Sagen drejer sig om anmodning om tilladelse til at indgive erklæringsskema i stedet for selvangivelse.
Landsskatterettens afgørelse
SKAT har givet afslag på anmodning om tilladelse til at indgive erklæringsskema i stedet for selvangivelse.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Sagens oplysninger
Repræsentanten har anmodet om, at institutionen for indkomståret 2008 og følgende indkomstår fritages for indsendelse af selvangivelse og i stedet overgår til at indgive erklæringsskema jfr. fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3.
Institutionens formål er efter vedtægternes § 2:
"- at yde hjælp til personer, der er psykisk udviklingshæmmede. Hjælpen skal fortrinsvis ydes i form af tilskud til ferieophold og ferierejser.
- at yde omsorg for og bistand til psykisk udviklingshæmmede i muligt omfang efter bestyrelsens nærmere bestemmelser og ved hjælp af de midler, hvorover institutionen disponerer.
Personer, der er hjemhørende i det tidligere Y1 Amt, skal være fortrinsberettigede."
Repræsentanten har over for Landsskatteretten oplyst, at der er indgivet selvangivelse for indkomståret 2008, og at der i dette indkomstår var en fortjeneste på 3.917.827 kr. fra salget af "ejendommen Y2". Der er også betalt skat på 902.900 kr. af årets resultat. Repræsentanten har fremlagt kopi af årsregnskab samt selvangivelse for indkomståret 2008 for Landsskatteretten.
Repræsentanten har endvidere oplyst, at institutionen er skattepligtig efter fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Skattecentrets afgørelse
SKAT har givet afslag på anmodning om tilladelse til at indgive erklæringsskema i stedet for selvangivelse.
Ifølge SKAT kan tilladelsen ikke gives, fordi det er afgørende for tilladelsen, at fonden er underlagt offentligt, statsligt eller kommunalt økonomisk tilsyn. Da fonden ifølge vedtægterne ikke er underlagt et sådant tilsyn, kan tilladelsen ikke gives. SKAT har fremhævet, at det ikke er nok, at der i bestyrelsen sidder medlemmer fra Y1 Byråd eller Y1 Amtsråd/Region.
Dispensationsreglen i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3, administreres yderst restriktivt. Dispensationen kan i henhold til loven gives til fonde, der anvender overskuddet til formålet, og hvor forholdene i øvrigt taler herfor. Der kan ikke gives tilladelse til fonde, der vedtægtsmæssigt helt eller delvis tillægger medlemmer af bestemte familier en fortrinsret til uddelinger, eller til at indtage særlige stillinger mv. (familiefonde). Fonde, der ikke udelukkende varetager almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, bør i almindelighed ikke kunne opnå tilladelse til at afgive erklæring i stedet for selvangivelse. Omvendt vil det forhold, at en fond varetager almennyttige eller på anden måde almenvelgørende formål ikke i sig selv kunne begrunde en tilladelse. Det er ikke en betingelse for at opnå tilladelse, at fonden ikke har indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at bestemmelsen tænkes anvendt på f.eks. landsdelsteatre, spejderhytter o. lign., som har ringe indtægt (det vil sige ringe indtægt før fradrag for uddelinger m.v.) Det er dog afgørende for tilladelsen, at fonden på anden måde end via SKAT, er undergivet statsligt eller kommunalt tilsyn (økonomisk tilsyn).
Med hensyn til praksis på området har SKAT henvist til afgørelse fra Skatteministeriet, dateret den 26. juni 1989, afgørelse fra ToldSkat, dateret den 6. november 1992, og afgørelse fra ToldSkat, dateret den 22. marts 2002. Af disse tre afgørelser fremgår det, at der skal være et statsligt eller kommunalt økonomisk tilsyn med fonden, hvis der skal gives tilladelse til at indsende erklæringsskema i stedet for selvangivelse.
Klagerens påstand og argumenter
Institutionens repræsentant har nedlagt påstand om, at der gives tilladelse til, at indgive erklæringsskema i stedet for selvangivelse.
Til støtte for ansøgningen om tilladelse til at afgive erklæring i stedet for at indgive selvangivelse for så vidt angår indkomståret 2008 og senere indkomstår har repræsentanten henvist til fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3, hvorefter en sådan tilladelse kan gives af skatteministeren for så vidt angår fonde, der udelukkende anvender overskuddet til formålet, og hvor forholdet i øvrigt taler herfor.
