Parter

SKAT
(Kammeradvokaten ved advokat Emil Andresen)

mod

H1 Revision v/A
(Advokat Nicolai Sørensen)

Afsagt af byretsdommer

Lone Bach Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag blev anlagt den 12. februar 2009 mod sagsøgte, IU og UM med påstand om, at de sagsøgte in solidum skal betale 800.500 kr. til sagsøgeren. Retten afsagde den 21. juli 2009 udeblivelsesdom over de to sidstnævnte.

Sagsøgeren har herefter nedlagt påstand om, at sagsøgte skal betale 800.500 kr. til sagsøgeren, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb med tillæg af procesrente fra den 21. marts 2008 til betaling sker.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Oplysningerne i sagen

G1 ApS udstedte i perioden marts 2005 til december 2005 8 fiktive fakturaer til G2 K/S med et samlet momsbeløb på 800.500 kr. G2 K/S, der virkede inden for rengøringsbranchen, nedbragte for år 2005 sit positive momstilsvar på grundlag af disse fakturaer.

IU var den reelle leder af G1 ApS. Han blev ved Østre Landsrets ankedom af 1. april 2003 idømt 6 års fængsel og en bøde på 3.450.000 kr. for omfattende økonomisk kriminalitet. Han blev prøveløsladt den 25. oktober 2005. Ved byrettens dom af 5. september 2008 blev han idømt en fællesstraf på 7 års fængsel og en bøde på 6.250.000 kr. for økonomisk kriminalitet, herunder for udstedelsen af de 8 fiktive fakturaer til G2 K/S.

UM var den daglige leder af G2 K/S, der efter begæring fra SKAT blev taget under konkursbehandling den 8. marts 2007 med fristdag den 17. januar 2007. UM blev ved byrettens dom af 17. februar 2009 idømt 2 års fængsel for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 289 og momsloven ved at have anvendt de i sagen omhandlede 8 fiktive fakturaer som grundlag for momsfradrag. Dommen er anket.

Som led i undersøgelser af G2 K/S' samhandelsforhold rettede SKAT den 21. november 2005 henvendelse til G1 ApS og udbad sig diverse materiale vedrørende selskabets samhandel med G2 K/S.

Af brevet fremgår blandt andet:

"...

G1 ApS
c/o IM

...

Kontroloplysninger

SKAT har besluttet at undersøge anvendelsen af underleverandører indenfor rengøringsbranchen.

På den baggrund skal SKAT med henvisning til momslovens § 75, stk. 2 (kopi vedlagt) anmode selskabet om at indsendes følgende materiale:

- kontospecifikationer vedrørende fakturaer og betalinger for perioden 1. januar 2004 og frem til dags dato

- kopi af fakturaer vedrørende ovenstående

- kopi af en eventuel kontrakt

vedrørende samhandel med:

G2 K/S

Det nævnte materiale bedes indsendt snarest muligt, dog være undertegnede i hænde senest tirsdag den 13. december 2005.

Såfremt det senere måtte blive nødvendigt, kan SKAT indhente yderligere kontroloplysninger i selskabet.

Hvis der er spørgsmål eller tvivl om denne henvendelse, er De velkommen til at kontakte undertegnede.

..."

Sagsøgte besvarede SKATs henvendelse ved brev af 21. januar 2006, hvoraf fremgår:

"...

Vedr.: G1 ApS

Svar på Deres skrivelse af 21. november 2005.

Jeg kan herved oplyse, at vedlagte 4 fakturaer indgår i min klients bogføringsmateriale og momsafregning, dog bortset fra faktura A 0004, der indgik i sidste års regnskab.

På grund af sygdom og EDB-svigt hos klienten er materialet endnu ikke bogført for indeværende regnskabsår, og jeg kan derfor ikke vedlægge kontospecifikationer.

Der forefindes ingen kontrakt imellem parterne.

Med venlig hilsen

H1 Revision/FDR

A, revisor/FDR

..."

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218a.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A og IU.

A har forklaret blandt andet, at han siden 1992 har arbejdet som revisor, herunder med bogføring. Han er ikke registreret eller statsautoriseret revisor. IU, som han ikke kendte fra tidligere, havde købt G1 ApS og spurgte, om han ville udarbejde regnskabet. IU oplyste, at han var tidligere straffet.

