Østre Landsrets dom
af 27. marts 2006
7. afdeling, B-3147-04

Parter

Finansrådet som mandatar for Sparekassen H1 A/S
(advokat Artur Bugsgang)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af landsdommerne

Steen Mejer Hansen, Merete Engholm (kst.) og Karen Hald (kst.)

Under denne sag har sagsøgeren, Finansrådet som mandatar for H1-Bank A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes til H1-Bank A/S at tilbagebetale 204.664 kr., der udgør for meget betalt lønsumsafgift i årene 1997 til 2001 med tillæg af renter fra tidspunktet for opkrævningen af den for meget betalte lønsumsafgift.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Landsskatteretten afsagde den 30. juli 2004 følgende kendelse

"...

Sagen drejer sig om opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for Sparekassen H1, der bl.a. leverer finansielle ydelser til aftagere uden for EU.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

Møde mv.

Repræsentanten har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler (forhandling).

Sagens oplysninger

Sparekassen H1 (herefter selskabet) er et pengeinstitut med hovedsæde i .....

Selskabet driver som pengeinstitut lønsumsafgiftspligtig virksomhed. Enkelte delaktiviteter er dog momspligtige, f.eks. aktiviteter som bogføringsassistance til datterselskaber og salg af møntsæt mv. Selskabet foretager endvidere leverancer af finansielle ydelser til aftagere udenfor EU.

Selskabet har i perioden 1/4 1997 til 31/12 2001 angivet lønsumsafgift af virksomhedens fulde lønsum med tillæg af 90%, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1.

Selskabet har anmodet ToldSkat om tilbagebetaling af lønsumsafgift med i alt 523.057 kr. for perioden 1/4-97 til 31/12-2001. En del af begrundelsen herfor var, at der i lønsumsafgiftsgrundlaget skulle foretages fradrag med en andel af selskabets lønsum, der svarede til ikke EU kunders andel af den samlede omsætning. Den lønsumsafgift, der kunne henføres hertil, udgjorde 204.664 kr. Herudover anmodede selskabet om fradrag i lønsumsafgiftsgrundlaget med den beregnede momsfradragsprocent for fællesomkostninger.

Selskabet anmodede samtidig om godtgørelse efter momslovens § 45, stk. 4, af moms, som var betalt i forbindelse med leverancer af finansielle ydelser til aftagere uden for EU. Godtgørelsen er beregnet som forholdet mellem renteindtægter for kunder uden for EU og de samlede renteindtægter. Denne anmodning er imødekommet.

ToldSkats afgørelse

Selskabet er ikke berettiget til tilbagebetaling af lønsumsafgift med i alt 204.664 kr.

Selskabet er efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, berettiget til fradrag i lønsumsafgiftsgrundlaget for et beløb, der svarer til momsfradragsprocenten. Selskabets anmodning om tilbagebetaling af den lønsumsafgift, der kan henføres hertil, er derfor også imødekommet.

Selskabet er ikke berettiget til herudover at foretage fradrag i lønsumsafgiftsgrundlaget for den andel af lønsummen, der kan henføres til leverancer af finansielle ydelser til aftagere uden for EU.

Finansielle virksomheder kan ifølge momslovens § 45, stk. 4, få godtgjort moms på udgifter forbundet med levering af finansielle ydelser til kunder bosat udenfor EU. Muligheden for at få godtgjort moms af udgifterne i forbindelse med levering af finansielle ydelser til kunder uden for EU, medfører dog ikke, at man deraf kan konkludere, at der så er tale om en momspligtig aktivitet. Selve den finansielle ydelse, der leveres til kunder udenfor EU, er fortsat en momsfri transaktion efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, og dermed lønsumsafgiftspligtig.

Momslovens § 45, stk. 4 (6. momsdirektiv art. 17, stk. 3, litra c), er endvidere kun indført af handelspolitiske hensyn. Finansielle virksomheder skal således fritages for en indirekte momsbelastning og derved være bedre rustet i konkurrencen med ikke EU-virksomheder. Bestemmelsen passer således ikke ind i den almindelige momssystematik.

