FORORD

Vejledningen

 

Vejledningen vedrører tinglysningsafgiftsloven, lovbekendtgørelse nr. 462 af 14. maj 2007 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v., som ændret ved Lov nr. 577 af 6. juni 2007, Lov nr. 1336 af 19. december 2008.

Til loven er knyttet bekendtgørelse nr. 824 af 25. august 2009 om afgift ved tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv.  

Tinglysningsafgiftsloven omfatter dokumenter, der bliver anmeldt til tinglysning og registrering fra den 1. januar 2000.

Tinglysningsafgiftsloven afløste stempelloven og den del af retsafgiftsloven, der vedrørte afgift ved tinglysninger. Stempelloven er kun videreført for skadesforsikringer, og foreligger nu som lovbekendtgørelse nr. 1209 af 28. november 2006 om stempelafgift.

Tinglysningsafgiften for registreringer i tingbogen via e-TL forfalder til betalingen når dokumentet tinglyses.

Ved registrering i personbogen, bilbogen, andelsboligbogen, skibsregistret og luftfartøjsregistret forfalder afgiften når dokumentet anmeldes til tinglysning eller registrering. Det er kun anmeldelse til tinglysning eller registrering, der udløser afgiften. Et dokument, der ikke skal tinglyses eller registreres, er derfor afgiftsfrit. Noteringer er afgiftsfri. Det afgørende for afgiftspligten er anmeldelse til tinglysning eller registrering i et dansk register. Det er uden betydning for afgiftspligten, hvor og mellem hvem en aftale om en rettighed er indgået.

Skattecenter Høje-Taastrup varetager på vegne af told- og skatteforvaltningen administrationen af tinglysningsafgiftsloven. 

Tinglysningsafgiften beregnes altid på grundlag af den tinglysningsmæssige ekspedition, et dokument har modtaget. Told- og skatteforvaltningen har ikke kompetence til at tage stilling til tinglysningsmæssige spørgsmål.

Er man som anmelder eller afgiftspligtig ikke enig i rettens tinglysningsmæssige behandling af et dokument - og dermed eventuelt også uenig i størrelsen af den opkrævede tinglysningsafgift - er den afgiftspligtige og/eller anmelderen henvist til at kære den tinglysningsmæssige ekspedition til Landsretten, jf. tinglysningslovens § 36. Kærefristen er 14 dage. Kun i de situationer hvor Landsretten ændrer den tinglysningsmæssige ekspedition, kan grundlaget for afgiftens beregning også ændres. Har tinglysningskontoret foretaget en åbenbar fejlagtig tinglysning på en ejendom, som anmeldelsen ikke vedrører, udløses dog ingen afgift.

Registreringsmyndigheden for registreringer i tingbogen, personbogen, andelsboligbogen og bilbogen er Tinglysningsretten, Majsmarken 5, 9500 Hobro. Registreringsmyndigheden for skibe er Skibsregistret og registreringsmyndigheden for fly er Statens Luftfartsvæsen.

Landsskatteretten er klageinstans for told- og skatteforvaltningens afgørelser om tinglysningsafgift og registreringafgift.

Henvisning til paragraffer i vejledningen vedrører tinglysningsafgiftsloven, medmindre andet er angivet. Henvisning til bekendtgørelsen i vejledningen vedrører bekendtgørelse nr. 824 af 25. august 2009 om afgift ved tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv., medmindre andet er angivet.