Landsskatterettens kendelse
8. september 2006
2-1-1918-1448

Klagen skyldes, at skattecentret har givet afslag på omgørelse vedrørende udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentrets afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren er eneanpartshaver og direktør i B ApS (herefter selskabet), der driver virksomhed inden for en gros handel med brugskunst og messingvarer.

Selskabet udbetalte i indkomståret 2003 skattefri kørselsgodtgørelse til klageren på i alt 62.153 kr., jf. ligningslovens § 9, stk. 5.

Der skete herudover lønudbetaling fra selskabet for juli måned 2003 med 19.925 kr.

Den kommunale skattemyndighed ændrede ved brev af 26. maj 2005 klagerens selvangivne skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 med bl.a. yderligere løn på 62.153 kr.

Den kommunale skattemyndigheds afgørelse blev påklaget til skatteankenævnet, som ved kendelse af 28. oktober 2005 traf afgørelse i sagen. Følgende fremgår af kendelsen:

"Skatteankenævnet finder på baggrund af ovenstående ikke, at Deres arbejdsgiver har opfyldt kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 2, hvorfor nævnet anser Dem for skattepligtig af den modtagne godtgørelse for juli 2003, jf. statsskattelovens § 4, litra a, samt SKM2002.525.VLR og SKM2004.45.LSR.

Som følge af ovenstående skal kørselsgodtgørelsen, i alt 10.330 kr., for juli 2003, beskattes som lønindkomst, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, samt statsskattelovens § 4, litra a.

Kørselsgodtgørelsen, som vedrører perioden før og efter juli 2003, hvor De ikke er i et ansættelsesforhold, i alt 51.823 kr., skal beskattes som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A."

Ved brev af 13. oktober 2005 anmodede repræsentanten den skatteansættende myndighed om tilladelse til omgørelse for indkomståret 2003 vedrørende udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse, jf. skattestyrelseslovens § 37 C.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har ikke imødekommet klagerens anmodning om omgørelse.

En forudsætning for at kunne godkende omgørelse er, at der er foretaget en privatretlig disposition, og at denne kan ændres. Det er endvidere en forudsætning, at det er muligt at genetablere den oprindelige privatretlige retstilstand. Omgørelsesinstituttet må allerede af disse grunde anses for uanvendeligt i nærværende sag, hvor der er anmodet om en ren skatteretlig ændring, der ikke er afledt af ændring i et underliggende privatretligt forhold.

I nærværende sag er der alene anmodet om ændring af en ren ligningsmæssig disposition, begrundet i efterfølgende utilsigtede skattemæssige konsekvenser af denne.

Klageren har i indkomståret 2003 oppebåret løn fra selskabet i en måned (juli). Af det foreliggende materiale fremgår, at klageren har udført arbejde for selskabet, og at den manglende lønudbetaling alene skyldtes likviditetsmæssige årsager. Det fremgår endvidere, at udbetalingen af kørselsgodtgørelse ikke er sket via lønsystemet, men manuelt.

Beslutningen om ikke at udbetale løn er anset som usædvanlig og må i overvejende grad anses for båret af hensynet til at udskyde skatten. På dette punkt er betingelserne for omgørelse således heller ikke opfyldt, jf. herved skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1.

Repræsentanten har fremført, at såfremt klageren havde haft kendskab til, at den udbetalte kørselsgodtgørelse ikke ville blive godkendt som skattefri, ville hun i stedet have anset udbetalingerne som afdrag på hendes tilgodehavende i selskabet. Det forhold, at klageren efterfølgende anser det for mest hensigtsmæssigt at anse udbetalingerne for andet end kørselsgodtgørelse, indebærer imidlertid ikke - efter skattecentrets opfattelse - en omgørelsesmulighed af den karakter, som forudsat i skatteforvaltningslovens § 29.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om tilladelse til omgørelse af dispositionen, således at udbetalt kørselsgodtgørelse fra B ApS omkvalificeres som afdrag på klagerens tilgodehavende i selskabet.

Til støtte herfor har repræsentanten henvist til såvel skatteforvaltningslovens § 29 (omgørelse af en privatretlig disposition), som til skatteforvaltningslovens § 30 (selvangivelsesomvalg).

Klageren har både skattemæssigt og civilretligt kvalificeret det modtagne beløb som kørselsgodtgørelse. Klageren har endvidere anset beløbet for skattefrit, if. ligningslovens § 9 B, stk. 5. Skattemyndighederne har imidlertid efterfølgende meddelt, at beløbet ikke kan anses som skattefrit, hvilket er baggrunden for klagerens ønske om omgørelse.

Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om omgørelse af en privatretlig disposition eller en ren skattemæssig disposition, er repræsentantens vurdering, at der er tale om en privatretlig disposition. Hjemlen til omgørelse findes herefter i skatteforvaltningslovens § 29.

Klageren opfylder alle fem betingelser i skatteforvaltningslovens § 29. Skattemyndighederne har ikke anset betingelse nr. 1 for opfyldt, men det må efter repræsentantens opfattelse bero på en misforståelse af motiverne for den skattefri kørselsgodtgørelse. Udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse er sket for at undgå dobbeltbeskatning. Der er tale om kompensation for manglende fradragsret, således som statsskattelovens § 6, litra a, ellers giver hjemmel til. Reelt er det blot et fradrag, der er konverteret til et tilskud.

Skattemyndighedernes argumentation ville være forståelig, hvis klageren havde modtaget den skattefri kørselsgodtgørelse uanset, at hun ikke havde foretaget erhvervsmæssig kørsel. Dette er imidlertid ikke tilfældet.

Yderligere har skattemyndighederne fremført, at der ikke er tale om en privatretlig disposition. Hvis man seriøst mener dette, så må klageren tillades omgørelse efter skatteforvaltningens § 30, hvilken bestemmelse klageren herefter må anses for at falde ind under.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Den påklagede afgørelse vedrører afslag af 5. december 2005 på en anmodning om omgørelse.

Afslaget er begrundet i, at den grundlæggende betingelse for omgørelse, der fremgår af skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1 (tidligere skattestyrelseslovens § 37 C, stk. 1), og hvorefter reglerne om omgørelse ikke finder anvendelse, når der anmodes om en ren skatteretlig ændring, der ikke er afledt af en ændring af et underliggende privatretligt forhold, ikke er opfyldt Landsskatteretten kan tiltræde dette.

I nærværende sag udbetalte selskabet i indkomståret 2003 i alt 62.153 kr. i kørselsgodtgørelse til klageren. Imidlertid ønsker klageren nu, at udbetalingen af kørselsgodtgørelse omkvalificeres således, at den i stedet anses som afdrag på tilgodehavende. Landsskatteretten kan tiltræde, at en sådan ændring ikke omfattes af skatteforvaltningslovens § 29, idet der ikke er tale om omgørelse af en privatretlig disposition mellem parterne, men om omkvalificering af en skattefri udbetaling fra én kategori (kørselsgodtgørelse) til en anden kategori (afdrag på lån).

I relation til det af repræsentanten anførte om skatteforvaltningslovens § 30 bemærker Landsskatteretten, at udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse ikke er et sådant valg i selvangivelsen som omfattet af denne bestemmelse. Klageren kan allerede af denne grund ikke påberåbe sig bestemmelsen.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.