Dato for udgivelse
19 Dec 2007 10:27
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Dec 2007 06:21
SKM-nummer
SKM2007.916.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-189795
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt + Udleje og bortforpagtning + Virksomhedsregistrering og ændring i registreringsforhold
Emneord
Moms, udlejning af hotelejerlejlighed, frivillig registrering, erhvervsmæssig udlejning, overdragelse af reguleringsforpligtelse
Resumé

Skatterådet har vejledende udtalt, at en lejlighedsejer - uanset om ejeren er en privatperson eller en virksomhed - ved udlejning af ejerlejligheden er fritaget for moms. Lejlighedsejeren anses således ikke for at levere en momspligtig hotellignende ydelse.

Sagen omhandler forskellige situationer, hvor der sker udlejning af ejerlejligheder.

Kun i situationen, hvor ejeren udlejer sin lejlighed til et hotel, der utvivlsomt driver momspligtig hotelvirksomhed hermed, og det af lejeaftalen fremgår, at ejeren overhovedet ikke har nogen adgang til egne arealer eller ejerlejlighedsforeningens fællesarealer, vil lejlighederne anses for udelukkende anvendt til momspligtige udlejningsformål, hvormed ejerne kan blive frivilligt momsregistreret for udlejningen. Det er en forudsætning, at udlejningen er erhvervsmæssig.

Spørger, der opfører, opbygger m.v. ejerlejlighederne, kan få tilbagebetalt den moms, der er betalt i forbindelse med disse aktiviteter, når ejeren således udlejer sin lejlighed til et hotel, jf. ovenstående.

Da der ikke kan ske frivillig momsregistrering for udlejning til boligformål, kan der ikke opnås tilladelse til frivillig registrering, når ejeren lejer sin lejlighed ud til feriebolig. I den situation kan spørger ikke få tilbagebetalt moms.

Hjemmel

LBK 966/2005

SR 07-0111864

Reference(r)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8.
Momsloven § 51, stk. 1.
Momsbekendtgørelsen § 39.

Henvisning
Momsvejledning 2007-4 D.11.8.3
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 D.11.8.3.1
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 J.3.1.2
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 M.5.1
Redaktionelle noter
Dokumentets dato er efterfølgende ændret.

Spørgsmål

  1. Kan spørger overdrage momsreguleringsforpligtelsen til køberne af hotelejerlejlighederne, når køberne vil udleje lejligheden efter hotelkonceptet?
  2. Ændrer det svaret på spørgsmål 1, hvis der monteres vaskemaskine/tørretumbler?
  3. Kan spørger overdrage momsreguleringsforpligtelsen til køberne af hotelejerlejlighederne, når køberne selv vil anvende lejligheden i forbindelse med deres momspligtige erhverv til kontor og overnatning, og derudover udlejer lejlighederne efter ovennævnte hotelkoncept?
  4. Ændrer det svaret på spørgsmål 3, hvis der monteres vaskemaskine/tørretumbler?
  5. Kan spørger overdrage momsreguleringsforpligtelsen til køberne af hotelejerlejlighederne, når køberne bliver frivilligt momsregistreret for udleje af fast ejendom og udlejer deres hotellejlighed til Hotel X i Y-by?

Svar

Alle spørgsmål afvises, se dog Skatterådets vejledende udtalelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger (A A/S) vil opføre og sælge 59 ejerlejligheder til 59 forskellige købere.

Hotel X i Y-by har brug for en udvidelse af hotelkapaciteten. Det er ikke umiddelbart muligt at udbygge hotellet. Hotellet er derfor interesseret i et samarbejde med spørger.

I Y ombygges en erhvervsejendom til 59 ejerlejligheder, så den fremover indeholder en butiksejerlejlighed i stue- og kælderetagen, 57 hotellejligheder fordelt på etagerne samt et fælles møde- og konferencelokale, "Members Lounge", i stueetagen.

Ejendommen er ifølge kommuneplanen beliggende i et S2-område, som kan anvendes til serviceerhverv, herunder hoteller. Byggeteknisk er der tale om et hotel. Det betyder, at de to ejendomme skal sam-matrikuleres, da det er nødvendigt for at overholde brandmyndighedernes skrappere krav til hotelbyggeri.

Der etableres en ejerforening, A E/F, som alle ejere af hotellejlighederne er forpligtet til at være medlem af. Ejerforeningen lejer ovennævnte Members Lounge, som ejerne kan booke efter "først til mølle" princippet.

