Parter

A
(Advokat Nicolai Sørensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Thomas Thorup Larsen)

Afsagt af byretsdommer

Gitte Cordes

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om hvorvidt sagsøgers skønsmæssigt ansatte skattepligtige indkomst for skatteåret 2000 skal nedsættes.

Sagsøgerens påstand er principalt, at sagsøgers skattepligtige indkomst for 2000 nedsættes med kr. 885.000,00, subsidiært med kr. 642.751,00 mere subsidiært med kr. 407.751,20

Sagsøgtes påstand er frifindelse

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retspIejelovens § 218 a, stk. 2.

Landskatteretten afsagde den 26. januar 2007 følgende kendelse

"...

Klagen vedrører skønsmæssig forhøjelse som følge af negativt privatforbrug.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 885.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster myndighedernes afgørelse.

Møde mv.

Der har været afholdt forhandling med klagerens repræsentant, som tillige har haft mulighed for at udtale sig på et retsmøde.

Sagens oplysninger

Klageren og en kompagnon købte i lige sameje i 1995 restauranten H1 af Restaurationsanpartsselskabet G1, som i den forbindelse fik en fordring mod klageren og hans kompagnon.

Pr. 1. januar 2000 blev interessentskabet ophævet, ved at klageren overtog kompagnonens andel af restauranten mod til gengæld at overtage mellemværendet med Restaurationsanpartsselskabet G1.

I forbindelse med at Restaurationsanpartsselskabet G1 kom under konkurs, blev der indgået aftale med kurator om, at klageren kunne indfri sin gæld på 1.786.850 kr. ved betaling af 950.000 kr.

Ifølge en til Landsskatteretten fremsendt kopi af klagerens advokatklientkonto blev beløbet på 950.000 kr. betalt over 3 gange fra klientkontoen. Klagerens forhenværende repræsentant har tidligere overfor myndighederne opgjort de foretagne indbetalinger til klient-kontoen i 2000 til 662.751 kr. for betalingen af de 950.000 kr.

Klagerens husstand bestod i indkomståret 2000 af 5 personer, heraf 3 personer under 14 år. Myndighederne har efter betaling af gælden udregnet husstandens privatforbrug til -848.647 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens indkomst er skønsmæssigt forhøjet med 885.000 kr., således at privatforbruget, tillagt nogle ikke påklagede korrektioner, udgør i alt 145.392 kr.

Der er ikke lagt vægt på klagerens anbringender om låneoptagelse fra en bror i USA. Det er ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at broderen har lånt klageren penge til indfrielse af gælden til Restaurationsanpartsselskabet G1.

Der er henset til, at det ikke er broderen, som har indbetalt beløbene på klientkontoen, men en række forskellige personer, som ikke er långivere, og at der først er oprettet lånedokument 2 år efter det påståede lån, og at klageren aldrig har betalt hverken renter eller afdrag til broderen.

Der er endvidere henset til at trods flere telefonsamtaler og korrespondance med advokaten, så kan de talmæssige differencer angående betalingen tilsyneladende ikke forklares. Bl.a. foreligger der brev fra kurator pr. 31. maj 2000, hvori kurator erklærer, at boet har modtaget sit fulde tilgodehavende. Dette passer ikke med indbetalingerne på klientkontoen, idet der alene var indbetalt 662.751 kr. på klientkontoen på tidspunktet for kurators erklæring om, at boet har modtaget sit fulde tilgodehavende. Indbetalingerne på klientkontoen fra en række forskellige personer fortsætter således efter indfrielse af gælden. Endvidere ses der ikke at være enighed om, til hvilken kurs gælden er indfriet til. Det fremgår af klagerens tidligere repræsentants skrivelse, at gælden er indfriet til kurs 60, men af den faktiske betaling på 950.000 kr. af den samlede gæld på 1.786.850 kr. kan det udledes, at kursen må have været 53,17.

Klagerens repræsentants påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om nedsættelse af den skønsmæssige forhøjelse med 885.000 kr., subsidiært med 662.751 kr.

