Dato for udgivelse
21 okt 2008 08:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 nov 2004 11:12
SKM-nummer
SKM2008.838.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
138/2002, 185/2002, 200/2002 og 202/2002
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Selskabstømning, erstatning, private, sagsparter
Resumé

Sagen drejer sig om, hvorvidt en bank kunne idømmes erstatningspligt vedr. et skattekrav påhvilende et tømt selskab, som banken havde solgt.

Banken ankede en landsretsdom til Højesteret, idet banken ved Landsretten var blevet dømt til at betale en erstatning i forbindelse med salg af et selskab til et andet selskab. Det solgte selskab var forinden blevet tømt (iflg. Højesteret bedraget) for dets likvide midler ved salg af ikke-eksisterende obligationer til selskabet. Tømningen (bedraget) blev foretaget af det købende selskab med henblik på netop købet af selskabet for selskabets egne midler, altså ved selvfinansiering.

Ved salget opnåede banken et merprovenu på 80 % af den latente skat.

Højesteret frifandt banken for erstatningskravet. Højesteret mente ikke der forelå nærliggende risiko for selvfinansiering, da banken måtte gå ud fra at det købende selskab havde betalt for selskabet med værdipapirerne Som det fremstod for det sælgende selskab, var der en betydelig sikkerhed for, at der ikke ville ske selvfinansiering. Banken fandtes således ikke at være erstatningspligtig, selv om den ikke havde foretaget undersøgelse vedr. værdipapirernes eksistens.

I denne forbindelse henviste Højesteret også til en bestemmelse i overdragelseskontrakten, hvorefter køber forpligtigede sig til ikke inden for en angiven periode at likvidere selskabet eller foretage udlodninger fra selskabet, ligesom der i selskabets bestyrelse blev indvalgt tre personer foreslået af banken.

Højesteret henviste også til, at det var bedrageriet, der var årsagen til, at skattekravet påhvilende det tømte og solgte selskab ikke blev betalt.
Reference(r)

Aktieselskabsloven § 115, stk. 2
Aktieselskabsloven § 115, stk. 5
Dansk rets almindelige erstatningsregel
Dansk rets almindelige regresregel

Parter

138/2002
H1X A/S (tidligere H1 A/S)
(advokat Georg Lett)

mod

A/S HX i likvidation
(advokat Søren Lehmann Nielsen)

185/2002
F1X Bank Sverige AB (tidligere F1 AB)
(advokat Philip Baruch)

mod

H1X A/S (advokat Georg Lett)

200/2002
R1 Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
(advokat Niels M. Andersen)

mod

H1X A/S
(advokat Georg Lett)

mod

202/2002
H1X A/S
(advokat Georg Lett)

mod

R1 Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
(advokat Niels M. Andersen) og

F1X Bank Sverige AB
(advokat Philip Baruch)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Torben Melchior, Per Sørensen, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Niels Grubbe, Thomas Rørdam og Lars Bay Larsen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 9. afdeling den 8. marts 2002.

Påstande

H1X A/S har over for A/S HX i likvidation påstået afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært betaling af et mindre beløb end bestemt ved landsrettens dom.

HX har heroverfor principalt påstået, at H1X skal betale til HX 15.176.284 kr. med procesrente af 12.044.670 kr. fra den 1. juli 1998 og 406.250 kr. med rente 1 % pr. måned fra den 26. juni 1992 samt anerkende, at banken yderligere er forpligtet til at erstatte HX omkostningerne ved dette selskabs likvidation i den udstrækning, disse omkostninger sammen med de foran nævnte beløb kan rummes inden for bankens hæftelse efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, jf. stk. 4.

Subsidiært har HX påstået, at H1X skal betale 12.032.548 kr. til HX med procesrente fra sagens anlæg.

HX har endvidere nedlagt nogle mere subsidiære påstande.

H1X har over for F1X Bank Sverige AB og R1 Statsautoriseret Revisionsaktieselskab principalt påstået, at de med fradrag af H1Xs berigelse på 7.953.439,03 kr. principalt begge, subsidiært en af dem, skal friholde H1X principalt solidarisk, subsidiært alternativt, og principalt fuldstændigt, subsidiært for en del, for hvad banken måtte blive pålagt at betale eller anerkende at skulle betale med renter og omkostninger til HX i hovedsagen (Højesterets sag nr. 138/2002).I denne påstand er indeholdt en subsidiær påstand om friholdelse med fradrag af et større beløb, hvis H1Xs berigelse fastsættes til et større beløb end 7.953.439,03 kr.

