Dato for udgivelse
02 dec 2008 10:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 nov 2008 15:51
SKM-nummer
SKM2008.961.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-124644
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten + Virksomheder
Emneord
Repræsentationsudgifter
Resumé

Et selskab ønsker bekræftet, at det kan fratrække udgifterne til en gave til en forretningsforbindelses jubilæum og udgifterne til andre forretningsforbindelsers deltagelse i festligholdelsen af jubilæet som repræsentationsudgifter i henhold til ligningslovens § 8 stk. 4, og at det ikke er til hinder for fradragsretten, at en del af festligholdelsen er knyttet til danmarksmesterskabet i dragesejlads, som selskabets hovedaktionær deltager i, idet han dyrker sejlsport som fritidsinteresse.

Skatterådet bekræfter, at udgifterne er omfattet af bestemmelsen, da de ikke vedrører hovedaktionærens egen deltagelse i arrangementerne, og da de findes at være afholdt med henblik på at pleje forretningsforbindelser.

Reference(r)

Ligningsloven § 8, stk. 4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-4 E.B.3.7
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.6.3
Spørgsmål

Kan det bekræftes, at H kan fratrække de i nærværende anmodning beskrevne udgifter i selskabets skattepligtige indkomst efter reglerne om repræsentationsfradrag i ligningslovens § 8 stk. 4?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

H producerer etiketter til alle slags produkter, men har en særlig stor omsætning vedrørende etiketter til dagligvarer samt specielle bestillinger. Selskabet har forskudt regnskabsperiode 1. juni - 31. maj og omsatte i regnskabsåret 2006/ 07 for 22,2 mio. kr. Selskabet har i dag 17 ansatte.

H har en række store kunder, herunder G1 og G2. Alene G1 afgiver hvert år ordrer i størrelsesordenen 1,5 - 3 mio.kr. med et væsentligt dækningsbidrag, og G1 har været kunde hos H i de sidste 10 år. G2 har været kunde hos H i ca. 2 år og køber etiketter for ca. 1,5 mio. kr. om året.

Herudover ligger selskabet i øjeblikket i forhandlinger med G3 om at levere etiketter til G3´s produkter.

A er såvel hovedaktionær som administrerende direktør i selskabet.

A er sejlsportsmand og deltager normalt i det årlige danmarksmesterskab for bådtypen "Drage". Dette gjorde han også i år, hvor han vandt årets danmarksmesterskab. Interessen for sejlsport deler A med hovedaktionæren og den administrerende direktør for G1, B, der bl.a. også deltog i årets danmarksmesterskab.

G1 har i år jubilæum. I den anledning har G1 bl.a. valgt at sponsere danmarksmesterskabet for dragebåde 2008 i Skælskør, og G1´s logo findes både på invitationen og på danmarksmesterskabets hjemmeside som eneste reklamelogo. I forbindelse med danmarksmesterskabet afholdt G1 som hovedsponsor og for at markere sit jubilæum desuden den 28. juli 2008 en barbecue og den 30. juli 2008 en gallamiddag for deltagerne. Deltagerne havde i den forbindelse selv mulighed for at invitere gæster med til begge arrangementer mod betaling af gebyr herfor.

H har i anledning af G1's jubilæum givet G1 en gave bestående af 3 forskellige størrelser etiketter med G1´s nye logo på transparent materiale til en værdi af 10.000 kr. Gaven blev givet ved G1´s reception den 1. august 2008.

Herudover har H inviteret direktørerne for henholdsvis G2 og G3 med til årets danmarksmesterskab for dragebåde og den efterfølgende barbecue og gallamiddag hos G1. Udgifterne forbundet hermed udgør i alt 6.200 kr., der kan specificeres således:

Arrangementer: 2.500 kr.

Hoteludgifter: 2.700 kr.

Kost 1.000 kr.

Selskabets repræsentant har i anmodningen om bindende svar bemærket, at A ikke har nogen privat forbindelse med de tre direktører, men at han har fundet, at dette arrangement var en helt unik mulighed for at pleje forretningsforbindelserne med direktørerne.

Endvidere har selskabets repræsentant bemærket, at det kan lægges til grund ved besvarelsen, at der findes behørig dokumentation for alle udgifter.      

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er selskabets opfattelse, at spørgsmålet skal besvares med ja.

