Dato for udgivelse
11 apr 2008 09:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 mar 2008 12:46
SKM-nummer
SKM2008.348.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-049030
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Medarbejderobligationer, kontraktansatte spillere, professionel sportsklub, anciennitetskrav, 3 år
Resumé

Skatterådet fandt ikke, at en professionel sportsklub kunne udelukke kontraktansatte spillere fra deltagelse i en medarbejderobligationsordning efter LL § 7 A. Begrundelsen var, at udelukkelsen ville være i strid med Lov om tidsbegrænset ansættelse og at udelukkelsen derfor ikke var et alment kriterium i LL § 7 A´s forstand. Kriteriet kunne derfor ikke anvendes til at udelukke nogle ansatte fra adgangen til at modtage obligationerne. Skatterådet fandt videre, at det ville være i strid med LL § 7 A, hvis den professionelle sportsklub krævede, at de ansatte havde minimum 3 års anciennitet for at kunne deltage i medarbejderobligationsordningen.

Hjemmel
07-158987
Reference(r)

Ligningsloven § 7 A

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-1 A.B.1.10

Spørgsmål

  1. Vil A, jf. nedenstående sagsfremstilling skattefrit kunne modtage medarbejderobligationer, jf. ligningslovens § 7 A, idet det samtidig antages, at kontraktansatte spillere m.fl. ikke tilbydes medarbejderobligationer?
  2. Vil A, jf. nedenstående sagsfremstilling skattefrit kunne modtage medarbejderobligationer, jf. ligningslovens 7A, idet det samtidig antages, at kun administrativt personale med minimum 3 års anciennitet i øvrigt vil tilbydes obligationerne?

Svar

  1. Nej.
  2. Nej.
Beskrivelse af de faktiske forhold

A er ansat i selskabet B, der er en professionel sportsklub, der har ansatte i form af administrativt personale samt kontraktansatte spillere, trænere og ledere ansat på tidsbestemte kontrakter.

Trænere samt kontraktansatte spillere er alle ansatte på tidsbegrænsede aftaler. Kontrakterne har typisk en aftaleperiode på 2-3 år. Dog findes der i øjeblikket én kontrakt af længere varighed ligesom andre, typisk yngre spillere, alene har kontrakter på 6-12 måneder.

B ønsker at tilbyde dets administrative personale, som er ansat på ubestemt tid jf. funktionærlovens bestemmelser, medarbejderobligationer efter reglerne i ligningslovens § 7 A. Dette sker ud fra en hensigt om at knytte det administrative personale tættere til selskabet.

B ønsker derimod ikke at tilbyde de ansatte på tidsbestemte kontrakter, dvs. spillere og trænere, sådanne medarbejderobligationer.

Dette skal ses i lyset af, at spillerne i professionelle sportsklubber oftest ikke er i klubberne i en længere årrække og kan forlade klubben transfer frit efter kontraktudløbet. Af denne grund er det uvist, hvor længe spillerne er på kontrakt i B, hvorfor klubben ønsker at holde dem udenfor ordningen, idet der som sådan ikke er et incitament for klubben som arbejdsgiver til at tilbyde spillere m.fl. medarbejderobligationer.

Jævnfør ligningslovens § 7 A, stk. 2 skal adgangen til at erhverve medarbejderobligationer stå åben for alle i selskabet, således at ingen gruppe af ansatte bliver særligt favoriseret.

Begrænsninger, der er fastsat efter almene kriterier kan dog efter en konkret vurdering anerkendes under forudsætning af, at ordningen ikke mister sin almene karakter, og at de øvrige medarbejdere ikke i særlig grad favoriseres. Således kan adgangen til at erhverve aktier m.v. være betinget af, at medarbejderen har været ansat i virksomheden i en vis kortere tid - op til 3 år er således tidligere blevet godkendt.

Ligeledes fremgår det, at retten til at modtage medarbejderobligationen kan variere for forskellige grupper af ansatte. Grupperne kan være opdelt efter tilknytningen til virksomheden, efter arbejdets varighed (heltid-deltid), efter anciennitet, efter aflønning eller efter en kombination af disse kriterier.

B ønsker således som udgangspunkt kun at tilbyde administrativt personale medarbejderobligationer ligesom det vil være en betingelse, at kun administrativt personale med mere end 3 års anciennitet på "tilbudstidspunktet" tilbydes obligationerne. A har været ansat i selskabet i en årrække og opfylder kravet om 3 års anciennitet i selskabet.

Det antages videre, at bestemmelsens objektive betingelser om båndlæggelse og maksimal tildeling på 10 % af årslønnen begge er opfyldt.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Ansøger har anført, at B ønsker at tildele A samt øvrigt administrativt personale medarbejderobligationer, mens selskabet ikke ønsker at tildele medarbejderobligationer til ansatte på tidsbestemte kontrakter, dvs. spillere og trænere.

Begrundelsen herfor er, at spillere i professionelle sportsklubber oftest ikke er i klubberne i en længere årrække og kan forlade klubben transfer frit efter kontraktudløbet. Af denne grund er det uvist, hvor længe spillerne er på kontrakt i B, hvorfor klubben ønsker at holde dem udenfor ordningen, idet der ikke er et incitament for klubben som arbejdsgiver til at tilbyde spillere m.fl. medarbejderobligationer.

Ifølge ligningslovens § 7 A, stk. 2 er det en betingelse for skattefrihed ved tildeling af eksempelvis medarbejderobligationer efter § 7 A, stk. 1, nr. 3 at adgangen til at erhverve obligationerne står åben for alle ansatte i virksomheden. Begrænsninger, der er fastsat efter almene kriterier, kan dog efter en konkret vurdering anerkendes under forudsætning af, at ordningen ikke mister sin almene karakter, og at de øvrige medarbejdere ikke i særlig grad favoriseres. Således kan adgangen til at erhverve aktier m.v. være betinget af, at medarbejderen har været ansat i virksomheden eller koncernforbundne virksomheder i en vis kortere tid - op til 3 år er godkendt af de regionale told- og skattemyndigheder, jf. LV 2008-1, afsnit A.B.1.10.