G1 ApS forestod selv den daglige bogføring, og han fik bogføringsmaterialet en gang om året for at lave regnskabet. Revisor TK, der skulle underskrive regnskabet, fratrådte som revisor efter regnskabets aflæggelse, fordi IU havde oprettet selskaber med TK som revisor uden hans tilladelse. Sagsøgte fik ikke en kopi af SKATs brev. IU ringede til ham og sagde, at SKAT skulle have et svar fra en revisor vedrørende nogle fakturaer. Han fik en kopi af fakturaerne, og sagsbehandlerens navn. IU oplyste, at fakturaerne ikke var bogført, fordi selskabets it-system var nede, og der var sygdom på kontoret. Han oplyste endvidere, at fakturaerne indgik i momsafregningen og momsopgørelsen. Med "indeværende regnskabsår" menes 3. regnskabsår. Han skrev, at de 4 fakturaer "indgår i regnskabsmaterialet", fordi alle fakturaer skal bogføres og dermed indgår i regnskabsmaterialet. Han foretog ikke en efterfølgende kontrol af, at fakturaerne var blevet bogført. Det er ikke sædvanligt, at man som revisor forlader sig på selskabets oplysninger, men da der ikke forelå nogen bogføring, måtte han forlade sig på IUs oplysninger. Han har selv forfattet brevet til SKAT. Det er ikke korrekt, når det i afhøringsrapporten af 4. oktober 2007, sidste afsnit er anført,

"at han havde haft mulighed for at konstatere om de omhandlede fakturaer var tilstede i regnskabet, men havde ikke fået det gjort."

Han har ikke forklaret sådan til politiet, idet han ikke havde mulighed for at konstatere, om fakturaerne var til stede i regnskabet Han spurgte IU, om der var realitet bag fakturaerne, hvilket han bekræftede. Han overvejede ikke at rette henvendelse til fakturamodtageren. FDR står for Foreningen af Danske Revisorer. Hans forsikringsselskab har afvist dækning i denne sag.

IU har forklaret blandt andet, at G1 ApS skulle fremstille nogle fakturaer til G2 K/S for at dække over det sorte arbejde, der blev udført af G2 K/S' medarbejdere. UM var leder af G2 K/S. Vidnet fik 280.000 kr. for at fremstille de fiktive fakturaer til G2 K/S. Vidnet havde kendt A en del år og bad ham udarbejde regnskabet for G1 ApS, der forestod den daglige bogføring samt udarbejdede momsindberetningerne. Bilagsmaterialet lå på vidnets kontor. Politiet havde fjernet hans computer i forbindelse med en anden sag, og der var også sygdom hos hans personale. Faktura A0004 var ikke bogført i sidste års regnskab, fordi G1 ApS ikke havde nået det. Hverken han eller A kontrollerede, om faktura A0004 var bogført i sidste års regnskab. A stolede på ham, og han kunne ikke sikre sig, at fakturaerne maskinelt blev bogført eller indgik i momsregnskabet, før end regnskabet blev revideret. Han lavede nok et udkast til det svar, A skulle give SKAT. Han gav ham oplysninger om de faktuelle forhold omkring fakturaerne. A spurgte ikke, om der var realitet bag fakturaerne. Der var udstedt mange andre fakturaer til kunder, som A kendte, og derfor havde han ingen grund til at spørge. G1 ApS gik konkurs, og der var ingen penge på det tidspunkt. G1 ApS havde aldrig haft egen konto, idet midlerne stod på administrators konto. Der kom løbende indbetalinger, men de blev brugt lige så hurtigt igen til lønninger og andre udbetalinger. Han blev anholdt i oktober 2006.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved udstedelsen af erklæringen. På baggrund heraf har sagsøgeren lidt et tab på 800.500 kr. Det lidte tab er en kausal og adækvat følge af den af sagsøgte udviste uagtsomhed, og sagsøgeren har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt. På trods af sagsøgtes erklæring viste det sig efterfølgende, at samtlige 8 fakturaer udstedt af G1 ApS til G2 K/S, herunder de 4 fakturaer, som sagsøgte havde udtalt sig om, var fiktive, idet der ikke var leveret ydelser fra G1 ApS svarende til fakturaernes pålydende. Sagsøgeren regulerede på den baggrund i 2007 G2 K/S' momstilsvar i opadgående retning. Det tilbagebetalingskrav, der herved opstod, søgte sagsøgeren uden held at inddrive hos G2 K/S, der blev taget under konkursbehandling den 8. marts 2007. Der er ikke udsigt til at boets simple kreditorer opnår dividende, hvorfor kravet på 800.500 kr. må konstateres uerholdeligt, og sagsøgeren har derved lidt et tab af samme størrelse.

