Parter

H1X A/S
(advokat Ole Sigetty)

mod

SKAT, Hovedcentret (tidl. Skatteministeriet)
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Jon Stokholm og Poul Dahl Jensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 13. afdeling den 16. november 2005.

Påstande

Appellanten, H1X A/S, har påstået indstævnte, SKAT, Hovedcentret, dømt til at betale 1.396.470,91 kr. med tillæg af procesrente principalt fra den 29. januar 1998, subsidiært fra den 19. april 2002, mere subsidiært fra sagens anlæg.

SKAT, Hovedcentret, har påstået stadfæstelse.

Påstandsbeløbet fremkommer ved fra det modregnede beløb, 1.884.201 kr., at trække det beløb på 487.730,09 kr., som H1X har anerkendt som modregningsberettiget.

Anbringender

SKAT, Hovedcentret, har yderligere anført, at H1X ikke i kraft af en aftale med F2 Bank kan anvende sikkerhedsstillelsen, ambifordringen, på sine egne tilgodehavender hos H2 A/S, men alene på fordringer mod H2, som H1X også havde fået tiltransporteret fra F2 Bank. Det er ikke dokumenteret, at H1X har fået tiltransporteret noget krav fra F2 Bank.

H1X har anført, at selskabet i forbindelse med transporten erhvervede F2 Banks fordring, og at selskabet i øvrigt har krav mod H2, som overstiger påstandsbeløbet.

H1X har yderligere anført, at SKAT ikke kan støtte ret på erklæringen af 12. maj 1998, idet den kan tilsidesættes som ugyldig i kraft af aftalelovens § 29, subsidiært § 33, under hensyn til, at kammeradvokaten havde indgivet konkursbegæring samt truet med politianmeldelse.

SKAT har bestridt, at der er grundlag for at anse erklæringen af 12. maj 1998 for ugyldig i medfør af aftalelovens § 29 eller § 33.

Supplerende sagsfremstilling

Det er oplyst, at den selvskyldnerkaution over for F1 Bank, som H2 stillede i april 1993, vedrørte et lån på 2 mio. kr.

Transporterklæringen af 5. april 1993 er sålydende

"Til sikkerhed for ethvert beløb uanset skyldgrund, som underskrevne

H2 A/S (tidl. H2X A/S)

nu er eller senere måtte blive skyldig til

F1 Bank A/S

herunder enhver af bankens afdelinger og filialer, meddeler vi herved banken uigenkaldelig transport i vort krav imod

Told- og Skattestyrelsen

(ToldSkat)

vedrørende tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag (ambi) m.v., opgjort til kr. 2.505,294,00."

Om sagsforløbet i 1998 fremgår i hovedtræk følgende

Retsforliget om ambikravet, der gik ud på betaling af 2,4 mio. kr. med tillæg af renter, eller i alt ca. 4,6 mio. kr., blev indgået den 7. januar 1998. Ved brevet af 29. januar 1998 gennemførte ToldSkat modregningen for 1.884.201 kr., og udbetalingen af det overskydende forligsbeløb på 2.774.461 kr. skete til H2 i umiddelbar tilknytning til dette brev. Transporten af ambikravet fra F2 Bank til H1X blev - uden at A underrettede F2 Bank om forliget med skattevæsenet - aftalt den 9. februar 1998. Transporten til H1X fandt således sted, efter at skattevæsenets modregering var gennemført, og beløbet på 2.774.461 kr. var blevet udbetalt til H2. Herefter rejste H1X ved brev af 5. marts 1998 krav over for ToldSkat om udbetaling af dette beløb til sig. Da H1X fastholdt kravet, anmodede kammeradvokaten i telefonsamtaler samt ved brev af 30. april 1998 til H2 om tilbagebetaling af det "fejlagtigt udbetalte beløb stort kr. 2.505.294,- ".

Da H2 var ude af stand til at betale beløbet, indgav kammeradvokaten konkursbegæring mod H2 den 30. april 1998 efter forinden at have tilkendegivet over for A, at der ville blive indgivet konkursbegæring mod dette selskab samt politianmeldelse, såfremt H1X fastholdt kravet om udbetaling af 2.774.461 kr. Herefter udstedte H1X erklæringen af 12. maj 1998 om "at frafalde ethvert krav over for Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen v/ToldSkat i anledning af, at ToldSkat den 29. januar 1998 til advokat SL på vegne H2 A/S fejlagtigt udbetalte kr. 2.505.294,- idet det tiltrædes at betalingen er sket med frigørende virkning for Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen v/ToldSkat i forhold til såvel transporthaver som transportgiver".