Endelig er der ikke i lønsumsafgiftsloven nogen mulighed for afgiftsfritagelse vedrørende eksport af lønsumsafgiftspligtige ydelser.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har fremsat påstand om, at selskabet i lønsumsafgiftsgrundlaget er berettiget til at foretage fradrag for den andel af lønsummen, der knytter sig til selskabets leverancer af finansielle ydelser til kunder uden for EU. Fradraget kan beregnes som forholdet mellem renteindtægter fra kunder bosiddende uden for EU og virksomhedens samlede renteindtægter.

Til støtte herfor er det anført, at udgangspunktet er, at virksomheder, der foretager levering af varer og ydelser fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, er lønsumsafgiftspligtige, jf. lønsumsafgiftslovens §1, stk. 1.

Efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, skal virksomheder, der både udøver aktiviteter efter lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter foretage en fordeling af virksomhedens lønsum på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden. Opdelingen foretages med henblik på en beregning af den del af virksomhedens lønsum, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Henvisningen til § 1, stk. 1, udgør herved en klar afgrænsning af de aktiviteter, der er afgiftspligtige efter lønsumsafgiftsloven.

De leverede ydelser til kunder i udlandet, er ikke momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Danmark har således ikke beskatningsretten til ydelserne, jf. dagældende momslovs § 18, stk. 3, nr. 3, jf. § 18, stk. 1, nr. 5 (nu § 15, stk. 2). Ydelserne skal således ikke momses, fordi leveringsstedet ikke er i Danmark.

Efter en ordlydsfortolkning af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, jf. § 4, stk. 4, er disse ydelser således ikke omfattet af afgiftspligten.

Baggrunden for momslovens § 45, stk. 4, er 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 3, litra c. Denne bestemmelse indeholder adgang for medlemsstaterne til enten at anse de omhandlede ydelser som momsfradragsberettigede eller som godtgørelsesberettigede. I Danmark har man anvendt en godtgørelsesordning.

Formålet er, at disse ydelser ikke skal belaste momssystemet, således at det er muligt for virksomhederne at konkurrere på lige vilkår med virksomheder placeret udenfor EU. Ydelserne skal således sidestilles med momspligtige ydelser. Dette indebærer, at ydelserne ved behandlingen efter lønsumsafgiftsloven ikke skal anses for omfattet af afgiftspligten.

Såfremt der ikke er adgang til det nævnte fradrag, vil det være en klar tilsidesættelse af intentionerne bag EU-reglerne. Der vil således blive tale om en indirekte afgiftsbelastning på ydelser, der leveres til aftagere udenfor EU og benyttes udenfor EU. Dette vil få utilsigtede konkurrencemæssige konsekvenser for selskabet i strid med EU-rettens konkurrencehensyn.

Der er henvist til EF-Domstolens dom i sag C-98/98, præmis 19, hvor det er præciseret, at direktivets fradragsordninger, herunder også ordningen efter direktivets artikel 17, stk. 3, litra c, tilsiger helt at aflaste den erhvervsdrivende økonomiske virksomhed.

Endelig er der henvist til, at Storbritannien i sin nationale momslovgivning har gennemført reglerne i 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 3, litra c, som et egentligt momsfradrag, idet man har fastsat en 0-sats for de omhandlede transaktioner, der teoretisk er anset som momspligtige, jf. i øvrigt præmis 6 i den ovenfor omtalte EF-dom.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet. Til støtte herfor er der bl.a. henvist til, at det efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, ikke er afgørende, hvor der er leveringssted for de pågældende finansielle ydelser, jf. SKM2003.238.LSR.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. fremgår

"Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 1012, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven."

Af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1. pkt. fremgår

"Virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, skal på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden."

Af § 4, stk. 2, 2. og 3. pkt. i bekendtgørelse til lønsumsafgiftsloven fremgår

"...

Har virksomheden ansatte, der både udøver aktiviteter i den afgiftspligtige del af virksomheden og andre aktiviteter, skal der ske en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. Kan virksomheden ikke foretage en faktisk opgørelse af tidsforbruget, skal virksomheden til afgiftsgrundlaget medregne den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden."

Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, fremgår, at følgende varer og ydelser er momsfritaget

"...

1. Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån.
2. Sikkerheds- og garantistillelse, herunder forhandlinger herom, samt forvaltning af kreditgarantier ved den, der har ydet kreditten.
3. Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer.
4. Transaktioner, herunder forhandlinger vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, bortset fra samlerobjekter.
5. Transaktioner, herunder forhandlinger med undtagelse af forvaring og forvaltning i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder over fast ejendom samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom.
6. Forvaltning af investeringsforeninger"

Af momslovens § 45, stk. 4, fremgår

"Der ydes godtgørelse af afgift, som er betalt i forbindelse med transaktioner omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10 og 11, litra a-e, når ydelsen leveres til aftagere uden for EU, eller når de pågældende transaktioner er knyttet direkte til varer, som udføres til steder uden for EU".

Efter momslovens § 18, stk. 2, jf. § 18, stk. 1, nr. 5, var leveringsstedet for bank- finansierings- og forsikringsvirksomhed bortset fra udlejning af bankbokse ikke her i landet, når ydelsen leveredes til aftagere uden for EU og ydelsen enten alene benyttedes i udlandet eller aftageren kunne opnå afgiftsgodtgørelse efter § 45, stk. 1. Bestemmelsen var gældende indtil i. januar 2000, jf. lov nr. 943 af 20/12 1999.

Efter momslovens § 18, stk. 3, nr. 3, jf. § 18, stk. 1, nr. 5, var leveringsstedet for bank- finansierings- og forsikringsvirksomhed bortset fra udlejning af bankbokse ikke her i landet, når ydelsen leveredes til aftagere uden for EU og ydelsen udelukkende benyttedes uden for EU. Bestemmelsen var gældende fra 1. januar 2000 indtil 1. juli 2003, jf. lov nr. 124 af 28/2 2003.

Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, er det afgørende for afgiftspligten, hvad der leveres. Selskabet leverer ubestridt finansielle ydelser. Sådanne ydelser er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Det forhold, at leveringsstedet for en del af selskabets finansielle ydelser ikke er i Danmark, og at selskabet er berettiget til momsgodtgørelse efter § 45, stk. 4, er efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, ikke afgørende for lønsumsafgiftspligten. Det er derfor med rette, at selskabet ikke er anset for berettiget til fradrag i lønsumsafgiftsgrundlaget for en skønsmæssig ansat andel af lønsummen vedrørende disse leverancer.

..."

Procedure

Sagsøgeren har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår følgende anbringender:

Finansielle ydelser er som andre erhvervsmæssigt leverede ydelser momspligtige, men konkret er de undtaget fra momspligt ved levering her i landet efter momslovens § 13, og undtaget fra moms ved levering uden for EU efter momslovens § 15 (tidligere § 18).

Sparekassen H1s lønsumsafgiftpligtige aktiviteter vedrører alene finansielle ydelser, der leveres i Danmark og er dermed momsfri efter momslovens § 13.

De aktiviteter, der består i levering af finansielle ydelser til aftagere uden for EU og dermed har leveringssted uden for EU, er ikke lønsumsafgiftspligtige, idet disse finansielle ydelser ikke er "fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13", idet § 13 alene fritager visse ydelser for moms, når ydelserne har leveringssted i Danmark.

De aktiviteter, der består i levering af finansielle ydelser med leveringssted uden for EU, er ikke lønsumsafgiftspligtige, idet disse finansielle ydelser er fritaget for moms efter momslovens § 15, stk. 4, nr. 1 og 4 (tidligere § 18, stk. 1, nr. 5) .

Sektoropdelingen i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, er en opdeling baseret på en henvisning til lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., og sektoropdelingen medfører derfor, at kun aktiviteter med leveringssted i Danmark, som er fritaget for moms efter momslovens §13, kan danne grundlag for lønsumsafgift.

Det følger af ordlyden af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med henvisningen i § 4, stk. 4, at det er en betingelse for, at en aktivitet kan danne grundlag for lønsumsafgift, at den pågældende aktivitet er fritaget for moms efter momslovens § 13. Øvrige aktiviteter, som ikke er fritaget for moms efter momslovens § 13, kan ikke danne grundlag for lønsumsafgift.

Sektoropdelingen er utvetydigt baseret på en sondring mellem på den ene side ydelser, der omfattes af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. (ydelser fritaget for moms med hjemmel i momslovens § 13), og på den anden side alle øvrige ydelser.