Sagsøgtes skrivelse af 20. januar 2006 er en erklæring, der er omfattet af den dagældende lov om statsautoriserede og registrerede revisorers § 1, stk. 2, jf. lov nr. 302 af 2003. Der er således tale om en erklæring, som ikke udelukkende er bestemt til hvervgiverens eget brug. Dette følger direkte af det forhold, at det var G1 ApS, der anmodede sagsøgte om at besvare henvendelsen fra sagsøgeren, hvorfor de afgivne oplysninger ikke var oplysninger bestemt til hvervgiverens (G1 ApS) brug, men derimod en navngiven tredjemand (sagsøgeren). Herudover er erklæringen afgivet på sagsøgtes revisionsvirksomheds brevpapir. Det forhold, at sagsøgte ikke måtte være blevet indbragt for Revisornævnet, er uden betydning for den retlige kvalifikation skrivelsen. Sagsøgte har således ved afgivelsen af erklæringen handlet som offentlighedens tillidsrepræsentant.

Det gøres på den baggrund gældende, at den relevante ansvarsnorm ved vurderingen af sagsøgtes adfærd er en skærpet professionsansvarsnorm. Subsidiært gøres det gældende, at sagsøgte er underlagt den almindelige culpanorm. Erklæringen indeholder ikke en beskrivelse af det af sagsøgte udførte arbejde, ligesom den heller ikke er forsynet med forbehold eller supplerede oplysninger, der kan henlede læseren på den usikkerhed, erklæringen var forbundet med. Sagsøgte har derved overtrådt den dagældende erklæringsbekendtgørelses § 17- 19 (bekendtgørelse nr. 1537 af 2004), og det gøres gældende, at sagsøgte allerede af denne årsag har handlet uagtsomt. Herudover er erklæringen objektivt forkert på følgende punkter:

Faktura A 0004 indgik ikke i regnskabet for G1 ApS for 1.4.2004-31.3.2005 og denne samt de tre øvrige fakturaer, hvorom sagsøgte udtalte sig, indgik ikke i G1 ApS' bogføringsmateriale og momsafregning. Sagsøgte har over for politiet forklaret, at han ikke forud for afgivelsen af erklæringen foretog kontrol af de oplysninger, som fremgik heraf. Ligeledes gav sagsøgte ved samme lejlighed udtryk for, at

"han havde haft mulighed for at konstatere om de omhandlede fakturaer var tilstede i regnskabet, men havde ikke fået gjort dette".

Sagsøgtes har derfor handlet uagtsomt ved at overtræde erklæringsbekendtgørelsen og ved at afgive en objektivt urigtig erklæring samt ved at undlade at udføre de for erklæringen nødvendige undersøgelser. Disse tre forhold er hver for sig og tilsammen udtryk for grov uagtsomhed, uagtet hvilken ansvarsnorm der lægges til grund for bedømmelsen.

Tabet på 800.500 kr. blev lidt som følge af den af sagsøgte udviste uagtsomhed, idet erklæringen indeholdt virkede bestemmende på sagsøgerens handlemåde. Den af sagsøgte udviste grove uagtsomhed sænker kravet til det bevis, der skal føres af sagsøgeren i så henseende.

Det bemærkes i sammenhængen, at det kan give anledning til misforståelse, når det - også i sagsøgerens tidligere processkrifter - er blevet anført, at sagsøgeren har godkendt G2 K/S' momsangivelser. Dette er ikke ganske korrekt, eftersom momsangivelser principielt ikke skal godkendes. Det påhviler erhvervsdrivende selv at momsangive korrekt. Medmindre SKAT efterfølgende ændrer en momsangivelse, eller såfremt angivelsen ændres på foranledning af skatteyderen selv, er den angivelse, der én gang er foretaget, for så vidt endelig. Der er derfor ikke tale om, at sagsøgeren har foretaget - eller skal foretage - noget aktivt i forbindelse med G2 K/S' angivelse af sit momstilsvar. Sagsøgeren kan vælge at foretage kontrol af de angivelser, der er foretaget, men det er klart, at en intensiv kontrol af angivelserne fra samtlige danske virksomheder ikke er muligt, ligesom en intensiv kontrol af en bestemt virksomheds angivelser må forudsætte, at der er konstateret betænkelige forhold, der ikke senere er blevet afkræftet.

