Parter

 

A
(Advokat Henriette Viskinge Jensen)

 

mod

 

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Lisbeth Jørgensen)

 

Afsagt af byretsdommer

 

Ketilbjørn Hertz

 

Sagens baggrund og parternes påstande

 

Denne sag, der er anlagt den 4. august 2008, drejer sig om, at skattemyndighederne har anset H1 ApS´s (herefter "selskabet") udgifter til drift af en landbrugsejendom i Østeuropa for maskeret udlodning til sagsøgeren, A, der var eneanpartshaver i selskabet.

 

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at hans aktieindkomst for 1999 nedsættes med 614.228 kr. og for 2000 med 541.109 kr.

 

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

 

Oplysningerne i sagen

 

Landsskatteretten traf den 4. april 2008 følgende afgørelse vedrørende sagsøgerens aktieindkomst for indkomstårene 1999 og 2000:

 

"...

 

Sagen drejer sig om, at klagerens selskabs udgifter til drift af landbrugsejendom i Østeuropa er anset for maskeret udlodning til klageren.

 

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 1999
Aktieindkomst
Skatteankenævnet har forhøjet klagerens
indkomst med yderligere aktieindkomst	614.228 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets forhøjelse.

Indkomståret 2000
Aktieindkomst
Skatteankenævnet har forhøjet klagerens
indkomst med yderligere aktieindkomst	541.109 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets forhøjelse.

 

Møde mv.

 

Der har været afholdt møde med klageren. Sagen har også været fremlagt på et retsmøde.

 

Sagens oplysninger

 

Selskabet H1 ApS, hvori klageren var hovedanpartshaver, havde som sin virksomhed smede- og VVS-virksomhed, herunder reparation og opbygning af maskiner i forbindelse med landbrug. Det er af klageren oplyst, at selskabets vedtægtsmæssige formål var at drive handel, håndværk og industri.

 

Selskabet havde i en længere periode været beskæftiget med arbejde på G1. Dette arbejde blev færdiggjort i 1998 og herefter var det vanskeligt for klageren at skaffe yderligere arbejde til selskabet. Klageren overvejede derfor at investere i en landbrugsejendom i Østeuropa. Klageren kendte lidt til Østeuropa gennem nogle investeringer han personligt havde foretaget i et hotelprojekt. Herudover ejede klageren et sommerhus i Østeuropa. Den 15. februar 1999 indgik klageren på selskabets vegne en aftale om forpagtning af en landejendom i Østeuropa. Aftalen skulle løbe indtil den 15. februar 2009.

 

Ejendommen udgør 466,48 ha., som udelukkende anvendes til landbrug. Forpagtningsafgiften udgjorde årligt 377.400 kr. for jorden, hvortil der skulle lægges en årlig afgift på 34.000 kr. for bygningerne. Inden den 20. juni 1999 blev der ifølge aftalen betalt et depositum på 250.000 kr. Klageren har oplyst, at ved selskabets konkurs i marts 2000 [rettelig 2001] gik forpagtningen og landbruget tilbage til de østeuropæiske ejere.

 

Klageren har fremlagt billeder af ejendommen og de dertilhørende arealer.

Der er ligeledes udarbejdet en oversigt over omsætning, udgifter, resultat og opdyrket areal for landejendommen for indkomstårene 2001 til og med 2006/2007.

 

I november 2001 afsagde ToldSkat kendelse i selskabets sag under konkurs, hvor forpagtningen af landbrugsejendommen ikke blev anset for at være drevet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje. Selskabets indkomst blev for indkomståret 1999 forhøjet med 614.228 kr. svarende til de udgifter, der er afholdt i forbindelse med landbrugsejendommen. I indkomståret 2000 afholdt selskabet udgifter på i alt 541.109 kr. vedrørende landbrugsejendommen. Selskabets indkomst blev ikke forhøjet i 2000, da selskabet som følge af konkursen ikke indsendte selvangivelse for 2000.

 

Skatteankenævnets afgørelse

 

Klageren er anset for at have modtaget maskeret udlodning fra selskabet i form af selskabets betaling af udgifter i forbindelse med landbrugsejendommen. Myndighederne har forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 1999 med 614.228 kr. For indkomståret 2000 udgør forhøjelsen 541.109 kr.

 

Myndighederne har herunder lagt vægt på, at forpagtning og drift af en landbrugsejendom i Østeuropa ikke kan anses for at have nogen driftsmæssig forbindelse med smede- og VVS-virksomhed i Danmark. Der er derfor ikke godkendt selskabet fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet selskabet ikke kan anses for at have nogen økonomisk interesse i landbrugsvirksomheden, jf. også sagsfremstilling fra skatteankenævnet s. 2-7.

