Dato for udgivelse
13 jul 2011 11:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 feb 2011 14:06
SKM-nummer
SKM2011.483.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
2. afdeling, S-2276-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Skatteunddragelse, forsæt, udbyttekontrakter,kontroloplysninger, ikke- selvsangivelser
Resumé

T havde ikke selvangivet overskud af olie- og gasfelter i USA for indkomstårene 2003, 2004, 2005 og 2006. T forklarede, at han havde fået oplyst fra USA, at så længe han geninvesterede overskuddet i USA og ikke tog pengene hjem til Danmark, var beløbet ikke skattepligtigt i Danmark. T havde ikke orienteret hans revisor om investeringerne.

T havde en baggrund som landmand og var ejer af 2 udlejningsejendomme i Danmark. T havde ikke betalt skat af indtægterne i USA.

SKAT fik i 2007 kontroloplysninger om, at T havde udenlandsk indkomst og indkaldte i marts 2007 materiale fra T.

Byretten fandt, at T havde en baggrund som landmand og udlejede ejendomme og han over en periode på 4 år havde haft indtægter på knap 1,9 mio. kr. hidrørende fra udbyttekontrakterne fra USA uden at han rettede henvendelse til SKAT eller revisor herom, uanset at det måtte have stået ham klart at han skulle - eller i hvert fald sandsynligvis / muligvis skulle - betale skat af indtægterne.

Byretten fandt T's forklaring om, at han var af den opfattelse, at indtægterne fra USA ikke var skattepligtig i Danmark, så længe udbyttet blev geninvesteret i USA og han ikke førte pengene hjem til Danmark, som utroværdig.

Retten fandt herefter at der var tale om forsætlig skatteunddragelse.

Straffen blev fastsat til 9 måneders ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 1.126.000 kr.

Landsretten fandt under de angivne omstændigheder, ved at have undladt at selvangive indtægterne fra USA i årene 2003-2005, at der var tale om forsætlig skatteunddragelse.

Vedr. indkomståret 2006 var det oplyst, at SKAT den 16. marts 2007 indkaldte materiale fra T, på dette tidspunkt var der ikke indsendt selvangivelse fra T. T kontaktede herefter sin revisor og anmodede om assistance til opgørelse af indtægter fra USA. Landsretten fandt det herefter ikke bevist, at T havde forsæt til skatteunddragelse for 2006.

Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 6 måneder og en tillægsbøde på 700.000 kr.

Reference(r)

Straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1
Straffeloven § 50, stk. 2

Henvisning
 

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Kim Munk-Petersen)

Afsagt af landsdommerne

Bjerg Hansen, Dorte Jensen og Sophia van Binsbergen (kst)

----------

Byrettens dom af 22. september 2010 (3878/2009).

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 14. december 2009.

T er tiltalt for

skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, jf. skattekonirollovens § 13, stk 1,

ved for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding med fortsæt til skatteunddragelse i sine selvangivelser for indkomstårene 2003, 2004, 2005 og 2006 at have undladt at medregne skattepligtige overskud af udbyttekontrakter i olie- og gasfelter i USA med henholdsvis 36.591 kr., 206.316 kr., 940.848 kr. og 695.501 kr. eller i alt 1.879.256 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 1.126.430 kr. i skat.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig. Tiltalte erkender den tidsmæssige og beløbsmæssige opgørelse i tiltalen af skattepligtigt overskud af udbyttekontrakter i olie- og gasfelter i USA, som han har undladt at medregne i sine selvangivelser.

Tiltalte har anført, at han ikke har haft forsæt til skattesvig og dermed til overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1.

For så vidt angår selvangivelserne for 2003, 2004 og 2005 har tiltalte erkendt ved grov uagtsomhed at have overtrådt skattekontrollovens § 13, stk. 2. For så vidt angår selvangivelsen for 2006 har tiltalte tillige nægtet sig skyldig ¡ overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2.

