Klagen skyldes, at skattemyndigheden har fikseret renteindtægter i selskabet.

Skattemyndigheden har fikseret en renteindtægt af mellemregningskonto med hovedanpartshaver, 176.809 kr.

Landsskatteretten stadfæster ansættelsen.

Skattemyndigheden har fikseret en renteindtægt af mellemregningskonto med B I/S, 128.818 kr.

Landsskatteretten nedsætter forrentningen til 0 kr.

Selskabet blev stiftet med virkning fra den 1. januar 2000 og dets hovedaktivitet var at drive jordbrug og dermed beslægtet virksomhed. Anpartskapitalen var ejet af C, der havde finansieret stiftelsen ved at låne 125.000 kr. af D i henhold til gældsbrev af 20. december 1999. Af gældbrevet fremgik det, at lånet indestod indtil indfrielse rente- og afdragsfrit, at lånet skulle tilbagebetales efter skriftligt påkrav fra udlåneren med mindst 1 måneds varsel, samt at lånet alene kunne indfries ved samtidig overdragelse af anparterne til nominel værdi af 125.000 kr.

Selskabet erhvervede med virkning fra 3. januar 2000 en ejendom af E. Af skødet fremgik det, at ejendommen blev overtaget med alt på ejendommen værende avl og afgrøde, alle maskiner og redskaber, den på ejendommen stående besætning, leveringsrettigheder samt i øvrigt alt det, der på landbrugsejendommen forefandtes af driftsinventar og materiel. Samme dag overdrog selskabet den nyerhvervede besætning og driftsmidler til D for 2.571.140 kr. I forbindelse med den efterfølgende refusionsopgørelse blev beløbet forhøjet med 108.322 kr., idet der tillige blev overdraget foder og olie. Overdragelsessummen blev betalt over mellemregningskontoen, der pr. 31. december 2000 udviste en saldo på 2.679.462 kr. i selskabets favør. Mellemregningskontoen henstod uforrentet.

De resterende aktiver i selskabet blev lejet ud til driftsinteressentskabet B I/S. I interessentskabet deltog endvidere selskaberne F ApS og G ApS, der var ejet af henholdsvis D og H. Disse selskaber drev tillige jordbrug og havde lejet deres væsentligste aktiver til B I/S. G ApS indtrådte imidlertid først i interessentskabet i indkomståret 2001. I henhold til interessentskabskontrakten modtog hver af de deltagende selskaber 25 pct. af driftsresultatet i interessentskabet i indkomståret 2000, mens denne andel blev nedsat til 20 pct. i forbindelse med optagelsen af G ApS i indkomståret 2001. De deltagende selskaber modtog endvidere leje for inventar, kartoffelandele, mælkekvoter mv. D modtog den resterende del af driftsresultatet, hvilket svarede til henholdsvis 50 pct. og 40 pct. i indkomstårene 2000-2001. Den eneste likviditet i konstruktionen var interessentskabets kassekredit, hvorfor alle selskabernes hævninger og betalinger foregik via hver deres mellemregningskonti med interessentskabet. Der var i henhold til selskabernes regnskaber ikke stillet sikkerhed for de pågældende mellemregningskonti, og de henstod alle uforrentede.

