Det anbefales, at dokumentationen indeholder:
- En liste over alt bilagsmateriale
- En liste over andet baggrundsmateriale, der lægges til grund ved værdiansættelsen.
1. Liste over alt bilagsmateriale, der er vedlagt
Værdiansættelsesrapporten bør, udover selve bilagsmaterialet, tillige indeholde en liste over vedlagt bilagsmateriale, dels for at sikre, at der er overblik over, hvad der er fremlagt i sagen, og dels for at kunne adskille materialet fra en efterfølgende uddybning.
2. Liste over materiale, der er anvendt til værdiansættelsen, men som ikke er vedlagt
Værdiansættelsesrapporten bør tilsvarende ledsages af en liste over det materiale, som ikke er fremlagt i sagen, men som er anvendt som led i værdiansættelsen og kan forelægges på forespørgsel.
Eksempler på relevant bilagsmateriale kunne være:
- Årsregnskaber for virksomheden
- Datagrundlag for fastlæggelse af cashflow
- Datagrundlag for fastlæggelse af diskonteringsfaktor
- Datagrundlag for beregning af multiple
- Datagrundlag for valg af forskellige peer-gruppes
- Kildeangivelse på udsagn der indgår i værdiansættelsen, herunder dokumentation i form af korrespondance, rapporter mv.
- Litteraturliste
- Kontrakt for overdragelse
- Forklaring på alle beregninger og/eller beregningsmodel i elektronisk form