Hotellejlighederne indeholder toilet/bad, et lille køkkenarrangement ved den ene væg, bord med stole, sofagruppe og dobbeltseng.

Endvidere er der bredbånd og fladskærm, sengelinned, håndklæder, hårtørrer m.m.

Udlejning, hotelkoncept

Lejlighederne købes med henblik på udlejning. Udlejning kan kun ske til overnatning i kortere tidsrum (hotellejlighed). Det er således ikke lovligt, hvis ejer selv eller lejerne anvender hotellejligheden til bopæl.

Hotellejlighederne udlejes på hotellignende vilkår. Dvs. at der er installeret hårtørrer, og der betales ikke særskilt for el, vand og varme. Slutrengøring er obligatorisk, og der opkræves ikke særskilt herfor hos hotelgæsten.

Ejerlejlighederne indrettes som service apartments med bredbånd, fladskærm mv. I stueetagen er der adgang til et stort mødelokale "Members Lounge", og der oprettes servicecenter med adgang til kopimaskine, fax mv.

Det forventes, at der etableres et samarbejde med Hotel X, således at hotellet sørger for levering og udskiftning af sengetøj og håndklæder mv. Endvidere forventes det, at gæsterne henvender sig i receptionen hos Hotel X.

Hotelgæsterne får også morgenmad. Det overvejes, om hotelgæsterne skal gå på Hotel X, eller om Hotel X sørger for at levere kaffe og brød med tilbehør direkte til hver lejlighed.

Udleje til Hotel X

Det overvejes, at Hotel X lejer hotellejlighederne af de enkelte investorer, således at de enkelte investorer bliver frivilligt momsregistreret for udleje af fast ejendom. Herefter er det Hotel X, der afholder alle udgifter til rengøring, sengelinned, morgenmad mv.

For hotelgæsten vil oplevelsen være den samme, uanset om

- den enkelte investor selv driver hotellejligheden med Hotel X som underleverandør

- investor også selv benytter hotellejligheden eller om

- hotellejligheden er udlejet til Hotel X.

I SKM2007.240.SR har Skatterådet givet en forespørger medhold i, at udleje af hotelejerlejlighed på sommerhuslignende vilkår er momsfrit. Der var tale om udleje på ugebasis uden håndklæder, sengelinned og rengøring. Det samme resultat kom SKAT til i SKM2007.402.SR.

I SKM2007.446.SR kom Skatterådet også til, at der var tale om momsfrit udleje af ferielejligheder. Begrundelsen var her, at der dels var tale om anvendelse til boligformål, og dels fordi ejeren selv kunne benytte ferielejligheden.

Vi er bekendt med, at Landsskatteretten i 2006 har afgjort, at udleje af 3 lejligheder i et parcelhus var momspligtigt: "Selskabets udlejning af lejligheder for kortere tidsrum end 1 måned er momspligtig efter momslovens § 4, stk. 1, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, 2. punktum. Der er herved henset til, at der udøves virksomhed med ydelse af midlertidigt logi på kommerciel basis, som potentielt kan konkurrere med hoteludlejningsvirksomhed."

I SKM2006.710.SR har Skatterådet svaret ja til, at en erhvervsejerlejlighed i København kan anvendes til overnatning i forbindelse med øvrige erhvervsmæssige aktiviteter i København, uden at det medfører ejendomsværdibeskatning, og uden at det afskærer skatteyder fra, at lejligheden kan indgå i virksomhedsordningen. Herved har Skatterådet tilkendegivet, at der ikke er tale om en bolig.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmål 1: Ja.

Spørgsmål 2: Nej.

Spørgsmål 3: Ja.

Spørgsmål 4: Nej.

Spørgsmål 5: Ja.

Ad 1) Da udlejningen ikke kan sidestilles med udlejning af sommerhuse - men derimod sker på hotellignende vilkår, er der tale om momspligtigt udleje, og momsreguleringsforpligtelsen kan overdrages.

Ad 3) Disse lejligheder anvendes bl.a. i forbindelse med virksomhedernes momspligtige aktiviteter, og momsfradraget er derfor afhængig af købernes generelle momsfradrag. Ved kun momspligtige aktiviteter kan momsreguleringsforpligtelsen således overdrages fuldt ud.

Ad 5) Da der er tale om udleje til hotel, er det muligt at få en frivillig momsregistrering, og momsreguleringsforpligtelsen kan overdrages.