I henhold til vedtægternes § 2 har institutionen udelukkende almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, således at institutionen i den skattepligtige indkomst vil kunne fradrage samtlige uddelinger og hensættelser, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1 og 4.
I skrivelsen af 10. november 2009, hvori det endelige afslag til ansøgning blev meddelt, har Skattecentret støttet sig meget til tre administrative afgørelser, ligesom afslaget synes inspireret af indholdet af Ligningsvejledningen afsnit S.H.26.2, hvor det bl.a. hedder:
"Ligesom det er afgørende for tilladelsen, at fonden på anden måde end via SKAT er undergivet statsligt eller kommunalt tilsyn."
Dette udsagn er der ikke noget retskildemæssigt belæg for i lovteksten, lovens forarbejder eller afgørelser af Landsskatteretten eller domstolene. Udsagnet er ikke bindende for skatteyderne, Landsskatteretten og domstolene.
Udsagnet er i øvrigt urigtigt, det institutionen er undergivet tilsyn af Civilstyrelsen, hvis tilsyn i dagens Danmark er mindst ligeså effektivt som den hensygnende ligningskontrol, som der pt. foretages foretaget af SKAT.
Om SKATs juridiske vejledninger - herunder Ligningsvejledningen - hedder det på SKATs hjemmeside bl.a.:
"I det omfang vejledninger og styresignaler derimod er normative (dette vil sjældent være tilfældet for SKATs meddelelser) d.v.s., at indholdet indeholder selvstændige fortolkningsbidrag til den vedtagne lov, der ikke bygger på lovens forarbejder, er vejledningerne og meddelelserne ikke bindende for skatteyderne, skatteankenævnene, Landsskatteretten og domstolene."
De tre af skattecentrets påberåbte, ikke offentliggjorte og meget kortfattede administrative afgørelser må så meget mindre have nogen retskildeværdi og er dermed følgelig ikke bindende for skatteyderne, Landsskatteretten og domstolene.
Repræsentanten gør gældende, at der i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3, klart er hjemmel til at give institutionen tilladelse til at indgive erklæring i stedet for selvindgivelse.
Bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3, (oprindeligt nr. 4) blev indsat i fondsbeskatningsloven ved lov nr. 106 af 15. februar 1989, Lempelse af selvangivelsespligt, lovforslag nr. L 173.
Som begrundelse for gennemførelse af fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3, er det i bemærkningerne til lovforslaget anført:
"Herudover er det hensigten, at det kun er i særlige tilfælde, at ikke almennyttige fonde kan opnå tilladelse til at afgive erklæring."
Institutionen har udelukkende almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Den i forarbejderne til lovforslaget anførte restriktion gælder derfor ikke for nærværende institution. Tværtimod lægger formuleringen op til, at der ikke skal gælde en indskrænkende fortolkning for så vidt angår almennyttige fonde.
Videre hedder det i bemærkningerne til lovforslaget:
"Lovforslaget vil betyde en meget væsentlig administrativ lettelse. Lempelsen af selvangivelsespligten vil få virkning for lidt under halvdelen af de fonde, der er omfattet af fondsbeskatningsloven. Disse fonde behøver således ikke at udarbejde en egentlig selvangivelse, men kan nøjes med at indsende en erklæring samt et eksemplar af årsregnskabet. Tilsvarende vil lovforslaget bevirke en væsentlig lettelse for de kommunale skattemyndigheder.
Provenumæssigt vil lovforslaget stort set være neutralt, idet der alene er tale om et kontrolspørgsmål. For så vidt angår fonde, der driver museer, idrætsanlæg, kollegier, lette kollektivboliger og ældreboliger, vil der i øvrigt sjældent være tale om overskudsgivende virksomhed."
At yde støtte til evnesvage og psykisk udviklingshæmmede personer er et formål, der indlysende ækvivalerer de formål, der er angivet i bemærkningerne til lovforslaget.
Det er også væsentligt at fremhæve, at hovedformålet med lovforslaget var lette det administrative besvær for skattemyndighederne, jf. også titlen på lovforslaget "Lempelse af selvangivelsespligt".
