Dato for udgivelse
03 Feb 2010 14:03
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Jan 2010 12:52
SKM-nummer
SKM2010.104.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-183902
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Multimediebeskatning, fagforening, mobiltelefon, PC
Resumé

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at ulønnede personer i en fagforenings sektorbestyrelse kan omfattes af ligningslovens § 7M, stk. 3, hvorefter ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller frivillige, ulønnede medhjælpere ikke skal betale multimedieskat af de multimedier, som de får stillet til rådighed til brug for vedkommendes bistand som led i en forenings skattefri virksomhed eller hjemmeværnets virksomhed.

 

Hjemmel
Ligningsloven § 7 M
Reference(r)
-
Henvisning
Ligningsvejledningen afsnit A.B.2.7.1
Henvisning
A.B.1.9.4
Redaktionelle noter

Skatterådets bindende svar blev påklaget til Landsskatteretten. Se SKM2010.823.LSR.

Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at ulønnede personer i spørgers sektorbestyrelse kan omfattes af ligningslovens § 7M, stk. 3.

2. Vil en skattefritagelse efter ligningslovens § 7M, stk. 3 kræve en tro og loveerklæring vedrørende en mobil?

Svar

1. Nej

2. Bortfalder

Skatterådets afgørelse

1. Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.

2. Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har gennem de seneste år opbygget organisationen således, at valgte tillidsrepræsentanter og bestyrelsesmedlemmer har mulighed for at betjene medlemmerne om faglige spørgsmål, afholde elektroniske møder, læse og sende mails samt have adgang til andre oplysninger og programmer vedrørende det faglige arbejde.

Mange af bestyrelsesmedlemmerne har ikke via deres arbejde eller privat adgang til en computer, hvorfor spørger vil stille en computer til deres rådighed for udførelse af de opgaver hvervet som bestyrelsesmedlem kræver.

De pågældende valgte personer er ikke ansat af spørger og modtager ikke egentligt honorar for deres arbejde. Der kan fremkomme situationer, hvor de pågældende f.eks. har modtaget tabt arbejdsfortjeneste, hvis bestyrelsesmødet kræver, at mødet m.v. sker i de valgtes arbejdstid.

Det kan også forekomme, at bestyrelsesmedlemmer får stillet en mobiltelefon til rådighed for udførelsen af bestyrelsesarbejdet.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgers afdeling har ingen erhvervsmæssige aktiviteter/indtægter, således som dette er defineret i fondsbeskatningsloven.

Det er spørgers opfattelse, at bestyrelsesmedlemmerne er omfattet af ligningslovens § 7M, idet både de og spørgers afdeling opfylder betingelserne i § 7M, 1. pkt.

Personerne, fordi de er ulønnede og yder bistand i foreningens skattefri virksomhed.

Spørger er bekendt med, at ligningsrådet i SKM2001.446.LR har besvaret spørgsmål a la nærværende, men det er spørgers opfattelse, at ligningslovens § 7M ikke kun omfatter foreninger, som beskattes efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Disse foreninger kan i øvrigt også have skattepligtige indtægter, da kun omsætning med medlemmer er fritaget for beskatning, hvilket efter praksis ikke diskvalificerer dem fra at anvende reglerne i ligningslovens § 7M vedrørende den frivillige, ulønnede hjælp, som udføres i vedrørende de skattefrie aktiviteter.

Det er endvidere spørgers opfattelse, at afgrænsningen af at ligningslovens § 7M kun skulle anvendes af foreninger, som beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, heller ikke synes angivet hverken i lovteksten eller i bemærkningerne til L 113 (1993/1994), da det eneste, som er angivet i bemærkningerne er, at "Bestemmelsen omfatter alene foreninger, der udøver skattefri virksomhed. Foreninger som omfattes af bestemmelsen vil eksempelvis være idrætsforeninger, spejderorganisationer, og foreninger med et almengørende eller almennyttigt formål, herunder humanitære organisationer og religiøse samfund". Skatterådet har senest i SKM2009.281.SR bekræftet, at politiske partier er omfattet af ligningslovens § 7M, selvom disse ikke er omfattet af de eksempler, som er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, hvilket bekræfter, at der ikke er tale om en udtømmende liste. Hvis lovgiver var af den opfattelse, at ligningslovens § 7M kun kan finde anvendelse af foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, ville en direkte henvisning i lovteksten have klargjort dette.

Faglige organisationer blev fra indkomståret 1987 delvis skattepligtige efter reglerne i fondsbeskatningslovens §§ 1 og 8. Formålet med at overføre faglige organisationer til beskatning fra selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 til fondsbeskatningsloven var et ønske om at beskatte afkastet af "strejkefondene". Disse var ikke selvstændige fonde, men en del af de faglige organisationers samlede formuer, hvorfor det var nødvendigt at inddrage hele organisationen under fondsbeskatningsloven.