Sagens oplysninger

Tiltalte har investeret i udbyttekontrakter i olie- og gasfelter i G1 Resources inc. og i G2 Oil- & Gas Corp. i USA med et skattepligtigt overskud af udbyttekontrakterne i indkomstårene 2003, 2004, 2005 og 2006 på henholdsvis 36.591 kr., 206.316 kr., 940.848 kr. og 695.501 kr, eller i alt 1.879.256 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 1.126.430 kr. i skat.

Ved investering i udbyttekontrakter i olie- og gaskilder i USA forvaltet gennem G2 indgik tiltalte som investor en købsaftale, som indeholdt G2s forretningsbetingelser, herunder pkt. 11, som fastsætter:

"Køber accepterer og er indforstået med, at Denne selv skal påse, hvorvidt de indgåede handler er hensigtsmæssige i relation til den til enhver tid gældende skatte- og afgiftslovgivning."

Forklaringer

Tiltalte har afgivet forklaring.

V.1 har som vidne afgivet forklaring.

Revisor V.2 har som vidne afgivet forklaring.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er 57 år. Han gik ud af 7. klasse. Gennem hele sit liv har han ernæret sig som landmand. Som 1 ud af 4 søskende drev han landbruget, som er en gammel slægtsejendom, videre. For 6 år siden solgte han landbrugsejendommen til sin datter. For knap 4 år siden mistede han og hans kone deres eneste søn. Han har to udlejningsejendomme. Herudover lever han og konen af olie- og gasfelteme i USA. Han har betalt sin skat. For at kunne det, har han optaget en del lån. I forbindelse med, at han og konen er flyttet til Dubai, har han betalt over 3 mio. kr. til det danske skattevæsen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte T har med en baggrund som landmand og ejer af to udlejningsejendomme over en periode på 4 år haft samlede indtægter på knap 1,9 mio. kr. i form af overskud af udbyttekontrakter i olie- og gasfelter i USA, uden at han på noget tidspunkt har rettet henvendelse til skattevæsenet eller til sin revisor herom eller i forbindelse med de årlige selvangivelser givet oplysninger herom, uanset at det må have stået ham klart, at han skulle - eller i hvert fald sandsynligvis/muligvis skulle - betale skat af indtægterne.

Tiltalte har haft særlige anledninger til at undersøge de skattemæssige konsekvenser, da han hver gang han investerede i udbyttekontrakter i G2, som en del af købsaftalen, fik udleveret G2's forretningsbetingelser, som i pkt. 11 fastsætter, at køber accepterer og er indforstået med, at denne selv skal påse, hvorvidt de indgåede handler er hensigtsmæssige i relation til den til enhver tid gældende skatte- og afgiftslovgivning.

Tiltalte har forklaret, at han inden henvendelsen fra SKAT i marts 2007 slet ikke havde drøftet overskuddet af udbyttekontrakterne med nogen, herunder ikke med sin revisor eller tidligere revisor, eller med de øvrige investorer, som han så ved forskellige lejligheder. Tiltalte har om baggrunden herfor forklaret, at amerikanerne havde fortalt ham, at så længe han geninvesterede udbyttet i USA og ikke tog pengene hjem til Danmark, var han ikke skattepligtig af indtægterne i Danmark. Han så derfor ingen grund til at drøfte investeringerne med skattevæsenet eller sine revisorer.

Han havde ikke gjort sig nogen forestillinger om, hvordan det hele skulle ende.

Retten finder tiltaltes forklaring om, at han var af den opfattelse, at indtægterne fra udbyttekontrakterne ¡ USA ikke var skattepligtige i Danmark, så længe udbyttet blev geninvesteret i USA, og han ikke ikke førte pengene hjem til Danmark, utroværdig. Retten tilsidesætter derfor tiltaltes forklaring herom.

Retten tilsidesætter endvidere tiltaltes forklaring om, at han ikke på nogen måde førte regnskab med indtægterne fra USA som utroværdig.

Retten finder på den baggrund, at de foretagne skatteunddragelser må karakteriseres som forsætlige. At tiltalte igennem alle årene overhovedet ikke har oplyst om indtægterne i USA, hverken over for sine revisorer eller over for skattevæsenet, understøtter, at tiltalte har haft forsæt til at skjule indtægterne og dermed forsæt til skatteunddragelse.

