Vestre Landsrets dom
af 9. november 2000
4. afdeling, B-2276-97 og B-2286-97
Parter
HX ApS under konkurs ved kurator, advokat Ole Erlich-Erichsen
(Kammeradvokaten ved advokat Jacob Pinborg)
mod
A
B og
C
(alle advokat Henrik Steen Jensen)
og adcitationssag B-2286-97
Parter
A
B og
C
(alle advokat Erik Jensen, Århus)
mod
D
(selv)
E
(selv)
MM
(selv) og
JO
(advokat K.E. Meinertz)
Afsagt af landsdommerne
Sigrid Ballund, Würtzen og Solveig Bloch Madsen(kst.)
Hovedsagen, der er anlagt den 29. september 1997, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de sagsøgte, A, B og C, som sælgere af anparterne i overskudsselskabet HX ApS, der var under omdannelse fra H1 A/S, efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, jf. stk. 2, over for sagsøgeren, HX under konkurs ved kurator, advokat Ole Erlich-Erichsen, hæfter for tilbageførsel af selskabets midler. Sælgerne har erkendt at være erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige regler for skattevæsenets tab i konkursboet og har forud for sagens anlæg betalt skattekravet med tillæg af kontrollovstillæg med i alt 6.984.118 kr.
Adcitationssagen, der er anlagt den 30. september 1997, drejer sig om, hvorvidt sælgerne kan kræve sig helt eller delvist friholdt for det betalte skattekrav og eventuelle yderligere krav af sælgernes advokat og dennes advokatfirma, sælgernes revisor og dennes revisionsfirma, sælgernes bank, det købende selskab, køberselskabets advokat og dennes bank, ledelsen i det købende og det købte selskab samt formidleren af handlen. I medfør af retsplejelovens § 253 er domsforhandlingen begrænset til hovedsagen samt spørgsmålet om, hvorvidt de sagsøgte har krav på friholdelse af køberselskabets advokat, adciterede JO, og af de adciterede E, MM og D, der alle var bestyrelsesmedlemmer i det købende selskab og tillige blev det i det købte selskab. D var desuden direktør i begge selskaber.
Parterne har nedlagt følgende endelige påstande
Konkursboet
- A, B og C tilpligtes til konkursboet in solidum at betale 2.996.280 kr.
- A, B og C tilpligtes at anerkende, at de in solidum er forpligtede til at erstatte konkursboet omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, samt rimelige omkostninger ved likvidationen og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4.
Beløbet i første led af påstanden svarer ifølge konkursboet til renter efter selskabsskattelovens § 30 af overskudsselskabets skyldige skattetilsvar frem til den dag, hvor sælgerne betalte skattetilsvaret.
Konkursboet har i sit påstandsdokument erklæret, at sælgerne ikke vil blive afkrævet beløb udover den maksimale hæftelse efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5.
A, B og C
Over for konkursboet
Principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end 1.536.440 kr. og mere subsidiært frifindelse mod betaling af 1.536.440 kr.
Over for D, E, MM og JO
Principalt
D, E, MM og JO tilpligtes in solidum at betale til A, B og C 3.728.640 kr., subsidiært et mindre beløb, alt med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.
Subsidiært
D, E, MM og JO tilpligtes alternativt at betale til A, B og C 3.728.640 kr., subsidiært et mindre beløb, med renter som principalt påstået.
Påstandene er nedlagt uafhængigt af udfaldet af hovedsagen. Beløbet på 3.728.640 kr. er efter det oplyste ansat på grundlag af konkursboets oprindelige påstand. Det er gjort gældende, at D, E, MM og JO hæfter for et større beløb, men at sagen er begrænset af omkostningsmæssige grunde.
JO
Over for A, B og C
Principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
JO, der har fri proces, har beregnet sælgernes berigelse i forhold til en likvidation til 7.131.445 kr. Sælgerne har erklæret sig enige i denne beregning, herunder at berigelsen overstiger det betalte skattekrav med kontrollovstillæg med 147.327 kr.
Over for D, E og MM
Principalt friholdelse, subsidiært friholdelse for en del af det beløb, som JO måtte blive pålagt at betale.
D, E og MM har trods behørig indkaldelse ikke givet møde under domsforhandlingen.
