Forældelseslovens § 2, fastlægger forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt.
|
Forældelseslovens § 2
Stk. 1. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilken fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.
Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.
(Stk. 3. Udeladt).
Stk. 4. For fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden.
Stk. 5. Selv om fordringshaverne på grund af skyldners misligholdelse eller i medfør af en særlig opsigelsesadgang kunne kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt regnes forældelsesfristen fra det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fordringshaveren ikke udnytter denne mulighed. Udnytter fordringshaveren muligheden, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, til hvilken opfyldelse herefter kan kræves. |
Bestemmelsen gælde i relation til alle lovens frister og tillægsfrister, medmindre andet følger af andre bestemmelser i loven. Der gælder således det samme begyndelsestidspunkt for den korte forældelsesfrist og den absolutte frist i tilknytning hertil.