Skatterådet har nu i flere tilfælde afgjort, at udleje af ferielejligheder er momsfrit, når udlejningen sker som udleje af sommerhuse.

I dette koncept er der tale om udleje af hotellejligheder på hotellignende vilkår. Udlejningen sker på ingen måde som ved udleje af sommerhuse. Kun i spørgsmål 3 er der tale om egen benyttelse.

Det er således vores klare opfattelse, at udlejningen i 1-4 dage i spørgsmål 1 og 3 er momspligtig hoteldrift, og udlejningen til Hotel X i spørgsmål 5 er udleje af fast ejendom til erhverv/hoteldrift.

Spørger anfører i sine bemærkninger til sagsfremstillingen, at sagens faktiske forhold tilsyneladende har været uklare for SKAT. Spørger anfører derfor, at oplysningerne under overskriften "Udlejning, hotelkoncept" (denne sagsfremstillings side 2) vedrører spørgsmålene 1 - 4. Oplysningerne under overskriften "Udleje til hotel X" dækker spørgsmål 5.

Videre anføres det som supplement til tidligere afgivne oplysninger følgende:

I spørgsmål 1 og 2 kan køberne både være erhvervsdrivende og privatpersoner. Der er ingen egenbenyttelse.

Køberne skal ikke udleje hotellejligheden til et hotel, men køber skal selv drive hotel. Køber skal selv forsikre indbo og beboerne, og køber skal sørge for viceværtsydelser, vaskeservice, rengøring, levering af morgenmad mv. Det forventes, at det for nogle af ovennævnte ydelser sker ved aftale med 3. mand. Det kan fx være Hotel X, men det kan også være et andet hotel i nærheden, ISS eller anden serviceudbyder.

Hotel X i Y-by skal sørge for, at køber kommer i kontakt med så mange hotelgæster som muligt. Hotel X bliver således formidler af købers hotellejlighed. Køber skaffer også gæster gennem egne og andre afsætningskanaler.

Det er endnu ikke afklaret, om købers køb af ydelser sker direkte ved aftale mellem køber og 3. mand, eller om det sker via ejerforeningen. Det er spørgers opfattelse, at det ikke har betydning for den momsmæssige vurdering af købers hoteldrift.

Det er således ikke korrekt, når Hovedcentret antager, at "Som det fremgår af de faktiske forhold i sagen, leverer lejlighedsejerne ikke andre ydelser end selve udlejningen af lejligheden."

Henvisning til SKM2007.240.SR og SKM2007.581.SR er således ikke relevant, idet køberen udlejer hotellejligheden på hotellignende vilkår.

Da køber driver hotel, skal køber ikke selv anvende hotellejligheden.

I spørgsmål 3 og 4 er køberne kun erhvervsvirksomheder. Hotellejlighederne anvendes udelukkende i forretningsmæssigt øjemed i virksomhedens tjeneste.

I spørgsmål 5 kan køberne både være erhvervsdrivende og privatpersoner. Køber driver ikke hotel, men udlejer hotellejligheden til hotel X, som anvender den i sin hotelvirksomhed. Ejerne har ikke selv råderet over lejlighederne.

Der er tale om erhvervsmæssig udlejning, hvor køber overdrager sin råderet over hotellejligheden til Hotel X.

Køber udlejer således ikke hotellejligheden til bolig eller lignende, og hotellejligheden anvendes heller ikke som bolig eller lignende.

Endelig har spørger oplyst, at Y Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning har krævet, at der er reception og morgenmadsrestaurant i bygningen. Denne oplysning er givet fordi, det efter spørgers opfattelse er med til at "trække sagen i retning af hotel".

  SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmålene vedrører spørgers ret til at overdrage reguleringsforpligtelse til kommende ejere af lejlighederne. Betingelserne for at kunne opnå ret til overdragelse af reguleringsforpligtelse er følgende:

Da salg af fast ejendom er momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, skal spørger, der opfører og sælger lejlighederne, for at kunne opnå ret til tilbagebetaling af moms, have opnået tilladelse til frivillig momsregistrering af køb og opførelse m.v. af fast ejendom med henblik på salg til en registreret virksomhed, jf. momslovens § 51, stk. 1, sidste punkt.

Den moms, som er betalt i forbindelse med opførelsen m.v., kan spørger få tilbagebetalt, jf. momsbekendtgørelsen § 39, stk. 1, når spørger har dokumenteret, at ejendommen skal anvendes af en momsregistreret virksomhed til momspligtige formål. Køber skal således samtidig overfor SKAT erklære sig indforstået med at overtage reguleringsforpligtelsen, jf. bestemmelsens stk. 2.