Sagens omstændigheder
Ved købsaftale af 1. oktober 1992 solgte A, B og C anparterne i HX ApS til G1 A/S for 28.403.482 kr. Købesummen var fastsat som selskabets egenkapital med tillæg af 84 % af selskabets udskudte skatter. Der skulle stilles sikkerhed for de selskabsskatter, der forfaldt til betaling den 20. november 1992. Overtagelsesdagen var aftalt til den 5. oktober 1992, og det var aftalt, at selskabets aktiver på dette tidspunkt udelukkende skulle bestå af likvide midler. Af købsaftalens § 1 fremgår bl.a. følgende om afregningen af de likvide midler og købesummen:
"...
Selskabets likvide midler og prisen for anparterne afregnes ved overførsler via Nationalbanken i henhold til nærmere aftale mellem parterne.
..."
Ved en aftale dateret oktober 1992 transporterede G1 A/S alle rettigheder og forpligtelser i henhold til købsaftalen til K1 System ApS.
A, B og C anmodede selskabets hidtidige bankforbindelse, F1-Bank, om at forestå afregningen af købesum og likvide midler, idet de ved en skrivelse af 2. oktober 1992 bl.a. anførte følgende:
"På betingelse af og mod F1-Banks uigenkaldelige indeståelse for at
- kr. 28.403.482,00
.....den 5/10 1992, uden mulighed for tilbageførsel, med valør den 5/10 1992, indsættes på konto nr. ....1, anmodes Banken om, til den af selskabet G1 A/S anviste konto med F2-Bank A/S den 5/10 1992, at overføre
- kr. 29.520.927,00-"
Den anførte konto nr. ....1 tilhørte det selskab, som havde overtaget overskudsselskabets aktiviteter forud for salget. I dette selskab, der overtog navnet H1, videreførte sælgerne produktionen.
Den 2. oktober 1992 fremsatte advokat JO som advokat for G1 A/S ligeledes en udbetalingsanmodning over for sin bank, F2-Bank A/S, vedrørende gennemførslen af selskabshandlen. Af anmodningen, der er udfærdiget på F2-Banks brevpapir, fremgår bl.a. følgende:
"Uigenkaldelig udbetalingsanmodning:
Når F2-Bank A/S har modtaget kr. 29.520.927,00, mandag den 5. oktober 1992, inden kl. 10.00 fra F1-Bank via Den Danske Nationalbank, med uigenkaldelig melding og bekræftelse via telefax fredag den 2. oktober 1992 inden kl. 11.00 - til min konto nr. ....2, skal jeg,
JO, ..... hermed anmode F2-Bank A/S om, at returnere kr. 28.403.482,00 til F1-Bank .....til kredit for konto nr. ....1, tilhørende H1 A/S, den 5. oktober 1992 via Den Danske Nationalbank og anmode banken om, at melde til Deres likviditetskonto fredag den 2. oktober 1992, begge transaktioner mellem 11.00-12.00, at beløbet skal returneres og beløb modtaget (fejlskrift for modtages) fra F1-Bank.
...
Jeg acceptere at min klientkonto er spærret mandag den 5. oktober 1992, og indtil indbetalingen og overførslen er sket."
Ligeledes den 2. oktober 1992 udvekslede de to involverede banker skrivelser om overførslen af beløbene. I F2-Banks skrivelse til F1-Bank står der bl.a. følgende:
"Vedr. overførsel af beløb.
Vi skal hermed bekræftige, at såfremt vi modtager Kr. 29.520.927,00 via Den Danske Nationalbank mandag den 5. oktober 1992 inden kl. 10.00 fra Jer, med uigenkaldelig melding og bekræftigelse via telefax fredag den 2. oktober 1992 inden kl. 11.00 til kredit for konto nr. ....2, tilhørende JO, vil vi under ovennævnte forudsætning overføre følgende retur til jer, F1-Bank, den 5. oktober 1992;
Kr. 28.403.482,00
til kredit for konto nr. ....1.
Tilhørende: H1 A/S ..."
I F1-Banks skrivelse hedder det:
"...
Uigenkaldelig melding og bekræftelse om overførsel af beløb i forbindelse med G1 A/S, ..... køb af H1 A/S.
Vi skal hermed overfor F2-Bank A/S uigenkaldelig bekræfte overfor Jer, at vi mandag den 5. oktober 1992 inden kl. 10.00 vil overføre følgende til kredit for klientkonto nr. ....2 advokat JO, .....
kr.29.520.927,-
Overførslen er betinget af at i samme dag overfører følgende retur til kredit for konto nr.....1 tilhørende H1 A/S
kr.28.403.482,-
..."
