Afgiften for brugte varebiler beregnes på samme måde som for nye varebiler, men med forholdsmæssig nedsættelse af afgiften afhængig af "faldprocenten", dvs. forskellen i pct. mellem den oprindelige nypris inkl. afgift og den aktuelle markedspris som brugt.

Varebiler er også omfattet af reglerne om toldsyn. Der gives et klargøringsfradrag på 3 %, dog max. 8.000 kr. svarende til reglen om fradrag for middel stand for toldsynede personbiler.

Nye varebiler

Hvis nyprisen som varebil inkl. udstyr ikke kan findes, kan der tages udgangspunkt i nyprisen som personbil inkl. udstyr:

Handelspris Beregning 
Under 300.000 kr.                              nyprisen inkl. udstyr på gule plader fastsættes til 70 % af nyprisen inkl. udstyr på hvide plader
Over 300.000 men under 550.000 kr. nyprisen inkl. udstyr på gule plader fastsættes til 66 % af nyprisen inkl. udstyr på hvide plader.
550.000 kr. og derover                                                         nyprisen inkl. udstyr på gule plader fastsættes til 62 % af nyprisen inkl. udstyr på hvide plader 

Da priserne på varebiler varierer meget, tages udgangspunkt i et gennemsnit af priser med moms og priser uden moms for sammenlignelige biler.

Definition af nye køretøjer

Et køretøj anses som nyt, indtil det har kørt 2.000 km., medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker, at det kan sælges som nyt.

Brugte varebiler § 5, stk. 8 og 10

Varebiler under 1 år

Bestemmelserne om nedskrivning i forhold til kørte km, jf. registreringsafgiftslovens § 4, stk. 10, gælder ikke varebiler.

Andre brugte varebiler

Ved beregning af afgift for brugte varebiler skal der tages udgangspunkt i den oprindelige nypris inklusiv udstyr og inklusive afgift sammenholdt med den nuværende handelspris/markedspris inklusive afgift, se afsnit E.1.4.1, E.1.4.2 og E.1.4.3.

Oprindelig nypris

Udgangspunktet for den oprindelige nypris er standardprisen, eller den pris der kan siges at have været markedsdannende for det pågældende køretøj på det tidspunkt, køretøjet var nyt, dvs. køretøjets oprindelige nypris inklusive udstyr og registreringsafgift.

Udgangspunktet for den oprindelige nypris er standardprisen, eller den pris der kan siges at have været markedsdannende for det pågældende køretøj på det tidspunkt, køretøjet var nyt, dvs. køretøjets oprindelige nypris inklusive udstyr og registreringsafgift. Den markedsdannende pris er typisk en gennemsnitspris mellem standardprisen og mindstebeskatningsprisen.

Reglen gælder ikke for "restmodellers" ekstra lave udsalgspriser.

Nuværende handelspris/markedspris

Udgangspunktet er annoncerede handelspriser/markedspriser.

Handelspriser/markedspriser inkl. registreringsafgift hentes fra alt tilgængeligt materiale såsom DAF-kataloger, Bil-markedet, Bil-info, annoncer fra dagspresse, Internet mv. Se også afsnit E.1.5.3.1.

Niveaulister/værdilister

På baggrund af de foretagne værdifastsættelser, annoncer, erfaringsmateriale mv. udarbejder SKAT niveaulister. Listerne angiver for en række gængse motorkøretøjer en værdi for biler i normal vedligeholdt stand uden ekstraudstyr og med normalt kilometertal.

Findes der niveaulister/værdilister for det pågældende køretøj anvendes disse, dog med evt. regulering for afvigende km-stand, ekstraudstyr og anvendelse.

Såfremt der foreligger niveaulister må disse ikke fraviges, se E.1.5.3.1.

Varebiler, der afgiftsberigtiges med 50 %

Udgangspunktet (Handelspris/markedspris inkl. moms og 50 % afgift) kan være DAF's brugtbilpriser, Bil-Info mfl. Se også E.1.5.3.1.

Hvis udgangspunktet er handelsprisen/markedsprisen på hvide plader gælder følgende:

  • Under 300.000 kr. - handelspris/markedsprisen på gule plader fastsættes til 70 % af handelspris/markedsprisen på hvide plader.
  • Over 300.000 men under 550. 000 - handelspris/markedsprisen på gule plader fastsættes til 66 % af handelspris/markedsprisen på hvide plader.
  • 550.000 og derover - handelspris/markedsprisen på gule plader fastsættes til 62 % af handelspris/markedsprisen på hvide plader.