Der er ikke grundlag for at foretage en udvidende fortolkning af § 1, stk. 1, 1. pkt., ved at indfortolke ordene "efter deres art" eller "efter deres karakter" i bestemmelsen, således at bestemmelsen i strid med sin ordlyd skulle udvides til at omfatte alle aktiviteter, blot fordi de efter deres art (eller karakter) er omfattet af ydelsesbeskrivelserne i momslovens § 13.

Skatte- og afgiftsbestemmelser er undergivet et strikt hjemmelskrav og kan derfor ikke til ugunst for de skattepligtige fortolkes udvidende i strid med ordlyden.

Sparekassen H1s tilbagebetalingskrav er begrænset til lønsum, der kan henføres til ydelser med leveringssted uden for EU, idet alene dette spørgsmål har været genstand for prøvelse i Landsskatteretten.

De samme principielle betragtninger gælder for ydelser med leveringssted i andre EU-lande end Danmark, men dette er blot ikke gjort til genstand for den nedlagte påstand.

Sektoropdelingen i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1, pkt., blev indsat i forbindelse med overførslen af de momsfri virksomheder fra ambiloven, og sektoropdelingen er en konsekvens af denne overflytning.

Virksomhederne kan ifølge bemærkningerne i tvivlstilfælde ved sektoropdelingen anvende forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede indenlandske omsætning i det pågældende indkomstår som vejledende for fordelingen, og det følger heraf, at den afgiftspligtige del af virksomheden derfor alene kan udgøre en del af - og maksimalt - den samlede indenlandske omsætning.

Lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1. pkt., skelner ikke mellem nye og gamle virksomheder, der er omfattet af loven.

Det bestrides, at det er i overensstemmelse med både momslovens og 6. momsdirektivs grundlæggende sprogbrug at betegne ydelser, der efter deres karakter er omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 (svarende til 6. momsdirektivs artikel 13, pkt. B, litra d, nr. 1-5), som ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13 (6. momsdirektivs artikel 13), selv når ydelsen leveres til aftagere uden for EU.

Dette skulle ifølge sagsøgte blandt andet fremgå af 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 3, litra c, som indebærer, at der skal etableres en godtgørelses- eller tilbagebetalingsordning for indgående afgift på en transaktion, "som er fritaget for afgift i henhold til artikel 13, pkt. B, litra a og litra d, nr. 1-5, såfremt aftageren er etableret uden for fællesskabet".

De pågældende ydelser, der leveres til steder uden for EU, er ikke fritaget for moms efter momslovens § 13 eller 6. momsdirektivs artikel 13 B.

Ordlyden i 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 3, litra c, er i sig selv meningsløs og har kun et anvendelsesområde, fordi bestemmelsen fortolkes i strid med dens ordlyd til gunst for de af bestemmelsen omfattede ydelsesleverandører, hvorimod bestemmelsen i lønsumsafgiftlovens § 1, stk. 1, 1. pkt., i relation til sektoropdelingen i § 4, stk. 4, netop indeholder en entydig afgrænsning af de lønsumafgiftspligtige aktiviteter i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd.

Bestemmelsen i momslovens § 45, stk. 4, som implementerer 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 3, litra c, er netop udformet med den ordlyd, at de i bestemmelsen nævnte ydelser er "omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10 og 11, litra a-e.", hvoraf det fremgår, at lovgiver har været opmærksom på, at de pågældende ydelser netop ikke er fritaget for moms efter § 13, stk. 1, nr. 10 og 11.

Retten til fradrag eller godtgørelse for købsmoms efter 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 3, litra c, sidestiller momsmæssigt levering af finansielle ydelser uden for EU med levering af andre momspligtige ydelser, og lønsumsafgiftsloven pålægger derfor ikke sådanne ydelser lønsumsafgift.

Bestemmelsen i § 4, stk. 1, indeholder ikke i sig selv en fritagelse for lønsumsafgift af omsætning i udlandet.

Sagsøgte har ligeledes i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår følgende anbringender:

Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., og § 4, stk. 4, 1. pkt., skal fortolkes således, at det ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget er afgørende, om der er tale om ydelser, der efter deres karakter/art er fritaget for afgift i henhold til bl.a. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

En virksomhed, der leverer ydelser, der efter deres karakter er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, er omfattet af afgiftspligten i medfør af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., uden hensyn til leveringsstedet for de pågældende momsfritagne ydelser. Konsekvensen heraf er, at en virksomhed, der udelukkende leverer sådanne momsfritagne ydelser, slet ikke skal foretage nogen såkaldt sektoropdeling efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4.