 

Selskabets investeringer i landbrugsvirksomheden i Østeuropa må herefter anses for at være begrundet i klagerens personlige interesse, hvilket understøttes af, at investeringer i H2, Østeuropa, er aktiveret i klagerens personlige regnskab.

 

Klagerens påstand og argumenter

 

Der er nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst for indkomstårene 1999 og 2000 nedsættes med henholdsvis 614.228 kr. og 541.149 kr.

 

Det er gjort gældende, at klagerens landbrugsvirksomhed opfylder betingelserne for at kunne anses for værende en erhvervsvirksomhed. Landbrugsvirksomheden er drevet sædvanligt og forsvarligt ud fra en teknisk landbrugsfaglig vurdering, og der er udsigt til, at landbrugsvirksomheden på sigt vil kunne give et overskud på eller omkring 0.

 

Herudover er erhvervelsen af landbrugsvirksomheden ikke sket i klagerens personlige interesse, hvorfor der ikke er grundlag for at beskatte ham af maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Repræsentanten har redegjort for anvendelsen af ligningslovens § 16 A samt bestemmelsens forskellige led - særligt i relation til landbrugsvirksomhed. Det er således beskrevet, at det, for at kunne foretage beskatning af maskeret udlodning, skal være godtgjort, at den foretagne investering ikke er foretaget i selskabets erhvervsmæssige interesse. Herudover skal den foretagne investering udelukkende eller i det væsentlige tilgodese aktionærens/anpartshaverens personlige interesse.

 

Repræsentanten har anført, at det afgørende for, om landbruget i Østeuropa skal anses for erhvervsmæssig i skatteretlig forstand, er, om det efter sin art, beliggenhed og størrelse teknisk set og landsbrugsfagligt var drevet forsvarligt. Henset til, at der skete en forøget opdyrkning af ha på landbruget, og der er et stigende overskud, må dette forhold anses for dokumenteret i denne sag. Det er da også anført i den senere vurdering af ejendommen, som fremgår af rapporten af den 26. maj 2003.

 

Det er yderligere anført, at det fremgår af den foreliggende retspraksis, at der inden for landbrugssektoren er en mere lempelig fortolkning af rentabilitetsbegrebet sammenlignet med andre virksomhedsområder. Det anses for tilstrækkeligt, hvis resultatet på længere sigt anses for at kunne blive omkring 0, hvilket fremgår af Østre Landsrets afgørelse, offentliggjort i TfS 1994.720. Der gælder endvidere indenfor landsbrugssektoren en mere lempelig fortolkning af rentabilitetsbegrebet sammenlignet med andre virksomhedsområder. Det anses for tilstrækkeligt, hvis der blot er udsigt til et overskud eller endda blot udsigt til et resultat omkring 0.

 

Repræsentanten har yderligere anført, at klageren opfyldte de i praksis stillede krav om, at driften af landbrugsvirksomheden skal tilsigte et rimeligt driftsresultat, jf. Højesterets dom optrykt som TfS 1994.364 og Østre Landsrets dom i TfS 1994.720. Det er særligt fremhæves, at Østre Landsret i den omhandlede dom påpeger, at det er tilstrækkeligt, at der på lidt længere sigt kan forventes et driftsresultat på omkring 0.

 

Det dårlige resultat i de første 2 år af klagerens landbrugsvirksomhed var i henhold til de efterfølgende udarbejdede resultater af en forbigående art, og var begrundet i, at der var tale om en investerings- og opstartsfase. Det har efterfølgende vist sig, at landbrugsejendommen i de efterfølgende år har givet overskud. På den måde må det anses for dokumenteret, at klageren med driften tilsigtede et rimeligt resultat.

 

Repræsentanten har endelig anført, at der ikke skal ske beskatning, idet investeringen i driften på ingen måde har været afholdt i klagerens private interesse. De afgørelser, som myndighederne har henvist til i deres afgørelse, er ikke umiddelbart sammenlignelige med nærværende sag, idet afgørelserne ikke vedrører driften af et landbrug. Samtlige disse afgørelser vedrører selskabers afholdelse af udgifter til hovedanpartshavernes private interesse. Disse private interesser havde hovedanpartshaverne inden de blev startet som virksomhed i deres selskaber. I samtlige afgørelser var der således en formodning for, at selskaberne blot finansierede hovedanpartshavernes fritidsaktiviteter. Selskabet afholdt i realiteten hovedanpartshaverens private udgifter, hvorfor der da også skulle ske beskatning af maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

 

Dette er imidlertid ikke tilfældet i nærværende sag. Klageren havde ikke en anden begrundelse for at investere i landbruget, end at han ønskede, at dette på sigt skulle skabe en indtægt i hans selskab. Han ejede allerede et sommerhus i Østeuropa, hvis det er det, der menes med personlig interesse, og landbrugsejendommen var ikke i en sådan stand, at selve ejendommen kunne have hans interesse. Der henvises i den forbindelse til fremlagte billeder samt udtalelsen af 25. maj 2003, hvori bygningerne på ejendommen beskrives som i generelt dårlig stand.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 

I henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1, medregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til hovedanpartshaveren, til hovedanpartshaverens skattepligtige almindelige indkomst. Såfremt selskabet har afholdt udgifter, som er selskabets drift uvedkommende, og som selskabet ikke kan få fradrag for, herunder hvis udgifterne er afholdt overvejende i hovedanpartshaverens private interesse, kan sådanne udgifter som hovedregel anses for at være udlodning til hovedanpartshaveren.