Efter gennemførslen af betalingstransaktionerne bekræftede F1-Bank den 5. oktober 1995 over for sælgernes advokatforbindelse, at transaktionerne havde fundet sted. I bankens brev herom hedder det bl.a.:
"H1 A/S.
På given foranledning skal vi hermed bekræfte, at vi d.d. i henhold til anmodning via Nationalbanken har overført
kr. 29.520.927,-
til konto nr. ....2 /advokat JO, i F2-Bank A/S,
Fra advokatens ovennævnte klientkonto er der herefter d.d. tilbageført
kr. 28.403.482,-
til kredit for H1 A/S's konto nr. ....1 hos os."
Hos køberselskabets advokat, advokat JO, blev der ifølge advokatens kassekladde foretaget følgende bogholderimæssige posteringer i forbindelse med selskabshandlens gennemførelse:
"...
|
Dato |
BilagNr |
KontoNr |
Tekst |
Debet |
Kredit |
|
051092 |
910 |
1824.1 |
Bankovf. til HX ApS |
28.403.482 |
|
|
061092 |
913 |
1826.1 |
Bankovf. |
|
29.520.927 |
| |
|
... |
|
|
|
|
|
| |
|
061092 |
917 |
100 |
Salær G1 ApS |
|
3.750 |
|
061092 |
917 |
1824.1 |
Salær vedr. HX ApS |
3.750 |
|
|
061092 |
918 |
1824.1 |
Overført til 1005.10 AKS |
246.250 |
|
|
061092 |
918 |
1005.10 |
Ovf. fra G1 ApS (HX ApS) |
|
246.250 |
|
061092 |
919 |
1826.1 |
Overført til G1 ApS 1824.1 |
29.520.927 |
|
|
061092 |
919 |
1824.1 |
Ovf fra HX ApS |
|
29.520.927 |
| |
|
... |
| |
|
061092 |
923 |
1824.1 |
Udbetalt, bankoverf. |
867.445 |
|
..."
Udbetalingen på 867.445 kr. fandt sted ved en check udstedt til G2 A/S, der havde konto i F3-Bank. G2 A/S er identisk med G3 A/S, der havde formidlet købsaftalen og ifølge denne skulle have kommission af køberselskabet.
Ifølge en skrivelse af 19. oktober 1992 fra G3 I/S til den endelige køber af selskabet, K1 System ApS, fandt der herefter endelig afregning sted således:
"...
HX ApS - under omdannelse fra H1 A/S.
På baggrund af transporten af købsaftalen vedrørende handelen med selskabskapitalen i ovennævnte selskab skal vi i henhold til aftale foretage afregningen af prisen for selskabskapitalen og selskabets likvide midler således:
|
Bankoverførsel fra F1-Bank |
kr. |
29.520.927,00 |
|
Pris for selskabskapitalen |
- |
- 28.403.482,00 |
|
Kommission for bankoverførsler |
|
- 250.000,00 |
|
Modtaget i alt |
kr. |
867.445,00 |
|
Kommission G3 I/S |
- |
- 284.000,00 |
|
Kommission G4 A/S |
- |
- 134.000,00 |
| |
kr. |
449.445,00 |
| |
|
|
|
Aftalt kommission til G3 I/S, 50% af 449.445,00 |
- |
- 224.722,50 |
|
Køb af Mercedes Benz 280 SE |
- |
- 200.000,00 |
|
Restbeløbet |
kr. |
24.722,50 |
er udbetalt pr. check onsdag den 14. oktober 1992.
..."
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen registrerede den 19. november 1992 ny bestyrelse, direktion og revisor for HX ApS og anmodede den 14. januar 1994 Sø- og Handelsretten om at tvangsopløse selskabet. Efter at være taget under likvidation blev selskabet ved dekret af 2. juni 1994 erklæret konkurs, og den midlertidige bestyrer oplyste i denne forbindelse, at der formentlig ville blive rejst et skattekrav på cirka 9 millioner kr. overfor konkursboet. Af oversigten over boets aktiver og passiver udarbejdet i henhold til konkurslovens daværende § 111, stk. 2, den 5. juli 1994 fremgår, at der foreløbig ingen aktiver var registreret i boet, men at kurator burde undersøge pengestrømmene i forbindelse med, at selskabet pr. 30. september 1992 havde solgt aktiver for 29.289.250 kr., som ikke forefandtes i boet. Ved en skiftesamling den 6. september 1994 blev boet udsat indtil videre, idet man afventede Told- og Skattestyrelsens beslutning om eventuelt at rejse sag mod selskabets tidligere ejere. Beslutning herom blev truffet i sommeren 1997, hvorefter kurator ved skrivelser af 11. september 1997 fremsatte krav mod A, B og C om betaling af 10.712.758 kr. inden 10 dage. Beløbet omfattede skattevæsenets krav på selskabsskat for skatteåret 1993/94 med tillæg af kontrollovstillæg, renter i henhold til selskabslovgivningen samt konkursomkostninger. Af skrivelserne fremgik, at forældelse muligvis indtrådte allerede den 1. oktober 1997, og at de pågældende selv måtte drage omsorg for i rette tid at rejse eventuelle krav om skadesløsholdelse overfor andre.
