Indhold

Dette afsnit beskriver, hvem der skal betale afgift til drikkevandsbeskyttelse, herunder også en kort introduktion af Jupiter-databasen.

Afsnittet indeholder:

  • Den afgiftspligtige person
  • Registrering af den afgiftspligtige person
  • Jupiter-databasen.

Den afgiftspligtige person

Ejeren af et vandforsyningsanlæg skal betale afgift til drikkevandsbeskyttelse. Ejeren er den person eller virksomhed, der er ejer af anlægget den 1. januar i opkrævningsåret, og er dermed afgiftspligtig. Se vandforsyningsloven § 24 a, stk. 1-2.

Ejeren skal betale afgift af drikkevandsbeskyttelse af alle indvindingsrettigheder, som har tilknytning til anlægget. Dette gælder også, hvis en anden person eller virksomhed lejer sig ind i anlægget og opnår sin egen indvindingstilladelse til det samme anlæg. Ejeren skal i et sådant tilfælde betale afgift af den samlede mængde, som der er givet indvindingsrettigheder til i tilknytning til anlægget.

Hvis anlægget er overgået til en ny ejer, uden at det er anmeldt til kommunalbestyrelsen eller SKAT (vedlagt dokumentation for ejerskiftet) inden den 1. januar i opkrævningsåret, kan SKAT opkræve afgiften hos den hidtidige ejer.

Overdragelse af et vandforsyningsanlæg medfører, at afgiftspligten overgår til den nye ejer med virkning fra det førstkommende afgiftsår.

Afgiften bliver ikke reguleret som følge af ændring eller ophør af en indvindingstilladelse i løbet af opkrævningsåret, ligesom afgiften ikke bliver tilbagebetalt i tilfælde af ejerskifte. Se vandforsyningsloven § 24 g.

Se også

Afsnit E.A.7.16.7 om vandforsyningsanlæg, som er fritaget for afgift.

Registrering af den afgiftspligtige person

Ejerne af vandforsyningsanlæg skal ikke registreres hos SKAT.

Kommunalbestyrelsen sørger for at registrere indvindingsanlæggene i Jupiter-databasen (http://jupiter.geus.dk).

Jupiter-databasen

Jupiter-databasen er en landsdækkende database for grundvands-, drikkevands-, råstof-, miljø- og geotekniske data. Databasen er den fællesoffentlige database under GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, og indgår i Danmarks Miljøportal. Databasen er offentligt tilgængelig.

Kommunalbestyrelsen indberetter hvert år senest den 15. januar oplysninger til databasen om blandt andet

  • vandindvindingsanlæg, hvortil der senest den 1. januar det pågældende år er givet tilladelse, samt den indvindingsmængde, som ifølge tilladelsen må indvindes det pågældende år,
  • vandindvindingsanlæg, som ikke kræver tilladelse, og disse anlægs gennemsnitlige indvindingsmængde for årene 2004-2008,
  • vandindvindingsformålet med anlægget, og
  • ejerens CVR- eller CPR-nummer og navn og adresse.

Se også

Se vandforsyningsloven § 24 d.