Dato for udgivelse
24 mar 2011 13:46
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 feb 2011 11:32
SKM-nummer
SKM2011.211.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 53/2009
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift + Skat
Overemner-emner
Foreløbig fastsættelse, taksation og skønsmæssig ansættelse + Momsgrundlag + Personlig indkomst
Emneord
Straffesag, regnskab, omsætning, farsi, maskeret udlodning, udbytte
Resumé

A drev til dels sammen med to brødre en række pizzeriaer.

I 1995 foretog politi og ansatte i SKAT ransagning i pizzeriaerne og på indehavernes bopæle, hvor der blev beslaglagt forskelligt regnskabsmateriale. På grundlag af dette regnskabsmateriale traf SKAT herefter afgørelse om forhøjelse af brødrenes skattepligtige indkomst og momstilsvar for 1991 - 1995.

Brødrene bestred for Højesteret ikke, at SKAT var berettiget til at foretage skønsmæssige ansættelser, idet regnskabsgrundlaget var mangelfuldt men gjorde gældende, at der ikke var grundlag for forhøjelserne.

Højesteret anførte, at brødrene ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige. Højesteret bemærkede herved, at SKAT, uanset de forhøjelser af omsætningen, som var foretaget på grundlag af det fundne regnskabsmateriale, havde været berettiget til ved indkomstopgørelsen at tage udgangspunkt i de bogførte udgifter til varekøb, og at Landsskatterettens kendelse, for så vidt angik nogle af forretningerne, indrømmede fradrag for yderligere vareforbrug ved nedsættelse af bruttoavancen til 60 %. Det var også berettiget, at SKAT alene havde anerkendt udgifter til sort løn i det omfang, de pågældende medarbejdere havde kunnet identificeres.

Det kunne ikke tillægges betydning, at brødrene under en straffesag ved byretten var blevet frifundet for overtrædelse af skatte- og momslovgivningen.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens frifindelse af Skatteministeriet, dog med en mindre ændring, som Skatteministeriet havde anerkendt for den ene af de tre brødre.

Reference(r)
Skattekontrolloven § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4
Opkrævningsloven § 5, stk. 2
Ligningsloven § 16 A
Henvisning
Processuelle regler 2011-1 P.1.9
Henvisning
Momsvejledningen 2011-1 P.10.2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1 E.B.1.4
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1 S.F.2.2

Parter

A
(advokat Jan Moosmand)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Peter Blok, Per Walsøe, Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling og Henrik Waaben.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 30. januar 2009.

Påstande

Appellanten, A, har for Højesteret gentaget sin principale påstand for landsretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at der ikke har været grundlag for at forhøje hans skattepligtige indkomst og momstilsvar i årene 1993-1995 eller hans aktieindkomst i 1995.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, subsidiært at As skatte- ansættelser for indkomstårene 1993-1995 og momsansættelser for afgiftsperioden 1993-1995 hjemvises til fornyet behandling i SKAT.

Anbringender

Vedrørende H1 ApS har A supplerende anført, at selskabet reelt blev styret af ML, og at han ikke har modtaget de beløb, som skattemyndighederne hævder.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret tiltræder, at skattemyndighederne under de foreliggende omstændigheder, hvor fordelingen af omsætningen fra virksomheden i ...1, havde karakter af overskudsdeling, og hvor A ikke har forklaret nærmere om regnskabsmaterialet, var berettigede til at anse ham for medejer af virksomheden.

Som anført af landsretten er det ubestridt, at virksomhedernes regnskabsmateriale var mangelfuldt i et sådant omfang, at skatte- og afgiftsmyndighederne var berettigede til at tilsidesætte regnskaberne og foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedernes indkomst og momstilsvar. Det påhviler herefter A at godtgøre, at disse skønsmæssige ansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag, jf. herved SKM2009.37.HR. Denne bevisbyrde indebærer, at det som anført af landsretten ikke kan tillægges betydning, at A blev frifundet i straffesagen vedrørende overtrædelse af skatte- og momslovgivningen.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det ikke er godtgjort, at skatte- og afgiftsmyndighedernes ansættelse af As skattepligtige indkomst og momstilsvar som ejer eller forpagter af virksomheden ...2, i 1994 og som medejer af virksomheden ...1, er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag. Det bemærkes herved, at skatte- og afgiftsmyndighederne uanset de forhøjelser af virksomhedernes omsætning, som er foretaget på grundlag af de fundne interne regnskaber, har været berettigede til ved indkomstopgørelsen at tage udgangspunkt i de bogførte udgifter til varekøb, og at der ved Landsskatterettens kendelse er indrømmet fradrag for yderligere vareforbrug ved nedsættelse af bruttoavancen til 60 %. Det må også anses for berettiget, at skattemyndighederne alene har anerkendt udgifter til sort løn i det omfang, den pågældende medarbejder har kunnet identificeres.

Endvidere tiltræder Højesteret af de grunde, der er anført af landsretten, at skattemyndighederne var berettigede til at forhøje As aktieindkomst som daværende eneanpartshaver i H1 ApS.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der taget hensyn til, at sagen er behandlet sammen med Højesterets sager 51/2009 og 52/2009.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.