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaringer af VP, NP, LK, SL, MJ, BR, KB samt supplerende forklaring af A.

VP har forklaret, at han i 1993 var kundechef i F2 Bank, hvilken stilling han også besad i 1998. F2 Bank overtog engagementet med HH-koncernen fra F1 Bank. I forbindelse med overtagelsen af engagementet foretog F2 Bank ikke en kreditvurdering, hvilket ikke er sædvanligt. Baggrunden herfor var, at det i ledelsen var besluttet, at F2 Bank skulle overtage engagementet fra F1 Bank. F2 Bank ejede en betydelig del af aktierne i F1 Bank, og der var personsammenfald i de to ledelser. Ledelserne fandt, at engagementet var blevet for stort til F1 Bank, og havde derfor besluttet, at det skulle overgå til F2 Bank.

Det er hans erfaring fra F2 Bank, at pengeinstitutter ved transport får sikkerhed i såvel hovedkravet som renter. Dette er også fortrykt i dokumenterne. Han mener ikke, at han har set eksempler, hvor pengeinstitutter alene har fået transport i hovedstolen.

F2 Bank transporterede sikkerheden videre til H1X, fordi man ikke tillagde fordringen en større værdi. Man havde oprindelig haft en forventning om, at pengene ville komme af sig selv. I virkelighedens verden var ambisagerne komplicerede og F2 Bank ville ikke selv have haft mulighed for at føre en sådan sag uden et samarbejde med A. F2 Bank fik 1,2 mio. kr. for fordringen. Han husker det som, at det gik meget hurtigt - timer - fra A henvendte sig omkring videreoverdragelsen, og til at transporten blev underskrevet. Da de underskrev transporten, vidste de ikke, at der var indgået et forlig. Det ville ikke have ændret deres holdning, hvis de havde kendt til forliget. I de tilfælde, hvor F2 Bank ikke anvender fortrykte dokumenter ved transportpåtegning, vil de normalt udtrykkeligt skrive, at sikkerhedsstillelsen er inkl. renter.

NP har forklaret, at han fra 1986 blev ansat som kreditchef i F1 Bank, hvilket han fortsat var i det tidlige forår i 1993. Han fik herefter et nyt job fortsat med kreditvurdering, men med en mere tilbagetrukket tilværelse. Engagementet med HH-gruppen var begyndt før hans ansættelse i banken. Han blev mere direkte involveret i HH-gruppen fra begyndelsen af 1991. Der var i marts 1993 et ønske fra ledelsen om at få strammet op på engagementet med HH-gruppen. Dette engagement var blandt de største, hvis ikke det største, i banken. I slutningen af 1990 fik banken alvorlige økonomiske problemer, og bankens egenkapitalforhold blev således, at HH-gruppens engagement påkaldte sig interesse fra ekstern revision og Finanstilsynet. Banken var usikker på engagementet og ville have en opstramning på sagsgange, sikkerheder og regnskabsopfølgning. Baggrunden var blandt andet selskabernes egenkapitalforhold og koncernstrukturen, der var meget indviklet med flere krydsejerskaber. Det var bankens opfattelse, at den bestemmende indflydelse i selskabet lå hos A. Han ved ikke, om banken ønskede sikkerhed i både hovedstol og renter eller kun i hovedstolen, men det er hans opfattelse, at banken ville have sikkerhed i alt det, der var. Han ved ikke, om der var andre eventuelle tilgodehavender. Transporten af 5. april 1993 er ikke et fortrykt dokument, men det ligner en standardiseret formulering af en transportpåtegning der kan være kommet fra en brancheforening, sikkert De Lokale Pengeinstitutter. Det ligner den transport, der sædvanligvis blev brugt ved transport af simple fordringer Han husker ikke, om han selv har skrevet transporten, eller om det er en anden, men han har sandsynligvis som led i sin stilling godkendt den. Han ved ikke, hvad "m.v." dækker over. Han husker ikke, om han har set brevet af 14. juli 1993 fra ToldSkat. Han mener, at engagementet på det tidspunkt allerede var overdraget til F2 Bank. Engagementet blev overført til F2 Bank i midten af 1993. Han husker ikke, om han har drøftet transporten med ToldSkat. Sædvanligvis vil de, når de modtager en noteringspåtegning, gennemgå denne. Hvis der er forbehold, vil de overveje, om forbeholdet kan accepteres. Han deltog kun i begrænset omfang ved overdragelsen af engagementet til F2 Bank. Han varetog kun den praktiske gennemførelse af overdragelsen. Hvis banken opsagde kreditterne, ville banken ikke gå konkurs, selv om HH-gruppen ikke kunne betale gælden, da der allerede i 1991 fra F2 Bank i forbindelse med nytegning af aktier var sket afdækning af engagementet.

