Dokumentets dato
23 jan 2004
Dato for offentliggørelse
26 jan 2004 09:45
Cirkulærets nummer
2004-03
Ansvarlig fagkontor
Ret; Personbeskatning I
Sagsnummer
99/03-414-00451
Overordnede emner
Skat
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20040001009-regl

1. Landsskatteretten traf den 7. oktober 1993 en afgørelse (TfS 1993, 551) hvorefter en officer i forsvaret , der var udsendt til tjeneste som FN-observatør i Mellemøsten, ikke kunne få fradrag for udgifter til 3 besøgsrejser til sin bopæl i Danmark. FN-observatøren havde under udstationeringen modtaget skattefri beløb fra FN til dækning af opholds- og forplejningsudgifter. Landsskatteretten anførte i den anledning, at FN-ydelserne var omfattet af dagældende ligningslovs § 7 r, og at disse ydelser måtte sidestilles med skattefri time- dagpenge samt nattillæg omfattet af den tidligere gældende regel i statsskattelovens § 5 d.

2. Den 23. september 2003 har Landsskatteretten afsagt en kendelse offentliggjort i SKM2003.504LSR, der ændrer ovennævnte kendelse. Under aktiv FN-tjeneste i Bosnien modtog en kriminalassistent et månedligt skattepligtigt udetillæg på 11.000 kr. pr. måned. Derudover modtog kriminalassistenten FN-ydelser til dækning af kost, logi, småfornødenheder og lokaltransport under FN-tjenesten (Mission Subsistence Allowance) i overensstemmelse med NOTES FOR THE GUIDANCE OF UNCIVPOL ON ASSIGNMENT. Ud over almindelig ferie optjente kriminalassistenten 1,5 dags "UN-leave" pr. måned, der skulle afholdes i udstationeringsperioden. Det var i kontrakten med Rigspolitichefen præciseret, at der ikke blev ydet godtgørelse for udgifter i forbindelse med afviklingen af ferie i form af "UN-Leave". Landsskatteretten godkendte fradrag for udgifter til 4 hjemrejser til Danmark under udstationeringsperioden, som var afholdt af skatteyderen efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.

3. Styrelsen finder ikke grundlag for at indbringe kendelsen for domstolene. Der kan herefter ske genoptagelse af ansættelser, hvor skatteyderen ikke har opnået fradrag for udgifter afholdt af vedkommende selv til befordring mellem hjem og udstationeringssted. Det er i den forbindelse uden betydning, at den pågældende person har modtaget FN-ydelser omfattet af ligningslovens § 7, nr. 15 (tidligere § 7 r), hvis det fremgår af omstændighederne, at de udbetalte ydelser ikke tilsigter at dække denne udgift.

4. Der kan ske genoptagelse af skatteansættelser efter de ordinære regler i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår.

Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 6.

5. Hvis fristen for ordinær genoptagelse i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelse af praksis, som her er den 23. september 2003. Kendelsen vedrørte 1997. D.v.s der kan her genoptages tilbage fra 1997 og fremefter.

6. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den skattepligtige har kendskab til de omstændigheder, der begrunder genoptagelsen jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, dog kan skatteministeren dispensere fra denne frist, hvis der foreligger særlige omstændigheder jf. skattestyrelseslovens § 35, stk 2, sidste pkt.

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne efter punkt 4 - 6 skal indgives til den skatteansættende myndighed.

7. Ligningsmyndighederne bedes genoptage ansættelserne for de pågældende år, hvis de bliver bekendt med, at der er personer, der er lignet forkert, eller hvis de bliver anmodet herom.

8. Cirkulæret bortfalder den 1. juli 2004.

 

Ole Kjær

/Ebbe Willumsen

 

 

Reference(r)
Ligningsloven § 7, nr. 15 (tidligere § 7, litra r)
Henvisning
Ligningsvejledningen 2004-1 A.F.2.5