Da besvarelsen af alle spørgsmålene således er afhængig af bevillingsmæssige forhold, kan der ikke opnås bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 3.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålene afvises, hvorefter Skatterådet i stedet for afgiver en vejledende udtalelse.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet beslutter på mødet den 18. december at afgive følgende vejledende udtalelse:

Før en situation med momsreguleringsforpligtelse - og muligheden for overdragelse heraf - forekommer, skal der være opstået ret til tilbagebetaling af moms.

Tilbagebetaling af moms kan forekomme i en situation som den i denne sag forelagte, når alle følgende tre betingelser er opfyldt:

  • Spørger har opnået tilladelse til frivillig momsregistrering for køb og opførelse m.v. af fast ejendom med henblik på salg til en registreret virksomhed,
  • køber er momsregistreret og skal anvende ejendommen til momspligtige formål og
  • køber skal være indforstået med at påtage sig reguleringsforpligtelsen.

Betingelsen, der er principiel i denne sag er, om køber er momsregistreret og skal anvende ejendommen til momspligtige formål. Der skal således foretages en vurdering af:

1) udlejningens karakter (er udlejningen momspligtig?) og

2) købers anvendelse af lejligheden (kan køber blive frivillig registreret for udlejningen?)

Udlejningens karakter

Udlejning af fast ejendom er omfattet af bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, der har følgende ordlyd:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: Administration, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse."

Lejlighedsejerens udlejning af sin ejerlejlighed er utvivlsomt omfattet af bestemmelsen. Spørgsmålet er, om udlejningen udelukkende er omfattet af bestemmelsens første punkt og dermed momsfritaget, eller om udlejningen er af en sådan karakter, at den kan omfattes af bestemmelsens andet punkt, hvormed den bliver momspligtig.

Som det fremgår af spørgers supplerende oplysninger til spørgsmål 1-4, skal lejlighedsejeren ikke udleje lejligheden til hotellet, men "skal selv drive hotel".

Af spørgers oplysninger fremgår, at det forventes, at nogle af de til hoteludlejning sædvanlig tilknyttede ydelser, vil blive leveret af andre end lejlighedsejeren. Det fremgår endvidere, at det endnu ikke er afklaret, om lejlighedsejerens køb af ydelser sker direkte ved aftale mellem lejlighedsejeren og 3.-mand eller om det sker via ejerforeningen.

Det er således usikkert, hvorledes disse aftaler konkret bliver udformet, og hvad realiteterne heraf vil blive. Af den årsag er det ikke muligt for Skatterådet med sikkerhed at udtale sig om den momsmæssige vurdering af lejlighedsejeres udlejning.

Dog er det på det således mangelfulde grundlag Skatterådets umiddelbare vurdering, at lejlighedsejeren ikke driver momspligtig hotelvirksomhed eller lignende momspligtig virksomhed med udlejning af værelser. En sådan momspligtig udlejning indebærer efter Skatterådets opfattelse, at der tilknyttet udlejningen i samme retshandel i et vist omfang også udbydes varer eller andre ydelser end udlejning af værelser. Dette fremgår tillige af SKM2007.581.SR.

Ved denne vurdering er følgende lagt til grund:

I Lov om restaurations- og hotelvirksomhed mv. (seneste lovbekendtgørelse nr. 786 af 9. august 2005) fremgår ikke anden definition af hotelvirksomhed end den i lovens § 1, nr. 2, nævnte "Selvstændig erhvervsvirksomhed ved modtagelse af overnattende gæster med mulighed for servering."

Efter lovens § 2 skal enhver, der driver erhverv som nævnt i § 1, til hvert forretningssted have næringsbrev som restauratør og hotelvært, jf. dog kapitel 4 og 5.

Næringsbegrebet omfatter enhver erhvervsmæssig virksomhed. For at være erhvervsmæssig må virksomheden direkte eller indirekte tilsigte økonomisk fordel, jf. næringslovens § 1 med noter. Skr 1992-05-21, hvor en lejlighedsejer i en hotelbebyggelse blev anset for erhvervsdrivende. Det var oplyst, at hotelvirksomheden blev drevet af et sameje af lejlighedsejerne, at der ikke var nogen ansvarsbegrænsning for disse ved virksomhedens drift, og at der ved driften tilsigtedes økonomisk fordel for den enkelte lejlighedsejer.

