Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Erik Dreyer)
Afsagt af landsdommerne
Würtzen, Ulrik Jensen og Lene Holm Trøst (kst.) med domsmænd
----------
Byrettens dom af 21. december 2010, 2373/2010
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 22. juli 2010.
T er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 57, stk. 1, momssvig af særlig grov karakter,
ved som direktør for og daglig leder af selskabet H1 ApS med forsæt til afgiftsunddragelse at have undladt for selskabet, at indsende kvartalsvise momsangivelser for perioden mellem den 1. januar 2003 og den 30. juni 2004, hvorved selskabets momstilsvar blev foreløbigt fastsat til i alt 140.000 kr. og dermed i alt 1.027.173 kr. for lavt, hvorved statskassen blev unddraget et tilsvarende beløb.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel i 9-10 måneder samt en tiIlægsbøde på 1.000.000,00 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidnet V.1.
Forklaringerne er ikke gengivet i dombogen, da de er optaget på digitalt medie.
Der er udarbejdet en personundersøgelse at 6. oktober 2009.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det er ubestridt, at tiltalte ikke har indgivet momsangivelser i perioden den 1. januar 2003 til den 31. juni 2004.
Fra det tidspunkt, hvor tiltalte tiltrådte som direktør, havde han ansvaret for, at der blev foretaget momsangivelser. Selv om SKAT skønsmæssigt ansatte momsen og opfordrede ham til at bringe de manglende momsangivelser i orden, foretog han sig intet med henblik på at indgive de korrekte momsangivelser til SKAT. På den baggrund finder retten det bevist, at de manglende momsangivelser er sket med forsæt til at unddrage det offentlige afgift.
Det er efter bevisførelsen godtgjort, at det offentlige dermed er blevet unddraget ca. 1.000.000,00 kr. i moms.
Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 57, stk. 1.
Retten har ved fastsættelsen af straffen lagt vægt på størrelsen af det unddragne beløb.
Retten har under hensyn til den tid, der er gået siden det strafbare forhold blev begået, fundet grundlag for at gøre straffen betinget, som nedenfor bestemt.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 180 timer.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.000.000,00 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T skal straffes med fængsel i 10 måneder.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
- Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
- Tiltalte skal inden for en længstetid på 1 år fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 180 timer.
- Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Prøvetiden ophører dog ved længstetidens udløb.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.000.000,00 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel ¡ 60 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
----------
Vestre Landsrets dom af 8. juni 2011, 12. afdeling, S-0006-11
Byretten har den 21. december 2010 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. K01-2373/2010).
Påstande
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse, idet det unddragne beløb er væsentligt lavere end påstået.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Supplerende oplysninger
Det fremgår af sagen, at tiltalte til folkeregistret han anmeldt at være udrejst af Danmark fra den 1. april 2001 til den 11. februar 2009. Det fremgår endvidere, at begæring fra ToldSkat om tiltalerejsning blev indgivet den 8. juli 2005. Tiltalte blev den 20. oktober 2005 afhørt telefonisk til sagen. Anklageskriftet blev indleveret til retten den 28. februar 2006, men trods flere forsøg, herunder gennem de spanske myndigheder, lykkedes det ikke at forkynde indkaldelse til retsmøder for tiltalte, inden han i februar 2009 vendte tilbage til Danmark. I et retsmøde den 15. juni 2010 blev sagen forgæves søgt fremmet som tilståelsessag, og 1. marts blev der derpå rejst tiltale ved en domsmandsret.
Forklaringer
Tiltalte og vidnet konsulent i Skat V.1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke mener, at virksomheden kan have oparbejdet et så stort momstilsvar som angivet i tiltalen. Der er ikke taget hensyn til indgående moms i tilstrækkeligt omfang. Det drejer sig navnlig om moms af betalinger for leasing af køretøjerne, brændstof og vedligeholdelse af bilerne, som selskabet stod for. Selskabet havde ikke andre samhandelspartner end G1 A/S. H1 ApS var et lille selskab, der ikke havde egne kontorlokaler. Han har ingen erindring om et møde hos ToldSkat.
Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han bor i en lejet bolig. Ægtefællen opholder sig mest i Letland.
Konsulent i Skat V.1 har redegjort for principperne for beregningen af den unddragne moms og har supplerende forklaret, at der er foretaget fradrag for indgående moms ifølge de bilag, der forelå i form af kontrolbilag fra G1 A/S. Der var ikke andet regnskabsmateriale da der ikke var sket bogføring i 2003 og 2004. Revisoren lå derfor ikke inde med bilag, og tiltalte efterkom ikke en anmodning om at fremsende yderligere dokumentation. Ansættelsen er for så vidt foreløbig, idet der vil kunne foretages reguleringer i overensstemmelse med dokumentation for yderligere indgående moms, der måtte fremkomme. Hvis ikke kontrolbilagene fra G1 A/S havde foreligget, ville man have ansat momsen i overensstemmelse med den foreløbige ansættelse.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at tiltalte er skyldig i momssvig af særlig grov karakter.
Fire voterende udtaler herefter
Opgørelsen af det unddragne beløb er sket på baggrund af bilag fra G1 A/S, idet der på grund af manglende bogføring i H1 ApS ikke er fremkommet andre bilag, selv om tiltalte er blevet opfordret hertil. Størrelsen af unddragelsen er ikke tidligere under sagen blevet anfægtet. Vi finder derfor ikke grundlag for at statuere, at det unddragne beløb er lavere end opgjort.
To voterende udtaler
Der er efter bevisførelsen skabt en sådan usikkerhed om størrelsen af det unddragne beløb, at vi med udgangspunkt i opgørelserne for 1. og 2. kvartal 2003, som er opstillet på grundlag af selskabets bogholderi finder, at det skønsmæssigt bør nedsættes til 800.000 kr.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
Frihedsstraffen findes at burde nedsættes til fængsel i 8 måneder.
Som udgangspunkt skal der ved lovovertrædelser som den foreliggende idømmes en ubetinget frihedsstraf, og der er ikke i sagens langvarige forløb, som kan henføres til tiltaltes ophold i udlandet, grundlag for at fravige dette udgangspunkt
Tillægsbøden og forvandlingsstraffen herfor stadfæstes.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom ændres således, at straffen nedsættes til fængsel i 8 måneder, der gøres ubetinget.
I øvrigt stadfæstes byrettens dom.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.