G2 K/S blev på tidspunktet for sagsøgerens henvendelse til G1 ApS undersøgt af sagsøgeren, og det var på den baggrund, at sagsøgeren rettede henvendelse til G1 ApS. Skrivelsen bærer overskriften "Kontroloplysninger" og af indholdet fremgår, at den er afsendt som led i undersøgelsen af underleverandører indenfor rengøringsbranchen, herunder samhandlen mellem G2 K/S og G1 ApS. Henset til karakteren af sagsøgerens henvendelse må det have stået som åbenbart for sagsøgte - også henset til dennes hverv som revisor - at oplysningerne blev indhentet til brug for kontrol af hvorvidt der forelå et reelt samhandelsforhold mellem G2 K/S og G1 ApS. Sagsøgtes erklæring var efter sit indhold egnet til at bringe skattemyndighederne i den tro, at de fakturaer, der blev udstedt fra G1 ApS til G2 K/S dækkede over reelle transaktioner. Såfremt sagsøgeren ikke på baggrund af erklæringen havde fået oplyst, at de 4 fakturaer, som erklæringen direkte udtaler sig om, var reelle, ville sagsøgeren ved nærmere undersøgelse uden videre have konstateret, at de pågældende fakturaer var fiktive og ikke dækkede over reelle transaktioner.

Sagsøgeren ville derved have haft mulighed for at iværksatte foranstaltninger over for G2 K/S, der kunne have hindret tabet på såvel de første 4 som de efterfølgende 4 fakturaer i at opstå. Herudover ville sagsøgeren også have haft mulighed for at iværksætte inddrivelse i selskabets aktiver. Aktiver, der ikke blot kunne have bestået af selskabets kontante indestående, men også i f. eks. udestående fordringer.

Uanset om erklæringen kun udtaler sig direkte om de første fire fakturaer (A0004, A0015, A0019 og A0023), er der derfor kausalitet såvel mellem sagsøgtes uagtsomhed og det tab, der blev lidt i konsekvens af momsfradraget for disse fakturaer, som mellem sagsøgtes uagtsomhed og tabet, der blev lidt i konsekvens af momsfradraget for de fire efterfølgende fakturaer (A0026, A0027, A0028 og A0029).

Det lidte tab er en adækvat følge af den af sagsøgte udviste uagtsomhed. Det har således været påregneligt eller burde have været påregneligt for sagsøgte, at afgivelsen af en urigtig erklæring, der blev udarbejdet uden at de nødvendige undersøgelser var udført, kunne medføre tab for erklæringens adressat.

På baggrund af indholdet af sagsøgerens henvendelse til G1 ApS må det have fremstået klart for sagsøgte, at formålet med henvendelsen til G1 ApS var at opnå sikkerhed for, at samhandelsforholdet med G2 K/S var reelt. Sagsøgte hverken kunne eller burde have været i tvivl om, at såfremt det senere viste sig, at de fakturaer, sagsøgte udtalte sig om i erklæringen, var fiktive, da ville risikoen for, at sagsøgte led tab, være nærliggende. Det forhold, at sagsøgerens tab blev forårsaget bl.a. som konsekvens af strafbare forhold udvist af tredjemand, bevirker ikke, at tabet er inadækvat. Baggrunden for sagsøgerens henvendelse gik bl.a. ud på at opnå vished for, at formålet med G2 K/S' samhandel med G1 ApS ikke var at opnå uberettiget - og som det viste sig strafbar - berigelse på sagsøgerens bekostning. Også i relation til spørgsmålet om adækvans gøres det gældende, at den af sagsøgte udviste grove uagtsomhed sænker kravet til det bevis, der skal føres af sagsøgeren i så henseende.

Sagsøgeren har ikke udvist egen skyld og har iagttaget pligten til at søge sit tab begrænset. I relation til disse spørgsmål er afgørende, hvilke muligheder sagsøgeren havde for at forhindre samt begrænse det tab, der opstod som følge af G2 K/S' urigtige momsangivelser for 2005. De muligheder af præventiv karakter, der var indeholdt i den dagældende momslov, omfattede bl.a., at virksomheder kunne pålægges kreditbegrænsning efter momslovens § 62, stk. 1, således at de ikke længere kunne angive kvartalsvist, men derimod skulle angive og betale månedligt. Iværksættelsen af en sådan foranstaltning var - og er - imidlertid betinget af konstateringen af et eller flere forhold, der bl.a. omfatter, at den pågældende virksomhed har indbetalt moms m.v. for sent, at virksomheden ikke rettidigt har indsendt selvangivelse, eller at virksomhedens kapitalgrundlag er trukket ud af virksomheden, jf. momslovens § 62, stk. 1, og opkrævningslovens § 11, stk. 1. Udover at begrænse kreditperioden havde sagsøgeren på daværende tidspunkt endvidere mulighed for at kræve sikkerhedsstillelse efter den dagældende § 62, stk. 7, men dette var dog kun muligt, såfremt et pålæg om kreditbegrænsning ikke var efterlevet. G2 K/S opfyldte på tidspunktet for sagsøgerens henvendelse til sagsøgte ingen af ovenstående betingelser. Trods det forhold, at der var konstateret uregelmæssigheder med momsangivelsen for år 2004, var det således ikke lovligt muligt hverken at begrænse kreditperioden eller kræve sikkerhedsstillelse.