Af en udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremgår, at det købende selskab G1 A/S den 6. november 1997 blev erklæret konkurs af Sø- og Handelsrettens Skifteafdeling. Kurator i dette bo, advokat Erik Malberg, har i en cirkulæreskrivelse af 23. marts 1998 bl.a. oplyst følgende:
"Det nu konkursramte selskabs eneste aktiv bestod af ejendommen ..., som var udlejet til bestyrelsesmedlem E og dennes daværende hustru LD.
Ved købsaftale underskrevet af selskabets direktør, D den 2. april 1996 solgtes ejendommen til LR og PR for kontant kr. 1.698.000. Ejendommen var således afhændet af selskabet før konkursdekretet blev afsagt.
Nettoprovenuet stort kr. 1.252.440, som således var selskabets eneste aktiv, blev udbetalt til det nu konkursramte selskabets advokat, MJ, som herefter havde beløbet indestående på sin klientkonto.
Fra advokat MJ har kurator modtaget korrespondance med bestyrelsesmedlemmet, E, hvori advokaten redegjorde for, hvorledes provenuet ved ejendomssalget er afregnet.
Af afregningen fremgår, at der blev udbetalt kr. 292.596,48 til køb af ejendommen, som er købt af Es daværende hustru, LD. Advokaten afregnede salær til sig selv med kr. 320.675, samt udbetalte á conto kr. 639.169,32 til bestyrelsesmedlemmet, E.
Den 12. marts 1998 afhørte kurator direktør D. Han forklarede, at E ikke var medejer af de nu konkursramte selskaber, idet han tidligere var erklæret konkurs. Dog anså D ham som kompagnon i selskabet.
D kunne ikke på fyldestgørende måde forklare, hvorfor selskabets midler var afdisponeret som ovenfor skitseret. Dog udtalte han klart, at der aldrig var sket udlodning til selskabets aktionærer, som bestod af to ligeledes konkursramte selskaber, G5 ApS og G6 ApS. Han udtrykte sin store forundring over, at E skulle have modtaget á conto beløb i den ovenfor nævnte størrelse.
Både D og E er efter det oplyste insolvente."
I G1 A/S under konkurs er der samlet anmeldt krav for 22.057.087,08 kr. Bortset fra et krav på 381.684,08 kr., der vedrører et krav i anledning af køb af et andet selskab, udspringer de anmeldte krav af den i denne sag omhandlede selskabshandel eller salget af boets ejendom.
K1 System ApS, der var den endelige køber af overskudsselskabet, var ifølge udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen opløst i april 1994.
E og D er ved Østre Landsrets ankedom af 31. maj 2000 dømt for bl.a. skyldnersvig i forbindelse med opkøbet og videresalget af selskabet i denne sag.