 

Efter de foreliggende oplysninger må selskabets afholdelse af udgifter på landbrugsejendommen i Østeuropa anses for at være afholdt hovedsageligt i klagerens private interesse, idet det ikke kan anses for godtgjort eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at selskabet har haft nogen direkte og konkret erhvervsmæssig interesse i at afholde udgifterne til drift af landbrugsejendommen. Der er herunder bl.a. henset til, at selskabets vedtægtsmæssige formål var at drive handel, håndværk og industri, at selskabets virksomhed bestod i smede- og VVS-arbejde, og at drift af landbrugsvirksomhed ikke kan anses for at have nogen erhvervsmæssig forbindelse med selskabets øvrige virksomhed.

 

Der er endvidere lagt vægt på, at der ikke er udarbejdet budgetter for investeringen i landbruget i Østeuropa eller foretaget markedsundersøgelser, der kunne vise investerings rentabilitet. Endvidere er den foreliggende dokumentation vedrørende driften af landbrugsejendommen og hermed bogføringsgrundlaget mangelfuldt. Der er ingen dokumentation for indtægterne ved landbruget, og en del af udgiftsbilagene er udstedt til klageren personligt.

 

Endelig er der ikke nogen egentlig dokumentation for, at forpagtningsafgiften er betalt. Idet klageren forud for investeringen i landbruget havde et personligt tilhørsforhold til Østeuropa gennem sit sommerhus og sine investeringer i hotelprojekt, må landbrugsejendommen helt overvejende anses for at være anskaffet for at tilgodese klagerens private formål og interesser. Det er derfor med rette, at klageren er anset for skattepligtig af de ansatte forhøjelser som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

 

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes herefter.

 

..."

 

Forklaringer

 

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, BA og KN.

 

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han bor i ...1, hvor han opholder sig 7-8 måneder om året. Resten af året, mest om sommeren, opholder han sig hos sin kone, BA, der bor i Østeuropa på den ejendom, som sagen drejer sig om. De blev gift i 2007 og havde haft et ægteskabslignende forhold siden begyndelsen af 2006. Han er oprindeligt uddannet som smed i 1962 og har ikke nogen skolemæssig landbrugsuddannelse, men har drevet landbrug i mange år ved siden af sit smede- og vvs-arbejde mv. Det selskab, som sagen drejer sig om, blev stiftet i 1981, og beskæftigede sig navnlig med smede- og vvs-arbejde og byggeri. Han ledede og fordelte arbejdet og deltog også selv i smedearbejdet. Hans tidligere kone passede telefonen og talte med kunder. Når selskabet havde mindre arbejde, satte man ejendomme i stand, som blev solgt videre. Selskabet har også repareret gamle landbrugsmaskiner og solgt dem til eksport til Østeuropa. Under opførelsen af G1 havde selskabet smedearbejde på asfaltmaskinerne. I 1998-99 fik selskabet økonomiske problemer, fordi arbejdet på G1 ophørte, da byggeriet var færdig, fordi der samtidig var en afmatning blandt de øvrige hovedkunder, som var boligselskaber og kommuner, og fordi selskabet mistede ca. ½ mio. kr. på en entreprise til 6 mio. kr., som der havde været hård konkurrence om.

 