Såfremt en virksomhed både leverer ydelser, der efter deres karakter/art er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, og ydelser, der ikke er omfattet af opregningen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., vil sektoropdelingen endvidere skulle gennemføres således, at leveringen af de førstnævnte ydelser anses for "den afgiftspligtige del af virksomheden" i henhold til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4.

Den omstændighed, at leveringsstedet for blandt andet bank-, finansierings- og forsikringstransaktioner ikke er her i landet, når de finansielle ydelser leveres til en aftager uden for EU, indebærer ikke, at de pågældende finansielle ydelser ikke er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Det gøres gældende, at denne sproglige fortolkning også er i overensstemmelse med både momslovens og 6. direktivs grundlæggende sprogbrug.

Denne fortolkning har også klar støtte i de relevante bestemmelsers tilblivelseshistorie.

I relation til sagsøgerens fortolkning af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, bestrides sagsøgerens synspunkt om, at bestemmelsens regler om sektoropdeling havde til hensigt at sikre, at ikke-momspligtige virksomheder, der hidtil havde betalt ambi efter momsmetoden (og udelukkende af indlandssalg), og som fremover skulle betale lønsumsafgift, ikke skulle belægges med afgift for så vidt angår deres eksportomsætning.

Sektoropdelingen har tværtimod til hensigt at sikre, at lønsumsafgiften kun pålægges den del af virksomhedens afgiftsgrundlag, der kan henføres til de aktiviteter, der er omfattet af § 1, stk. 1, 1. pkt., dvs. aktiviteter, der efter deres art eller karakter er omfattet af de relevante fritagelsesbestemmelser i momsloven.

Sagsøgeren overser blandt andet, at allerede bestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, tager højde for, at de virksomheder, der blev overført til lønsumsafgiftsloven, hidtil ikke havde betalt ambi i relation til omsætningen uden for Danmark.

Landsrettens begrundelse og resultat

I henhold til lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift blandt andet efter momslovens §13, stk. 1, nr. 11.

Der er mellem sagens parter enighed om, at den af Sparekassen H1 A/S for perioden 1. april 1997 til 31. december 2001 betalte lønsumsafgift på 204.664 kr. vedrører finansielle aktiviteter af den i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, omhandlede art eller karakter, der er fritaget for afgift efter momsloven.

Det følger af momslovens § 1, at erhvervsmæssig levering af varer og ydelser med leveringssted i Danmark er afgiftspligtig efter loven. Leveringsstedet for de af Sparekassen H1 A/S leverede finansielle ydelser til aftagere uden for EU var hverken i henhold til den indtil 1. januar 2000 gældende momslov (lov nr. 943 i 1999) eller i henhold til den fra 1. januar 2000 til 1. juli 2003 gældende momslov (lov nr. 124 i 2003) Danmark. De finansielle ydelser er således efter loven fritaget for afgift alene i kraft af leveringsstedet.

Landsretten finder ikke, at den omstændighed, at de af Sparekassen H1 A/S leverede finansielle ydelser er afgiftsfri efter momslovens § 1, indebærer, at ydelserne ikke er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Da lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., udtrykkeligt pålægger afgift af ydelser omfattet af momslovens §13, stk. 1, nr. 11, skal Sparekassen H1 A/S herefter betale lønsumsafgiften på 204.664 kr.

Det bemærkes herved, at ikke-momspligtige virksomheders fritagelse for betaling af lønsumsafgift vedrørende eksportomsætning heller ikke kan anses at følge af ordlyden af eller forarbejderne til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1. pkt., om sektoropdeling af den afgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden.

Efter de af parterne nedlagte påstande, sagens forløb og udfald skal de omkostninger, som sagsøgte har afholdt i anledning af sagens behandling, erstattes af sagsøgeren med 30.000 kr. for så vidt angår advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, Finansrådet som mandatar for Sparekassen H1 A/S, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 30.000 kr. til sagsøgte. Beløbet forrentes efter renteloven.