Selskabets repræsentant har i sin argumentation for det ønskede svar anført, at gaven til G1 er givet som et udslag af kommerciel gæstfrihed over for G1, der er en af H's vigtigste kunder, og at det ville være utænkeligt, at selskabet skulle undlade at give en gave i anledning af G1's jubilæum, når henses til det tiårige samarbejde.

Endvidere anføres det, at H's udgifter vedrørende direktørerne i henholdsvis G2 og G3's deltagelse som tilskuere til danmarksmesterskabet for dragebåde 2008 og den efterfølgende barbecue og gallamiddag på tilsvarende måde er afholdt for at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser - og for G3's vedkommende for at få afsluttet forretningerne.

Endelig anføres det, at årsagen til, at der anmodes om bindende svar, er, at Landsskatteretten i en kendelse vedrørende indkomståret 2002 har fastslået, at A's interesse for sejlsport alene er en privat interesse, hvorfor hans fradrag for udgifter i forbindelse hermed blev reduceret til omkring 6 pct. af det selvangivne. Selskabets repræsentant finder, at de i denne sag omhandlede udgifter utvivlsomt har karakter af fradragsberettigede repræsentationsudgifter i henhold til ligningslovens § 8 stk. 4, og ønsker bekræftet, at en hovedaktionærs interesse for og dygtighed inden for en fritidsaktivitet ikke er til hinder for, at hovedaktionærens selskab kan opnå repræsentationsfradrag for arrangementer, hvor den pågældende aktivitet indgår.

Til støtte for det anførte har selskabets repræsentant henvist til kendelsen i TfS 1998.259 LSR.

SKAT har ved brev af 27. oktober 2008 sendt nærværende sagsfremstilling og indstilling til Skatterådets afgørelse i sagen til udtalelse hos selskabets advokat.

Advokaten har den 29. oktober 2008 oplyst, at selskabet ikke har bemærkninger til den foreslåede afgørelse. 

SKATs indstilling og begrundelse

I medfør af ligningslovens § 8 stk. 4 kan udgifter til repræsentation fradrages i den skattepligtige indkomst med 25 procent af de afholdte udgifter.

Repræsentationsudgifter er i henhold til ligningsvejledningen afs. E.B.3.7 typisk udgifter, som en skatteyder afholder for at få afsluttet forretninger eller for at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser. Det fremgår videre, at repræsentation har karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser, og at repræsentationsudgifter oftest er udgifter til måltider, restaurationsbesøg, tobaks- og drikkevarer, gaver og opmærksomheder over for forretningsforbindelser og deres familier samt endvidere udgifter til underholdning og fornøjelser og deltagelse i f.eks. rejser, udflugter og ferieophold.

Det er en betingelse for fradragsretten, at udgiften er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a, og der må således ikke være tale om en privat udgift, jf. bestemmelsens stk. 2.

Ved afgørelsen af, om en udgift skal karakteriseres som privat eller erhvervsmæssigt begrundet, lægges ifølge praksis vægt på anledningen til at afholde udgiften, f.eks. er der ikke fradragsret for udgifter afholdt med det formål at tilgodese skatteyderens private interesser, jf. herved dommen gengivet i SKM2008.781.VLR. Landsretten nægtede i denne sag en skatteyder fradrag for den løbende ydelse til jagtleje, uanset at der havde deltaget forretningsforbindelser under jagterne, med den begrundelse, at udgiften i det væsentlige fandtes at være afholdt for at tilgodese skatteyderens private interesse for jagt, og at udgiften ikke fandtes at sigte mod et konkret repræsentationsarrangement. 

For så vidt angår de af denne anmodning omfattede udgifter, er det SKATs opfattelse, at H's gave til G1 til en værdi af 10.000 kr. er uden relation til den sejlsportsmæssige interesse og privatssfæren i øvrigt, ligesom udgifterne på 6.200 kr., der er afholdt af H i forbindelse med danmarksmesterskabet for dragebåde og den efterfølgende barbecue og gallamiddag, ikke ses at vedrøre A´s egen deltagelse i arrangementerne, men alene at være udgifter i forbindelse med invitation af forretningsforbindelser til et konkret arrangement.

Da alle de nævnte udgifter findes at være afholdt med henblik på at pleje forretningsforbindelser og således findes at have den fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen, er det SKATs opfattelse, at de er omfattet af bestemmelsen om repræsentationsudgifter i ligningslovens § 8 stk. 4, hvorfor de kan fradrages ved indkomstopgørelsen med 25 procent.

SKAT indstiller derfor, at det stillede spørgsmål besvares med ja.       

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.