Endvidere henvises der i LV 2008-1, afsnit A.B.1.10 til at medarbejdere i uddannelsesstillinger, såsom praktikanter og lærlinge kan holdes uden for ordningen. Disse medarbejdere eller andre i tidsbegrænsede stillinger kan dog ikke udelukkes alene med henvisning til deres tidsbegrænsede ansættelse, jf. SKM2001.560.LR.

SKM2001.560.LR vedrører dog ikke udelukkelse af ansatte på grund af deres tidsbegrænsede ansættelse. Der er derimod tale om en stillingtagen til, hvorvidt tidsbegrænset ansatte skal betragtes som værende i uopsagt stilling, jf. kravet herom i LL § 7 A, stk. 2, 3. pkt..

Der er således ikke med afgørelsen i SKM2001.560.LR taget stilling til, om tidsbegrænset ansatte kan udelukkes fra deltagelse i en LL § 7 A-ordning.

Reglerne om tidsbegrænset ansatte må ses i sammenhæng med rådsdirektiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansatte. I direktivets § 4 fastslås det, at ansættelsesvilkårene for tidsbegrænset ansatte ikke må være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold."

Ovennævnte bestemmelse genfindes med næsten samme ordlyd i Lov om tidsbegrænset ansættelse (lov nr. 370 af 28. maj 2003) § 4, stk. 1.

SKAT finder, at den påtænkte udelukkelse af spillere og trænere på tidsbegrænsede kontrakter alene er begrundet i netop den tidsbegrænsede ansættelse. På den baggrund finder SKAT, at en udelukkelse vil være i strid med dels ovennævnte lov om tidsbegrænset ansættelse, dels direktiv 1999/70/EF.

SKAT finder, at en udelukkelse af de tidsbegrænsede ansatte fra medarbejderobligationsordningen vil være i strid med kravet i ligningslovens § 7 A, stk. 2 om, at begrænsninger i adgangen til at erhverve f.eks. obligationer skal fastsættes efter almene kriterier.

SKAT´s vurdering er begrundet i, at en begrænsning, der udelukker tidsbegrænsede ansatte fra tildeling ifølge ligningslovens § 7 A, findes at være i strid med Lov om tidsbegrænset ansættelse. En begrænsning, der således direkte strider mod anden lovgivning kan ifølge SKAT´s opfattelse ikke skatteretligt anses for et alment kriterium, der kan anerkendes til at afskære ansatte fra adgang til at modtage aktier m.v. efter ligningsloven § 7 A.

A vil således ikke kunne modtage medarbejderobligationer skattefrit i henhold til reglerne i ligningslovens § 7 A. Medarbejderobligationerne kan ikke tildeles efter reglerne i denne bestemmelse, da betingelsen om at ordningen skal være generel og at alene begrænsninger fastsat efter almene kriterier kan anerkendes, ikke ses opfyldt.

SKAT indstiller, at der svares nej til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2

I spørgsmål 2 ønskes der svar på, hvorvidt der kan etableres en ordning skattefrit efter reglerne i ligningslovens § 7 A, idet alene administrativt personale med minimum 3 års anciennitet vil blive tilbudt medarbejderobligationer.

Ligningsrådet har tidligere i sagen, der er offentliggjort som SKM2005.382.LR taget stilling til en LL § 7 A ordning, hvor alene medarbejdere med minimum 3 års anciennitet kunne deltage. Af Told- og Skattestyrelsens indstilling i sagen, fremgår følgende:

"Deltagelse i ordningen er for det første betinget af, at den enkelte medarbejder har mindst 36 måneders anciennitet i virksomheden på det tidspunkt, hvor medarbejderobligationen udstedes.

Adgangen til at erhverve medarbejderaktier m.v. skal stå åben for alle ansatte i selskabet, således at ingen gruppe af ansatte bliver særligt favoriseret. Begrænsninger, der er fastsat efter almene kriterier kan dog efter en konkret vurdering anerkendes under forudsætning af, at ordningen ikke mister sin almene karakter, og at de øvrige medarbejdere ikke i særlig grad favoriseres. Således kan adgangen til at erhverve aktier m.v. være betinget af, at medarbejderen har været ansat i virksomheden eller koncernforbundne virksomheder i en vis kortere tid - op til 3 år er godkendt af de regionale told- og skattemyndigheder, jf. LV afsnit A.B.1.10.

Anciennitetskravet må derfor anses for at være i overensstemmelse med praksis."

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.

En udelukkelse af medarbejdere med under 3 års anciennitet må generelt anses for at kunne være foreneligt med kravene i LL § 7 A.

SKAT vurderer dog i den konkrete sag, støttet af spørgers egne oplysninger, at arbejdsgiver ønsker at udelukke to bestemte grupper af ansatte fra deltagelse i ordningen; spillerne og trænerne.

På baggrund heraf finder SKAT ikke, at kravet om 3 års anciennitet i den konkrete sag kan anses for et alment kriterium. Anciennitetsbetingelsen rammer ikke bredt, men synes derimod rettet mod netop de to bestemte grupper af ansatte.

I hvert fald i en sådan situation finder SKAT ikke at kunne godkende en udelukkelse af ansatte med under 3 års anciennitet.

SKAT indstiller, at der svares nej til spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKAT´s indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år regnet fra afgørelsens dato.