Arresten den 20. december 2005 blev foretaget på baggrund af undersøgelser af G2 K/S' momsangivelser for indkomståret 2004, og ingen af angivelserne for dette år vedrørte et samhandelsforhold med G1 ApS. Ultimo 2005 var sagsøgeren således opmærksom på, at momsforholdene for G2 K/S' vedkommende fordrede en nærmere undersøgelse, men det var på daværende tidspunkt hverken muligt at iværksætte kreditbegrænsning eller fordre sikkerhedsstillelse.

Den mulighed, sagsøgeren imidlertid havde, var at undersøge G2 K/S' samarbejdsforhold, og en sådan undersøgelse var netop, hvad der blev sat i værk ved henvendelsen til G1 ApS den 21. november 2005, som blev besvaret af sagsøgte ved erklæringen af 20. januar 2006. Herudover kunne sagsøgeren - i hvert fald på det teoretiske plan - have overvejet at indgive konkursbegæring mod G2 K/S på baggrund af det skyldige momstilsvar for 2004. Der var imidlertid i slutningen af 2005 ikke objektive holdepunkter for, at G2 K/S var insolvent, og såfremt dette ikke var tilfældet, ville betingelserne for afsigelse af konkursdekret ikke være til stede. Det må videre påpeges, at indgivelsen af en konkursbegæring for at stoppe G2 K/S' oparbejdelse af fremtidigt momstilsvar ville være en uproportional foranstaltning, når sagsøgeren på daværende tidspunkt ingen mistanke havde om, at selskabets andre samhandelsforhold, herunder med G1 ApS, var fiktive. Den proportionale foranstaltning, som sagsøgeren kunne foretage på daværende tidspunkt, var at undersøge om disse andre samhandelsforhold var reelle, hvilket sagsøgeren gjorde.

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at nedsætte sagsøgtes erstatningsansvar. Sagsøgte har handlet groft uagtsomt, hvorfor sagsøgtes forsikringsselskab afviser at yde dækning i forhold til den forsikring, som sagsøgte har tegnet.

Sagsøgte er forpligtet til at betale procesrente 30 dage efter sagsøgeren fremsendte anmodning om betaling af påstandsbeløbet den 20. februar 2008.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at sagsøgers tab relaterer sig til det forhold, at G2 K/S ikke har foretaget indbetaling af skyldig moms. Det bestrides, at der overhovedet foreligger et tab. Såfremt der måtte foreligge et tab skyldes dette, at ledelsen i G2 K/S bevidst og efter aftale med ledelsen i G1 ApS har produceret falske fakturaer, aflagt forkerte momsindberetninger og aflagt forkerte regnskaber, og at ledelsen i G2 K/S systematisk og på kriminel vis har tømt selskabet for midler med henblik på at unddrage betaling af moms og skat, samt at SKAT har udbetalt den negative moms til G2 K/S på et tidspunkt, hvor man var klar over, at selskabet ikke kunne betale sine forpligtelser. Midlerne i G2 K/S er løbende blevet fjernet fra selskabet uden, at der er afregnet skatter og afgifter. Der er tale om en systematisk unddragelse af skatter og afgifter, der har ledt til langvarige straffedomme mod de implicerede. Baggrunden for tabet i G2 K/S er, at IU og UM i fællesskab har planlagt og gennemført forsætlig momsunddragelse ved at gennemføre på forhånd aftalte kriminelle dispositioner mellem G1 ApS og G2 K/S.