LK har forklaret, at han er tidligere direktør i H2X A/S (H2 A/S). F1 Bank var i februar 1993 blevet utryg ved det store engagement, som HH-gruppen havde med banken. Engagementet skulle derfor drøftes. Banken ville have sikkerhed i det hele. Efter transporterklæringens underskrivelse var han og A til et møde med direktøren, hvor det blev understreget, at transporten var inkl. renter. Renterne kunne først opgøres, når sagen var færdig. Han mener, at "m.v." i transporterklæringen betyder renter, hvilket også flere gange blev understreget af direktøren på mødet.

Advokat SL har forklaret, at han har været advokat for HH-gruppen i 20 år. Han foretog meget forskellig erhvervsrelateret rådgivning for HH-gruppen, bortset fra skatterådgivning. Han varetog ambisagen for H2 A/S. Den 20. august 1997 fremsatte kammeradvokaten et forligsforslag vedrørende H2s tilbagesøgningskrav på ambi. Kammeradvokaten foreslog kravet opgjort til 2,4 mio. kr. med tillæg af renter beregnet efter skatteministerens svar af 24. april 1992. Han vidste godt, at kravet var pantsat. Han husker, at A sagde, at det var pantsat "med hud og hår". Han og A diskuterede det ikke specifikt, men han opfattede det som, at pantsætningen omfattede renter. Han har givetvis set transporten af 5. april 1993, men han husker det ikke. Han husker heller ikke, om han har set noteringspåtegningen af 14. juli 1993. Afregningen af forligsbeløbet med renter blev sendt til H2X A/S direkte fra skattevæsenet. Den 5. marts 1998 sendte han et brev til ToldSkat, hvor han på vegne af H1X og som transporthaver krævede beløbet på 2.774.461 kr. udbetalt til H1X A/S. Han overvejede ikke, om modregningen var berettiget, hverken for så vidt angår skattekravene eller for så vidt angår modregningsbetingelserne. Han har - måske lidt naivt - antaget, at modregningen var berettiget. Han fandt efterfølgende ud af, at pengene var blevet brugt i H2 blandt andet til betaling af kreditorer. Han drøftede derfor med A, at det ikke var klogt at fastholde kravet om udbetaling af beløbet til H1X A/S, da anvendelse af beløbet i H2 formentlig var strafbart, såfremt kravet blev fastholdt. A accepterede dette, hvorfor han sendte brevet af 23. marts 1998 til ToldSkat, hvor H1X efter hans opfattelse frafaldt kravet. Erklæringen af 12. maj 1998 er derfor efter hans opfattelse overflødig.

MJ har forklaret, at han i 1993 og i 1998 var erhvervsrådgiver i F2 Bank. Han var ikke involveret i overdragelsen af engagementet fra F1 Bank til F2 Bank. I 1998 deltog han i et møde, hvor fordringen blev overdraget fra F2 Bank til H1X for 1,2 mio. kr. De mente selv, at det var et fornuftigt beløb, også taget i betragtning, at F2 Bank ikke selv kunne føre sagen. Han husker ikke, hvor stor fordringen var på det pågældende tidspunkt. Det er sjældent, at der er vedhængende renter på en fordring, som de får i pant. Det er hans opfattelse, at såfremt der er vedhængende renter, er disse omfattet af pantsætningen. Han er sikker på, at F2 Bank modtog beløbet på 1,2 mio. kr. samtidig med, at fordringen blev transporteret til H1X. F2 Bank fik ikke herved dækket hele sit engagement, men han ved ikke, hvor stort tabet var.