Forklaringer
A har forklaret, at han er uddannet ekspedient i herreekvipering. Han blev senere ansat i salgsafdelingen i en virksomhed, der producerede trådvarer. I 1984 startede, han sammen med to kolleger herfra - B og C - virksomheden H1 A/S med henblik på at producere og sælge trådvarer. Han har taget sig af de administrative opgaver, herunder kontakt med bank og advokat. Virksomheden har altid benyttet R1 ApS til regnskaberne og advokat KO i forbindelse med køb af fast ejendom. Det gik godt for H1 A/S, og i 1992 overvejede de tre indehavere at få frigjort midler fra virksomheden ved at inddrage en yderligere investor. De drøftede dette med deres revisor og kontaktede F1-Bank, der foretog en vurdering af virksomhedens værdi og konkluderede, at der var tale om en god og sund virksomhed, hvortil der ville kunne findes investorer. De blev imidlertid betænkelige ved at skulle have en fjerde part ind i selskabet, og revisor DC foreslog dem derfor at overføre produktionen til et nyt selskab og likvidere det gamle. Herved ville der stadig kunne fremkomme kontante midler. Ved et møde herom oplyste advokat KO, at den hensatte skat ville kunne afhændes til en kurs. DC var meget forundret herover, men lovede at undersøge det nærmere, og bekræftede senere, at et sådant salg var muligt. DC undskyldte i denne forbindelse, at han ikke selv havde rådet til et sådant salg. Det var herefter DC, der fremskaffede køberemner og varetog drøftelserne med disse. Han ved ikke, om advokat KO tillige har haft kontakt med køberen. Det var først, da kontrakten skulle underskrives, at han mødte en repræsentant for køberen. DC fortalte, at køberen skulle bruge selskabet i forbindelse med investering i vindmøller i USA. Han fik dog ikke forklaret de nærmere omstændigheder herved. Han stolede på virksomhedens rådgivere og pointerede overfor disse, at der skulle være orden i tingene. Han og de medsagsøgte har ikke hverken med F1-Bank, revisor DC eller advokat KO drøftet handelens nærmere tilrettelæggelse, herunder hvorledes købesummen og selskabets midler skulle udveksles. Han var ikke bekendt med kontoudtog eller bankernes skrivelser vedrørende afregningen af købesum og selskabets midler, ligesom han ikke var bekendt med, at advokat JO var involveret i handlens gennemførelse. I oktober 1993 anmodede Kommunen om samtlige dokumenter vedrørende salget af overskudsselskabet, og i september 1994 anmodede HT-gruppen i ToldSkat om perioderegnskab og kontoudtog vedrørende overførslen af de likvide midler. Revisoren tog sig af disse forespørgsler, og materialet blev sendt efter få dage. Herefter har ingen af sælgerne hørt mere til sagen, førend de modtog krævebreve fra kurator i september 1997. De tog herefter kontakt til deres nuværende advokat og besluttede at indbetale selve skattekravet på godt seks mio. kroner.
B har forklaret, at han er uddannet som maskinarbejder. Han blev værkfører på den trådfabrik, hvor sælgerne arbejdede, før de oprettede H1, idet han stod for produktionen. Han kan tiltræde det, som A har forklaret om omstændighederne i forbindelse med selskabsoverdragelsen.
[C.red] har forklaret, at han er butiksuddannet. Han var salgs- og eksportmedarbejder i den virksomhed, hvor sælgerne arbejdede, før de oprettede H1. I H1 har han primært stået for salg og indkøb. Han kan tiltræde det, som A har forklaret om omstændighederne i forbindelse med selskabsoverdragelsen.
JO har forklaret, at han er 69 år gammel. Han drev selvstændig advokatforretning fra 1975 til 1995, hvorefter han deponerede sin bestalling. En af hans klienter, SA, spurgte på Es vegne, om han over sin bank kunne sørge for nogle pengeoverførsler i forbindelse med selskabshandlen i denne sag. Han talte med E, som, bl.a. ved regnskaber, redegjorde for et vindmølleprojekt, som skulle lægges ind i overskudsselskabet, som agtedes købt. Da han ikke så noget til hinder derfor, henvendte han sig til sin bank, F2-Bank, som konciperede udbetalingsanmodningen af 2. oktober 1992. Han opfattede det som en standardskrivelse, og formuleringerne blev ikke drøftet med banken. Banken havde tidligere deltaget i selskabshandler for E, og det var den samme formular, som havde været benyttet i disse tilfælde. Han har også selv bistået E med flere selskabshandler, dog under 10; der var tale om forskellige køberselskaber. Han havde ingen kontakt med sælgerne af selskabet eller disses rådgivere, han kan dog muligt have fået enkelte oplysninger fra sælgernes advokat eller revisor. Overdragelsesaftalen og udskriften fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fik han fra E, og han afleverede disse i banken, hvorefter han først hørte fra banken, da denne meddelte, at transaktionen var gennemført. Han debiterede i sit bogholderi køberselskabet (G1 A/S, klientkonto nr. 1824.1) for det beløb på 28.403.482 kr., som blev overført til sælgerne af selskabet, og når det i udskriften er anført, at dette er sket til HX ApS, beror det på, at "sælger" ikke er kommet med. Selskabets kapital krediterede han selskabet (HX, klientkonto nr. 1826.1, som blev oprettet.) Salæret, 3.750 kr., er udtryk for hans timeforbrug. 