Dato for udgivelse
16 Oct 2007 13:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Dec 2006 15:17
SKM-nummer
SKM2007.721.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 26-1-398/2006
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Om kommunikation og information samt kampagner + Ejendomsvurdering
Emneord
Syn, skøn, udlevering, bilag, ensidigt, vurdering
Resumé

I sagen skulle skønsmanden vurdere markedsværdien i 2003 af et ubebygget areal. Rekvirenten fremlagde i den forbindelse bl.a. 3 ejendomsmæglervurderinger af det pågældende areal, der var indhentet forinden tvistens opståen. SKAT gjorde gældende, at bilag, der kan påvirke skønsmandens mulighed for at foretage den forudsatte uvildige vurdering, alene bør forelægges for denne, hvis bilaget må antages at indeholde oplysninger, der har eller kan have betydning for hans mulighed for at besvare de stillede spørgsmål.

 

Byretten fandt, at skønsmanden ikke skulle have udleveret vurderingerne, men at alene de rent faktuelle og generelle oplysninger vedr. grunden, der var indeholdt i en af vurderingerne, kunne indgå i skønsmandens materiale.
Reference(r)

Retsplejeloven § 343
Skatteforvaltningsloven § 47

Henvisning
Processuelle regler 2007-3 H.3.4.1

Parter

H1 A/S i likvidation v/advokat Michael Grønbech

mod

SKAT

Afsagt af dommer

Flemming Jørgensen

Det lægges til grund, at tvisten angår fremlæggelse af bilagene 8, 9 og 10.

Bilag 8 og 10 ses at være ensidigt indhentede erklæringer vedrørende den ubebyggede parcel som skønsmanden netop skal udtale sig om. I bilag 9 er der i punkt 1-9 en række faktuelle eller generelle oplysninger vedrørende den omhandlende parcel.

Retten kan herefter i det hele tiltræde det af skønsindstævnte, SKAT, anførte i sit processkrift af 30. november 2006 for så vidt angår skønsindstævntes subsidiære påstand.

I overensstemmelse hermed

b e s t e m m e s

Sagens bilag 8 og 10 kan ikke udleveres til skønsmanden, ligesom vurderingsansættelsen bilag 9, punkt 10. Derimod findes faktuelle og generelle oplysninger vedrørende grunden nævnt i bilag 9, punkt 1-9, at kunne indgå i skønsmandens materiale til besvarelse af det skønstema parterne bliver endeligt enige om.

Sagen udsat til den 24. januar 2007 på fremlæggelse af endeligt skønstema samt forslag til syns- og skønsmand.