Sagsøgeren var første gang i Østeuropa i 1990 som turist og senere kom han der flere gange. I 1994 købte han en gammel skovfogedbolig, som han ville bruge som sommerhus. Denne ejendom, betegnet H2 i den skattemæssige opgørelse for 1999, som er fremlagt i sagen, solgte han i 2004 eller 2005. Alting var meget billigt i Østeuropa på det tidspunkt. Landbrugsjord var også billig, og han vidste, der var gode penge i korn. Han kunne ikke sproget, og få i Østeuropa kunne dengang engelsk, men han fik i sommeren eller efteråret 1998 kontakt til BA, som kunne lidt engelsk. Hun havde en landbrugsuddannelse, og de var sammen rundt at se på måske 5-6 ejendomme, før han besluttede sig for den ejendom, som sagen angår. Der var på det tidspunkt 60-70 andre danskere, som i det område i Østeuropa købte eller forpagtede landbrug. Det ville tage et år at få tilladelse til, at han som udlænding eller selskabet som udenlandsk selskab kunne forpagte ejendommen, og til den tid ville ejendommen måske være bortforpagtet til anden side. Han indgik derfor aftale med BA om, at hun skulle forpagte ejendommen af den østeuropæiske stat og videreforpagte den til selskabet. Han havde spurgt sit revisionsselskab, R1, om det var lovligt at drive landbrugsvirksomhed i selskabet, og det havde revisionsselskabet efter undersøgelse i dets afdeling i ...2 sagt, at det var. Før beslutningen havde han talt med danske landmænd om priserne og konsulteret NL fra R2. Beslutningen om at forpagte ejendommen blev truffet i begyndelsen af 1999. Han havde sammen med BA udarbejdet det budget, som er fremlagt i sagen, og forpagtningsafgiften blev aftalt på grundlag heraf. Kostpriserne i budgettet er anslået med hjælp fra BA, som kendte priserne i Østeuropa. Han har selv udarbejdet forpagtningsaftalen. Det er en fejl, at BA er anført som ejer af ejendommen, da hun selv forpagtede ejendommen af staten. BA betalte en lavere forpagtningsafgift til staten, end selskabet ifølge forpagtningsaftalen skulle betale til hende. Hendes fortjeneste var måske 100.000 kr. årligt.

 

I 1999 var de fleste af bygningerne næsten ubrugelige og nedrivningsmodne, mens nogle af bygningerne var gode. Der var dengang ingen ansatte. Han kørte selv traktor, og BA deltog også i driften. Hun fik ikke anden betaling end hendes fortjeneste på videreforpagtningen. Det var meningen, at BA skulle være ansvarlig for, at det kørte, men det kom aldrig rigtig i gang, fordi han selv var der. Depositummet på 250.000 kr. ifølge forpagtningsaftalen blev betalt til BA kontant og til tiden. Forpagtningsafgiften ifølge forpagtningsaftalen blev også betalt, men ikke til tiden, men derimod når der var penge i selskabet. Han havde en bankkonto i Østeuropa i sit eget navn, som blev brugt af selskabet til afholdelse af udgifter vedrørende forpagtningen. Større beløb, dvs. mere end 10.000 euro, blev overført ved bankoverførsel. Beløb under denne grænse havde han med kontant, når han tog fra Danmark til Østeuropa. BA kunne efter konkret tilladelse til banken i det enkelte tilfælde, f.eks. pr. telefon, hæve på kontoen, men det blev ikke relevant at gøre brug af denne mulighed, da han selv var så meget i Østeuropa. Når han var i Østeuropa, overnattede han nogle gange i sin kassevogn, når det var sommer. Om vinteren overnattede han i den lejlighed, der hørte til ejendommen, eller på et pensionat. BA boede på det tidspunkt 200 km væk i ...3. Der blev udelukkende drevet planteavl, og det var derfor ikke nødvendigt at være til stede hele tiden. BA var også nogle gange i Danmark for at sætte sig ind i, hvordan man driver landbrug i Danmark. Hun boede ved disse lejligheder hos ham på hans gård.

 

Jagtretten på det samlede område på 7.000 ha, som ejendommen ligger i, tilkom den østeuropæiske stat, som lejede den ud. BA eller selskabet havde ingen ret til jagt. Han går ikke selv på jagt. Landmænd kan i princippet få erstatning for vildtskader, men det er svært i praksis.

 

Baggrunden for selskabets konkurs var, at selskabet skyldte 450.000 kr. i moms, hvorom han fik en mundtlig aftale med skattevæsenet om afdragsvis betaling med 40.000 kr. hver 14. dag. Selskabet overholdt denne afdragsordning vedrørende den gamle momsgæld og betalte også løbende sit nye momstilsvar, men på et tidspunkt besluttede skattevæsenet at sætte afdragsbetalingen op til 80.000 kr. hver 14. dag. Selskabet havde ikke mulighed for at betale så meget og gik derfor konkurs. Det er skattevæsenet, der har lavet regnskabet for selskabets udgifter til landbruget i Østeuropa i 2000, og selskabets bogføringsmateriale er efterfølgende bortkommet hos skattevæsenet i forbindelse med kommunalreformen. Det er ikke sikkert, at alle de kontanthævninger, der er markeret i de fremlagte kontoudtog, og som ikke angiver formålet med hævningen, er gået til landbruget i Østeuropa.

 

Han fik en blodprop i hjernen i februar 2002 og har efterfølgende fundet ud af, at han ikke var mentalt klar i en periode derefter. Hans daværende kone opnåede i den periode, hvor han ikke var mentalt klar, skilsmisse, og det lykkedes hende også at få lavet hans særeje, som han havde på det meste af sin formue, fordi den var arvet, om til fælleseje. Han fik det langsomt bedre i de følgende år, og i dag er han mentalt helt klar, men har stadig problemer med bevægeapparatet.

