Dato for udgivelse
23 Sep 2011 14:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Sep 2011 13:58
SKM-nummer
SKM2011.620.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-112998
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
VE-anlæg, Solcelleanlæg, Varmepumpe, Afskrivning
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at en varmepumpe og et solcelleanlæg samlet set er erhvervsmæssigt anvendt, således at begge anlæg er afskrivningsberettigede. Hvis spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5, kan der afskrives på solcelleanlægget. Der kan ikke afskrives på varmepumpen, da den er udelukkende privat benyttet.

Hjemmel

Ligningsloven § 8 P, stk. 5

Reference(r)

Ligningsloven § 8 P, stk. 5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1 C.C.4.4.5

Spørgsmål

  1. Er installation af en varmepumpe en del af et VE-anlæg bestående i øvrigt af et 6 kW solcelleanlæg tilsluttet elnettet, hvis varmepumpens årsforbrug svarer til solcelleanlæggets produktion, således at det kan betragtes som udelukkende erhvervsmæssig benyttet i henhold til ligningslovens § 8 P, stk. 5?
    Det vil indebære, at der kan foretages afskrivning på såvel varmepumpe som solcelleanlæg, og det private forbrug beregnet til den pris, som man kan få ved levering til nettet, indtægtsføres.
    Solcelleanlægget er tilsluttet elnettet, og i visse perioder afleveres der strøm til nettet og i andre perioder vil der blive brugt strøm fra elnettet.
  2. Kan det samlede anlæg bestående af varmepumpe og solcelleanlæg betragtes som udelukkende erhvervsmæssigt anvendt med den konsekvens som beskrevet ovenfor, hvis varmepumpen bruger mere strøm end solcelleanlægget kan producere?
  3. Kan det samlede anlæg bestående af varmepumpe og solcelleanlæg betragtes som udelukkende erhvervsmæssigt anvendt med den konsekvens at der kan afskrives på såvel varmepumpe som solcelleanlæg, hvis varmepumpen bruger mindre strøm end solcelleanlægget kan producere?

Svar

Ad 1. Nej.
Varmepumpen er ikke tilsluttet varmenettet, men opvarmer udelukkende spørgers ejendom. Varmepumpen er således udelukkende privat benyttet, hvorfor der ikke kan fratrækkes udgifter, herunder afskrives.
Solcelleanlægget er tilsluttet elnettet. Hvis spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5, kan der afskrives på solcelleanlægget.
Ad 2. Nej. Varmepumpen er ikke tilsluttet varmenettet, men opvarmer udelukkende spørgers ejendom. Den er således udelukkende privat benyttet.
Ad 3. Nej. Varmepumpen er ikke tilsluttet varmenettet, men opvarmer udelukkende spørgers ejendom. Den er således udelukkende privat benyttet.

Beskrivelse af de faktiske forhold

En af X-leverandørs kunder har planer om at investere i et VE-anlæg og forskellige muligheder overvejes. I den forbindelse ønskes ovenstående besvaret.

Svarene ønskes til brug for drøftelse med kunder om deres påtænkte dispositioner, idet X-leverandør leverer såvel varmepumper, jordvarmeanlæg og solcelleanlæg.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Rådgiver har henvist til følgende forarbejder:

Uddrag fra lovforarbejderne til L74 (bemærkninger til stk. 5):

"Hvis den skattepligtige vælger at medregne den skattepligtige indkomst fra driften af det vedvarende energianlæg efter skattelovgivningens almindelige regler i stedet for efter reglerne i § 8 P, stk. 2 og 3, bestemmes i stk. 5, at det vedvarende energianlæg eller andelene i det vedvarende energianlæg anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet. Bestemmelsen svarer til den gældende skematiske ordning for vindmøller.

Det betyder, at der fremover vil gælde de samme regler for de øvrige VE-anlæg, som der i dag gælder for vindmøller. Bestemmelsen betyder, at uanset om der er et nettosalg af varme eller elektricitet til nettet fra det pågældende anlæg, vil det vedvarende energianlæg skulle anses for at være udelukkende erhvervsmæssigt benyttet.

Når ejeren af det vedvarende energianlæg skal opgøre indkomster, skal alle indtægter fra den vedvarende energivirksomhed medregnes, herunder værdien af eget elektricitets- eller varmeforbrug, mens der samtidig kan ske fradrag for udgifter til drift, vedligeholdelse, afskrivninger m.v. Overskud/underskud beskattes på samme måde som andre former for erhvervsmæssig virksomhed."

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Generelt:

Lovregler m.v.:

Den hidtil gældende ordning i ligningslovens § 8 P, der alene gjaldt vindmøller og vindmølleandele, er med virkning fra 1. januar 2010 ændret, således at den omfatter vedvarende energianlæg og andele i vedvarende energianlæg, herunder visse vindmøller (VE-anlæg). Samtidig er bundgrænsen for de ejere, der anvender den skematiske ordning forhøjet fra 3.000 kr. til 7.000 kr. Ændringen fremgår af lov nr. 1559 af 21. december 2010 om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Investering i vedvarende energi).

