Dato for udgivelse
16 Dec 2008 14:15
SKM-nummer
SKM2008.999.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
08-153551
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Virksomheder + Fradrag og afskrivninger
Emneord
Skønsposter, forbrug af egne varer, privat andel af udgifter til telefon, el, vand, olie, gas, privat hestehold, privat anvendelse af biler
Resumé

SKAT har fastsat vejledende mindstesatser for handlendes forbrug af egne varer, privat andel af telefonudgifter, privat andel af elektricitet, vand og varme, privat hestehold samt bilforhandleres private anvendelse af biler.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-4 E.B.2.1

SKAT har fastsat følgende vejledende mindstesatser vedrørende 2009:

1. Handlendes forbrug af egne varer

Handlende, der udtager varer fra lageret til eget forbrug, skal i princippet løbende bogføre det private forbrug. Foreligger der ikke en registrering af eget forbrug, må værdien heraf ansættes skønsmæssigt.

Til brug ved udøvelsen af dette skøn har SKAT fastsat nedenstående vejledende mindstesatser for forskellige varegrupper. For den enkelte handlende skal værdien ansættes ved en individuel sammensætning af værdien af de varegrupper, som den pågældende handlende har i sin forretning:

Fødevarer

12.320 kr.

Drikkevarer

  3.760 kr.

Tobak

  2.280 kr.

Andet

  3.680 kr.

De ovenfor nævnte tre hovedgrupper: Fødevarer, drikkevarer og andet er sammensat af følgende varegrupper:

Fødevarer:

Brød, mel, gryn, kager, pasta, ris o.l.

  2.350 kr.

Kød og kødvarer

  2.640 kr.

Fisk og fiskevarer

     640 kr.

Mælk, fløde, ost, æg, smør, margarine, olier mv.

  2.390 kr.

Frugt, grøntsager og kartofler

  2.170 kr.

Kaffe, te, kakao og sukker

  1.700 kr.

Andre fødevarer

     430 kr.

Drikkevarer:

Sodavand o.l.

 1.250 kr.

Spiritus og likør

    330 kr.

Vin, port-, frugt-, hedvin, champagne o.l.

 1.140 kr.

Øl

    770 kr.

Andre drikkevarer

    270 kr.

Andet:

Rengørings- og pudsemidler og -udstyr

   550 kr.

Planter, blomster, gødning o.l.

   940 kr.

Aviser og tidsskrifter

   790 kr.

Toiletartikler og andre småting til personlig pleje

1.400 kr.

For beklædning og fodtøj er fastsat følgende satser:

Beklædning

3.130 kr.

Fodtøj

   820 kr.

Ovenstående satser er ekskl. moms og svarer til 1 forbrugsenhed.

Værdien af husstandens samlede skønnede forbrug kan opgøres således:

  • Første person i husstanden over 14 år medregnes med 1 forbrugsenhed.
  • Alle efterfølgende personer over 14 år medregnes hver med 0,5 forbrugsenhed.
  • Børn under 14 år medregnes hver med 0,3 forbrugsenhed.
  • Ved drikkevarer indeholdende alkohol medregnes kun voksne, der er fyldt 18 år.
  • Ved tobak medregnes kun voksne, der er fyldt 18 år.

I alle tilfælde er det alderen ved indkomstårets begyndelse, der er afgørende for vægtningen.

Værdien af varegrupper, der ikke er omfattet af satserne, må medregnes efter et konkret skøn.

For restauratører m.v. skal satserne lægges til grund med et passende tillæg for eventuelle manglende varegrupper. Hvor restauratøren ikke selv udfører arbejdet i restauranten, må der tillige foretages et skønsmæssigt tillæg for lønudgifter.

2. Privat andel af telefonudgifter

a. Telefon uden for arbejdsstedet

En telefon anses skattemæssigt for at være placeret uden for arbejdsstedet, hvis

  • telefonen er placeret i hjemmet eller fritidshus og lign.
  • telefonen er placeret i virksomheden, når denne drives fra hjemmet, og der kun er én telefon
  • telefonen er en mobiltelefon, der anvendes delvis privat

a.1. Abonnementsudgift

Erhvervsdrivende kan ikke fradrage abonnementsudgifter til telefon uanset den erhvervsmæssige anvendelse, hvis telefonen anses for at være placeret uden for arbejdsstedet.

