Dato for udgivelse
01 Mar 2011 13:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Dec 2010 15:25
SKM-nummer
SKM2011.121.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
09-03605
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Eksportgodtgørelse, afgift, værdifastsættelse
Resumé

Ved beregning af eksportgodtgørelse af registreringsafgift for en KIA Carnival MPV Camper XL skulle køretøjets handelspris vurderes som handelsprisen for en camper og ikke handelsprisen for en personbil.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 7 b, stk. 1 (dagældende)
Registreringsafgiftsloven § 7 b, stk. 2, nr. 4 (dagældende)
Registreringsafgiftsloven § 5 a, stk. 1 og 2 (dagældende)

Henvisning
-
Appelliste

Klagen vedrører fastsættelsen af eksportgodtgørelsen af afgift for en KIA Carnival MPV Camper LX.

Landsskatterettens afgørelse

Motorankenævnet har fastsat afgiftsgodtgørelsen til 57.441 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger

H1 A/S (herefter selskabet) drev i det omhandlede indkomstår virksomhed ved bl.a. eksport af brugte køretøjer.

Selskabet anmeldte den 16. december 2008 en KIA Carnival MPV Camper LX til afgiftsgodtgørelse. Køretøjet kan beskrives således:

  • Kilometerstand ved anmeldelse 213.000 km.
  • Indregistreret første gang den 7. oktober 2004.
  • 2,9 turbo diesel, 142 HK.
  • ABS, radio, metallak, 4 airbags og træk.

På anmeldelsesblanketten oplyste selskabet følgende:

  • at bilens stand er middel, og
  • at bilen kører 11,8 km/l.

Ved køretøjets indregistrering i 2004 blev der ifølge erstatningstoldattest af 31. maj 2004 betalt 60 % i afgift.

Det fremgår af registreringsattesten, at køretøjets totalvægt er 2.750 kg.

Af synsrapport dateret 24. november 2008 fremgår det, at der er foretaget registreringssyn, og at køretøjet er betinget godkendt, idet et nummerpladelys ikke virkede.

SKAT fastsatte afgiftsgodtgørelsen til 57.441 kr. svarende til en handelspris på 120.000 kr. Af afgørelsen om værdifastsættelse fremgår bl.a. følgende:

Der kan ikke godtgøres afgift af "campingdelen". Den ovennævnte nypris og handelspris (316.000/137.000) er priser for tilsvarende biler som personbiler med fuld afgift. Med disse priser som udgangspunkt, er der foretaget nedskrivning for "campingdelen", der som ny er skønnet til 40.000 kr. Denne værdi er igen nedskrevet med den faldprocent, der fremkommer ved personbilens nypris/handelspris.

Motorankenævnet henviste i sin afgørelse til følgende sammenlignelige køretøjer:

1. indreg.

Km

Beskrivelse

Udbudspris

5/2004

112.000

Kia Carnival 2,9 Camper HPDI LX Aut.

149.900

6/2004

131.000

Kia Carnival 2,9 Camper HPDI LX Aut.

139.800

2/2004

172.000

Kia Carnival 2,9 Camper HPDI LX

139.900

8/2004

199.000

Kia Carnival 2,9 Camper HPDI LX

139.800

Motorankenævnets afgørelse

Motorankenævnet har fastsat afgiftsgodtgørelsen til 57.441 kr.

Motorankenævnet har anført, at godtgørelsesbeløbet efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 2 fastsættes i medfør af registreringsafgiftslovens § 10, hvoraf det fremgår, at ankenævnet skal fastsætte den afgiftspligtige værdi, der udgør køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden registreringsafgift.

Motorankenævnet har henvist til § 1, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 230 af 22. marts 2006 om værdiansættelse af motorkøretøjer m.v. (værdiansættelsesbekendtgørelsen), hvoraf det fremgår, at prisen er den pris, som skal betales for et køretøj af samme mærke og model, og bekendtgørelsens § 8, stk. 1, hvoraf det fremgår, at et brugt køretøj ansættes med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende brugt køretøj.

Motorankenævnet har vurderet, at et tilsvarende brugt køretøj er en KIA Carnival 2,9 Camper, og at værdifastsættelsen derfor skal tage udgangspunkt i handelsprisen for et sådant køretøj.

Motorankenævnet har vurderet, at bilens nypris var 316.000 kr., og at handelsprisen på anmeldelsestidspunktet var 137.000 svarende til et værditab på 56,65 %. Ankenævnet har desuden vurderet, at beboelsesdelens nypris var 40.000 kr. og at denne har samme værditabsprocent. På baggrund heraf har ankenævnet opgjort beboelsesdelen til 17.000 kr., hvorefter restværdien af handelsprisen udgør 120.000 kr.

