne ville gerne videreføre projektet med henblik på at opnå et driftsoverskud og en ejendomsavance på længere sigt.

Vilkåret i rekonstruktionsaftalens pkt. 4.4. indebar, at F1 A/S indfriede de to nødlidende kommanditisters resthæftelse over for kommanditselskabet og herefter var berettiget til at oppebære eventuelle indtægter fra disse to debitorer. Man havde ikke nogen forventning om, at de kunne betale deres samlede gæld, men da man i forvejen havde et stort finansielt mellemværende med JM, var det ønsket at lave en samlet løsning med ham. Han var på dette tidspunkt formentlig insolvent, men udviste stor erhvervsmæssig aktivitet. Man lavede en aftale med hans selskab G3 Management A/S om, at gælden kunne indfries til kurs 15. På baggrund af indhentede oplysninger om NOs økonomiske forhold fik også han en option på indfrielse af sin gæld til F1 A/S ved betaling af mellem 12,3 procent og 19,9 procent af gælden, afhængigt af indfrielsestidspunktet. Vidnet er ikke bekendt med, hvordan de to debitorer ville skaffe midlerne til en gældsindfrielse på disse vilkår.

Baggrunden for bestemmelsen i punkt 5.2. om kommanditisternes optagelse af personlige lån var, at F1 A/S på et tidligere tidspunkt havde krævet samtlige kommanditisters resthæftelse indbetalt på grund af misligholdelse. Det var hensigtsmæssigt, at den personlige hæftelse og ejendomslånet på denne måde kunne afvikles i forskellige tempi. De 9 millioner kr. blev optaget i F1 A/S og overført til kommanditisterne på en særskilt lånekonto.

Rekonstruktionsaftalens punkt 5.2.2. om forlods betaling af renter er et helt sædvanligt vilkår for en kreditor som F1 A/S. Han mener ikke, at vilkåret havde nogen skattemæssig betydning for F1 A/S. Om man overvejede rentebestemmelsens betydning for kommanditisterne, husker han ikke. Renterne blev særskilt tilskrevet lånearrangementet, men de blev ikke bogført på en konto for sig selv. Han husker ikke, om alle gamle renter blev betalt forud for gældseftergivelsen, eller om der var aftalt en bestemt rækkefølge af transaktionerne ifølge rekonstruktionsaftalen.

Nedskrivelse af gælden til 18 millioner kr. skete på baggrund af en vurdering af værdien af hotellet. En forudsætning for F1 A/S' fortsatte finansiering af projektet var, at kommanditisterne også selv involverede sig mere heri. Dette var baggrunden for, at man forlangte, at hæftelsen for de tilbageværende kommanditister blev udvidet, således som det fremgår af aftalens punkt 7.1. Projektet og de personlige lån blev efterfølgende indfriet.

OE har forklaret blandt andet, at han, der er statsautoriseret revisor og partner i revisionsfirmaet R1, har været revisor på projektet fra dets begyndelse. Projektets drift blev væsentlig ringere end forventet. Han deltog i rekonstruktionsforhandlingerne med F1 A/S på vegne af kommanditisterne. Forhandlingerne tog lang tid, da man ikke kunne blive enige om vilkårene, blandt andet fordi F1 A/S ikke fra begyndelsen havde indset, hvor nødlidende projektet reelt var. F1 A/S havde helt sædvanlige kreditorinteresser.

Kommanditisterne ønskede de to nødlidende kommanditister ud af projektet uden yderligere forpligtelser for de tilbageværende kommanditister. Dette var baggrunden for punkt 4.1. i rekonstruktionsaftalen. F1 A/S' indbetaling af de to nødlidende kommanditisters resthæftelse var efter hans opfattelse omfattet af den i punkt 5.2.2. aftalte bestemmelse om forlods betaling af renter. Baggrunden for denne rentebestemmelse var dels at undgå diskussion om, hvad der var betalt, dels at sikre investorerne et så stort skattefradrag som muligt. Han mener, at vilkåret, der i øvrigt er sædvanligt, blev aftalt i begge parters interesser, men husker ikke på hvis foranledning det blev indsat. Man overvejede ligningslovens § 5, stk. 9 i forbindelse med rentebestemmelsen, men var af den opfattelse, at da renterne var betalt inden gældseftergivelsen, var der ikke noget problem i så henseende.

Ordningen med de personlige lån, jf. punkt 5.2., blev aftalt for at tilføre projektet likviditet og gøre det mindre sårbart over for udviklingen af de enkelte kommanditisters økonomi. Når lånene blev ydet af F1 A/S skyldtes dette, at der ikke var tid nok til at få en ekstern finansiering på plads.