BR har forklaret, at han i 1993 var direktør i F1 Bank. Han gik på pension primo 2001. Bankens engagement med HH-gruppen var bankens næststørste engagement. Banken var i marts 1993 utryg ved engagementets størrelse i forhold til, at det var en lille bank. Såfremt engagementet ville blive nødlidende, kunne det blive livstruende for F1 Bank. Sikkerheden i fordringen omfattede efter hans opfattelse såvel hovedstol som renter. Banken ønskede sikkerhed i så meget som muligt og derfor også renterne. Det vil derfor efter hans opfattelse ikke give mening ikke at tage pant i renterne. Han husker ikke, om han har set transporterklæringen af 5. april 1993, men han vil tro det. Han kan ikke i dag huske, om han dengang mente, at formuleringen i transporterklæringen omfattede renterne. Når han i dag ser "m.v." i transporterklæringen, vil han mene, at han dengang ville have opfattet dette som omfattende renter og det løse, og at beløbet 2.505.294 kr. var opgjort pr. dato inkl. renter. Han kan ikke huske, om banken fik pant i andre tilgodehavender. Banken fik ikke pant i aktierne på grund af, at der var værnsbetingelser i aktionæroverenskomsten. A påtog sig heller ikke personlig hæftelse. De vurderede derfor, at der ikke var sikkerhed nok til, at F1 Bank forsvarligt kunne fortætte engagementet. Moderbanken, F2 Bank, overtog derfor engagementet. Han deltog ikke i kreditvurderingen af engagementet. Han har ikke set noteringspåtegningen af 14. juli 1993 fra ToldSkat. Da transporterklæringen blev udstedt, havde F2 Bank ikke over for F1 Bank erklæret at ville afdække et tab på engagementet. De vurderede, at der var stor risiko for, at de af H2 stillede kautioner blev aktualiseret, men han husker ikke, hvor stort et beløb de vurderede, der kunne blive tale om. Han kan ikke sige, om det generelt var sædvanligt, at der i opgjorte beløb indgik renter eller ej. Det var afhængigt af den specifikke sag. Han er ikke i stand til at redegøre for metoden for beregning af renterne efter skatteministerens svar af 24. april 1992. Sagen var speciel. Han kan ikke huske, om det var ambisagen, der var en speciel sag, eller det var engagementet, der var specielt for så vidt angår renterne.

Direktør A har vedstået sin forklaring gengivet i Vestre Landsrets dom af 16. november 2005. Han har forklaret, at beløbet på 2.505.294 kr., der fremgår af transporterklæringen af 5. april 1993, stammer fra en opgørelse af hovedkravet, som han har lavet sammen med ToldSkat, og beløbet indeholder ikke renter. Det er korrekt, at han og LK havde et møde med banken, hvor han foreslog, at de kunne få sikkerhed i ambipengene. Der var på det tidspunkt afsagt en højesteretsdom, hvorved det blev klart, at kravet havde en eller anden værdi. Han vidste ikke, hvornår de ville få pengene. De kom også til at vente meget længe og udtog derfor til sidst stævning. Da beløbet blev indført i transporterklæringen, kunne de ikke opgøre renterne. Det var meningen, at banken skulle have sikkerhed i hele kravet inkl. renter. I 1993 ejede A alene en lille del, ca. 15 % af H1X. BB-familien ejede de resterende 85 %. Han havde på et tidspunkt et møde med skattedirektøren for ToldSkat. På mødet blev det drøftet, at de ikke kunne få kravet på ambi to gange. A blev truet med politianmeldelse og fængselsstraf samt med konkursbegæring mod H2. Han underskrev efterfølgende erklæringen af 12. maj 1998. Han havde på dette tidspunkt ikke genrejst kravet på det beløb, der med urette var betalt til H2. På mødet med ToldSkat blev det alene drøftet, at kravet ikke kunne rejses to gange. Berettigelsen af modregningen blev ikke drøftet. Efter at erstatningssagen var forligt med G1, fortsatte patentsagen ved Patentankenævnet Det af H1X udlagte beløb på 2-3 mio. kr. for H2 vedrører blandt andet udgifter fra erstatningssagen og patentsagen. I årsregnskabet for 97/98 pr. 30. juni 1998 er som lån til H1X A/S angivet 1,1 mio. kr., hvor der den 30. juni 1997 er angivet 0 kr. Baggrunden er, at ikke alle udgifter, som H1X afholdt for H2, blev bogført og fremgår derfor heller ikke af regnskabet. I en mellemregningskonto mellem H1X og H2 er den første postering den 30. juni 1998 en aktualiseret kautionsforpligtelse på 1,1 mio. kr. Han kan ikke huske, hvad denne kautionsforpligtelse vedrørte, eller hvornår der er sket betaling i henhold til denne. Der kan godt mellem de to selskaber være udstedt fakturaer, der er ført på andre konti. Han husker ikke, om det har været tilfældet. Også henover perioden er derfra H2 sket betaling af beløb. Han mener ikke, at selskabet havde fået pengene, da transporterklæringen blev underskrevet den 9. februar 1998. Han vidste, at pengene kom, og ønsket at gøre en handel med F2 Bank. Han oplyste ikke over for F2 Bank, at der var indgået forlig. De handlede om prisen for fordringen. Han havde forinden drøftet købet af fordringen med medejerne.