246.250 kr. blev debiteret G1, konto nr. 1824.1, og overført og afregnet til SA, der havde oplyst, at dette beløb med fradrag for det nævnte salær var kommissionen ifølge aftale med E (bilag nr. 918). Efter Es instruktion overførtes derefter under bilag nr. 919 kapitalen fra HX til G1, som ikke havde andre indeståender på klientkontoen. Saldoen på G1's konto, 867.445 kr., blev herefter afregnet til dette selskab. Han antog, at baggrunden for Es instruktion, som medførte en sammenblanding af selskabets og køberens midler, var de planlagte vindmølleinvesteringer, og det undrede ham derfor ikke, at selskabsmidlerne blev fordelt som sket, heller ikke set i forhold til aktieselskabslovens regler om forbud mod selvfinansiering. Heri følte han sig bestyrket ved, at der deltog revisor, bank og advokat på sælgersiden. Den midlertidige spærring af den pågældende klientkonto opfatter han som en normal bankprocedure. Det er hans indtryk, at F2-Bank selv og uden særlige forskrifter fra E gennemførte de omhandlede overførsler. Han har næppe overvejet, hvor købesummen skulle komme fra, men han havde tillid til, at midlerne var til stede og til rådighed for G1. Han vidste bl.a., at E havde et forsikringsselskab, ...., i ryggen. Han mener derfor, at han må have haft forelagt betryggende dokumentation fra E, selv om han ikke i dag erindrer hvilken. Han fik ikke oplyst, hvem der ejede G1, og hvad E nærmere forklarede ham, erindrer han heller ikke. Han husker ikke i dag positivt, om han har set et regnskab for G1. Når han ikke direkte konterede selskabsmidlerne på G1's konto, var det fordi, det ikke ville have været korrekt i henhold til reglerne for advokaters klientkonti.
Statsautoristeret revisor DC har forklaret, at han blev statsautoriseret revisor i 1985. Fra 1992 -1995 var han part i R1 ApS, og fra midten af juni 1992 var han revisor for H1 A/S. På det tidspunkt havde der været overvejelser hos ejerne om at optage en passiv medinvestor, således at der kunne frigøres midler til ejerne. Ejerne opgav imidlertid tanken om en medinvestor, idet de fandt det mere hensigtsmæssigt at sælge aktiverne til et nyt selskab og at opløse det hidtidige ved en solvent likvidation. Han udarbejdede et notat herom. Under drøftelserne af denne plan foreslog advokat KO, at det hidtidige selskab blev solgt som overskudsselskab i stedet for at blive likvideret. Han stillede sig tvivlende overfor dette, men lovede at undersøge det. Efter en annonce i Revision & Regnskabsvæsen henvendte han sig til G3 I/S og spurgte sig for. Han sendte de oplysninger, firmaet bad om, og modtog umiddelbart efter et købstilbud. Firmaet oplyste, at køberen var et selskab, som ville lade det købte overskudsselskab investere i vindmølleprojekter i Californien med henblik på, at der kunne afskrives på vindmøllerne både der og i Danmark. Han talte med E, der var uddannet som statsautoriseret revisor, og det var E, der indtil grænsen for sine klienters forretningshemmeligheder redegjorde for de californiske afskrivningsregler og de relevante dobbeltbeskatningsoverenskomster. Han følte sig overbevist om Es redegørelse. Han kontaktede dog G4 A/S for at få oplyst, om det var normalt at sælge overskudsselskaber. Dette fik han bekræftet, og kort tid efter modtog han et købstilbud fra instituttet. Han tilkendegav herefter over for sine klienter, at det regnskabs- og skattemæssigt var i orden at sælge selskabet som overskudsselskab og rådede dem dertil, herunder at antage tilbudet formidlet gennem G3 I/S, da dette var det gunstigste. Dette skete, hvorefter han gav G3 I/S oplysning om, hvem sælgerne var og hvilket selskab, det drejede sig om, ligesom han fremsendte et perioderegnskab til firmaet. Han blev den følgende weekend kontaktet af den potentielle køber, repræsenteret af RO, der efter at være blevet uenig med G3 I/S, tilbød at købe anparterne direkte og med en højere kurs for skattegælden. Efter at G3 I/S var gået ind på at forhøje sit tilbud tilsvarende, fortsattes forhandlingerne dog med dette firma. Der var et møde den 2. oktober 1992 mellem E og sælgerne samt advokat KO og vidnet, hvor sælgerne underskrev aftalen. Der