Dato for udgivelse
16 Aug 2011 13:41
SKM-nummer
SKM2011.519.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
11-148335
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning + Virksomhedsregistrering og ændring i registreringsforhold
Emneord
Skattefri aktieombytning, generel tilladelse
Resumé

SKAT har givet tilladelse at aktionærerne i DSV Miljø Holding A/S skattefrit kan ombytte deres aktier i selskabet med aktier i Druster Acquisition AB (under navneskifte til DSV Miljö Holding AB). Der er tale om en generel tilladelse, der kan benyttes af samtlige aktionærer i DSV Miljø Holding A/S, der er fuldt skattepligtige til Danmark.

Hjemmel

LBK nr 796 af 20/06 2011

Reference(r)

Aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-2 C.D.6.3

Der er på vegne af aktionærerne i DSV Miljø Holding A/S anmodet om tilladelse til skattefri aktieombytning efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2.

Ved aktieombytningen ombyttes samtlige aktier i DSV Miljø Holding A/S med aktier i Druster Acquisition AB (under navneskifte til DSV Miljö Holding AB) registreret hos det svenske selskabsregistreringskontor under registreringsnr. 556785-4939.

Aktionærerne i DSV Miljø Holding A/S vil i forbindelse med aktieombytningen alene bliver vederlagt med aktier i Druster Acquisition AB.

Det fremgik endvidere af ansøgningen, hvilke økonomiske betragtninger der lå bag den ønskede aktieombytning. Således som disse betragtninger forelå oplyst, fandt SKAT det sandsynliggjort at hovedformålet med aktieombytningen ikke er skatteundgåelse eller skatteunddragelse. Endvidere sås de objektive betingelser for at meddele tilladelse til skattefri aktieombytning at være til stede.

SKAT imødekom anmodningen med vilkår om efterfølgende anmeldelse af ændringer i de forhold, der ligger til grund for tilladelsen i de første 3 år efter ombytningen er gennemført. Inden for 3 år efter at den skattefrie aktieombytning er gennemført skal følgende anmeldes til SKAT:

  • En hel eller delvis afståelse af aktierne i DSV Miljø Holding A/S,
  • En hel eller delvis afståelse af virksomheden/aktiviteterne i DSV Miljø Holding A/S, og
  • Enhver ændring i ejerkredsen i Druster Acquisition AB, der indebærer, at den skattemæssige kvalifikation af aktierne i Druster Acquisition AB for en eller flere af de aktionærer, der har valgt at gøre brug af nærværende tilladelse til skattefri aktieombytning, ændres, hvorved en eller flere af de pågældende aktionærer kan afstå aktierne i Druster Acquisition AB helt eller delvist skattefrit, herunder også enhver form for statusskifte efter aktieavancebeskatningsloven.

SKAT vil i forbindelse med en anmeldelse konkret tage stilling til, om tilladelsen kan opretholdes.

Der er tale om en generel tilladelse, der valgfrit kan benyttes af samtlige aktionærer i DSV Miljø Holding A/S, der er fuldt skattepligtige til Danmark.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2.