Broderen har indfriet interessentskabets gæld med henblik på, at broderen selv senere kunne indtræde i restauranten. Gælden er af broderen indfriet til kurs 53,17, men er gjort gældende med 100 % overfor klageren. Broderen overførte pengene til klagerens tidligere repræsentants klientkonto gennem andre personer/familiemedlemmer, idet klagernes tidligere advokat skulle afregne beløbet overfor konkursboet.

Privatforbrugsberegningerne er forkerte. Bl.a. er der sket gældseftergivelse ifølge privatforbrugsberegningerne med 855.607 kr. til kompagnonen. Det har ikke været muligt at spore, hvorfra myndighederne har dette beløb.

Repræsentanten stiller sig uforstående overfor påstandene om regnskabsmæssige divergenser, idet disse aldrig har været genstand for behandling ved skatteankenævnet, hvorfor repræsentanten ikke har beskæftiget sig med dette.

Der kan til støtte for, at der er indgået et låneforhold henvises til, at klageren er begyndt at afdrage på gælden. Der er fremlagt kopi af udskrift fra klagerens bankkonto, hvoraf det fremgår, at klageren i 2004 har afdraget 120.100 kr. og 100.100 kr. i 2005. Der kan ikke lægges vægt på, at indbetalingerne er foregået gennem andre personer/familiemedlemmer end broderen, og at der først efterfølgende er oprettet lånedokument. Forhøjelsen skal følgelig nedsættes med 885.000 kr.

Det er endvidere anført, at selv om det ikke fremgår af myndighedernes afgørelse, så ligger der implicit en formodning heri om, at det er klageren selv, som har foretaget indbetalinger til klientkontoen. Det må anses for kritisabelt, at dette ikke bliver fremført direkte i afgørelsen, da det er umuligt at forsvare sig mod hensyn, som ikke fremgår af afgørelsen. Det eneste mulige forsvar herfor er at bevise, at de folk, som har foretaget indbetalingerne, reelt også havde de midlerne til rådighed på det tidspunkt, hvor overførslen fandt sted.

Baggrunden for de private lån var, at klageren ikke kunne opnå et banklån. Det må have formodningen imod sig for, at klageren, såfremt han havde alle pengene i form af udeholdt omsætning, skulle anmode banken om lån.

Indbetaling nr. 1 fra SK på 80.000 kr. er dokumenteret ved bankkontoudskrift, som viser et indestående på 80.724,50 kr. før overførslen. Det bemærkes, at der ikke er indsat nogen beløb lige før overførslen, hvilket beviser, at det ikke er klageren selv, som har indsat pengene.

Indbetaling nr. 3 på 85.000 kr. stammer fra BA. De 30.000 som indbetales på kontoen umiddelbart før overførslen stammer fra CA (henholdsvis klagerens søn og datter). Beløbene har begge henstået længe på de 2 konti, og der er således intet som tilsiger, at det er klageren selv, som har forestået indbetalingerne.

Indbetaling nr. 4 på 150.000 kr. fra NM. Kopi af R1s bankkonto, samt kvittering fra Unibank.

Betaling nr. 7 på 35.000 kr. fra PL, som har overført beløbet via opsparede midler og børnepenge.

Betaling nr. 8 på 25.000 kr. stammer fra klagerens svoger. Det har ikke været muligt at fremskaffe kontoudtog.

Betaling nr. 9 og 10 på henholdsvis 72.751,25 kr. og 70.000 kr. stammer fra klagerens brødre i USA. Det har ikke været muligt at fremskaffe kontoudtog fra dem.

Betaling nr. 14 på 230.000 kr. fra G2 Tours. Rejsebureauet har lånt pengene til klageren, og har efter det oplyste selvangivet og medtaget denne disposition i bogføringen og regnskabet for virksomheden, hvorfor der ikke er grundlag for at anse dette beløb for indbetalt af klageren.