Det fremgår ikke af loven, hvad der skal forstås ved "hotel", bortset fra bestemmelsen nævnt foran i § 1, nr. 2. ("Selvstændig erhvervsvirksomhed ved modtagelse af overnattende gæster med mulighed for servering"). I afgørelsen refereret i TfS 1998.708 (Østre Landsrets Dom) tog landsretten stilling til "hoteldrift" og bemærkede (samtlige dommere), at den væsentligste funktion ved hoteldrift og dermed ligestillet virksomhed kan karakteriseres som en ydelse af midlertidigt logi på kommerciel basis.

Af note til Karnovs lovsamling fremgår, at loven ikke omfatter virksomhed, der består i udlejning af værelser uden mulighed for servering. Heller ikke udlejning af ferielejligheder med tilhørende bad og eget køkken - og hvor der ikke er mulighed for egentlig servering - anses for omfattet af loven.

"Mulighed for servering" foreligger efter praksis allerede, hvis der er tale om servering af morgenmad, eller hvis hotelejeren selv - muligt i en anneksbygning - driver restaurationsvirksomhed, eller hvis en forpagter under samme tag som hotellet driver sådan virksomhed, skr 1981-06-02.

"Mulighed for servering" fra restaurant på tilstødende matrikelnummer er ikke til stede, medmindre der indgås forpligtende aftale herom, skr 1991-06-06 og skr 1997-01-24.

Skatterådet lægger til grund, jf. de oplyste forhold, at lejlighedsejeren ikke deltager i og ikke hæfter for hotelvirksomhedens drift. Hotelydelsen, som leveres til potentielle hotelgæster ved indlogering i de i denne sag omhandlede lejligheder, vil fra hotelgæstens side formentlig anses for leveret af Hotel X og ikke af lejlighedsejeren.

Skatterådet er enigt med spørger i, at oplysningen om, at der i bygningen med de 59 lejligheder tillige vil findes reception og morgenmadsrestaurant, "trækker sagen i retning af hotel". Det ændrer dog ikke på Skatterådets opfattelse af, at det ikke er lejlighedsejeren, der er leverandør af hotelydelsen.

I spørgsmål 5 udlejes lejlighederne til Hotel X.

Af SKM2007.240.SR fremgår: "Det er SKATs opfattelse, at ejerens udlejning ikke er omfattet af undtagelsen til fritagelsen vedrørende udlejning af værelser i hoteller, idet der ikke er tale om udlejning af "værelser" i traditionel forstand, og idet ejerens udlejning [Skatterådets understregning] ikke foregår på hotellignende vilkår (...)"

I sagen var der tale om en udlejningsydelse, der udadtil mindede om sommerhusudlejning. Imidlertid blev der lagt vægt på karakteren af ejerens udlejning. Skatterådet traf afgørelse i overensstemmelse med SKATs indstilling og begrundelse.

Af SKM2007.581.SR fremgår: "Udlejning af sommerhuse er fritaget for momspligten som udlejning af fast ejendom til boligformål uanset lejemålets varighed. Udgangspunktet er, at momsfritagelsen for udlejning af ferieboliger generelt er betinget af, at ferieboligen er selvstændig matrikuleret. Den enkelte udlejningsenhed udgør herefter ikke udlejning af værelser.

Baggrunden for, at sommerhuse heller ikke anses som en hotellignende ydelse har intet med udlejningsperiodens længde at gøre, men er - udover de matrikulære forhold - begrundet i, at der ikke i forbindelse med udlejningen tilbydes sådanne serviceydelser, som typisk er forbundet med udlejning i hotelsektoren, der er omfattet af momspligten, jf. bestemmelsens 2. punkt.

Det fremgår ikke af sagens oplysninger, om lejlighedsejerens aktivitet udelukkende består af udlejning af lejligheden, herunder levering af varme og elektricitet, eller om lejlighedsejeren tillige leverer andre ydelser tilknyttet udlejningen. Det er imidlertid lagt til grund for SKATs indstilling til Skatterådet, at lejlighedsejeren udelukkende stiller lejligheden til rådighed for lejere, eventuel med samtidig levering af varme og el.

Lejlighedsejerens udlejningsaktivitet er efter SKATs opfattelse omfattet af momsfritagelsen, jf. bestemmelsens første punkt.

Lejlighedsejerens udlejningsaktivitet kan ikke karakteriseres som udlejning af værelser i et hotel, idet en sådan momspligtig udlejning af "værelser i hotel" efter SKATs opfattelse indebærer, at der tilknyttet udlejningen i samme retshandel i et vist omfang også udbydes varer eller andre ydelser end udlejning af værelser."