Kilometerstand

Der gives fradrag eller tillæg til handelsprisen/markedsprisen for antal kørte kilometer, som fraviger det normale antal kørte kilometer med mere end 10 pct.

Det kørte antal kilometer skal i givet fald bevises ved f.eks. fremlæggelse af servicebog, værkstedsregninger eller lignende.

Der foretages regulering for afvigende kilometer med baggrund i de annoncerede handelspriser/markedspriser.

Generelt for kilometerberegninger gælder det, at der for varebiler til og med 4.år tælles hele år plus overskydende måneder med udgangspunkt i den aktuelle 1.registreringsdato.

DAF-katalogets norm for kørsel for varebiler (dieselbiler) anvendes. For varebiler er norm kørsel 30.000 km årligt for bilens 1.- 4. år og 20.000 km fra bilens 5. år.

Regulering for afvigende kilometer foretages med udgangspunkt i følgende:

under 1 år 31 øre pr 100.000 kr. i handelspris/markedspris

over 1 år 22 øre pr 100.000 kr. i handelspris/markedspris

over 2 år 20 øre pr 100.000 kr. i handelspris/markedspris

over 3 år 17 øre pr 100.000 kr. i handelspris/markedspris

Formel; (Handelspris/markedspris)/100.000 * difference fra norm * sats for alder = tillæg/fradrag.

Kilometertillægget eller -fradraget må som udgangspunkt ikke medføre, at køretøjets handelspris/markedspris bliver lavere eller højere end handelsprisen/markedsprisen for et tilsvarende køretøj, der er henholdsvis et år ældre eller yngre. Varebiler med en ekstrem afvigende kilometerstand kan dog gives et ekstra fradrag/tillæg.

For varebiler, der er over 10 år gamle, reguleres kun for afvigende kilometertal, hvis helt specielle forhold gør sig gældende, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 4. Ved "specielle forhold" forstås bl.a. varebiler, hvor kilometertallet afviger mere end 1/3 fra normkilometertallet.

Regulering for km må som udgangspunkt ikke medføre en ændring på over 10 pct. af handelspris/markedsprisen. Ved reguleringer ud over 10 pct., bør det overskydende (ud over de 10 pct.) kun tillægges eller fradrages med halvdelen. Se E.1.5.3.1.

Ekstraudstyr

Udgangspunktet er, at fradrag og tillæg for udstyr mv. nedsættes med samme procentdel, som køretøjets værdi inklusiv afgift er ændret sammenholdt med et tilsvarende køretøj, der er afgiftsberigtiget som nyt.

I de tilfælde hvor udstyret ikke umiddelbart indgår i et køretøjs markedspris, og derfor skal værdifastsættes separat gælder, at der for køretøjer til og med 4.år tælles hele år plus overskydende måneder med udgangspunkt i den aktuelle 1.registreringsdato.

Når nyværdien for ekstraudstyret er fastsat nedskrives værdien til følgende procenter:

 

 Køretøjets alder

 Nedskrives til

 over 1 år  70 %
 over 2 år  57 %
 over 3 år  45 %
 over 4 år  33 %
 over 5 år  20 %
 over 6 år  15 %
 over 7 år  10 %
 over 8 år  0 %

Når en varebil f.eks. er 1 år og 4 mdr. er nedskrivningsprocenten 70 % minus 1 for hver af de måneder bilen er på vej til at blive to år, altså 70 minus 4 = 66 %.

For varebiler over 1 år, ses bort fra værdien af følgende udstyrsgenstande:

  • genstande med en nyværdi under 4.000 kr. inkl. afgift
  • almindeligt radio- og HI-FI udstyr, navigation mv. (kun værdien over 10.000 kr. pr. udstyrsdel medregnes)
  • trækkrog
  • mobiltelefonudstyr og
  • diverse sikkerhedsudstyr.

Værdien af ekstraudstyrsgenstande som har været monteret på varebilen, men som er fuldstændig afmonteret, skal ikke medregnes til varebilens handelspris/markedspris.

Hvis ekstraudstyrsgenstanden kun er delvis afmonteret, skal genstandens værdi som udgangspunkt indgå i varebilens handelspris/markedspris.

Vognkort

For at fastslå omfanget af udstyr på det enkelte køretøj indhenter SKAT som hovedregel vognkort for dyrere varebiler med en handelspris/markedspris på over 200.000 kr. medmindre SKAT i den konkrete situation rent undtagelsesvist ikke finder det nødvendigt.

Der indhentes dog ikke vognkort, hvis varebilen har en tilladt totalvægt på over 3.000 kg., og bilen afgiftsberigtiges efter reglerne om maksimum afgift på 56.800 kr.