Vedrørende det forhold at der i regnskabet for 2000 fremgik en gæld til Restaurationsregnskabet G1 ApS bemærkes, at posten indgår i regnskabet som en følge af, at revisor først fik kendskab til købet og det bagvedliggende gældsbrev i februar 2002. Som en følge heraf er gælden til selskabet gået ud af regnskabet for 2001, hvor det blev erstattet af et nyt gældsbrev til broderen.

Det må anses for sandsynliggjort, at indbetalingerne ikke stammer fra klageren selv.

Subsidiært må det lægges til grund, at der er indbetalt 662.751 kr. på klientkontoen før betaling til konkursboet, idet myndighederne har accepteret den tidligere repræsentants opgørelse. Dette beløb må ubetinget anses for at have været til klagerens rådighed, idet alle midler på en klientkonto altid tilhører klienten. Dette beløb skal således tillægges privatforbrugsberegningen, og forhøjelsen nedsættes tilsvarende. Såfremt man ikke vil acceptere, at broderen er långiver, så må det lægges til grund, at de andre familiemedlemmer er långivere, og at de havde økonomisk mulighed for at udlåne pengene.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Såfremt de selvangivne indtægts- og formueforhold ikke levner plads til et antageligt privatforbrug, kan den skattepligtige indkomst ansættes skønsmæssigt. Det er ikke en betingelse for skønsmæssig ansættelse af en selvstændigt erhvervsdrivende, at regnskabsgrundlaget er tilsidesætteligt. Der henvises til UfR 1967.635H, TfS 1999.252V og SKM2002.70.HR Der kræves ifølge praksis dokumentation for at anerkende familielån, herunder låneaftaler og mulighed for at følge pengestrømmen.

Der foreligger ikke dokumentation for, at broderen har overført pengene til klientkontoen, ligesom der heller ikke foreligger dokumentation for, at broderen har overført dem til andre familiemedlemmer, som herefter har overført dem til klientkontoen. Endvidere er låneaftalen mellem broderen og klageren først udarbejdet efter skattesagens opståen. Låneforholdet er heller ikke omtalt i klagerens regnskab, ligesom det heller ikke fremgår af regnskabet, at klageren har indfriet gælden. At familiemedlemmerne skulle være de reelle långivere strider mod tidligere forklaringer og låneaftalen med broderen. Det kan derfor ikke anses for dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren har lånt pengene af de andre familiemedlemmer. Det må således lægges til grund, at husstandens privatforbrug er negativt med 848.647 kr., hvorfor der ikke ses anledning til at ændre på myndighedernes afgørelse.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

..."