De stedlige skattemyndigheder har ikke anerkendt den manglende forrentning af selskabets mellemregningskonto med D og B I/S, idet en sådan forrentning ikke svarede til, hvad der kunne være opnået, såfremt der havde været tale om uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Myndigheden har bemærket, at D havde bestemmende indflydelse i selskabet, idet han indirekte ejede hele anpartskapitalen. Der er herved henset til gældsbrevet, der blev oprettet i forbindelse med D’s finansiering af selskabets stiftelse, at der ikke kunne ske pantsætning af selskabets ejendomme uden skriftligt samtykke fra D, at C var pligtig til at oprette ægtepagt om fuldstændig særeje vedrørende dennes anparter i selskabet, at der skulle tegnes en livsforsikring på C på 1.000.000 kr. med D som begunstiget, at D havde ret til to af selskabets tre bestyrelsesposter, samt endelig at D når som helst havde ret til at opsige samarbejdet og overtage administrationen af selskabet. I lyset heraf har myndigheden konkluderet, at betingelsen om kontrol i ligningslovens § 2, stk. 2 var opfyldt uanset, at D ikke direkte ejede mere end 50 pct. af anpartskapitalen eller mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet. Skattemyndigheden har herefter konkluderet, at den manglende forrentning ikke var forretningsmæssigt begrundet, hvorfor man har fikseret renteindtægter på henholdsvis 176.809 kr. vedrørende mellemregningskontoen med D og 128.818 kr. vedrørende mellemregningskontoen med B I/S, hvilket svarede til en forrentning på 7,5 pct. af saldoen på mellemregningskontiene pr. 31. december 2000. Forrentningsprocenten er blevet fastlagt under hensyn til skattemyndighedernes praksis, hvorefter der som udgangspunkt anvendes diskontoen plus 4 pct., samt til indhentede oplysninger om, at forrentningen på erhvervskreditter i de gunstigste tilfælde lå på 7,5 pct. vurderet ud fra engagementets størrelse, betalingsevne, antal transaktioner i årets løb, samt kundens evne til at forhandle renten.

Selskabets repræsentant har fremsat principal påstand om, at betingelsen om kontrol i henhold til ligningslovens § 2, stk. 2, ikke var opfyldt, idet C ejede hele anpartskapitalen og havde rådighed over alle stemmerne i selskabet. C havde endvidere alene en ejerandel i interessentskabet på 25 pct. Repræsentanten har endvidere fremsat subsidiær påstand om, at den af skattemyndigheden anvendte beregningsmetode vedrørende mellemregningskontoen med interessentskabet, samt den anvendte rentesats for begge mellemregningskontiene ikke svarede til, hvad der ville være blevet anvendt mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Skattemyndighedens beregningsmetode, hvorefter man anvendte mellemregningskontoens saldo pr. 31. december 2000 i henhold til selskabets regnskab, var således ikke udtryk for den rente, der ville være blevet beregnet mellem uafhængige parter. I løbet af indkomståret havde der været foretaget adskillige transaktioner over mellemregningskontoen, som derved ikke indgik i skattemyndighedens beregningsgrundlag. Repræsentanten har endvidere påpeget, at den faktiske rente i selskabet var henholdsvis 5,1542 pct. og 6 pct., idet man havde optaget lån mod sikkerhed i fast ejendom til disse forrentninger.

Det bemærkes, at skattepligtige, der kontrollerer juridiske personer, skal anvende priser og vilkår for økonomiske transaktioner ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Det bemærkes endvidere, at ligningslovens § 2 er en lovfæstelse af den praksis vedrørende rentefiksering, som lå forud for Højesterets dom trykt i TfS 1998.199, hvorfor denne praksis er tilsigtet opretholdt.

Af ligningslovens § 2, stk. 2, fremgår det, at der ved kontrol forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som nævnt i selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., og § 16 H, stk. 2, 2. pkt., dog således at der direkte eller indirekte skal ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne.

Det bemærkes, at D i forbindelse med selskabets stiftelse har ydet lån på 125.000 kr. til anskaffelse af anparterne mod udstedelse af uforrentet afdragsfrit gældsbrev. Dette kan opsiges af D med 1 måneds varsel og kan alene indfries ved erlæggelse af de omhandlede nom. 125.000 kr. anparter til kurs pari.

Under disse omstændigheder anses D at have rådighed over mere end 50 % af stemmerne i selskabet, hvorfor det har været berettiget at korrigere den manglende forrentning af gældsforholdet mellem D og selskabet efter Ligningslovens § 2.

Der er ikke i det for retten fremførte grundlag for at tilsidesætte den af skattemyndigheden ansatte forrentning svarende til diskontoen + 4 %. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Med hensyn til beregning af renter af gældsforholdet mellem selskabet og B I/S bemærkes, at en aftalt forrentning af interessenters indestående i og gæld til interessentskaber efter praksis ikke betragtes som rente, men derimod skattemæssigt  anses som et led i overskudsdisponeringen, jf. LSRM 1983.121 og TfS 1996.256.

Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at beregne rente af selskabets indestående i interessentskabet, og den påklagede ansættelse nedsættes derfor på dette punkt.