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.

På baggrund af ovenstående er det Skatterådets opfattelse, at den udlejning, køberne af de i denne sag omhandlede "serviceapartments", er omfattet af bestemmelsens første punkt og ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i andet punkt. Udlejningen er dermed momsfri.

Købers anvendelse af lejligheden

Der kan opnås tilladelse til frivillig registrering for udlejning af fast ejendom, jf. § 51, stk. 1, der har følgende ordlyd:

"De statslige told- og skattemyndigheder kan give tilladelse til frivillig registrering af erhvervsmæssig udlejning, herunder bortforpagtning, af fast ejendom eller dele deraf. Kun lokaler, der udlejes eller forsøges udlejet, omfattes af den frivillige registrering. Den frivillig registrering kan ikke omfatte udlejning til boligformål. Den frivillige registrering kan heller ikke omfatte allerede indgåede erhvervslejemål, medmindre lejeren er indforstået hermed. Der kan tilsvarende gives tilladelse til frivillig registrering af køb og opførelse m.v. af fast ejendom samt byggemodning af jord med henblik på salg til en registreret virksomhed."

Skatterådet har tidligere vejledende udtalt, at ejere af ejerlejligheder ikke har mulighed for at blive frivilligt registreret.

Af SKM2007.581.SR fremgår: "At der gives tilladelse til erhvervsmæssig udlejning, medfører efter Skatterådets opfattelse, at lejligheden i registreringsperioden udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt.

Det faktum, at ejeren af lejligheden har råderet over lejligheden og således har ret til selv at benytte den 5 uger årligt, medfører, at lejligheden i momsmæssig henseende ikke kan anses for anvendt til erhvervsmæssig udlejning. Samtidig medfører en sådan råderet, at ejeren kan anvende lejligheden til egne boligformål.

Skatterådet svarer således vejledende nej til spørgsmål 2, hvormed ejere af hotelejerlejlighederne i A ikke kan lade sig frivilligt momsregistrere."

Som en undtagelse til momsregistrerede virksomheders almindelig adgang til fradragsret i § 37, stk. 1, der foreskriver, at indkøbet skal vedrøre varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, gælder særlige regler efter hvilke, der aldrig kan opnås fradragsret for moms. Reglerne findes i momslovens § 42, stk. 1, der af relevans for denne besvarelse har følgende ordlyd:

§ 42. Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører:
..
2) anskaffelse og drift af bolig for virksomhedens indehaver og personale
..
4) anskaffelse og drift af vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, feriehjem, sommerhuse og lignende for virksomhedens personale,
..

Det er Skatterådets opfattelse, at en køber af en i denne sag omhandlede serviceapartments, er omfattet af ovenstående regler, der ikke berettiger til fradrag for moms.

Virksomhedens anvendelse til de i bestemmelsen omhandlede formål sidestilles med en "privat" anvendelse, hvorfor udlejningen ikke kan anses for erhvervsmæssig i den forstand udtrykket i § 51, stk. 1, anvendes, jf. SKM2007.446.SR.

Såvel privatpersoner som virksomheder, der ejer en af de i sagen omhandlede lejligheder, vil imidlertid kunne opnå tilladelse til frivillig momsregistrering, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

1) Der skal være tale om erhvervsmæssig udlejning

2) Der må ikke i lejeaftalen overhovedet være nogen adgang for ejeren til selv at benytte lejligheden. Det gælder også for ejerforeningens fællesarealer.

3) Der må ikke ske udlejning til boligformål. Det forudsættes altså, at lejeren driver hotelvirksomhed i de lejede lokaler - og ikke udleje til feriebolig.

Således opstår muligheden for frivillig registrering kun i spørgsmål 5, hvor ejer udlejer sin lejlighed til Hotel X, der utvivlsom anvender lejligheden til momspligtig hotelvirksomhed.

Er betingelserne ikke til stadighed opfyldt, kan den frivillige registrering når som helst tilbagekaldes.

Skatterådet svarer på baggrund af ovenstående argumentation vejledende Nej til spørgsmål 1 og 3, og som en følge heraf også Nej til spørgsmål 2 og 4.

Såfremt betingelserne for frivillig registrering er opfyldt, jf. ovenstående, og køber har indvilget i at overtage reguleringsforpligtelsen, svarer Skatterådet vejledende Ja til spørgsmål 5.