 

BA har forklaret blandt andet, at hun bor på den ejendom, som sagen angår. Hun blev gift med sagsøgeren i maj 2007. Hun har en højere landbrugsuddannelse. Hun blev færdiguddannet i 1984. Hun mødte sagsøgeren i maj eller juni 1998, da hun arbejdede for R3. En af hendes arbejdsopgaver var at rådgive udenlandske forretningsfolk, og sagsøgeren deltog i et af hendes møder med udenlandske forretningsfolk. Sagsøgeren spurgte, om hun ville rådgive ham om køb af et landbrug. Hun accepterede at bistå sagsøgeren på deltidsbasis. Hun havde på det tidspunkt også lovet at hjælpe sin bror i hans foderstofforretning efter deres mors død. Han og sagsøgeren var sammen rundt og se på ejendomme, og de fandt den ejendom, sagen angår, omkring årsskiftet 1998/1999. Der var mulighed for at overtage ejendommen på gunstige vilkår, og kvalitetsmæssigt var jorden den bedste i området, hvorimod 80 % af bygningerne var nedrivningsmodne. Hun har været med til at lave det budget, der er fremlagt i sagen. Kostpriserne byggede på offentligt tilgængelige prisoplysninger. Den anslåede salgspris på 1.000 kr. for 1 ton hvede var normal dengang. Hun indgik forpagtningsaftalen med sagsøgerens selskab i 1999. Forpagtningsafgiften blev fastsat ud fra budgettet og sådan, at den kunne dække forpagtningsafgiften til staten, afgifter mv. og et restbeløb til at leve for. Samtidig med, at hun indgik forpagtningsaftale med den østeuropæiske stat vedrørende jorden og avlsbygningerne, købte hun den lejlighed på ca. 40 kvm, som den tidligere forpagter havde boet i, for hvad der svarer til 25-30.000 kr., hvortil kom udgifter til istandsættelse. Det er den lejlighed, som der er fremlagt fotografier af i sagen. Hun boede 230 km væk og overnattede i lejligheden, når hun var på ejendommen. Sagsøgeren har også overnattet i lejligheden, når han var på ejendommen. De har ikke boet sammen i lejligheden. Den årlige forpagtningsafgift til staten udgjorde 1800 ganget med 48 national valuta. Hertil kom afgifter til kommunen mv. Betalingen fra sagsøgeren skulle også dække driftsudgifterne og hendes underhold. Sagsøgeren betalte hende det aftalte depositum på 250.000 kr. Hun har ikke tilbagebetalt depositummet og er heller aldrig blevet bedt om at tilbagebetale det. Hun har lavet de fremlagte regninger på forpagtningsafgift. Det er ikke kvitteringer. Forpagtningsafgiften blev betalt efterhånden, når sagsøgeren var i Østeuropa.

I 1999 var markerne i meget dårlig stand, og der skulle gøres meget, for at der kunne dyrkes noget. Der var hverken maskiner eller ansatte, så arbejdet blev lavet efter bestilling, bl.a. af et landbrugsfællesskab, som var nabo til ejendommen. Endvidere lavede sagsøgeren selv noget af arbejdet. Hun var på ejendommen 2 gange om måneden, typisk 2-3 dage, men nogle gange 1 uge. Sagsøgeren var om foråret på ejendommen 2 gange om måneden typisk et par dage. Under høsten i 2000 var sagsøgeren der længere tid ad gangen, op til 1 uge eller 2. Sagsøgeren havde en bankkonto i Østeuropa, som kun blev brugt til udgifterne til ejendommen. Det var aftalt, at hvis sagsøgeren var forhindret i at komme til Østeuropa, f.eks. på grund af sygdom, kunne hun efter konkret tilladelse til banken, f.eks. pr. telefon, hæve på kontoen, hvis der var noget der skulle betales nu og her. Indtægterne fra salget af korn i 2000 blev straks anvendt til dækning af udgifter ved ejendommens drift. Hun stod som sælger af kornet, fordi staten dengang betalte ekstra for brødhvede, men kun til østeuropæiske statsborgere. Hendes opgave var at organisere arbejdet på ejendommen, dvs. indgå aftaler med dem, der skulle lave arbejdet. Hun udførte ikke selv landbrugsarbejde på ejendommen. Hun konsulterede sagsøgeren om alt, og det var ham, der traf beslutningerne. Hun havde ikke andre aftaler med sagsøgeren eller selskabet end forpagtningsaftalen. Hun var i Danmark nogle gange, fordi hun var interesseret i dansk landbrugsteknologi. Hun besøgte bl.a. sagsøgerens nabo, som drev et landbrug på 300 ha. Når hun var i Danmark, boede hun hos sagsøgeren og hans familie, som havde en bolig på 300 kvm.