Den "retsopfattelse", der gives udtryk for i Ligningsvejledningen S.H.26.2 samt de i strid med lovens forarbejder anførte grunde, kan åbenbart ikke legitimere, at man i nærværende sag ikke vil give tilladelse til, at der kan indgives erklæring i stedet for selvangivelse.
Ligningsvejledningen S.H.26.2 er åbenbart selvmodsigende. I overensstemmelse med lovens forarbejder udtales det i Ligningsvejledningen S.H.26.2.:
"Ved vurderingen lægges der endvidere vægt på, om indgivelse på erklæring i stedet for selvangivelse vil indebære en administrativ lempelse for SKAT."
Det er ubestridt af skattecentret, at det dette vil være tilfældet i nærværende sag.
Når henses til de bestræbelser på at lette det administrative arbejde for skatteyderne og skattemyndighederne, som skatteministeren vedblivende påstår, at han tilsigter, og når hensyn tages til, at skatteministeren vedblivende påstår, at en lettelse af det administrative arbejde for skattemyndighederne vedrørende sager af ringe fiskal interesse vil frigøre ressourcer til øget kontrol med komplicerede skattesager af større fiskal interesse, forekommer Ligningsvejledningens retsstridige udsagn og de i retligt henseende ubehjælpsomme og irrelevante administrative afgørelser om fortolkningen af fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3, i retlig henseende totalt at være uden retskildeværdi.
Repræsentanten har undersøgt, hvorfra kravet om offentligt tilsyn stammer. Repræsentanten har over for Landsskatteretten forklaret, at efter den civile fondslovs § 1, stk. 3, kan fondsmyndigheden bestemme, at en fond, som på en anden måde end efter denne lov er undergivet et vist statsligt, regionalt eller kommunalt tilsyn, helt eller delvis skal være undtaget fra loven, jf. hertil Lennart Lynge Andersen, Fonde og foreninger I, 6. udg., p. 93 ff. Bestemmelsen omtales også i LV 1987 for selskaber, p. 26 f. Det er ikke tilstrækkeligt, at (dengang) den kommunale skatteforvaltning alene får tilsendt det reviderede årsregnskab.
At stille kravet i relation til fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3, beror imidlertid på den misforståelse, at efter denne bestemmelse kan en fond fritages for at være omfattet af loven, hvis de er undergivet et andet offentligt tilsyn. Nærværende fond er omfattet af fondsloven, og fondsmyndighedens (Civilstyrelsens) tilsyn prioriteres højere end tilsyn fra skattemyndigheder.
Når fonden er omfattet af fondsloven, er der ikke behov for andet offentligt tilsyn end det tilsyn, som Civilstyrelsen udfører.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
I henhold til fondsbeskatningslovens § 15, stk. 3, nr. 3, kan fonde, som nævnt i samme lovs § 1, nr. 1 og 4, der udelukkende anvender overskuddet til formålet, og hvor forholdene i øvrigt taler herfor, af told- og skatteforvaltningen få tilladelse til at indgive erklæring i stedet for selvangivelse.
Det bemærkes, at det på baggrund af fondens vedtægter og regnskab lægges til grund, at fonden udelukkende anvender overskuddet til formålet.
Videre bemærkes, at hvorvidt fonden er underlagt et offentligt tilsyn, som anført i SKATs afgørelse, ifølge loven ikke er afgørende for vurderingen af anmodningen om tilladelse til at indgive erklæringsskema i stedet for selvangivelse.
Af bemærkningerne til forlag til lov om ændring af fondsbeskatningsloven, lovforslag L 173 1988/89-1, fremgår det, at visse fonde, når særlige grunde taler for det, konkret kan få tilladelse til at indsende erklæring i stedet for selvangivelse. Endvidere fremgår det, at der særligt er tænkt på fonde uden nævneværdig indkomst til beskatning, såsom el-værker, teaterfonde, landsdelsorkestre, spejderhytter m.v., hvor det også vil være en administrativ lettelse, hvis der i stedet for selvangivelse indgives erklæring.
Henset til fondens formue og afkastet heraf, herunder at den fortjeneste, som fonden opnåede ved salget af "Y2", ikke kan siges at være af et så ubetydeligt omfang, som forudsat i lovens forarbejder, og til, at der ikke ses at være forhold, der taler for at give tilladelse til at indgive erklæring, stadfæstes SKATs afslag på anmodningen.