Motorankenævnet har anført, at registreringsafgiftslovens § 5 a alene vedrører selve afgiftsberegningen, hvorfor registreringsafgiften beregnes i medfør af § 5 a på baggrund af den afgiftspligtige værdi, der er ansat i medfør af registreringsafgiftslovens § 10 og værdiansættelsesbekendtgørelsen.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at registreringsafgiften af det omhandlede køretøj skal opgøres med udgangspunkt i handelsprisen for en tilsvarende personbil, således at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Repræsentanten har bemærket, at der er enighed om, at det pågældende køretøj er en autocamper med en totalvægt på over 2 ton, og at bilen således er omfattet af registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 2, ved afgiftsberegningen, samt at selskabet ved udførsel af køretøjet er berettiget til eksportgodtgørelse efter registreringsafgiftslovens § 7 b.

Repræsentanten har anført, at registreringsafgiften af det omhandlede køretøj skal opgøres som afgiften for en tilsvarende personbil, således at værdiansættelsen skal ske med udgangspunkt i handelsprisen for en sådan tilsvarende personbil, idet værdigrundlaget er uden udgiften til beboelsesindretningen (campingindretningen).

Repræsentanten har desuden anført, at godtgørelsesbeløbet fastsættes efter registreringsafgiftslovens § 7 b. Det omhandlede køretøj er afgiftsberigtiget efter § 5 a, stk. 2, og det fremgår af § 7 b, stk. 2, at godtgørelsesbeløbet skal beregnes på samme måde.

Repræsentanten har henvist til, at det fremgår af § 5 a, stk. 2, 1. pkt., at hovedreglen er, at køretøjer, der er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens § 4, der omhandler personbiler.

Repræsentanten har anført, at det fremgår af bemærkningerne til registreringsafgiftslovens § 5 a, at det er hensigten med registreringsafgiftslovens § 5 a, at "værdigrundlaget" for afgiftsberegningen er den personbil, som autocamperen er bygget op om. Den afgiftspligtige værdi af personbilen fastsættes til den almindelige pris med moms - men uden registreringsafgift - ved salg til bruger her i landet efter registreringsafgiftslovens § 10, stk. 1.

Repræsentanten har under henvisning til § 1 i værdiansættelsesbekendtgørelsen af motorkøretøjer anført, at den almindelige pris således er den pris, som en bruger ved køb fra en forhandler generelt må forventes at skulle betale for et køretøj af samme mærke og model.

Efter repræsentantens opfattelse skal værdiansættelsen således ske med udgangspunkt i handelsprisen for en personbil af mærket KIA Carnival MPV, hvorved der ses bort fra udgiften til beboelsesindretningen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 1 godtgøres afgiften af et brugt motorkøretøj, der er afgiftsberigtiget efter §§ 4, 5, 5 a, 6, 6 a, 6 b, 29 eller 29 a, såfremt køretøjet afmeldes motorregisteret og udføres af landet. For autocampere og busser, afgiftsberigtiget efter § 5 a, stk. 1 og 2, fastsættes godtgørelsesbeløbet i medfør af § 10 som afgiften efter § 5 a, stk. 1 og 2, jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 7 b, stk. 2, nr. 4.

Det lægges til grund, at det omhandlede køretøj blev afgiftsberigtiget i 2004 efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 5 a, stk. 2. Det lægges desuden til grund, at det omhandlede køretøj opfylder betingelserne i den på anmeldelsestidspunktet gældende registreringsafgiftslovs § 5 a, stk. 2.

Efter § 8, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 230 af 22. marts 2006 om værdiansættelse af motorkøretøjer m.v. (værdiansættelsesbekendtgørelsen) ansættes den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende brugt køretøj, eller for et køretøj af så vidt muligt tilsvarende mærke og model i normalt vedligeholdt stand. Prisen er den pris, som en bruger generelt, ved køb fra en forhandler, må forventes at skulle betale for et køretøj af samme mærke og model eller for et tilsvarende køretøj, jf. værdiansættelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3. Hvis køretøjet skal udføres fra landet, fastsættes prisen efter køretøjets stand på udførelsestidspunktet, jf. værdiansættelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2, 2. pkt.

I den afgiftspligtige værdi foretages fradrag eller tillæg på grundlag af en samlet vurdering af køretøjets kilometerstand, vedligeholdelsesstand, eventuelle forbedringer og øvrige beskaffenhed, jf. værdiansættelsesbekendtgørelsens § 9.

Landsskatteretten lægger til grund, at et tilsvarende køretøj er en KIA Carnival MPV Camper LX.

Landsskatteretten bemærker, at værdifastsættelsen af det omhandlede køretøj er foretaget på baggrund af oplysninger vedrørende tilsvarende køretøjer, og at der ved værdifastsættelsen er foretaget fradrag for værdien af campingdelen på 40.000 kr. i forhold til køretøjets nypris og 17.000 kr. i forhold til køretøjets handelspris.

Landsskatteretten fastsætter herefter afgiftsgodtgørelsen til 57.441 kr. beregnet på baggrund af en nypris på 316.000 kr. fratrukket 40.000 kr. for campingdelen og en handelspris på 137.000 kr. fratrukket 17.000 kr. for campingdelen.

At det i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 2, 2. pkt. er anført, at der ved afgiftsberigtigelsen kan ses bort fra udgiften til beboelsesindretningen samt fortjeneste og moms heraf, medfører således ikke, at køretøjets handelspris skal vurderes som handelsprisen for en personbil.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.