 

Da selskabet gik konkurs, var det svært for hende. Der var sået korn og investeret mange penge og meget arbejde og gennem 2 år opbygget et samarbejde med naboer og banker. Med hjælp fra sin familie lykkedes det hende at videreføre forpagtningen på egen hånd. Hun betalte ikke sagsøgeren eller selskabet for, at hun overtog såsæd og driftsmidler. Det ville hun ikke have haft mulighed for, når hun skulle betale forpagtningsafgiften til staten og udgifterne til den fortsatte drift. Driften kom siden til at give overskud, som har finansieret en fortsat udvidelse af det dyrkede areal. Hun har fortsat overskud, og hun har i løbet af de sidste to år købt 22 % af jorden af staten. Prisen var 15.000 national valuta pr. hektar, og hun har købt 92-95 ha. Hun skulle betale 10-20 % kontant, og resten kunne hun låne til en rente på 2 % p.a. og med en tilbagebetalingstid på 15-20 år.

 

Den østeuropæiske stat har jagtretten i området, og man skal være medlem af et jagtselskab for at have lov til at drive jagt. Der bliver ikke drevet jagt på hendes jord, men der har været vildtskader, som hun har krævet erstatning for. I de sidste 3 år har hun brugt KN som advokat i sådanne tilfælde.

 

KN har forklaret blandt andet, at hun er advokat med egen praksis i en by, der ligger 80 km fra ...4. Hun har kendt BA i 3 år, hvor BA har været hendes klient dels i forbindelse med betalingskrav, dels i forbindelse med erstatningskrav for vildtskader. Hun har det kendskab til ejendommen, som har været nødvendigt for at føre de pågældende erstatningssager, dvs. hun har set bevis for ejendommens registrering som landbrug, satellitopmålinger af ejendommen og fakturaer for salg af korn, og hun ved, at der på ejendommen dyrkes hvede, raps og rug. Hun har ikke set hele bogholderiet eller regnskabet og ved derfor ikke, om driften giver overskud, men det er hendes indtryk, at der er et overskud, eftersom landbruget udvikler sig. Hun har intet kendskab til ejendommens drift eller økonomi i 1999 og 2000.

 

Parternes synspunkter

 

Sagsøgeren har til støtte for påstanden navnlig anført, at det er en forudsætning for at statuere maskeret udlodning, at udgifterne ikke er afholdt i selskabets interesse, og at udgifterne er afholdt i det væsentlige i hans personlige interesse.

 

Selskabet har haft en direkte og konkret erhvervsmæssig interesse i at afholde udgifterne til driften af landbrugsejendommen. Driften har været sædvanlig og forsvarlig ud fra en teknisk landbrugsfaglig vurdering, og der var udsigt til, at driften på sigt ville kunne give et overskud. Driften af ejendommen har i efterfølgende år givet overskud, og de dårlige resultater i de to første år var af forbigående karakter og skyldtes, at der var tale om en opstartsfase. Som følge af Landsskatterettens afslag på tilsagn om fuld omkostningsdækning af udgifter til syn og skøn har sagsøgeren ikke haft mulighed for at afholde syn og skøn vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt landbrugsejendommen var drevet erhvervsmæssigt. Sagsøgeren har i stedet selv indhentet en sagkyndig erklæring herom, hvis oplysninger under disse omstændigheder må lægges til grund. Sagsøgeren havde forud for indgåelsen af forpagtningsaftalen udarbejdet et budget, der viste overskud efter en opstartsfase på 2 år. Der er fremlagt dokumentation for, at forpagtningsafgiften er betalt, og for indtægterne, som også er anerkendt af skattemyndighederne. At en del af udgiftsbilagene er udstedt til sagsøgeren personligt, skyldes forholdene i Østeuropa, og det kan ikke komme sagsøgeren til skade, at bilagsmateriale er bortkommet hos skattemyndighederne. Ved selskabets konkurs mistede sagsøgeren rådigheden over selskabet og har derfor ikke haft nogen indflydelse på, om selskabets konkursbo krævede det erlagte depositum tilbage fra BA.

 

Sagsøgeren har ikke haft en personlig interesse i afholdelsen af udgifterne til driften af landbrugsejendommen, og han har ikke opnået nogen økonomisk fordel herved. Sagsøgeren havde i forvejen et sommerhus i Østeuropa, og landbrugsejendommen var ikke egnet til privat benyttelse, heller ikke til jagtformål. Sagsøgeren havde ikke investeret i et hotelprojekt i Østeuropa.