F1X Bank har heroverfor påstået frifindelse.

R1 har påstået frifindelse, subsidiært stadfæstelse.

Anbringender

H1X har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det krav, HX har fremsat, er i strid med lov og ærbarhed. Banken har i den forbindelse henvist til vilkårene i den aftale, HXs likvidationsbo den 2. juli 1998 indgik med det svenske selskab G5 AB om dette selskabs køb af boets fordring mod F1 AB (nu F1X), og vilkårene i det forlig, G5 hemmeligt havde indgået med F1.

Alternativet til disse aftaler var, at F1 til boet havde betalt erstatning af en sådan størrelse, at der ikke af boet kunne rejses krav mod banken.

Supplerende sagsfremstilling

I telefax af 9. december 1991 fra G1 AB til statsautoriseret revisor AC, R1, hedder det

"Komplettering enligt telefonsamtal tidigare d.d.

Anbud avgivet 1991-12-07 av G2 AB villkorades av 4 punkter angivna i anbudet.

Vad beträffer punkt 2), avseende säljarnes krav på bruttoavräkning samt säljarnes krav på bistånd med lånefinansiering av förväret kompletteras med följande lösning:

G2 AB kommer att tilföras obligationer till ett belopp motsvarande köpeskillingen från koncernära bolag. Syftet är att H5 A/S [H2] skall förvära denna obligationsportfölj samt att säljaren av H5 A/S skall erhålla betalning av köpeskillingen ur dessa medel.

Tekniken nedför att H5 A/S kommer att innehålla en obligationsportfölj motsvarande köpeskillingen istället for kontanta medel i balansräkningen.

Genomförande sker lämpligtvis genom säljarens bank (H1 A/S) eller den bank säljaren föreslår samt att kontona spärras från båda sidor i syfte att inga kontanta medel kan försvinna åt sidan i transaktionen.

Bakgrunden till att välja en försäljning av obligationsportföljen till H5 A/S samt en efterföljande overdragelse består i att utländska obligationer inte kan belånas hos en bank till sitt fulla värde. obligationsportföljen består huvudsakligen av utländska statsobligationer och dessa kan endast belåns till cirka 50 % hos svenska banker. Finansiering genom belåning av obligationerna hos svensk bank skulle medföra krav på belåning av dubbla värdet av köpeskillingen.

Vi ser fram emot att en Iösning samt ett eventuellt förvärv sker så snart som möjligt"

Overdragelsesaftalen af 17. december 1991 indeholder yderligere bl.a. følgende bestemmelser

"...

§ 8

Køber forpligter sig til ikke at sælge selskabets aktier i perioden indtil den 31. december 1992 . ...

...

§ 10

I forbindelse med overdragelsen af selskabet erklærer køber

  1. at køber indestår for at selskabet i perioden indtil 31. december 1992 ikke likvideres eller foretager nogen form for udlodning til selskabets aktionærer.

  2. at køber indestår for at selskabet ikke i perioden indtil 31. december 1992 erklæres konkurs, standser betalingerne eller indleder moratorium eller forhandling om tvangsakkord.


    at køber ved overtrædelse af punkt 1 i denne bestemmelse er pligtig at erlægge en bod udgørende kontant dkr. 20.000.000,00."

På en ekstraordinær generalforsamling i H2 den 3. januar 1992 blev cand. merc. LV, advokat DP, administrerende direktør ML, advokat BH, KD og PJ valgt som ny bestyrelse.

De tre førstnævnte blev valgt efter forslag fra H1.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af advokat VS.

Højesterets begrundelse og resultat

Overdragelsen af aktierne i overskudsselskabet A/S H2 OP (nu A/S HX i likvidation) fra H1 A/S (nu H1X A/S) til G1 AB blev gennemført på den måde, at G1 solgte udenlandske børsnoterede værdipapirer til en kursværdi af ca. 134 mio. kr. til H2 og anvendte salgssummen for værdipapirerne til betaling af købesummen på ca. 132 mio. kr. for aktierne i H2. Det viste sig efterfølgende, at ejerne af G1, PJ og KD, havde begået bedrageri, idet de solgte værdipapirer ikke eksisterede.

