En forpagtningsaftale indgået mellem en fader og søn, hvorefter sønnen skulle forpagte faderens jordtilliggende blev ikke anset for at have haft en forretningsmæssig baggrund eller have været udtryk for et reelt forpagtningsforhold. Faderen blev derfor anset som rette indkomstmodtager af resultatet af ejendommens drift. Det var oplyst, at faderen for at opnå efterløn var nødsaget til enten at sælge jorden eller bortforpagte den. Indgåelse af forpagtningsaftalen var tidsmæssigt sammenfaldende med faderens overgang til efterløn, ligesom forpagtningsforholdet ophørte, da faderen overgik fra efterløn til folkepension. Faderen afholdt endvidere samtlige udgifter vedrørende ejendommen under forpagtningsforholdet, ligesom han modtog samtlige indtægter. Forholdet mellem faderen og sønnen resulterede alene i en bogholderimæssig mellemregning, der medførte en gæld til faderen, som efter forpagtningsforholdets ophør blev eftergivet ved gave.

Statsskatteloven § 4
Statsskatteloven § 5
Statsskatteloven § 6

Ligningsvejledningen 2004 - 1 A.A.1.1