Dato for udgivelse
17 Jul 2008 12:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jul 2008 13:03
SKM-nummer
SKM2008.623.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, B-1648-07
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Repræsentationsudgifter, fødselsdag, blandet, deltagelse, kommerciel, gæstfrihed
Resumé

Appellanten havde i 2003 afholdt udgifter dels til en reception, dels til en middag, og spørgsmålet i sagen var, om udgifterne kunne fradrages som repræsentationsudgifter.

Til receptionen var indbudt forretningsforbindelser og venner af huset i anledning af, at virksomhedens grundlægger, A fyldte 60 år. Der forelå ingen oplysninger om, at der havde deltaget private venner. Middagen blev afholdt nogle dage senere med deltagelse af forretningsforbindelser, ledende medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer med ægtefæller.

Appellanten gjorde bl.a. gældende, at receptionen havde til formål at præsentere nye ledelsesstrukturer i selskaberne, og at middagsarrangementet havde til formål at pleje personlige kontakter mellem ledelse og nøglemedarbejdere.

Byretten fandt tidligere, at arrangementerne ikke havde tilstrækkelig karakter af repræsentation i appellantens interesse.

Det blev herved lagt til grund, at anledningen til receptionen og middagen var As 60 års fødselsdag, at gæsterne blev indbudt til arrangementerne, og at forretningsforbindelser og venner af huset i en annonce blev indbudt til receptionen. Der blev endvidere lagt vægt på, at arrangementerne blev holdt på en restaurant, og at der i begge arrangementerne deltog både forretningsforbindelser, medarbejdere og familiemedlemmer med tilknytning til virksomheden samt ægtefæller. På denne baggrund samt efter oplysningerne om ledelsesstrukturen i selskabet i 2003 fandt retten ikke, at sagsøgeren havde bevist, at formålet med arrangementerne var at knytte eller bevare forretningsforbindelser, således at arrangementerne væsentligst blev afholdt i en konkret erhvervsmæssig anledning med karakter af kommerciel gæstfrihed.

Byretten fandt endvidere, at Landsskatteretten med rette havde anset udgifterne for et løntillæg for A, der kunne fradrages af sagsøgeren.

Landsretten stadfæstede byrettens dom af de grunde, der var anført af byretten, med bemærkning om, at det ikke kunne tillægges afgørende betydning, at det efter bevisførelsen for landsretten måtte lægges til grund, at der ikke var mulighed for at afholde arrangementerne på selskabets domicil.

Reference(r)

Ligningsloven § 8, stk. 4

Henvisning

Ligningsvejledningen 2008-3 E.B.3.7.6

Parter

H1 International A/S
(advokat Kim Hvam)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Dorte Jensen, Olav D. Larsen og Rikke Fisker Sørensen (kst.)

Byretten har den 19. oktober 2007 afsagt dom i 1. instans (BS 99-9/2007).

For landsretten har appellanten, H1 International A/S, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Der er for landsretten fremlagt fotografier af H1 International A/S' forretningsdomicil i april 2003.

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at det var hans døtre, der stiftede H1 International A/S. Virksomheden havde han drevet fra 1970. I 2003 havde han kontakten til de fire salgsselskabers kunder, men der var tilknyttet fire salgsmedarbejdere, som efterhånden har overtaget ansvaret, således at han nu ikke længere har kontakt til salgsselskabernes kunder. De fire medarbejdere er VR, KS, JJ og SM. De fire, som efter 2003 er blevet salgsdirektører, deltog i receptionen. Af de fire var det alene VR, som deltog i middagen. JJs deltagelse i middagen var ikke nødvendig, idet man i april 2003 ikke solgte lys og servietter m.v., som var hendes område, til G1. KS var forhindret i at deltage i middagen. Det var vist DA, der tog initiativ til middagen. Der skal være en konkret anledning for at få vigtige forretningsforbindelser til at komme til et arrangement. Forretningsdomicilet i april 2003 var fra 1923. Bygningen var udnyttet til det yderste, og der var ikke plads til at afholde reception på stedet. Der var produktionslokaler i stueetagen og kontorlokaler på første sal.

NK har forklaret, at hun er økonomichef i koncernen. Hun blev ansat i 1996. Baggrunden for receptionen i april 2003 var, at nogle salgsmedarbejdere skulle "køres i stilling", fordi A på grund af alder ønskede at trappe ned. Salgsmedarbejderne var JJ, VR, KS og SM. As fødselsdag var en passende anledning til at holde reception for at præsentere dem for forretningsforbindelserne. Man havde internt talt om, at der under alle omstændigheder skulle holdes en reception for at introducere de salgsmedarbejdere, som skulle "køres i stilling". Annonceteksten om receptionen den 14. april 2003 blev skrevet af sekretær ML. Hun ved ikke, hvorfor udtrykket "venner af huset" er blevet anvendt i annoncen. Hun deltog i middagen den 19. april 2003.

Man sad ved mindre borde sammen med repræsentanter for kunderne. Forretningsdomicilet i 2003 var for lille til, at receptionen kunne afholdes på stedet. Der var før 2003 ikke blevet afholdt reception i virksomheden i hendes tid. Der blev holdt en reception i 2005 i forbindelse med flytningen til det nye domicil.

DA har supplerende forklaret, at det er svært at holde en reception uden en særlig anledning som eksempelvis en fødselsdag.

Anbringender

Parterne har gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at de pågældende udgifter ikke er fradragsberettigede repræsentationsudgifter, og at beløbet på 101.016 kr. er anset for yderligere løn til A.

Det bemærkes herved, at det ikke kan tillægges afgørende betydning, at det efter bevisførelsen for landsretten må lægges til grund, at der ikke var mulighed for at afholde arrangementerne på selskabets domicil.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

H1 International A/S skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 20.043,75 kr. Beløbet omfatter 18.750 kr. til udgifter til advokatbistand og 1.293,75 kr. til materialesamling. Landsretten har lagt vægt på sagens resultat og omfang. Der er taget hensyn til, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Appellanten, H1 International A/S, skal betale sagens omkostninger for landsretten til indstævnte, Skatteministeriet, med 20.043,75 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.