De faglige aktiviteter som organisationen udfører for det kontingent, medlemmerne betaler, er jf. praksis ikke omfattet af fondsbeskatningslovens § 8. Det anføres endvidere i ligningsvejledningen 2009-1, S.H.18, at omsætning med medlemmer er skattefri aktivitet, hvis aktiviteten giver underskud.

Ud fra det foranstående, er det spørgers opfattelse, at spørgers afdeling kan anses for en skattefri virksomhed, som på lige fod med f.eks. politiske partier kan omfattes af ligningslovens § 7M, da bestyrelsesmedlemmernes ulønnede arbejde er af fagpolitisk karakter.

Det er endvidere spørgers opfattelse, at den eventuelle udbetalte tabte arbejdsfortjeneste, jf. praksis (bl.a. SKM2001.446.LR) ikke anses som en løn, der diskvalificerer anvendelsen af ligningslovens § 7M.

Med hensyn til spørgsmål 2, som kun er relevant, hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, er det spørgers opfattelse, at en tro og loveerklæring ikke er påkrævet, da ligningslovens § 16, stk. 12, jf. ligningslovens § 7M, stk. 3, ikke finder anvendelse, og at privat anvendelse af f.eks. mobiltelefoner er skattefri.

SKATs indstilling og begrundelse

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget som lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv. som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges private benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Ligningslovens § 7 M, stk. 3 angiver, at personer, der er omfattet af denne bestemmelses stk. 1 eller 2, ikke er skattepligtige af privat rådighed over multimedier, der sædvanligvis er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12.

Retspraksis:

SKM2001.446.LR

Ligningsrådet tiltrådte, at fagforeninger falder uden for kredsen af foreninger, der er omfattet af ligningslovens § 7 M. Samtidig tiltrådte rådet, at der udbetales vederlag, når der udbetales godtgørelser der overstiger de af Ligningsrådet fastsatte satser for godtgørelser efter ligningslovens § 7 M.

SKM2009.281.SR

Skatterådet bekræftede, at et politisk parti kan udbetale skattefri rejse og befordringsgodtgørelse til ulønnede medlemmer, medhjælpere og ledere jfr. LL §7M.

Skatterådet afviste at tage stilling til indberetningspligt for udbetalinger jfr. spm. 1. SKAT udtaler dog vejledende at det er SKATs opfattelse, at der ikke i henholdt til SKL § 7 og 7A er pligt til at indberette udbetalinger omfattet af LL § 7M.

Spørgsmål 1:

Kan Skatterådet bekræfte, at ulønnede personer i spørgers sektorbestyrelse kan omfattes af ligningslovens § 7M, stk. 3?

Ligningslovens § 7M, stk. 3 medfører, at ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller frivillige, ulønnede medhjælpere ikke skal betale multimedieskat af de multimedier, som de får stillet til rådighed til brug for vedkommendes bistand som led i en forenings skattefri virksomhed eller hjemmeværnets virksomhed.

Af forarbejderne til ligningslovens § 7M (L113 1993/1994) fremgår, at der skal være tale om foreninger, der udøver skattefri virksomhed:

"Bestemmelsen omfatter alene foreninger, der udøver skattefri virksomhed. Foreninger som omfattes af bestemmelsen vil eksempelvis være idrætsforeninger, spejderorganisationer og foreninger med et almenvelgørende eller almennyttigt formål, herunder humanitære organisationer og religiøse samfund."

Fagforeninger er omfattet af fondsbeskatningsloven, jf. fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 3, litra a. Der er således ikke tale om en skattefri virksomhed, som det er krævet i ligningslovens § 7M. I SKM2001.446.LR udtalte Ligningsrådet, at fagforeninger falder uden for kredsen af foreninger, der er omfattet af ligningslovens § 7M, under hensyn til forskellene i skattepligtsforholdene.

Spørgers argumentation omkring, hvordan fagforeningerne blev omfattet af fondsbeskatningsloven på grund af strejkefondene ændrer ikke på det faktum, at en fagforening ikke er en skattefri virksomhed.

Skatteministerens svar i SKM1999.S 3102, der resulterede i at et politisk parti i SKM2009.281.SR blev anset for omfattet af Ligningslovens § 7 M, angik specifikt politiske partier, og der kan ikke siges at være en sådan lighed mellem en fagforening og et politisk parti, at svaret kan udbredes til også at omfatte en fagforening.

SKAT finder, at spørgers sektorbestyrelse ikke er omfattet af ligningslovens § 7M, stk. 3.

SKAT har ikke taget stilling til, hvorvidt spørgers sektorbestyrelse kan anses for at være ulønnede i relation til ligningslovens § 7M.

SKATs indstilling:

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med nej.

Spørgsmål 2:

Vil en skattefritagelse efter ligningslovens § 7M, stk. 3 kræve en tro og loveerklæring vedrørende en mobil?

Spørger har oplyst, at besvarelsen af spørgsmål 2 ikke er relevant, såfremt der svares nej til spørgsmål 1.

Spørgsmålet bortfalder således.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.