Sagsøgte har ikke haft kendskab hertil, og har ikke foretaget dispositioner, der under sådanne omstændigheder kan medføre et ansvarsgrundlag. Derimod bevirker disse omstændigheder, at der må stilles særdeles skærpede krav til den bevisbyrde, sagsøger skal løfte for at der i nærværende sag kan statueres erstatningspligt. Sagsøgtes skrivelse af 20. januar 2006 er ikke en "erklæring" i Revisorlovens forstand, hverken i medfør af denne lovs § 1 stk. 2 eller § 1 stk. 3.

Skrivelsen er alene en helt sædvanlig standardbesvarelse af en materialeindkaldelse fra SKAT. Der er tale om uformel korrespondance, der ligger langt uden for Revisorlovens anvendelsesområde. En sådan uformel besvarelse er ikke omfattet af Revisorloven, og der er intet belæg for at (overfor)tolke indholdet af skrivelsen på anden vis. Det er ganske udokumenteret, at erklæringen skulle være omfattet af disse bestemmelser, hvilket da også har formodningen kraftigt imod sig al den stund, at sagsøgte ikke er blevet pålagt sanktioner i medfør af Erklæringsbekendtgørelsen. Sagsøgte er end ikke blevet indbragt for Revisornævnet, hvilket ligeledes dokumenterer, at skrivelsen ikke er udarbejdet i strid med god revisionsskik. Det bemærkes dog, at det slet ikke har betydning for sagen, om der måtte foreligge en "erklæring" i Revisorlovens eller Erklæringsbekendtgørelses forstand.

Revisors pligter i forbindelse med udstedelse af en erklæring begrænser sig til at rådføre sig med selskabets ledelse omkring de forhold, revisor skal erklære sig om. Revisor har således hverken mulighed for eller en selvstændig pligt til at påse, om selskabets fakturaer måtte dække over et "reelt indhold", hvilket i sagens natur ligger langt ude over revisors pligter. Revisor må således forlade sig på de forklaringer, der kommer fra ledelsen, hvilket går igen vedrørende samtlige revisionshandlinger omfattet af Erklæringsbekendtgørelsen. Såfremt sagsøgte havde spurgt ledelsen, om de omhandlede fakturaer var fiktive, ville sagsøgte næppe have fået et bekræftende svar. Det må derfor lægges til grund, at selv om sagsøgte faktisk havde rådført sig med selskabets ledelse, så ville han ikke have faet et svar, der ville have sat ham i stand til at svare anderledes på SKAT's forespørgsel. Erklæringens indhold ville således have været det samme, uanset sagsøgtes undersøgelser. Sagsøgte har med rette forladt sig på de informationer, selskabets ledelse har givet ham, og sagsøgte har ikke haft anledning til at tvivle på validiteten af disse informationer. Henset hertil, og til at ledelsen i begge selskaber har haft til hensigt at foretage systematisk momssvindel, som revisor ikke kan gardere sig imod, foreligger der ikke et ansvarsgrundlag for revisor.

Erklæringen udtaler sig i øvrigt ikke om de forhold, der gjorde sig gældende i G2 K/S, men omhandlede alene forhold i det selskab, som sagsøgte udtalte sig om. Det er sagsøgers egen risiko, hvorledes man vælger at anvende sagsøgtes skrivelse i forbindelse med den ligningsmæssige gennemgang af G2 K/S, som sagsøgte ikke har kendskab til. Det forekommer i øvrigt ganske mærkværdigt, at sagsøger ikke har rejst krav mod den revisor, der har bistået G2 K/S med indlevering af momsindberetninger og udarbejdelse af regnskaber.

Der er ikke årsagsforbindelse mellem sagsøgtes skrivelse af 20. januar 2006 og det påståede tab. Generelt gøres det gældende, at der først den 26. juni 2007 blev foretaget en ændring af momstilsvaret i G2 K/S, hvorved SKATs krav på tilbagebetaling af moms opstod. På dette tidspunkt var der allerede en momsgæld på 3,1 mio. kr. Det gøres derfor gældende, at sagsøgeren under ingen omstændigheder alligevel ville have opnået dækning af sit tilgodehavende, og at SKAT har ladet G2 K/S opbygge en anseelig momsgæld uden at forholde sig aktivt hertil.