Advokat KB har forklaret, at det var ham, der konciperede erklæringen af 12. maj 1998. Baggrunden herfor var, at han modtog en henvendelse fra ST fra ToldSkat i april 1998, da regionen var af den opfattelse, at der var sket en fejludbetaling, da man havde udbetalt et beløb til H2 på trods af, at der var noteret transport til tredjemand. På tidspunktet for udbetalingen var man ikke bekendt med transporten til H1X, men man havde noteret transporten til F2 Bank. Efter udbetalingen var ToldSkat blevet kontaktet af advokat SL, som fremlagde kopi af transport, hvorefter H1X var berettiget til at oppebære beløbet. Efter en del korrespondance i marts 1998 havde H1X stillet krav om udbetaling i henhold til transporten, men advokat SL havde senere frafaldet det på en måde, så man ikke endeligt kunne sige, om det kunne rejses igen. Der havde været drøftelser med A i hans egenskab af aktionær i H2, og han havde oplyst, at beløbet var anvendt til betaling af kreditorer. Det førte til forskellige drøftelser, herunder om man var forpligtet til at udbetale beløbet en gang til.

Han har aldrig deltaget i møder om sagen, men har alene haft telefoniske drøftelser herom og udfærdiget korrespondance.

Den 28. april 1998 havde han telefonisk kontakt med VJ fra ToldSkat. Konklusionen på samtalen var, at ToldSkat utvivlsomt havde foretaget en fejludbetaling, hvorfor der var risiko for, at de skulle betale en gang til, hvis kravet blev rejst igen. Der var i den situation et tilbagesøgningskrav mod H2, som blev yderligere bestyrket ved, at der var personsammenfald mellem H1X A/S og H2 i kraft af A. Det var også opfattelsen, at A havde handlet strafbart ved at anvende det udbetalte beløb. De blev enige om, at han skulle tage kontakt til A, hvilket han gjorde den 28. april 1998. Under samtalen med A tilkendegav han, at der var sket en fejludbetaling, som transportgiver måtte have indset, og at transportgiver var forpligtet til at returnere beløbet eller videregive det til transporthaver. Han tilkendegav endvidere, at ToldSkat havde et tilbagebetalingskrav mod H2, og at det var relevant at overveje at indgive konkursbegæring samt at overveje, om de personer, der havde været involveret i ikke at returnere beløbet, havde gjort sig skyldige i en overtrædelse af straffelovens § 277.

A ville gerne udsætte en endelig løsning af sagen til det næste bestyrelsesmøde, som skulle afholdes i perioden den 15. til 25. maj 1998. En udsættelse af sagen var forbundet med det problem, at det udbetalte beløb efter As egen forklaring var anvendt til betaling af kreditorer, hvorfor der var risiko for at miste en omstødelsesadgang, hvis man afventede bestyrelsesmødet. Derfor blev det tilkendegivet, at beløbet skulle være betalt senest den 30. april 1998 kl. 12.00, ellers ville der blive indgivet konkursbegæring mod H2. En sådan begæring var baseret på hans gennemgang af regnskaberne, der viste, at passiverne væsentligt oversteg aktiverne. A tog budskabet til efterretning.

ToldSkat modtog intet beløb den 30. april 1998, hvorfor der blev indgivet konkursbegæring, som blev fremsendt ved telefax samme dag. Der blev ikke umiddelbart berammet møde i skifteretten.

Han blev den 1. maj 1998 telefonisk kontaktet af advokat SL, som oplyste, at han henvendte sig som advokat for H1X, A og H2. Advokat SL orienterede om sin egen rolle i sagen, herunder om "ambisagen". Han oplyste også, at han havde modtaget beløbet efter forlig med Skatteministeriet, og at beløbet blev videresendt til H2. Han blev først efterfølgende orienteret om transporten og rettede derfor i marts 1998 henvendelse til ToldSkat på vegne af H1X og anmodede om at få udbetalt beløbet. Han valgte herefter at udtræde af sagen, da han fandt, at det ville være amoralsk at kræve betaling en gang til. Det var i anledning af kammeradvokatens henvendelser, at han var blevet kontaktet af A med henblik på rådgivning.