Gældseftergivelsen på 25 millioner kr. i punkt 5.1.1. var fastsat på baggrund af en vurdering af, hvilken gæld projektet fremover kunne bære henset til forløbet af driften. Den yderligere hæftelse, som er aftalt i punkt 7.1., skete i F1 A/S' interesse.

Der var tale om et samlet aftalekompleks. Den praktiske gennemførelse af aftalen skete i den rækkefølge, at de to nødlidende kommanditister først blev betalt ud. Dernæst indbetalte de tilbageværende kommanditister deres resthæftelse og meddelte accept af den udvidede hæftelse, hvorefter F1 A/S til sidst nedskrev gælden med de aftalte 25 millioner kr. På gældseftergivelsestidspunktet var renterne således betalt.

Med gennemførelse af rekonstruktionsaftalen etableredes en positiv fradragskonto som følge af gældseftergivelsen og de tilbageværende kommanditisters udvidede hæftelse. Dette muliggjorde fradrag for driftsunderskud i 1996.

Han har sammen med B været involveret i drøftelser med skattemyndighederne om muligheden for at få ændret det oprindeligt selvangivne afskrivningsgrundlag i 1996, uden at dette dog er lykkedes. Den af B udarbejdede beregning vedrørende det ændrede afskrivningsgrundlag er efter vidnets vurdering lavet efter reglerne. Det er således helt sædvanligt at værdiansætte aktiverne på baggrund af størrelsen af den overtagne gæld.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at ligningslovens § 5, stk. 9, der indeholder en bestemmelse om begrænsning af rentefradragsretten, ikke finder anvendelse på spørgsmålet om kommanditisters fradrag for kommanditselskabets samlede driftsunderskud. Dette spørgsmål er ikke reguleret i lovgivningen, men derimod i TScirkulære 1990-1 og Ligningsvejledningens afsnit. Disse regler indeholder ikke hjemmel til at opdele et driftsunderskud i dets bestanddele overfor kommanditisterne. Kommanditisterne opnår både civil- og skatteretligt en ideel andel af det samlede driftsresultat, og det følger af det førnævnte cirkulære punkt 3 , at en sådan anpart i et driftsunderskud, hvor fradrag er nægtet ved indkomstopgørelsen under hensyn til fradragskontoens udvisende, uden tidsbegrænsning kan fradrages i et senere indkomstår, hvor saldoen på fradragskontoen er positiv. Dette udsagn er bindende for ligningsmyndighederne. Hjemlen til at fradrage driftsunderskud er statsskattelovens § 6, der for kommanditister nærmere reguleres ved det nævnte cirkulære. Disse bestemmelser er specialbestemmelser i forhold til den generelle rentebestemmelse i § 5, stk. 9, og en regelkonflikt skal i givet fald løses efter lex specialis-synspunkter.