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument anført følgende

"til støtte for den principale påstand gøres gældende

at	der på sagsøgers klientkonto hos Advokat TP er indgået kr. 968.798 i 2000. Dette er under sagen ubestridt. Indeståendet på klientkontoen tilhører sagsøger, der således er den eneste person, der kan disponere over de pågældende midler. Dette er under sagen ubestridt. Beløbet på kr. 968.798 har således været til sagsøgers rådighed og indgået i sagsøgers formuesfære i 2000, hvilket heller ikke er bestridt af sagsøgte.
Det bemærkes, at baggrunden for sagsøgers negative privatforbrug skyldes betaling for købet af sagsøger restaurant. Det ved bilag 9 er dokumenteret. at disse midler for så vidt angår kr. 950.000 er anvendt i 2000 til at indfri sagsøgers gæld til restaurationsselskabet G1 ApS. Dette er således anerkendt af både kommunen som lignende myndighed og Skatteankenævnet, at beløbet er indbetalt og afregnet til advokat LL, der var repræsentant for sælger af restauranten.
at	beløbet på kr. 968.798, der ubestridt er indgået i sagsøgers formuesfære i 2000, således skal indgå i opgørelsen over sagsøgers privatforbrug i 2000. Sagsøgers privatforbrug derved bliver positivt.
at	det på denne baggrund kan konkluderes, at det af sagsøgte udøvede skøn er foretaget på et klart urigtigt grundlag, idet man ved opgørelsen af privatforbruget ikke har taget hensyn til, at sagsøger - ubestridt - har haft rådighed over kr. 968.798 i 2000.
at	det af sagsøgte udøvede skøn yderligere medfører et åbenbart urimeligt resultat, idet sagsøgers indkomst forhøjes med et beløb på kr. 885.000 uden at der tages hensyn til, at sagsøger - ubestridt - har lånt og haft rådighed over et tilsvarende beløb netop med henblik på at anvende dette beløb til betaling af det konkursramte selskab.
Til støtte for den subsidiære påstand gøres gældende
at	beløbet på kr. 642.751, er indgået på sagsøgers klientkonto forinden afregningen af det samlede beløb til advokat LL.
Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres gældende
at	sagsøger har modtaget lån fra ikke familiemedlemmer i 2000 på i alt kr. 407.751,2, der består af summen af følgende indbetalinger:
Indbetaling nr. 1 fra SK, kr. 80.000, jf. bilag 11. Indbetaling af kr. 150.000 den 17. marts 2000, jf. klientkonto fremlagt som bilag 13, hvoraf fremgår, at beløbet er overført af NM og bilag 14, den dertil svarende overførselskvittering fra Unibank, hvoraf fremgår, at beløbet er overført af NM. Indbetaling af kr. 35.000 fra PL, jf. bilag 15, overførselskvittering af 20. marts 2000 fra Unibank A/S, hvoraf fremgår, at PL har overført kr. 35.000. Betaling nr. 9 på kr. 72.751,2, overført fra MM den 27. april 2000, jf. overførselskvittering fremlagt som bilag 16, hvoraf fremgår, at MM har overført beløbet fra USA til sagsøgers klientkonto hos advokatfirmaet R1. Betaling nr. 10 på kr. 70.000, overført fra LU den 22. april 2000, jf. kvittering fra Danske Bank fremlagt som bilag 17, hvoraf fremgår, at LU har overført kr. 70.000 til sagsøgers klientkonto.
Til støtte for samtlige påstande gøres det gældende
at	sagsøgte ikke bestrider, at et beløb på i alt kr. 968.798 er indgået på sagsøgers klientkonto og således har været til rådighed for sagsøger i 2000, og at beløbet skal indgå i sagsøgers formuesfære i 2000. Uanset disse ubestridte fakta, er det tilsyneladende fortsat sagsøgtes opfattelse, at beløbet ikke skal indgå i privatforbrugsberegningen.

Under sædvanlige omstændigheder indgår et optaget lån rent regnskabsteknisk i en privatforbrugsopgørelse, idet det beløb, der er optaget som lån, definitorisk har været til rådighed for forbrug i det år, hvori lånet optages. Dette er den sædvanlige (og eneste) måde at behandle et optaget lån på rent regnskabsmæssigt. I nærværende sag er det optagne lån dog anvendt i 2000 til at foretage betaling af sagsøgers gæld til det konkursramte selskab. Således er der betalt kr. 500.000, kr. 211.775 og kr. 238.225, eller i alt kr. 950.000, således at advokat LL på vegne det konkursramte selskab modtog hele det krævede beløb.

Det optagne lån er således medgået til at afdrage betalingen på restauranten. Betalingen på restauranten indgår allerede i det privatforbrug, som sagsøgte mener er negativt. At privatforbruget er negativt skyldes alene, at sagsøgte har fået dokumentation for, at sagsøger har haft mulighed for at betale for restauranten - eller med andre ord skyldes det negative privatforbrug alene, at sagsøgte ikke tror på, at sagsøger har optaget et lån, der er medgået til betaling af restauranten.

Afgørende for sagen er således, om det kan anses for dokumenteret, at sagsøger i 2000 har lånt et beløb, der er anvendt til betaling for restauranten.

Til dokumentation herfor har sagsøger fremlagt et klientkontokort, der påviser samtlige indbetalinger. Yderligere fremgår det af klientkontokortet, at beløbet er afregnet til advokat LL, og at der således er sket betaling for restauranten. Endelig har sagsøger fremlagt dokumentation for, at de personer, der har overført de pågældende beløb, rent faktisk også har haft økonomisk mulighed derfor.

