Dato for udgivelse
18 Aug 2011 11:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 May 2011 09:29
SKM-nummer
SKM2011.527.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
10. afdeling, S-253-11
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Indførsel, flytning, bopæl, grov, uagtsomhed
Resumé

T var tiltalt for overtrædelse af registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 3 idet han havde indført en bil der var registreret i Sverige, selv om han havde bopæl i Danmark og ikke havde afgiftsberigtiget bilen til kørsel i Danmark.

T forklarede at han flyttede til Danmark fordi hans samlivsforhold i Sverige var gået i stykker. Han havde været i Danmark med bilen i forbindelse med klargøring af ny lejlighed i Danmark. Han havde spurgt SKAT om reglerne for registrering af bilen. Han havde ikke haft til hensigt at unddrage statskassen afgiften. Han havde kontakt med to forhandlere i Sverige med henblik på salg af bilen. Efter udløbet af 14 dagesfristen, glemte han at følge op på registreringssagen.

Byretten fandt T skyldig i overtrædelse af registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, nr. 3 og fastsatte en bøde på 70.000 kr. Der var ikke bevis for forsæt. Der blev henset til T's forklaring, den relativt korte periode han benyttede bilen i Danmark samt at SKAT havde været opmærksom på T's situation.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 3

Henvisning
 

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Finn Bachmann, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Michael Kistrup. M. Stassen og Kirstine Troldborg (kst.) med domsmænd

----------

Byrettens dom af 11. januar 2011, SS 1-3141/2010

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 10. maj 2010.

T er tiltalt for overtrædelse af

registreringsafgiftsloven § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 3,

ved med forsæt til afgiftsunddragelse i perioden september til den 2. oktober 2009 efter at have indført et køretøj fra Sverige at have anvendt afgiftspligtigt køretøj, svensk reg. nr. ..., selv om han havde bopæl/ophold i Danmark og køretøjet ikke var afgiftsberigtiget til kørsel Danmark, hvorved statskassen blev unddraget 155.861 kr. i registreringsafgift.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og tillægsbøde.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse. Subsidiært om rettens mildeste dom.

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte og - efter behørig formaning - af vidnet politiassistent V.1. Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 3, jf. § 712, stk. 1.

Oplysningerne i sager

Der er under sagen dokumenteret bl.a. tiltaltes e-mails-korrespondance med SKAT og vidnets nedfældede iagttagelser vedrørende det omhandlede køretøj.

Personlige oplysninger

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er arbejdsledig. Han er single og bor nu i Danmark.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har erkendt de faktiske omstændigheder og bestrider ikke, at bilen har holdt i Danmark på de af vidnet forklarede steder og tidspunkter.

Tiltalte har derudover forklaret, at han befandt sig på adressen i Danmark i forbindelse med klargøring af en ny lejlighed. Derudover besøgte han folk i området. Han boede reelt stadig i Sverige sammen med sin samlever.

Samlivet var gået i stykker, og han var nødt til at flytte tilbage til Danmark, hvorfor han spurgte SKAT om reglerne for registrering af bilen.

Han arbejdede som vikar i G1 via G2, men der var mulighed for, at han fra årsskiftet 2009/2010 kunne arbejde i Sverige og flytte retur. Dette blev dog aldrig til noget. Efter udløbet af 14 dagesfristen, glemte han at følge op på registreringssagen, idet flytningen, samlivsophævelsen og jobsituationen fyldte meget i hans tanker.

Han har ikke haft til hensigt at unddrage statskassen afgiften. Han havde faktisk kontakt med to forhandlere i Sverige med henblik på salg af bilen.

Efter tiltaltes forklaring finder retten det ikke bevist, at tiltalte forsætligt har unddraget statskassen registreringsafgiften. Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte selv kontaktede SKAT, hvorfor de danske myndigheder har været opmærksom på tiltaltes situation. Derudover har retten lagt vægt på den forholdsvis korte periode, som tiltalte, har benyttet bilen efter den 1. oktober 2009, hvor han flyttede til Danmark og indtil han blev antruffet af vidnet.

Efter tiltaltes troværdige forklaring lægger retten herefter til grund, at tiltalte ikke i tide kontaktede SKAT efter udløbet 14 dagesfristen på grund af sine personlige forhold. Retten finder herefter, at tiltalte groft uagtsomt har unddraget statskassen registreringsafgiften, idet tiltalte efter kontakten til SKAT kendte reglerne for registrering af udenlandsk køretøj ved flytning til Danmark.

Under disse omstændigheder er tiltalte skyldig i overtrædelse af registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, nr. 3.

Straffen fastsættes til bøde på 70.000 kr

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med en bøde på 70.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel 30 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Østre Landsrets dom af 13. maj 2011,10. afdeling, S-253-11

Byrettens dom af 11. januar 2011 (1-3141/2010) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.

T har endeligt påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Af "Beslut" af 19. oktober 2009 fremgår, at de svenske skattemyndigheder afregistrerede tiltalte som udflyttet den 1. oktober 2009. Kommunen har i et brev den 28. juni 2010 oplyst, at det af tiltaltes flytteanmeldelse af 28. juni 2010 fremgår, at han den 1. oktober 2009 flyttede til adressen i Danmark.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten findes det bevist, at tiltalte havde forsæt til at unddrage statskassen for registreringsafgiften. Landsretten har lagt vægt på samme  omstændigheder, som er anført i byrettens dom.

Da tiltalte efter udløbet af en frist på 14 dage efter udflytningstidspunktet den 1. oktober 2009 anvendte bilen, uden at den var afgiftsberigtiget, har tiltalte overtrådt registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, nr. 3.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.