Hvis der ikke var begået bedrageri, ville H2 have erhvervet børsnoterede værdipapirer til en værdi svarende til den betalte købesum, og købesummen for aktierne i H2 ville have været betalt med midler tilhørende G1, nemlig med værdien af værdipapirerne. I så fald kunne H2 ikke siges i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2, at have stillet midler til rådighed for G1 i forbindelse med dette selskabs erhvervelse af H2.

Som følge af, at værdipapirerne ikke eksisterede, blev købesummen for H2 objektivt set betalt med selskabets egne midler i strid med selvfinansieringsforbuddet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2. H1 var imidlertid uden kendskab til bedrageriet og kan derfor ikke anses at have truffet eller opretholdt en beslutning om at stille H2s midler til rådighed for G1 i forbindelse med dette selskabs erhvervelse af H2. Banken hæfter herefter ikke i medfør af aktieselskabslovens §115, stk. 5, for HXs tab, i dette tilfælde selskabets kreditorers tab.

Ved erklæringen af 16. december 1991 bekræftede F2, F3 AB (senere F1 AB, nu F1X Bank Sverige AB), at man opbevarede værdipapirerne i G1s depot, og at de ikke var belånt hos F2. I brevet af 17. december 1991 til H1 meddelte F2, at man havde åbnet et depot for H2, og at værdipapirerne efter eventuel anvisning fra G1 snarest ville blive overført til dette depot. Den 18. december 1991 bekræftede F2 over for H1, at overførslen af værdipapirer fra G1s depot til H2s depot var effektueret. Højesteret finder ikke grundlag for at anse H1X for erstatningsansvarlig over for kreditorerne i HXs likvidationsbo som følge af, at banken ikke foretog yderligere undersøgelser med henblik på at sikre sig, at værdipapirerne eksisterede.

Spørgsmålet er herefter, om banken har pådraget sig erstatningsansvar for skattevæsenets tab efter de principper, der er fastlagt i de såkaldte bruttosager om selskabstømning, jf. f.eks. Højesterets dorn i Satair-sagen, UfR 1997 s. 364.

Ved salget af H2 opnåede H1 et merprovenu på 80 % af den latente skat på ca. 12 mio. kr. Der var således ikke tale om en normal forretningsmæssig disposition, og banken havde derfor særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser i tilfælde af, at skattebyrden ikke blev elimineret.

Der må imidlertid lægges vægt på, at der, således som forholdene fremstod for H1, ikke forelå en nærliggende risiko for selvfinansiering. Da H1 måtte gå ud fra, at G1 havde betalt købesummen med værdipapirerne, var der tværtimod - som det fremstod for H1 - en betydelig sikkerhed for, at der ikke ville ske selvfinansiering. I den forbindelse må der også lægges vægt på bestemmelsen i overdragelsesaftalens § 10, hvorefter køber forpligtede sig til ikke inden udgangen af 1992 at likvidere selskabet eller foretage nogen form for udlodning, sammenholdt med, at H1 medvirkede til, at der i H2s bestyrelse blev indvalgt tre personer foreslået af banken. Banken kunne således gå ud fra, at H2 ville råde over rigelige midler til at betale skattetilsvaret i tilfælde af, at dette ikke blev elimineret i overensstemmelse med de planer, G1 havde oplyst. Det må da også lægges til grund, at det var bedrageriet vedrørende værdipapirerne, som var årsagen til, at H2 ikke betalte skattetilsvaret.

Efter en samlet vurdering finder Højesteret herefter ikke grundlag for at fastslå, at H1 ved salget af H2 på uforsvarlig måde har tilsidesat skattevæsenets interesser.

H1Xs påstand om frifindelse tages derfor til følge. Som konsekvens heraf frifindes også R1 og F1X Bank.

Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til H1Xs afvisningspåstand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

H1X A/S frifindes for de påstande, der er nedlagt af A/S HX i likvidation.

F1X Bank Sverige AB og R1 Statsautoriseret Revisionsaktieselskab frifindes for de påstande, der er nedlagt af H1X A/S.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal A/S HX i likvidation betale 3,5 mio. kr. til H1X A/S.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal H1X A/S betale 800.000 kr. til F1X Bank Sverige AB og 800.000 kr. til R1 Statsautoriseret Revisionsaktieselskab.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.