Det er en forudsætning for at statuere årsagsforbindelse mellem sagsøgers skrivelse af 20. januar 2006 og det påståede tab, at SKAT har godkendt momsangivelse indeholdende de 4 første fakturaer i G2 K/S på baggrund af sagsøgtes skrivelse. Det bestrides som udokumenteret, at SKAT har godkendt momsangivelsen for G2 K/S som en direkte følge af sagsøgtes skrivelse. Det bestrides ligeledes som udokumenteret, at SKAT ville have foretaget ændringer af momsangivelserne for G2 K/S på et tidligere tidspunkt, hvis sagsøgtes skrivelse havde haft et andet indhold. Sagsøgerens efterrationaliseringer om, hvad SKAT muligvis ville have gjort under visse givne forudsætninger, kan i sagens natur ikke erstatte almindelige bevismæssige krav til sædvanlig dokumentation.

Rent tidsmæssigt relaterer sagsøgtes skrivelse sig alene til de fakturaer, der var udstedt pr. 20. januar 2006. Der er således ikke (tidsmæssig) årsagssammenhæng mellem sagsøgtes skrivelse og de fakturaer, der er udstedt efter 20. januar 2006.

Yderligere gøres det gældende, at SKAT allerede den 20/12 2005 foretog arrest i aktiver tilhørende G2 K/S til dækning af sit tilgodehavende. En arrest foretages alene, hvis der er fare for, at en kreditor ikke kan få fyldestgørelse for sit krav. Henset til sagsøgers manglende opfyldelse af sagsøgers opfordring 1-4 må det lægges til grund, at var en arrest ikke foretaget i december 2005, ville sagsøger ikke have fået fyldestgjort sit krav, som dette kunne opgøres pr. 20/12 2005. Henset til sagsøgers manglende opfyldelse af opfordring 1 må det ligeledes lægges bevismæssig til grund, at SKAT siden december 2005 har været klar over, at G2 K/S ikke har kunnet foretage betaling af sin moms. Det beror således på SKATs egne forhold, at man efter at have foretaget arrest til dækning af sit skatte- og momskrav selv vælger at udbetale yderligere momsbeløb (negativ moms) til G2 K/S.

Derved udbetaler SKAT selv det beløb, som man nu påstår at have tabt, men man udbetaler det vel vidende, at man ikke kan få fyldestgørelse fra G2 K/S. I stedet burde SKAT have modregnet den negative moms i sit eget tilgodehavende, som man (fortsat) ikke har modtaget. Da SKAT således har valgt at undlade at modregne momsudbetalingen i sit eget tilgodehavende, har SKAT selv aktualiseret det tab, der er opstået efter 20. december 2005.

Endelig gøres det gældende, at konkursen i G2 K/S skyldes det faktum, at ledelsen i dette selskab systematisk har tømt selskabet for midler. Dette har sagsøgers repræsentant selv redegjort for. Det må omvendt lægges til grund, at såfremt en sådan svigagtig og kriminel adfærd ikke havde fundet sted, var selskabet ikke gået konkurs, og tabet ville ikke være opstået.

Tabet skyldes således de kriminelle forhold i de to selskaber og ikke sagsøgtes forhold.

Det har ikke været påregneligt, at SKAT ville anvende sagsøgerens skrivelse af 20. januar 2006 som eneste argument for at godkende momsindberetningen i et andet selskab. Tabet i G2 K/S er ikke en påregnelig følge af sagsøgtes skrivelse, men derimod en påregnelig følge af de kriminelle og svigagtige forhold, der har været aftalt i ledelsen mellem de to selskaber.

Udstedelsen af de 8 falske fakturaer fra G1 ApS medfører, at dette selskab skal afregne den moms, der fremgår af fakturaerne. Såfremt G1 ApS har betalt denne moms, er det ganske berettiget, at G2 K/S fik det tilsvarende momsfradrag, og i så fald foreligger der intet tab.

Betingelsen om påregnelighed er således først opfyldt, såfremt det måtte have været påregneligt for sagsøgte, at både G2 K/S og G1 ApS ville gå konkurs, således at der samlet set ville opstå et tab for SKAT.

Det bestrides som udokumenteret, at G1 ApS ikke har indbetalt den tilsvarende moms, og det har ikke været påregneligt, at både G2 K/S og G1 ApS er gået konkurs.

Sagsøgeren har slet ikke dokumenteret, at der er udbetalt negativ moms af de fakturaer, der er genstand for nærværende sag. De helt grundlæggende krav til bevis for, at sagsøgeren har lidt et tab, er således ikke opfyldt. G2 K/S havde pr. 13. marts 2007 en momsgæld på 3,1 mio. kr. SKAT foretog ændringen af momsansættelsen i G2 K/S den 26. juni 2007, og først på dette tidspunkt opstod SKATs krav og dermed SKATs tab. Da G2 K/S er under konkurs og uden aktiver, kan det lægges til grund, at SKAT under ingen omstændigheder ville have fået dækning for det tab, der er indtalt under nærværende sag, idet SKAT allerede inden det påståede tab opstod, havde et tilgodehavende på 3,1 mio. kr.

