åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "G.20.8 Afgiftsgodtgørelse - Virksomheder der har reduceret udledningen af NOx" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

For nye eller for eksisterende anlæg, der enten har eller fremadrettet får foretaget tiltag, hvorved udledningen af NO2-ækvivalenter til luften begrænses, kan der ydes godtgørelse af afgift.

Godtgørelsen svarer til differencen mellem på den ene side den i bilag 2 angivne emissionsfaktor i forhold til indfyret brændsel og anlægstype, og på den anden side anlæggets dokumenterede emissionsfaktor for det pågældende indfyrede brændsel sat i forhold til den i bilag 2 angivne emissionsfaktor, og herefter multipliceret med den samlede afgiftsbetaling for det pågældende indfyrede brændsel for den periode, som der anmodes om godtgørelse for.

Godtgørelse kan alene ske, når anlæggets dokumenterede emissionsfaktor enten ligger mere end 20 pct. under emissionsfaktoren i bilag 2, eller den årlige emission ligger mindst et ton under den til emissionsfaktoren i bilag 2 svarende emission.

Tiltag, der begrænser udledningen, kan også bestå i, at anlæggets udformning, konstruktion eller lignende gør, at udledningen er mindre end den i bilag 2 angivne emissionsfaktor. For disse anlæg kan der også anmodes om godtgørelse, hvis ovennævnte minimumkrav er opfyldt.

Dokumentation

Virksomheder med anlæg, hvor udledningen af NO2-ækvivalenter til luften begrænses, skal i virksomhedens regnskabsmateriale have dokumentation for, at udledningen af NO2-ækvivalenter til luften er begrænset som angivet ovenfor De skal kunne dokumentere beregningsmetoden for reduktionen af afgiftsbetalingen og den beregnede afgift.

Dokumentationen for udledning under de faktiske forhold kan bestå af en eller flere af følgende former for dokumentation:

    1. En garanti for niveauet for udledningen af NO2-ækvivalenter fra leverandøren af det pågældende anlæg, reduktionsudstyr eller serviceydelse, som begrænser udledningen af NO2-ækvivalenter,
    2. Målinger med miljømæssigt formål foretaget ved afleveringen af det pågældende anlæg, reduktionsudstyr eller serviceydelse, som begrænser udledningen af NO2-ækvivalenter,
    3. De seneste afrapporteringer i overensstemmelse med den gældende miljølovgivning.

    I de tilfælde, hvor miljølovgivningen periodisk kræver målinger, der gennemføres under hensyn til miljøgodkendelser og gældende miljølovgivning, skal de seneste miljøafrapporteringer indgå som en del af dokumentationsgrundlaget for opgørelsen.

    SKAT kan forlange, at begrænsningen af udledningen af NO2-ækvivalenter til luften dokumenteres ved en stikprøvemåling foretaget under driftsforhold svarende til de, som var gældende for den eller de afgiftsperioder for hvilke, der anmodes om godtgørelse. Udgiften hertil afholdes af virksomheden.

    Opgørelsesperiode

    Opgørelsen af godtgørelsen sker årligt på basis af betaling af afgift i kalenderåret. Anmodning om godtgørelse skal indsendes til SKAT senest 3 måneder efter udløbet af kalenderåret. Registrerede virksomheder kan anmode om den årlige godtgørelse ved at anføre beløbet på afgiftsangivelsen.

    Eksempel 1

    Anlægget har en naturgasmotor, og har ifølge en akkrediteret måling fået målt en emissionsfaktor på 100 g NOx/GJ indfyret naturgas og har i 2010 haft et naturgasforbrug på 500.000 m3.

    1) Er anlægget berettiget til refusion af NOx afgift?

    2) Hvis ja, hvad udgør godtgørelsesbeløbet?

    Ad 1: Godtgørelse af NOx afgift er betinget af, at anlægget emissionsfaktor vedrørende det pågældende brændsel ligger 20 % under standardemissionsfaktoren i bilag 2 eller at anlægget man udleder mindst et tons under den til standardemissiosfaktoren i bilag 2 svarende emission.

    Standardemissionsfaktoren er 140 g NOx/GJ for naturgas til motorer, jf. bilag 2.

    Målt på emissionsfaktor kriteriet ligger anlægget ((1-100/140)×100 %) 28,57 % under standardemissionsfaktoren, hvormed virksomheden er berettiget til godtgørelse vedrørende dette anlæg.

    Målt på reduktion i NOx mængde kriteriet er udledningen 792 kg under standardemissionsfaktoren (140 g NOx/GJ - 100 g NOx/GJ) × (39,6 MJ/m3 x 500.000 m3 / 1000) = 792.000 g. Efter dette kriterium kan der således ikke opnås refusion.

    Ad. 2: Da det ene af de to kriterier er opfyldt, er anlægget berettiget til refusion.

    Afgiftssatsen for naturgas til motordrift udgør 2,8 øre/m3.

    Afgiften udgør: 500.000 m3 x 0,028 kr./m3 = 14.000 kr.

    Godtgørelsen kan opgøres således: (140 g NOx/GJ-100 g NOx/GJ)/140 g NOx /GJ × 14.000 = 4.000 kr.

    Eksempel 2

    Et fjernvarmeværk der fyrer med flis. Værket har en indfyret effekt på mere end 1.000 kW. Der er i 2010 forbrændt 22.300 tons træflis med en brændværdi på 9,44 GJ/tons.

    1) Er anlægget berettiget til refusion af NOx afgift?

    2) Hvis ja, hvad udgør godtgørelsesbeløbet?

    Ad 1: Emissionsfaktoren for anlægget ved forbrænding af det pågældende træflis er ved akkrediteret måling målt til = 83 g NOx/GJ

    Standardemissionsfaktoren for træflis udgør 100 g NOx/GJ, jf. bilag 2.

    Målt på emissionsfaktor kriteriet ligger anlægget (100-83/100)×100 = 17 % under standardemissionsfaktoren, hvilket ikke berettiger refusion.

    Målt på reduktion i NOx mængde kriteriet ligger emission i vægt under standardemissionsfaktoren med ((100 - 83 g/GJ ) × 22.300 tons × 9,44 GJ/tons = 3.578.704 g) 3.579 kg. Efter dette kriterium kan virksomheden således opnå godtgørelse idet den årlige emission ligger mindst et ton under den til standardemissionsfaktoren i bilag 2 svarende emission.

    Ad. 2: Da det ene af de to kriterier er opfyldt, er anlægget berettiget til godtgørelse.

    Afgiftssatsen for træflis udgør 0,50 kr./GJ.

    Afgiften udgør: 22.300 tons × 9,44 GJ/tons × 0,50 kr./GJ = 105.256 kr.

    Godtgørelsen udgør (100-83 g NOx/GJ)/100 g NOx/GJ × 105.256 = 17.894 kr.