Praksis:

SKM2008.926.SR

Skatterådet bekræftede, at et solcelleanlæg monteret på landjorden kan afskrives som et driftsmiddel. Ligeledes bekræftede Skatterådet, at et solcelleanlæg, der monteres på stativer på en bygning, og hvis produktion afsættes til el-nettet, kan afskrives som et driftsmiddel. Skatterådet udtalte i den forbindelse, at anlæg med en kapacitet over 1 MW afskrives på en særskilt saldo efter reglerne i afskrivningslovens § 5 C. Endelig fandt Skatterådet, at et solcelleanlæg, der er integreret i en bygnings bestanddele, og hvor den producerede elektricitet anvendes som strømforsyning for bygningen, må anses for en installation i afskrivningslovens forstand.

SKM2009.290.SR

Skatterådet bekræftede, at en husstandsvindmølle altid kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, uanset at den samlede vindmølleaktivitet giver underskud, og at eventuelt underskud fra vindmølledriften kan fratrækkes i eventuel lønindkomst.

Skatterådet bekræftede endvidere, at ejeren af en husstandsvindmølle kan afskrive på møllens anskaffelsessum efter afskrivningslovens § 5, når møllen anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet efter bestemmelsen i ligningslovens § 8 P, stk. 5, uanset at en del af den producerede el anvendes privat.

Skatterådet bekræftede endelig, at en husstandsvindmølle, der er valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, skal placeres i virksomhedsordningen, hvis ejeren af møllen samtidig driver anden aktivitet, der beskattes efter reglerne i virksomhedsskatteloven og at ejeren, såfremt der ikke drives en sådan anden aktivitet, kan vælge at anbringe møllen i ordningen.

Konkret:

Det er Skatteministeriets opfattelse, at anmodningen vedrører påtænkt montering af 2 energianlæg, som kan fungere uafhængigt af hinanden, dels et anlæg der producerer elektricitet, dels et anlæg der producerer varme. Anlæggene må således skattemæssigt bedømmes hver for sig.

Vedr. spørgsmål 1:

En række betingelser skal være opfyldt for at spørger kan afskrive efter afskrivningslovens kapitel 2:

  1. VE-anlægget skal være tilsluttet nettet og udelukkende anvende vedvarende energi.

Hvis anlægget er el-producerende, som f.eks. en vindmølle eller et solcelleanlæg, skal det være muligt at afsætte produktionen til det kollektive elnet.

Hvis anlægget er varmeproducerende skal det være muligt at afsætte produktionen til varmenettet.

Producenter af energi, som ikke er tilsluttet et kollektivt net, er ikke skattepligtige eller afgiftspligtige af den producerede energi. Det betyder, at produktionen af energi til eget forbrug ikke beskattes, og at udgifter til opstilling og drift ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Anlægget anses som udelukkende privat benyttet.

Er anlægget ikke tilsluttet elnettet, er det ikke muligt at anvende det erhvervsmæssigt efter ligningslovens § 8 P, stk.5. VE-anlægget skal udelukkende drives ved anvendelse af de vedvarende energikilder, der er omfattet af § 2, stk. 2 og 3, i lov om fremme af vedvarende energi. Blandede anlæg er ikke omfattet af ordningen. Det betyder, at mindre anlæg, der anvender fossile brændstoffer som kul og olie, ikke omfattes af ændringerne. Heller ikke blandede anlæg, der både anvender fossile brændstoffer og vedvarende energi er omfattet. Det er den samme afgrænsning, der gælder for den såkaldte "tilbageløbsordning" i elafgiftsloven.

2. VE-anlægget skal have karakter af et driftsmiddel

3. Ejeren skal anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5.

Hvis ejeren anvender den skematiske ordning, anses VE-anlægget for udelukkende privat benyttet med den virkning, at der ikke kan afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2.

Spørger påtænker at montere et solcelleanlæg, som tilsluttes elnettet. Solcelleanlægget vil have karakter af driftsmiddel. Spørger kan derfor afskrive på solcelleanlægget, hvis spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5.

Spørger påtænker endvidere at montere en varmepumpe, som alene tilsluttes og skal opvarme spørgers ejendom. Varmepumpen anses derfor for udelukkende privat benyttet og kan ikke afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2.

For at en varmepumpe kan anses for omfattet af ligningslovens § 8 P, stk. 5, er det dels en betingelse, at det er muligt at afsætte overskydende varme til nettet, dels at "hjælpeenergien" kommer direkte fra et andet VE-anlæg. Da varmepumpen ikke er tilsluttet varmenettet er betingelserne ikke opfyldte.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares benægtende, da der spørges til om begge anlæg kan afskrives. Det indstilles endvidere, at det til besvarelsen af spørgsmål 1 samtidig bemærkes, at spørger kan afskrive på solcelleanlægget, men ikke på varmepumpen.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 og 3 besvares benægtende. Det indstilles endvidere, at det til besvarelsen af begge spørgsmål samtidig bemærkes, at varmepumpen anses for udelukkende privat benyttet.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.