Derimod har sagsøgeren siden december 2005 været vidende om, at G2 K/S ikke kunne betale sine skatter og afgifter, og man har desuagtet ladet stå til og forholdt sig passiv i denne forbindelse og desuagtet undladt at modregne den påståede udbetaling af negativ moms, man nu vil have erstattet, i sine andre tilgodehavender. Dette skal imidlertid ikke lastes sagsøgte i erstatningsmæssig henseende.

At der ikke foreligger et tab, kan også ses at, at det ikke er dokumenteret, at momsbeløbet ikke er afregnet som indgående moms af G1 ApS.

Rettens begrundelse og afgørelse

A var hverken statsautoriseret eller registreret revisor og var derfor ikke omfattet af den dagældende lov om statsautoriserede og registrerede revisorer. Skrivelsen af 20. januar 2006 til SKAT er som følge heraf ikke omfattet af denne lovs § 1, stk. 2. Hans erstatningsansvar skal således bedømmes efter de almindelige erstatningsregler.

Retten lægger til grund, at G2 K/S uberettiget for året 2005 fik et momsfradrag svarende til det påstævnte beløb på grundlag af 8 fiktive fakturaer udstedt af G1 ApS.

Retten finder det efter bevisførelsen godtgjort, at A i januar 2006 havde kendt IU i flere år, og at han var bekendt med, at han tidligere var straffet for økonomisk kriminalitet. Det burde have stået A klart, at baggrunden for SKATs henvendelse måtte være, at SKAT ville sikre sig, at der bestod et reelt samhandelsforhold mellem de to selskaber. Han udfærdigede efter en telefonisk anmodning fra IU skrivelsen af 20. januar 2006 vedrørende de 4 fakturaer udelukkende på baggrund af mundtlige oplysninger fra IU. Skrivelsen må betragtes som erklæring bestemt til brug for andre end hvervgiveren. Han fik ikke SKATs brev udleveret, og han foretog ingen undersøgelser for at sikre sig rigtigheden af de pågældende fakturaer eller de oplysninger, som han modtog fra IU, og som han videregav i erklæringen. På denne baggrund finder retten, at han ved udarbejdelsen af erklæringen har udvist en sådan grad af forsømmelighed, at han er erstatningsansvarlig over for SKAT.

De 8 fiktive fakturaer er udstedt i perioden fra marts 2005 til december 2005 og blev dermed anvendt til at nedbringe G2 K/S' momstilsvar i samme periode. G2 K/S' momsgæld var således allerede opstået ved udgangen af 2005.

SKAT foretog den 20. december 2005 en arrest i indeståendet på G2 K/S' bankkonto samt i 2 kundetilgodehavender for udført arbejde i perioderne 15. november - 20. december 2005 og 1. december 2005 - 20.december 2005. SKAT har ikke i tilstrækkeligt omfang redegjort for, hvorfor SKAT ved arrestens foretagelse var af den opfattelse, at G2 K/S fortsat var solvent og dermed i stand til at betale sin gæld til forfaldstid. SKAT indgav konkursbegæringen den 16. januar 2007, og gælden til SKAT var på det tidspunkt ca. 3,1 mio. kr.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder kurators cirkulæreskrivelser til kreditorerne i G2 K/S under konkurs, lægger retten til grund, at selskabets likvide midler løbende blev fjernet fra bankkontoen ved kontante hævninger, og at der ikke skete betaling af skatter og afgifter, samt at selskabets bagmænd systematisk deltog i momssvig.

Retten finder det ikke godtgjort, at der i januar 2006 eller senere var aktiver af betydning i selskabet til disposition for kreditorerne, hvorfor det heller ikke findes godtgjort, at SKAT efter arrestens foretagelse havde nogen reel mulighed for at få inddækket yderligere tilgodehavender.

På denne baggrund finder retten det ikke bevist, at indholdet af As erklæring var årsag til eller medvirkende årsag til tabet, hvorfor han frifindes.

Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal SKAT i sagsomkostninger betale 40.000 kr. til H1 Revision v/A til dækning af advokatsalær.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, H1 Revision v/A, frifindes.

Sagsøgeren, SKAT v/ Skattecenter Roskilde, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøgte med 40.000 kr.