Efter SKATs henvendelse ved brev af 16. marts 2007 i forlængelse af SKATs modtagelse af kontrolbilag fra USA om tiltaltes indtægter af udbyttekontrakterne i G1 - selvangav tiltalte i 2006 347.708,00 kr. i indtægt af udbyttekontrakterne i G2. Retten finder på den baggrund, at tiltalte har haft forsæt til skatteunddragelse for differencen på 695.501,00 kr. op til det faktiske overskud på udbyttekontrakterne i G2 i 2006.

Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes til fængsel i 9 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1.

Som følge af lovovertrædelsens karakter og størrelsen af det unddragne beløb er der ikke grundlag for hverken helt eller delvist at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Tiltalte idømmes en tillægsbøde på 1.126.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Forvandlingsstraffen er fastsat nedenfor.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel ¡ 9 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.126.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 10. februar 2011, 2. afdeling), S-2276/10

Byretten har den 22. september 2010 afsagt dom i 1. instans (3878/2009).

Påstande mv.

Tiltalte, T, har påstået delvis frifindelse, således at der påstås frifindelse for indkomståret 2006, og således at unddragelserne for indkomstårene 2003-2005 påstås henført under skattekontrollovens § 13, stk. 2. Tiltalte har i øvrigt påstået formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Også for landsretten har der været enighed om beløbene.

Den samlede skatteunddragelse på 1.126.430 kr. kan opdeles for perioden 2003-2006 således, at der er unddraget 16.996 kr. i 2003, 124.305 kr. i 2004, 566.090 kr. i 2005 og 419.039 kr. i 2006.

Supplerende oplysninger

Til korrektion af oplysningerne i byrettens dom side 2, 1. afsnit, er det oplyst, at overskuddet af udbyttekontrakterne i indkomståret 2006 var 1.043.209 kr. Heraf er 347.708 kr. den 27. september 2007 oplyst til skattemyndighederne.

V.3 der var indkaldt som vidne til hovedforhandlingen i landsretten men som ikke kunne møde, har den 12. oktober 2010 afgivet forklaring til Politiet (ekstraklens side 34-35). Anklagemyndigheden har ønsket denne politirapport dokumenteret. Forsvareren har ikke haft bemærkninger hertil. Rapporten er dokumenteret, jf. retsplejelovens § 871, stk. 5.

Med brev af 11. oktober 2007 fra G2 til SKAT, att. V.1 (ekstraktens side 91), har V.3 under henvisning til et brev af 9. oktober 2007 samt en telefonsamtale den 11. oktober 2007 fremsendt kontoudtog for perioden 1. januar 2003 til 11. oktober 2007.

Herudover har V.3 i et brev af 4. marts 2010 (ekstraktens side 25) til tiltaltes forsvarer givet oplysninger om tiltaltes kontakt med G2.

Forklaringer

Tiltalte og vidnet V.2 har for landsretten i det væsentlige vedstået gengivelsen af deres forklaringer i 1. instans. Vidnet V.1 har vedstâet gengivelsen af sin forklaring i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han nu bor i Spanien og har skatteadresse hos en ejendomsmægler i Dubai. Denne konstruktion er blevet etableret efter anbefaling fra en skatterådgiver.

Han modtog i tiltaleperioden løbende med ca. en måneds interval nyhedshreve fra G2' danske kontor. Her blev blandt andet omtalt projekter, hvor der var problemer. Der var også oversigter over afkast fra de forskellige olie- og gaskilder, men han var af den opfattelse, at de ikke kunne anvendes til at beregne det eksakte afkast, blandt andet fordi omkostningerne ikke fremgik.

Udbyttet fra kontrakterne blev indsat på en lukket konto i USA. Før denne skattesag startede, har han ikke modtaget kontoudtog for denne konto. Da det kørte i et lukket system, undrede han sig ikke over, at han ikke modtog kontoudtog. Det er penge til skattegælden i den aktuelle sag, som han har hævet på kontoen. Han har ikke modtaget dokumenter fra USA.

