Dato for udgivelse
07 May 2008 10:40
SKM-nummer
SKM2008.403.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-057006
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Bevaringsværdig ejendom, tilskud, fonde, skattefrihed
Resumé

Tilskud fra fond1 ydet til istandsættelse af den bevaringsværdige ejendom E medregnes ikke ved opgørelsen af modtagernes skattepligtige indkomst.

Hjemmel

07-173981

Reference(r)
Ligningsloven § 7 E, stk. 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-2 A.G.4.1

Skatterådet anmodes om at give tilladelse til, at støttebeløb givet i 2003,2005 samt 2006 hver på kr. 50.000 fra fond1 til restaurering og vedligeholdelse af ejendommen E ikke medregnes til spørgers skattepligtige indkomst, jfr. ligningslovens § 7E, stk. 2, idet der er givet offentligt tilskud til samme projekt fra K Kommunes Bygningsforbedringsudvalg og Bevaringsfond.

Afgørelse

Det ansøgte imødekommes.

Sagsfremstilling og begrundelse

K Kommune anser ejendommen E for bevaringsværdig jf. Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger § 17.

2003

Det er oplyst, at fond1 har bevilget kr. 50.000 til udskiftning af stråtag, døre mv. på ejendommen E.

K Kommunes Bygningsforbedringsudvalget og Bevaringsfond har ydet en samlet støtte på kr. 54.000 til samme projekt.

Støtten fra Bygningsforbedringsudvalget er et rente- og afdragsfrit lån indeholdende kr. 2000 i tinglysningsafgift, så lånet i alt bliver på kr. 38.000. Lånet er tinglyst i ejendommen E.

Støtten fra Bevaringsfonden er et rente- og afdragsfrit lån indeholdende kr. 1.700 i tinglysningsafgift, så lånet i alt bliver på kr. 19.700. Dette lån er ligeledes tinglyst i ejendommen E.

Det gælder for begge lån, at tilbagebetaling kun skal ske, hvis ejendommen E sælges. Dog gælder tilbagebetalingspligten ikke ved salg til medejer, ægtefælle eller livsarvinger.

2005 og 2006

Til samme projekt som i 2003 har fond1 bevilget kr. 100.000, der er kommet til udbetaling over 2 regnskabsår. Der blev således udbetalt kr. 50.000 d.14. december 2005 og kr. 50.000 d. 8. marts 2006.

Til samme projekt bevilgede K Kommunes Bygningsforbedringsudvalg d. 4. oktober 2004 et kontant tilskud på kr. 40.000, hvortil der er tilknyttet en tinglyst klausul om hel eller delvis tilbagebetaling, hvis ejendommen E afhændes inden for 10 år. De af K Kommunes Bygningsforbedringsudvalg bevilgede kr. 40.000 blev udbetalt d. 7. februar 2006.

Ifølge ligningslovens § 7 E, stk. 1, medregnes tilskud, ydet i henhold til § 16, stk. 1 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, til bygningsarbejder på fredede og bevaringsværdige bygninger ikke til modtagerens skattepligtige indkomst. Det samme gælder andre offentlige tilskud, der ydes til samme formål.

Ifølge ligningslovens § 7 E, stk. 2, kan Skatterådet tillade, at andre tilskud ligeledes ikke skal medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst, hvis der til et bygningsarbejde på en fredet eller bevaringsværdig bygning er ydet offentligt tilskud, der omfattes af ligningslovens § 7 E, stk. 1.

K Kommunes Bygningsforbedringsudvalg og Bevaringsfond har til projektet ydet et støttebeløb på kr. 54.000 i form af et rente- og afdragsfrit lån. Ifølge ligningslovens § 7 E, stk. 1, medregnes tilskud, ydet i henhold til § 16, stk. 1 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, til bygningsarbejder på fredede og bevaringsværdige bygninger, ikke til modtagerens skattepligtige indkomst. Da lånet fra Bevaringsfonden skal tilbagebetales er det i sig selv skattefrit i henhold til statsskattelovens § 5 litra c og udgør derfor ikke et tilskud ydet i henhold til lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer. Det der således gør, at der her er tale om et tilskud i henhold til ligningslovens § 7 E, stk. 1, er at lånet er rente- og afdragsfrit. Støtten fra Bevaringsfonden ydes således ved, at modtager af lånet ikke skal betale renter og afdrag.

Det er SKATs opfattelse, at det samlede tilskud på kr. 94.000 fra K Kommunes Bygningsforbedringsudvalg og Bevaringsfond opfylder kravene i ligningslovens § 7 E, stk. 1, på trods af, at nogle af lånene i sig selv eventuelt skal tilbagebetales, hvis ejendommen E sælges. Tilskuddet skal derfor ikke medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst.

Da der fra fond1 er tale om tilskud til samme bygningsarbejder, som støtten fra K Kommunes Bygningsbevaringsudvalg og Bevaringsfond er givet til, er det SKATs opfattelse, at det samlede tilskud opfylder betingelserne i § 7 E, stk. 2, og SKAT indstiller derfor, at det tillades, at det samlede tilskud på kr. 150.000 fra fond1 ligeledes ikke medregnes til spørgers skattepligtige indkomst.