blev lovet kontant betaling, og han har ikke drøftet, hvorledes denne skulle tilvejebringes. Det samme gælder den i købsaftalen indeholdte bestemmelse om afregning af selskabets midler og købesummen ved nationalbankoverførsler. Han har heller ikke indgået nærmere aftale eller givet instruks herom. Derimod har han på anmodning fra F1-Bank givet banken oplysning om køberens navn og bankforbindelse. Han gik i det hele ud fra, at E, som han havde fået tillid til, havde undersøgt køberens evne til at betale, og han anstillede ikke selv undersøgelser heraf. Heller ikke efter at G1 A/S var indtrådt som køber, spurgte han til dette selskabs forhold og planer, men han var nok, bl.a. fra samtalen med RO, om hvem han havde indhentet en bankoplysning, opmærksom på, at E i et eller andet omfang havde interesser i G1. Heller ikke dette gav ham imidlertid anledning til yderligere spørgsmål. Sagens behandling var på dette tidspunkt overgået til advokat KO. Han så ikke før langt senere udbetalingsanmodningen af 2. oktober 1992 fra advokat JO. Det samme gælder F2-Banks skrivelse af 2. oktober 1992 om overførsel den 5. oktober af beløb fra og til F1-Bank, og sidstnævntes debitering- og krediteringsmeddelelser af 5. oktober 1992 til H1 A/S. Derimod modtog han i anden sammenhæng en kopi af F1-Banks skrivelse af 2. oktober 1992 til F2-Bank, men dens indhold gav ham ikke anledning til undren. Tværtimod fandt han det betryggende, at selskabets midler var blevet overført til en advokats konto. Det var 1-1½ år senere, at skattemyndighederne bad om at få nogle dokumenter indsendt til den såkaldte HT-gruppe i København, herunder en udskrift pr. 9. oktober 1992 af H1 A/S's konto med F1-Bank, og sidstnævntes debitering- og krediteringsmeddelelse til H1 A/S. Han mener, at også købsaftalen blev indsendt. De modtog ingen reaktion fra myndighederne før denne sag. Han har hverken før eller siden medvirket til handel med et overskudsselskab. Det var på daværende tidspunkt hans opfattelse, at sådanne handler med overkurs for skattegælden var lovlige. Han anså sin rolle i handlen for udspillet med mødet den 2. oktober 1992 og har ikke bistået sælgerne med betalingstransaktionernes gennemførelse.
Advokat KO har forklaret, at han siden begyndelsen af 1980erne havde været medindehaver af advokatfirmaet R2. Han havde herunder ydet H1 A/S forskellig juridisk bistand. Han husker et oplæg fra revisor om overdragelse af virksomhedens aktiviteter til et nyt selskab. Hvad der derefter skulle ske med det gamle selskab, var der efter hans erindring ikke taget stilling til. Da aktiviteterne var solgt, fik revisor, der tog sig af det skattetekniske, i opdrag at undersøge muligheden for at sælge selskabet som overskudsselskab. Han erindrer ikke, hvem der havde fremsat forslag herom; han vidste gennem pressen, at der foregik handel med overskudsselskaber. Han husker, at der blev holdt et møde med sælgerne, hvor DC redegjorde for sit forslag, men han husker ikke, om DC havde et tilbud med. Han har ikke deltaget i noget møde med sælgerne om købstilbudet, og han har heller ikke ydet nogen rådgivning om de kommercielle vilkår. Han erindrer heller ikke, om han drøftede eller gennemgik købsaftalens indhold med sælgerne eller revisor, og det samme gælder eventuelle udkast hertil. Han var med henblik på at give vitterlighedspåtegning til stede ved underskrivelsen, som den 2. oktober 1992 fandt sted på et hotel. Han har eventuelt læst aftaleteksten igennem. Købsaftalen var dog ikke en del af hans rådgivning, som alene angik afhændelsen af selskabets aktiviteter til et nyt selskab. Dette har han dog ikke udtrykkeligt tilkendegivet over for klienterne. Han har deltaget i andre handler med overskudsselskaber, men næppe før denne handel. Udvekslingen af betalingerne ifølge aftalen antager han, at klienterne selv tog sig af ved hjælp af deres pengeinstitut, men han ved det ikke. Han har hverken med klienterne eller revisor drøftet, hvorvidt det skulle sikres, at købesummen var til stede. Han erindrer ikke, om han efter aftalens underskrivelse har drøftet den med klienterne. Hvis han havde haft den opfattelse, at handelen og de hermed forbundne transaktioner var ulovlige, havde han tilkendegivet dette for sine klienter. Han erindrer ikke at have set nogle af de bilag, som vedrører betalingstransaktionerne, og han mener ikke, at de i dag findes på hans sag, som har været arkiveret hos hans tidligere kompagnon, med hvem hans samarbejde ophørte på et tidspunkt i 1990erne inden stævningen i denne sag. Han har ikke over for sine klienter antydet, at det ikke skulle være lovligt at sælge et overskudsselskab.