Der foreligger således dokumentation for samtlige pengestrømme fra 2 uvildige advokater, mellem hvilke de omhandlede beløb er blevet overført. Ligeledes foreligger der i vidt omfang dokumentation for, at de personer, der har overført de omhandlede beløb, faktisk har haft midler på deres bankkonti til at udlåne de omhandlede beløb. Der er således ikke tilført de pågældende personer pengebeløb lige op til de overførsler, der laves til sagsøgers klientkonto.

Uanset det forhold, at sagsøgte ikke mener, at beløbet skal indgå i privatforbrugsopgørelsen, har sagsøgte dog ikke nærmere redegjort for, på hvilket grundlag, man bestrider, at beløbet skal indgå i privatforbrugsberegningen.

Sagsøgte har heller ikke redegjort for, hvorledes beløbet i så fald så skal behandles, hverken regnskabsmæssigt eller skattemæssigt.

Endelig har sagsøgte til støtte for sin påstand gjort gældende, at lånet ikke er tilbagebetalt. Hertil bemærkes, at den efterfølgende tilbagebetaling af lånet i et efterfølgende indkomstår ikke har relevans for, om beløbet faktisk er indgået på sagsøgers klientkonto i 2000 (hvilket jo er dokumenteret). Beløbet er delvist tilbagebetalt i efterfølgende indkomstår, og naturligvis ikke i 2000. Såfremt beløbet var tilbagebetalt i 2000 skulle det jo netop ikke have indflydelse på privatforbruget - på den baggrund forekommer det mærkværdigt, at sagsøgte klandrer sagsøger for ikke at have tilbagebetalt lånet - hvis lånet var tilbagebetalt i samme år som det var lånt havde sagsøger ikke anlagt sagen.

Endelig skal der vedrørende tilbagebetalingen henvises til, at sagsøger har startet tilbagebetalingen af beløbet - dette er da også både forklaret og dokumenteret i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten, jf. bilag 1 p. 4 første afsnit."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende

"Det er under sagen ubestridt, at skattemyndighederne for indkomståret 2000 var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst.

På den baggrund påhviler det sagsøgeren at dokumentere, at der er grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn.

En tilsidesættelse af skønnet kan alene ske, hvis sagsøgeren godtgør, at skønnet er foretaget på et klart urigtigt grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis SKM2005.368.HR. Det bestrides, at sagsøgeren har løftet denne bevisbyrde.

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at han i 2000 skulle have modtaget et lån fra sin bror i USA, PM, på kr. 950.000,-, og det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren i indkomståret 2000 fra sin bror har modtaget et låneprovenue på kr. 950.000,-.

Herved må navnlig henses til

Sagsøgerens bevisbyrde er skærpet henset til, at det påståede låneforhold er mellem familiemedlemmer.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagens bevistema er spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger i 2000 optog et lån på 950.000 kr. fra sin bror, PM, således at beløbet indgik i sagsøgers privatforbrug, og således at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse herefter er foretaget på et urigtigt grundlag.

Efter bevisførelsen kan det ikke anses for godtgjort, at sagsøger har optaget et sådant lån. Der foreligger ikke dokumentation for broderens overførsler af penge, låneaftalen mellem broderen og sagsøger er udarbejdet efter skattesagen er opstået, låneforholdet er ikke omtalt i klagerens regnskab, og sagsøgers forklaring herom findes ikke at kunne lægges til grund. Indbetalinger foretaget af bl.a. familiemedlemmer og venner kan ikke anses for at udgøre en sådan dokumentation.

Sagsøger har ikke med den skete bevisførelse godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse er åbentbart urimelig eller at den hviler på et forkert grundlag, hvorfor der ikke er grundlag for at give sagsøger medhold i nogen af de nedlagte påstande.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages herefter til følge.

Sagsøger skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 63.000 kr. incl. moms. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og materialesamling. Retten har lagt vægt på sagens værdi, omfang og udfald og har taget hensyn til, at den to gange har været berammet til hovedforhandling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage til sagsøgte betale 63.000 kr. i sagsomkostninger.