Han søgte ikke skatterådgivning, da han troede på oplysningerne fra 2 medarbejdere i selskabet, som han talte med på engelsk. Han indgav selvangivelse i USA, og da han ikke skulle betale amerikansk skat, troede han heller ikke, at han skulle betale skat i Danmark. Han følte ikke, at han havde anledning til at spørge de danske skattemyndigheder eller den revisor, som han benyttede, om han skulle betale skat i Danmark i anledning af investeringerne. Han har haft danske aktieindkomster, og oplysningerne herom fik revisoren fra forskellige systemer. Da der ikke kom oplysninger fra USA, er oplysningerne ikke kommet med.

Foreholdt at projekterne i årene 2003-2006 har givet et nettoafkast på 2.226.964 kr. har tiltalte forklaret, at han ikke var klar over, at der havde været denne indtægt. Det er først efterfølgende, at han har tænkt på den risiko, som han løb ved investeringerne.

Hans kontakt med G2 var primært med V.3 fra G2' kontor i Danmark.

Han mener, at de fleste af kontrakterne var vedlagt G2 forretningsbetingelser, men dem gennemlæste han ikke. Han kan ikke give nogen forklaring på, hvorfor han ikke gennemlæste dem, selv om det fremgik af de kontrakter, som han underskrev, at han ved sin underskrift blandt andet bekræftede, at han havde læst betingelserne. Han fik henvendelser fra firmaet om geninvestering. I den forbindelse talte han i nogle tilfælde i telefon med medarbejdere fra firmaet. Under disse samtaler fik han ikke oplysninger om de eksakte fortjenester. Når han fik en ny kontrakt tilsendt, var han klar over, at pengene til at finansiere denne kontrakt kom fra overskud fra tidligere kontrakter.

Han har hvert år modtaget en årsopgørelse fra G1. Han fik også hvert år tilsendt en amerikansk selvangivelse, som han skrev under. Han har ikke fået årsopgørelser fra G2.

Foreholdt at det overskud, som han løbende har selvangivet vedrørende anden indtægt end oliekontrakterne, er mindre end overskuddene på oliekontrakterne, har tiltalte forklaret, at han ikke har fået penge udbetalt fra kontrakterne.

De første køb var lånefinansierede. Han har ikke rigtig noget overblik over, hvor meget han har lånt til investeringerne.

Da han efter SKATs henvendelse i 2007 tog kontakt til sin revisor, var det første gang, at han nævnte kontrakterne for revisoren. Det materiale, som han kunne give til revisor, var købsaftalerne, de amerikanske selvangivelser og årsopgørelserne fra G1. Han havde ikke gemt nyhedsbrevene. Revisor ringede til G2, men han kunne ikke få de konkrete oplysninger. Tiltalte ringede vist selv til V.3, men han kunne heller ikke få oplysningerne.

Tiltalte er ikke god til at se på oversigter med tal, og han så ikke nærmere på den oversigt (ekstraktens side 52), som revisor lavede og indsendte til SKAT i september 2007.

Forevist kontoudtog dateret 11. oktober 2007 fra G2 (ekstraktens side 92 ff) har tiltalte forklaret, at han ikke havde modtaget sådanne kontoudtog tidligere.

Da han modtog agterskrivelsen af 11. december 2007 har han helt sikkert drøftet den med revisoren, men han har ikke erindring om det. Det var på dette tidspunkt, at han havde store personlige problemer efter sønnens død og på grund af hustruens kræftsygdom.

Om sine personlige forhold har tiltalte supplerende forklaret, at han i 2004 solgte gården til en anden landmand og ikke - som det fremgår af byrettens dom - til datteren. Fra august 2005 til maj 2006 var han på jordomrejse sammen med hustruen. Da de kom hjem, fik de helårstilladelse til at bo i deres sommerhus. I 2009 flyttede de til Spanien.

