Dokumentationen bør som udgangspunkt altid indeholde en regnskabsanalyse og en opstilling af historiske regnskabstal, som gør det muligt at vurdere de forudsætninger, der er anvendt i værdiansættelsen, herunder beskrivelse/analyse af:

  1. Analyse og justeringer af sidst tilgængelige årsregnskab
  2. Historisk regnskabsanalyse for virksomheden
  3. Validering af forudsatte budgetter eller lignende.  

1. Analyse og justeringer af årsregnskab

For det sidst tilgængelige årsregnskab, der ligger til grund for værdiansættelsen, må der foretages en beskrivelse og analyse af væsentlige regnskabsmæssige poster, der anvendes ved værdiansættelsen. Afhængigt af valg af værdiansættelsesmetode kan det eksempelvis være opgørelse af markedsværdien for nettorentebærende gæld, opstilling af relevante rentabilitetsnøgletal mv.

Alle justeringer af regnskabsmæssige poster må forklares og begrundes. Dette kunne eksempelvis være justeringer, der foretages med henblik på at sikre, at den anvendte regnskabspraksis er konsistent med regnskabspraksisen for anvendt sammenlignelighedsgrundlag, hvilket er af central betydning ved anvendelse af relative værdiansættelsesmetoder (multiple). Ved samme metode må det endvidere sikres, at værdiansættelsen foretages i forhold til et normaliseret aktivitetsniveau for virksomheden, hvormed periodisk afvigende resultater mv. ikke kommer til at danne grundlag for de fremtidige forventninger.

2. Historiske regnskabstal

Ved vurdering af budgetter, projekteringer, fremskrivninger mv. er det som udgangspunkt relevant at sammenligne med udviklingen i de historiske resultater. Det er eksempelvis udviklingen i omsætning, de enkelte omkostninger, investeringer i anlægsaktiver, tilgodehavender, varelager, driftslikviditet, driftsgæld, overskudsgrad og afkastningsgrad.

Den relevante bagudrettede periode afhænger af de konkrete omstændigheder, herunder relevante konjunkturer, forretnings- og produktcyklusser mv. for den virksomhed, der værdiansættes. De historiske regnskabstal skal opstilles på en konsistent måde, der sikrer sammenlignelighed både indenfor perioden og i forhold til de fremadrettede budgetter eller lignende værdiansættelsesgrundlag.

3. Validering af forudsatte budgetter eller lignende

Denne validering kan være i forhold til de historiske regnskabstal for virksomheden eller i forhold til historiske regnskabstal for sammenlignelige virksomheder.

Valideringen kan foretages med reference til relevante kritiske værdiansættelsesfaktorer. For beskrivelse og dechifrering af kritiske værdiansættelsesfaktorer kan der eventuelt henvises til dupont-pyramiden, se eksempelvis R&R 2006.09.12.