Selvom Landsretten måtte statuere, at der er tale om renteudgifter for sagsøgeren og ikke et driftsunderskud, finder ligningslovens § 5, stk. 9 alligevel ikke anvendelse, da sagsøgeren ikke opnåede en gældsnedsættelse i forbindelse med rekonstruktionsaftalen. Det afgørende for, om der er tale om gældsnedsættelse, er, om sagsøgerens hæftelse nedsættes, hvilket ikke var tilfældet. Hertil kommer, at ligningslovens § 5, stk. 9, kun finder anvendelse for så vidt angår renter, der ikke er betalt på tidspunktet for gældsnedsættelsen, eller som på andet grundlag ikke er omfattet af gældsnedsættelsen. Det følger af rekonstruktionsaftalen, at renterne skulle betales forlods af indfrielsesbeløbet, hvilket vil sige de 4.017.000 kr. vedrørende de to nødlidende anparter, der blev indbetalt af F1 A/S, og de 9.273.000 kr. vedrørende de personlige lån. En sådan aftale om rækkefølgen for betalinger af renter og hovedstol mellem to uafhængige parter skal respekteres såvel civilretligt som skatteretligt, navnlig da det er helt sædvanligt og formentlig gælder for alle gældsforhold, at betalinger fra debitor fragår på skyldige renter før på hovedstolen. Uanset om aftalen om forlods betaling af renter skal respekteres af skattemyndighederne, så fremgår det af rekonstruktionsaftalen, at de påløbne renter ikke indgik i gældsnedsættelsen. En eventuel korrektion af renteudgifterne på trods af det anførte vil i givet fald være forældet, idet korrektionen burde være foretaget i 1994 og 1995, hvor renteudgifterne blev selvangivet som led i det samlede driftsunderskud for disse år.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at en stadfæstelse af landsskatterettens kendelse vil medføre, at anskaffelsessummen og afskrivningsgrundlaget for K/S H1s ejendom i 1996 var opgjort på et urigtigt grundlag. Der skal således i den korrigerede opgørelse tages hensyn til, at der efter Landsskatterettens kendelse ikke er tale om, at alle renter fra før rekonstruktionsaftalen var betalt og resthæftelsen indbetalt. Hertil kommer, at af de 4.017.000 kr., som blev indbetalt af Finansieringsselskabet F1 A/S på vegne af de to nødlidende kommanditister NO og JM, er der efterfølgende betalt 658.050 kr. fra de to investorer, fordelt med 300.000 kr. fra NO og 358.050 kr. fra JM. Disse beløb må antages at være brugt til nedbringelse af de påløbne renter før gældseftergivelsen, idet disse fordringer ikke som antaget af sagsøgte var værdiløse, men mindst må have haft en værdi, svarende til de beløb der faktisk blev indbetalt. Også i forhold til de personlige lån er der under alle omstændigheder tale om delvis betaling af renter. Alle disse forhold påvirker afskrivningsgrundlaget for indkomståret 1996 og har sammenhæng med den påklagede skatteansættelse. Spørgsmålet om afskrivningsgrundlagets størrelse burde derfor have været behandlet af Landsskatteretten i forbindelse med skatteansættelsen for kommanditisterne vedrørende indkomståret 1996 eller have været hjemvist til behandling hos ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgerens ret til for indkomståret 1996 at fradrage renteudgifter er begrænset i henhold til ligningslovens § 5, stk. 9, der omhandler fradragsret for renter ved gældseftergivelse. Sagen vedrører ikke sagsøgerens ret til fradrag for selvangivne driftsunderskud i K/S H1, men derimod hvorvidt sagsøgeren for indkomståret 1996 skal fradrage renteudgifter fuldt ud, eller om denne fradragsret er begrænset i henhold til ligningslovens § 5, stk. 9. Det gøres herved gældende, at reglerne om kommanditisternes fradrag for underskud i TS-cirkulære 1990-1 ikke tilsidesætter ligningslovens § 5, stk. 9, der i øvrigt også er indført efter cirkulæret. Sagsøgeren er derfor ikke berettiget til fradrag for det selvangivne driftsunderskud i K/S H1 under henvisning til fradragskontoreglerne i TS-cirkulære 1990-1, idet fradrag for driftsunderskud forudsætter, at det skattemæssige driftsunderskud er opgjort i overensstemmelse med de almindelige skatteretlige regler, herunder reglerne om fradragsret for renteudgifter i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e og ligningslovens § 5.

Det bestrides, at der ikke foreligger en gældseftergivelse for sagsøgeren. Sagsøgerens ideelle andel af kommanditselskabets gæl d. til SCI H4 (det franske I/S) blev som følge af det skatteretlige transparens-princip eftergivet ved rekonstruktionsaftalen, jf. rekonstruktionsaftalens pkt. 5.1.1. Det er hermed uden betydning, om sagsøgerens hæftelse over for kommanditselskabet blev øget ved rekonstruktionen, idet sagsøgerens ideelle andel af kommanditselskabets gæld de facto blev eftergivet. Selvom det fremgår af rekonstruktionsaftalerne, at renterne anses for betalt forlods af indfrielsesbeløbet, så må de påløbne renter på 8.000.269 kr. anses for at være indgået i gældseftergivelsen. Det bestrides således, at beløbene på 4.017.000 kr. og 9.273.000 kr., der fremkom henholdsvis ved overdragelsen af de 2,4 anparter, henholdsvis ved kommanditisternes optagelse af nye personlige lån, blev anvendt til at nedbringe de påløbne renter forud for gældseftergivelsen. De enkelte dele af rekonstruktionen af projektet ved aftalen af 28. december 1996 må bedømmes under et. Således må aftalens punkt 5.1.1. vedrørende gældseftergivelsen og aftalens punkt 5.2.2. vedrørende den forlods betaling af renter sammenholdes. Det ville skatteretligt være i strid med såvel ordlyden af ligningslovens § 5, stk. 9 som lovmotiverne, jf. Folketingstidende 1994, tillæg A, side 1760, hvis en aftale om rækkefølgen for betaling af renter og hovedstol mellem to uafhængige parter under disse omstændigheder skulle respekteres. Det er end ikke civilretligt set korrekt, at det sædvanlige for alle gældsforhold skulle være, at betalinger fra debitor fragår på skyldige renter for hovedstol. Her gælder debitors anvisningsret, og hvis den ikke er udnyttet kreditors anvisningsret. Men dette har i øvrigt ingen betydning for, hvad der gælder skatteretligt. De påløbne renter indgik således i gældseftergivelsen, og ligningslovens § 5, stk. 9, finder anvendelse på disse renter. Den korrektion af renteudgifterne, som er sket som følge heraf, er ikke "forældet", dvs. foretaget for sent efter fristreglerne i skattestyrelsesloven, idet begrænsningen alene vedrører sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 1996.