V.1 har supplerende forklaret, at alle udenlandske kontroloplysninger i 2007 indgik til SKAT, og det var også derfra, der skulle tages kontakt til de udenlandske myndigheder, hvis der var behov for dette. SKAT videresendte så oplysningerne [til det skattecenter.red.SKAT], hvor den pågældende skatteyder bor. Hun har ikke haft kontakt til G1.

Sammen med revisors oversigt (ekstraktens side 52) modtog hun nogle amerikanske selvangivelser og nogle kontrakter, hvor der var angivet anskaffelsessum. De danske skattemyndigheder havde indtil da ikke været bekendt med, at der var indtægter fra G2. Det kunne hun se i det materiale, som hun fik fra revisoren. Det var herefter, at hun googlede G2 og ved henvendelse til firmaet foranledigede, at der blev fremsendt kontoudtog Hun fik ved henvendelsen til G2, hvor hun talte med en kvinde, indtryk af, at revisor V.2 havde haft kontakt til firmaet tidligere.

Hun har opfattet den indsendte opgørelse som en anmodning om genoptagelse af årsopgørelsen for 2006.

Hendes kontakt har været til revisor V.2 og ikke til tiltalte. Da hun sendte agterskrivelsen, bad V.2 ikke om kontoudlog fra G2, som hun ville have sendt, hvis han havde bedt om dem. Revisor accepterede ændringerne februar 2008.

Hun har ikke haft med behandlingen af ansvarssagen at gøre, men har deltaget i det møde, hvor der blev rejst sigtelse, da hun havde foretaget skatteberegningerne.

V.2 har supplerende forklaret, at det er en ukorrekt gengivelse, når det i byrettens retsbog er anført, at han har forklaret, at han ikke kunne forstå, at han ikke kunne få kontoudtogene fra G2. Havde han ikke kunnet forstå det, ville han have gjort noget andet. Det var først, da skattemyndighederne fik kontoudtogene, at han blev klar over, at der eksisterede kontoudtog.

Af det materiale, som han fik fra tiltalte, kunne han ikke se anskaffelsessummerne. Oplysningerne herom mener han, at han fik fra USA på telefax.

Han viste oversigten til tiltalte, og de drøftede i den forbindelse, at de manglede oplysninger om udbetalingerne, og at vidnet derfor havde beregnet disse ud fra de foreliggende oplysninger. Vidnet havde telefonisk kontakt med V.1, inden han sendte oversigten. Han havde under samtalen forklaret, at de sendte de oplysninger, som de havde, men at der manglede noget. Hans brev af 27. september 2007 til SKAT (ekstraktens side 53) skal læses i sammenhæng med denne telefonsamlale og skal forstås således, at han nu sendte, hvad han havde, men at der kunne fremkomme yderligere oplysninger senere. Det var på dette tidspunkt vigtigt at få indsendt oplysninger vedrørende 2003 senest den 1. oktober 2007.

Han havde umiddelbart efter skattemyndighedernes første henvendele talt med tiltalte om, at alle oplysninger skulle på bordet. Det var derfor, at han medtog hele perioden i den oversigt, som han indsendte den 27. september 2007. Han opfattede ikke tallet for 2006 på dette bilag som en selvangivelse for dette âr. Han ville med bilaget vise skattemyndighederne, hvilket billede han havde på dette tidspunkt. Han havde en idé om, at skattemyndighedeme kunne fremskaffe de bankkontoudtog som han ikke selv havde kunnet fremskaffe. Han havde ikke drømt om, at G2 ville komme med oplysninger, da G2 ikke havde villet komme med oplysninger til ham.

Han havde forventet, at det kunne findes en løsning vedrørende G2. Efter at han havde indsendt oversigten, ringede V.1 om en mindre difference. Det næste, som han hørte til sagen, var agterskrivelsen, der kom i december 2007.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldspørgsmålet, indkomstårene 2003-2005

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at tiltalte på et tidspunkt forud for 2003 var startet med at investere i amerikanske olie- og gaskontrakter gennem 2 forskellige firmaer, G1 og G2, og at han løbende har foretaget geninvestering at udbyttet.