Hvis en mobiltelefon tages med hjem, er der formodning for, at den også benyttes privat, og abonnementsudgiften kan ikke fradrages. På tilsvarende måde må en mobiltelefon, som installeres i en firmabil, der er til rådighed for privat kørsel, formodes at blive benyttet privat.

a. 2. Samtaleudgift

Anvendelse af den vejledende mindstesats for private samtaleudgifter forudsætter, at den erhvervsdrivende ikke efter de almindelige regler kan fremlægge behørig dokumentation eller sandsynliggøre størrelsen af den erhvervsmæssige samtaleudgift.

For erhvervsdrivende, som anvender én eller flere telefoner uden for arbejdsstedet til erhvervsmæssige samtaler, fastsættes mindsteværdien af privatsamtalerne vedrørende telefon nr. 1 til 1.840 kr. ekskl. moms.

Værdien af privatsamtalerne vedrørende hver af de øvrige telefoner fastsættes efter et konkret skøn.

Hvis den faktiske samtaleudgift ikke overstiger 1.840 kr. ekskl. moms, anses hele udgiften for at være privat.

b. Telefon på arbejdsstedet

Erhvervsdrivende kan fradrage abonnementsudgifter til telefon, selv om telefonen også anvendes privat, hvis telefonen er placeret på arbejdsstedet.

For erhvervsdrivende, som benytter en telefon på arbejdsstedet til private samtaler, fastsættes mindsteværdien af de private samtaler til 1.840 kr. ekskl. moms. Såfremt den faktiske samtaleudgift ikke overstiger 1.840 kr. ekskl. moms pr. år, anses hele udgiften for privat.

3. Privat andel af elektricitet, vand og varme

Privat andel af elektricitet, vand og varme fastsættes på grundlag af følgende oplysninger om det årlige forbrug:

Elforbrug

Til opvarmning

80 kwh. pr. m²

Til varmt vand for 1-4 personer

3.000 - 3.600 kwh

Til lys og husholdning

for lejligheder

2.000 kwh

for parcelhuse

4.000 kwh

Vandforbrug

For en person fastsættes vandforbruget til 113 liter pr. døgn.

Olieforbrug

For et 1-familiehus på 120-130 m² fastsættes olieforbruget til 2.500 l.

Gasforbrug

For et 1-familiehus på 120-130 m² fastsættes gasforbruget til 2.200 m³.

4. Privat hestehold

Udgifterne til hestehold, der ikke er erhvervsmæssigt, ansættes til 2.680 kr. ekskl. moms pr. hest.

5. Privat anvendelse af biler. Brugtvogns- og bilforhandlere.

Bilforhandlere, herunder brugtvognsforhandlere, der privat anvender biler, der indgår i virksomhedens varelager, skal beskattes af værdien heraf.

Biler med en salgspris på over 300.000 kr. er ikke omfattet af denne meddelelse. Værdien af den private anvendelse af sådanne biler beskattes på baggrund af en konkret vurdering, hvor der bl.a. henses til bilernes markedsværdi.

Såfremt der ikke er ført kørebog, der efter sædvanlige krav hertil kan danne udgangspunkt for, hvor stor en del af kørslen der vedrører den private anvendelse af bilen, eller der ikke kan fremlægges anden form for fyldestgørende dokumentation for den private anvendelse, kan den anvendelse, der skal beskattes som privat anvendelse, skønsmæssigt fastsættes efter nedenstående retningslinier:

a.

Den private kørsel fastsættes, medmindre særlige forhold gør sig gældende, skønsmæssigt til 8.000 km. årligt med tillæg af kørsel mellem hjem og arbejde og eventuel kørsel til fritidsbolig.

b.

Værdien af den private anvendelse fastsættes til kørselsomfanget, jf. ovenfor, gange den til enhver tid gældende kilometertakst for befordringsgodtgørelse, jf. Bekendtgørelse af Skatterådets satser for 2009 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring.

En sådan positiv beskatning af den private anvendelse er udtømmende, og der er som følge heraf fuld fradragsret for de afholdte driftsudgifter.

Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen og benytter varelagerbiler til privat kørsel, skal beskattes efter ligningslovens § 16, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 6. punktum.