 

Sagsøgte har til støtte for påstanden navnlig anført, at udgifterne til driften af landbrugsejendommen i Østeuropa ikke blev afholdt i selskabets erhvervsmæssige interesse, men i eneanpartshaverens, sagsøgerens, interesse. Der foreligger derfor maskeret udlodning. Bevisbyrden for, at udgifterne til landbrugsdriften er afholdt i selskabets og ikke sagsøgerens interesse, påhviler sagsøgeren, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

 

Selskabet havde ikke forud for indgåelsen af forpagtningsaftalen udarbejdet markedsanalyser, rentabilitetsanalyser, fyldestgørende budgetter eller lignende, som kunne vise, om landbrugsdriften ud fra et forretningsmæssigt synspunkt var realistisk og rentabel. Det fremlagte, håndskrevne budget udgør ikke en sådan dokumentation. Sagsøgeren har således ikke dokumenteret, at selskabet ved påbegyndelsen af landbrugsdriften i Østeuropa har haft udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i rimeligt forhold til den investerede kapital, hvorfor investeringen må anses for ikke-erhvervsmæssig og derfor sket i sagsøgerens interesse. Landbrugsdriften gav da også betydelige underskud i de to år, indkomstårene 1999 og 2000, hvor forpagtningsaftalen blev opretholdt. Det er udokumenteret, at driften gav overskud i senere år, og de driftsmæssige forhold, der vedrører perioden efter sagsøgerens opsigelse af forpagtningsaftalen, er desuden uden betydning, hvortil kommer, at den forpagtningsafgift, selskabet skulle betale til BA, var væsentligt højere end den forpagtningsafgift, BA skulle betale. Det er også uden betydning, at Landsskatteretten afslog at give forhåndstilsagn om fuld dækning af udgifterne til syn og skøn, da det ikke afskar sagsøgeren fra at anmode om syn og skøn for Landsskatteretten eller byretten. Den fremlagte erklæring er ensidigt indhentet og indeholder desuden alene oplysninger om forholdene i maj 2003 og indeholder dermed heller ikke en vurdering af udsigten til at opnå overskud med den drift, sagsøgeren udøvede i 1999 og 2000.

 

Sagsøgerens personlige interesse i afholdelsen af udgifterne understøttes af hans personlige relationer til Østeuropa, herunder ikke mindst til kontraktparten i Østeuropa, idet sagsøgeren har bosat sig i Østeuropa og indgået ægteskab med BA. Endvidere er forpagtningsaftalen ikke håndhævet på sædvanlige forretningsmæssige vilkår, bl.a. har BA været involveret i driften, selv om forpagtningsaftalen intet indeholder herom, har ikke tilbagebetalt det erlagte depositum, uanset at sådan tilbageholdelse ikke har støtte i forpagtningsaftalen, og har heller ikke betalt for overtagelse af tilsåede marker, hvilket i sig selv er usædvanligt. De i selskabet bogførte udgifter er i mange tilfælde foretaget af sagsøgeren selv og alene ved interne bogføringsbilag uden underliggende dokumentation, det er udokumenteret, at depositum og forpagtningsafgift er betalt, og størrelsen af eventuelle indtægter, og at disse er tilgået selskabet, er ligeledes udokumenteret.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Sagen angår skattemyndighedernes forhøjelse af As aktieindkomst for indkomstårene 1999 og 2000.

 

Afgørelsen herom er af Landsskatteretten begrundet med, at selskabets afholdelse af udgifter på landbrugsejendommen i Østeuropa må anses for at være afholdt hovedsageligt i As private interesse, idet selskabet ikke har haft nogen direkte og konkret erhvervsmæssig interesse i at afholde disse udgifter. Landsskatteretten har herved bl.a. henvist til selskabets vedtægtsmæssige formål, at drift af landbrug ikke havde nogen erhvervsmæssig forbindelse til selskabets øvrige virksomhed, at der ikke er udarbejdet budgetter mv., der kunne vise rentabilitet, at der ikke er dokumentation for indtægterne, at en del af udgiftsbilagene er udstedt til A personligt, og at der ikke er dokumentation for, at forpagtningsafgiften er betalt, samt As personlige tilhørsforhold til Østeuropa gennem sit sommerhus og sine investeringer i et hotelprojekt.

 

Skatteministeriet har anerkendt, at A ikke havde investeringer i et hotelprojekt i Østeuropa, men har i øvrigt henvist til de samme forhold som Landsskatteretten og har endvidere henvist til As personlige relationer til BA, som han indgik ægteskab med i 2007, og til, at forpagtningsaftalen ikke er håndhævet på sædvanlige forretningsmæssige vilkår bl.a. derved, at depositum ikke blev tilbagebetalt, og at der ikke blev betalt for såsæd og driftsmidler, da BA overtog driften efter selskabets konkurs.

 

Bevisbyrden for, at der er afholdt udgifter, som kan fradrages i den skattepligtige indkomst, påhviler skatteyderen.