Efter bevisførelsen kan det endvidere lægges til grund, at tiltalte har modtaget årsopgørelser, hvoraf fremgik, hvad fortjenesten på kontrakterne med G1 har været. Det kan endvidere lægges til grund, at tiltalte løbende har modtaget nyhedsbreve fra G2 som var vedlagt oversigter, hvoraf fremgik, hvad det samlede udbytte har været på de enkelte boringer.

Det fremgår af kontrakterne fra G2, at disse har været vedlagt G2' forretningsbetingelser, og tiltalte har i forbindelse med indgåelse af de enkelte kontrakter med G2 skrevet under på, at han har gennemlæst disse forretningsbetingelser. I forretningsbetingelserne er blandt andet anført, at køber accepterer og er indforstået med, at køber selv skal påse, om de indgåede handler er hensigtsmæssige i relation til den til enhver tid gældende skatte- og afgiftslovgivning. Det er videre anført, at køber er gjort bekendt med og accepterer, at G2 tilbageholder et hvilket som helst beløb, som måtte kræves til betaling af skatter i USA.

Efter tiltaltes forklaring lægges det til grund, at han ikke har betalt skat i USA, og at han ikke har oplyst revisor, som i øvrigt bistod ham, om kontrakterne, før skattemyndighederne i 2007 bad om oplysninger om kontrakterne.

I årene 2003-2005 har tiltalte for andre indtægter end gas- og oliekontrakterne selvangivet en skattepligtig indkomst på henholdsvis 197.446 kr., 371.602 kr. og 362.487 kr. I de samme år er overskuddene på kontrakterne opgjort til henholdsvis 36.591 kr., 206.316 kr. og 940.848 kr.

Ved under de angivne omstændigheder at have undladt i Danmark at selvangive indtægterne fra olie- og gaskontrakterne i årene 2003-2005 er det bevist, at tiltalte har haft forsæt til skatteunddragelse i forbindelse med de manglende angivelser.

Skyldspørgsmålet 2007

I 2007 fik SKAT oplysning om, at tiltalte havde modtaget udbetaling fra G1 i USA, hvorefter SKAT den 16. marts 2007 indkaldte materiale fra tiltalte (ekstraktens side 23). På dette tidspunkt havde tiltalte ikke indsendt selvangivelse for 2006.

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at tiltalte herefter kontaktede sin revisor og anmodede om assistance til opgørelsen af indtægterne fra olie- og gaskontrakterne, og at revisor herefter udfærdigede en oversigt over indtægterne i årene 1998-2006 fra både G1 og G2 (ekstraktens side 52), der blev fremsendt med revisors brev af 27. september 2007. Der er i oversigten oplyst en indkomst for 2006 på 347.708 kr.

Efter den forklaring som tiltaltes revisor har afgivet, lægger landsretten til grund, at der forud for, at denne oversigt blev indsendt, har været telefonisk henvendelse fra tiltaltes revisor til SKAT, og at revisor under denne telefonsamtale oplyste, at det materiale, der blev indsendt, ikke var fuldstændigt.

På denne baggrund er det ikke bevist, at tiltalte har haft forsæt til skatteunddragelse eller har overtrådt skattekontrollovens § 13, stk. 2, i forbindelse med oplysningerne om 2006 i revisors oversigt.

Straffastsættelsen

Efter de samlede skatteunddragelser i 2003-2005, i alt 707.391 kr., henføres forholdet under straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1.

Efter den samlede skatteunddragelse og efter sagens øvrige omstændigheder udmåles frihedsstraffen til fængsel i 6 måneder.

Forholdet vedrører indkomstårene 2003-2005. I medfør af straffeloven § 50, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 700.000 kr. Forvandlingsstraffen er fortsat fængsel i 60 dage.

Efter karakteren af det begåede forhold er der ikke grundlag for at gøre fængselsstraffen helt eller delvis betinget.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom ændres, således at fængselsstraffen nedsættes til fængsel i 6 måneder, og tillægsbøden nedsættes til 700.000 kr.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.