I relation til sagsøgerens subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgeren ikke har bevist, at anskaffelsessummen og dermed afskrivningsgrundlaget for den ideelle andel af bygningerne skal nedsættes. Der er ikke grundlag for at bortle fra et beløb på 9.273.000 kr. og dermed tilsidesætte det afskrivningsgrundlag, som sagsøgeren selv har opgjort, ligesom det bestrides, at en del af beløbene på kr. 4.017.000,og kr. 9.273.000,- skulle være betaling til dækning af påløbne renter før gældseftergivelse. Hertil kommer, at landsskatteretten efter skattestyrelseslovens § 23, stk. 2 var berettiget til at nægte at behandle spørgsmålet om korrektion af anskaffelsessummen på ejendommen, idet punktet ikke havde været påkendt i de til Landsskatteretten påklagede afgørelser.

Landsrettens bemærkninger

Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at det i 1996 var nødvendigt at foretage en rekonstruktion af det omhandlede kommanditistprojekt. Denne rekonstruktion, som indeholdt fire hovedelementer, indebar samlet set, at finansieringsselskabet F1 A/S eftergav en del af den gæld, som var oparbejdet i projektet, herunder påløbne renter på i alt 8.000.269 kr.

Landsretten finder, at rekonstruktionsplanen må betragtes som en helhed, og at rentebeløbet ikke skattemæssigt kan henføres til et enkelt af de fire hovedelementer i denne helhed. Aftalen om forlods rentebetaling, jf. pkt. 5.2.2. i rekonstruktionsaftalen, kan således ikke tillægges nogen skattemæssig betydning.

Det følger af ligningslovens § 5, stk. 9, at hvis en skattepligtig opnår nedsættelse af gæld ved en gældseftergivelse, kan renter, der er påløbet på tidspunktet for gældseftergivelsen, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst med en andel, der svarer til forholdet mellem den del af gælden, der skal betales efter nedsættelsen, og den samlede gæld før nedsættelsen. Sagsøgerens fradrag er i landsskatterettens kendelse opgjort i overensstemmelse hermed.

Det har ingen betydning for anvendelsen af § 5, stk. 9, der også gælder ved gældseftergivelse for kommanditselskaber, at de enkelte kommanditisters hæftelse og fradragsret er begrænset.

Sagsøgte frifindes derfor for sagsøgerens principale påstand.

Da de tilbageværende kommanditisters indbetaling af beløbet på 9.273.000 kr. er indgået i landsskatterettens beregning af sagsøgerens fradrag, og da beløbet derfor er anset for indbetalt, er der ikke grundlag for at foretage en ændret vurdering af afskrivningsgrundlaget som følge af myndighedernes behandling af sagsøgerens selvangivelse.

Indfrielsen af de to kommanditister, som udtrådte i forbindelse med rekonstruktionen, indgår i rekonstruktionsaftalen som en del af gældseftergivelsen. Den omstændighed, at finansieringsselskabet F1 A/S forventede og efterfølgende opnåede en indbetaling fra de to kommanditister, ændrer ikke på størrelsen af den del af gælden, som de tilbageværende syv kommanditister skulle betale efter gældseftergivelsen.

Herefter, og da det i øvrigt ikke er godtgjort, at ligningsmyndighederne har begået fejl ved behandling af sagsøgerens selvangivelse for 1996, som kan begrunde, at landsretten nu hjemviser til fornyet behandling, frifindes sagsøgte for den subsidiære påstand om hjemvisning.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at der ved afgørelsen er taget hensyn til, at sagen er blevet behandlet sammen med en anden tilsvarende sag.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, B, skal inden 14 dage betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.