Dato for udgivelse
10 May 2011 09:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 May 2011 09:21
SKM-nummer
SKM2011.313.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
2011-790-0063
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Afgift + Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Bøde, straf, privatbenyttelsesmærke, køretøjer
Resumé
Rigsadvokaten har udtalt, at uretmæssig anvendelse af privatbenyttelsesmærke på vare- og lastbiler på ikke over 4 tons, der ikke er registreret til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug, kan straffes med administrative bødeforlæg på 2.000 kr.
Reference(r)

Lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. § 11, stk. 2, og § 23, stk. 3 og 5

Henvisning
Bekendtgørelse nr. 120 af 17. februar 2009 § 5 og § 6

1. Problemstilling

SKAT har konstateret flere tilfælde, hvor privatbenyttelsesmærket "Bilen må bruges privat" uberettiget var sat på vare- og lastbiler på ikke over 4 tons, selvom de var registreret til udelukkende erhvervsmæssigt brug.

Mærket skal i medfør af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 120 af 17. februar 2009 om mærkning af vare- og lastbiler på ikke over 4 tons udelukkende anvendes på vare- og lastbiler, der er anmeldt til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug.

2. Overtrædelse

I medfør af § 5 i bekendtgørelsen straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt sætter mærket på en vare- eller lastbil med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons , der ikke er registreret til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug, jf. vægtafgiftslovens § 2 og § 9.

Efter bestemmelsens stk. 2, straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt fører et sådant køretøj med mærket, med en bøde.

§ 6 i bekendtgørelsen bestemmer, at der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

3. Bødefastsættelse

Skatteministeriet har forelagt Rigsadvokaten en række byretsdomme, som tager stilling til bødeniveauet for overtrædelse af § 5, stk. 1 eller stk. 2, i bekendtgørelsen.

På baggrund af Rigsadvokatens udtalelse kan Skatteministeriet meddele, at overtrædelser, som er nævnt ovenfor under pkt. 2, kan afgøres med administrative bødeforlæg på 2.000 kr.

Den nævnte bødestørrelse kan tilsvarende anvendes ved bødeforelæg til juridiske personer, jf. bekendtgørelsens § 6.

4. Styresignalets virkning

Dette styresignal træder i kraft ved offentliggørelsen.

Bødefastsættelsen, som er nævnt i punkt 3, anvendes dog også på sager, hvor overtrædelsen er sket inden offentliggørelsen af styresignalet, og hvor der ved offentliggørelsen ikke er taget stilling til strafansvaret.

5. Ændring i den juridiske vejledning

Afsnittet i Den juridiske vejledning 2011-1, om "Ordensbøder i vægtafgiftslovgivningen" under afsnit A.C.3.5.4.5.3 - vil blive ændret ved næste opdatering af vejledningen (2011-2).