Han oplyste, at han var villig til at overveje en løsning, særligt fordi tidspresset var mindre, efter at konkursbegæringen var indgivet, og fristdag var etableret. Derfor endte det med, at de i fællesskab opnåede en berammelse i skifteretten den 13. maj 1998 kl. 11.00, så de havde tid til at finde en løsning.

I samme periode skete der også det, at han efter aftale med ToldSkat udfærdigede et udkast til politianmeldelse, som blev fremsendt til regionen den 4. maj 1998 med henblik på regionens kommentarer.

Næste gang, han havde telefoniske drøftelser i sagen, var den 11. maj 1998, hvor advokat SL kontaktede ham. Advokat SL oplyste, at han havde afholdt møde med H2 og H1X, og at det var hans forventning, at H1X ville være indstillet på at afgive en erklæring om, at de ville frafalde kravet. SL spurgte, om der var særlige ønsker til formuleringen af en sådan erklæring, hvorefter det blev aftalt, at han skulle koncipere et udkast. SL oplyste endvidere, at der mellem H1X og H2 etableredes to transporter på H2s krav mod skattevæsenet, og disse transporter ville blive fremsendt til notering hos ToldSkat. Han modtog en kopi af transporterne den 11. maj 1998.

Under samtalen spurgte advokat SL, om der vil komme et strafferetligt efterspil. Han oplyste, at der ikke kunne handles om indgivelse af politianmeldelse, men at konkursbegæringen eventuelt kunne tilbagekaldes.

På baggrund af de oplysninger, der var kommet frem i telefonsamtalerne, udarbejdede han et udkast til den erklæring, som senere blev erklæringen af 12. maj 1998. Udkastet blev fremsendt samtidig til ToldSkat og advokat SL.

Det var ikke et selvstændigt spørgsmål, hvad transporten omfattede på daværende tidspunkt. Det indgik ikke i hans overvejelser, hvorvidt beløbet på 2.505.294 kr. indeholdt renter af den tiltransporterede ambifordring. Det indgik ej heller i hans overvejelser, om renterne af den tiltransporterede ambifordring også var omfattet af transporten. Det var hans rolle at løse det problem, at ToldSkat havde udbetalt et beløb, og han opfattede det sådan, at transporten var beløbsmæssigt maksimeret til 2.505.294 kr. Han er usikker på, om han havde set forliget i ambisagen. Den holdning, han opererede ud fra, var, at transporthaver ikke kunne få udbetalt mere end 2.505.294 kr.

Der er ikke fra SL eller fra anden side blevet stillet spørgsmål til beløbet på 2.505.294 kr. Transporten på beløbet 1.884.201 kr. blev nævnt af advokat SL, men advokaten redegjorde ikke nærmere for beløbet.

Højesterets begrundelse og resultat

Det fremgår ikke udtrykkeligt af transporterklæringen af 5. april 1993 til F1 Bank vedrørende ambi-kravet på 2.505.294 kr., om renter heraf er omfattet af transporten i tillæg til det anførte beløb på 2.505.294 kr. ToldSkat anførte i sin noteringspåtegning af 14. juli 1993 til F1 Bank, at "Virksomheden har transporteret arbejdsmarkedsbidrag max. kr. 2.505.294,00 til Dem". Banken gjorde ikke indsigelse over for noteringspåtegningen. H1X tiltrådte endvidere i sin erklæring af 12. maj 1998, at det beløb, som skulle have været udbetalt til transporthaveren, udgjorde 2.505.294 kr. Herefter tiltræder Højesteret, at transporten må anses for beløbsmæssigt begrænset til 2.505.294 kr.

Der er intet grundlag for at anse erklæringen af 12. maj 1998 for uforbindende for H1X i medfør af aftalelovens § 29 eller § 33.

Da ToldSkat med betalingen af 2.774.461 kr. til H2 A/S har udbetalt et beløb, der overstiger den transporterede del af fordringen, og da denne betaling i henhold til erklæringen af 12. maj 1998 er sket med frigørende virkning i forhold til transporthaveren, tiltræder Højesteret, at H1X ikke kan rejse yderligere krav mod skattevæsenet på grundlag af transporten. Allerede af denne grund stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1X A/S betale 125.000 kr. til SKAT, Hovedcentret.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.