 

Selskabet ville kun kunne fradrage udgifter vedrørende driften af landbruget i Østeuropa i sin skattepligtige indkomst, hvis landbruget af selskabet blev drevet landbrugsmæssigt forsvarligt og havde udsigt til på længere sigt som minimum at opnå et driftsresultat på omkring 0.

 

Der foreligger ikke landbrugsfaglige oplysninger om driften i indkomstårene 1999 og 2000, og A har ikke ved oplysningerne fra hans nuværende ægtefælle om landbrugets drift i senere år, den ensidigt indhentede erklæring om forholdene i 2003 og KNs vidneforklaring godtgjort, at disse betingelser var opfyldt.

 

Landsskatterettens afslag på at give forhåndstilsagn om fuld dækning af udgifter til syn og skøn kan ikke føre til, at As bevisbyrde lempes. A har ikke anmodet om syn og skøn hverken for Landsskatteretten eller byretten og har heller ikke nedlagt påstand om ophævelse af Landsskatterettens afgørelse og hjemvisning under påberåbelse af sagsbehandlingsfejl i form af afslag på forhåndstilsagn om fuld dækning af udgifter til syn og skøn.

 

Udgangspunktet er herefter, at de ikke fradragsberettigede udgifter, som selskabet har afholdt, skal anses som maskeret udlodning til eneanpartshaveren A.

 

Retten finder imidlertid, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at udgangspunktet skal fraviges.

 

Retten lægger i den forbindelse til grund, at A ikke havde noget andet motiv til at lade selskabet investere i landbruget i Østeuropa end at opnå en indtjening i selskabet, og at han gik ud fra, at driften kunne blive overskudsgivende efter en opstartsperiode på 2 år. Retten finder således ikke grundlag for at antage, at landbruget helt eller delvis skulle tjene private formål for A, og retten finder heller ikke, at det forhold, at A og BA i 2007 indgik ægteskab og i en periode forud herfor havde et ægteskabslignende forhold, giver tilstrækkeligt grundlag for at antage, at vilkårene i forpagtningsaftalen til skade for selskabets interesser skulle være fastsat under indflydelse af As personlige forhold til BA på daværende tidspunkt i februar 1999. Retten tillægger det heller ikke betydning, at BA efter selskabets konkurs beholdt depositummet på 250.000 kr. og vederlagsfrit overtog såsæd og driftsmidler, idet et eventuelt krav mod BA i den anledning tilkom selskabets konkursbo, hvis dispositioner A var uden indflydelse på. Det bemærkes i øvrigt, at forpagtningsaftalen ikke indeholder bestemmelser om opsigelse, at det er nærliggende at antage, at østeuropæisk ret finder anvendelse på aftalen, og at det er uoplyst, om BA som følge af selskabets misligholdelse af aftalen havde et erstatningskrav, som kunne være modregnet i selskabets krav.

 

Med hensyn til det, Skatteministeriet har anført om dokumentation for indtægter og udgifter og udgiftsbilag udstedt til A personligt bemærkes for det første, at det bevismæssigt må komme Skatteministeriet til skade, at selskabets bogføringsmateriale for de omhandlede indkomstår er bortkommet hos skattemyndighederne. Hertil kommer, at der er fremlagt fakturaer for forpagtningsafgiften for 1999 og 2000, at der er fremlagt en række fakturaer for salg af korn i 2000, og at skattemyndighedernes afgørelse indebar, at selskabet havde afholdt ikke-erhvervsmæssigt relevante udgifter til landbruget i Østeuropa af en nærmere angiven størrelse, og at skattemyndighederne således forudsætningsvis lagde til grund, at de omhandlede udgifter var afholdt af selskabet til dette formål.

 

Retten finder således sammenfattende, at uanset at det ikke under denne sag er godtgjort, at selskabet havde fradragsret for de afholdte udgifter til landbruget i Østeuropa, kan udgifterne ikke anses for afholdt i As personlige interesse, og der foreligger derfor ikke maskeret udlodning.

 

As påstand tages derfor til følge.

 

Efter sagens udfald skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger til A. Sagsomkostningerne fastsættes til 54.000 kr., hvoraf 4.000 kr. er til dækning af retsafgift og resten til dækning af udgifter til advokatbistand, herunder ekstrakt. Ved fastsættelsen af sagsomkostningerne har retten lagt vægt på, at skatteværdien af sagen skønsmæssigt udgør ca. 400.000 kr., at skriftvekslingen har været forholdsvis omfattende, og at hovedforhandlingen varede 1½ dag.

 

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

 

Skatteministeriet skal anerkende, at As aktieindkomst nedsættes med 614.228 kr. for indkomståret 1999 og med 541.109 kr. for indkomståret 2000.

 

Skatteministeriet skal i sagsomkostninger inden 14 dage betale 54.000 kr. til A. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.