IL har forklaret, at han i 1992 var filialdirektør i F1-Bank. Fra 1991 fik han ved fusionen med F4-Bank forretningsmæssig forbindelse med H1 A/S. I juni 1992 blev han bekendt med overvejelserne om en omstrukturering med likvidation af det hidtidige selskab. Han så et notat af 22. juni udarbejdet af revisor. A oplyste ham siden om tanken om salg af selskabet som overskudsselskab. Dette var ham bekendt advokat KOs ide. Planen var, at selskabet skulle sælges pr. 5. oktober 1992, og banken blev bedt om at foretage en pengeoverførsel. Han fik af revisor eller A at vide, at den skulle ske til advokat JOs konto i F2-Bank, og derfor kontaktede han PS i denne bank. PS sendte ham forskellige koncepter til, hvorledes dette kunne finde sted. Det var første gang, at F1-Bank havde en sådan sag. Han mener ikke, at banken fik kendskab til købskontrakten. Brevene vedrørende betalingstransaktionen udveksledes pr. telefax. Sælgerne gav ham skriftlig instruks om at overføre selskabets beholdning til G1 A/S. Han formoder, at instruksen var konciperet af advokat KO. Han var bekendt med advokat JOs anmodning til F2-Bank af 2. oktober 1992, herunder at klientkontoen skulle være spærret. Købesummen skulle komme retur fra samme konto i F2-Bank, som selskabets beholdning skulle godskrives. Han gik ud fra, at transaktionen i øvrigt var i orden, når pengene skulle indsættes på advokatens klientkonto, og det var en yderligere sikkerhed for banken og kunden, at klientkontoen skulle være spærret den pågældende dag. De koncepter, som de modtog fra F2-Bank, blev forelagt kreditkontoret, men ikke den centrale kreditafdeling i København, og filialen har ikke forelagt dem for nogen jurist. Transaktionen den 5. oktober 1992 forløb gnidningsløst. Banken fik et gebyr på 100 kr. for forretningen. Advokat KO bad banken indestå for, at betalingstransaktionen kunne gennemføres uden risiko for sælgerne, og banken sendte i den anledning en skrivelse af 5. oktober 1992 om, at transaktionen samme dag var gennemført. Banken gjorde sig ingen overvejelser over, hvorvidt selskabets og køberens midler blev blandet sammen i forbindelse med betalingstransaktionen. Tidligere på året havde F1-Bank med henblik på eventuelt salg vurderet H1 A/S til at være ca. 40 millioner kr. værd.
A har yderligere forklaret, at det er rigtigt, at han har været i banken for at meddele, at handlen skulle gennemføres, men han har ikke givet nogen instruks om, hvorledes dette nærmere skulle ske. Det er advokat KO, som har affattet den af sælgerne den 2. oktober 1992 underskrevne instruks til F1-Bank om betalingstransaktionen. Skrivelsen af 5. oktober 1992 fra F1-Bank til advokatfirmaet R2, har han ikke set før i dag.
Advokat MJ har forklaret, at han siden 1996 har været beskikket forsvarer for E og D. MM har han aldrig truffet. Efter at G1 A/S havde solgt ejendommen ...., bistod han E og D med at få slettet nogle anmærkninger vedrørende et ejerskiftelån og på et sælgerpantebrev, men havde ellers ikke noget med denne handel at gøre. Med samtykke af G1 A/S's revisor, LH, udbetalte han provenuet til E og D, som, efter hvad LH havde oplyst, havde tilsvarende tilgodehavender i G1 A/S. Der blev således afregnet som anført i den af kurator for G1 A/S under konkurs den 23. marts 1998 udsendte cirkulæreskrivelse. Han førte over 20 sager for D og E, hvilket er baggrunden for, at han fik 320.000 kr. af provenuet indbetalt i salær, men vederlaget for hans bistand med hensyn til ejerskiftelånet m.v. tegner sig kun for 5-6.000 kr. heraf. Da afskrivningerne vedrørende vindmøllerne i USA ikke blev godkendt, kom der efterfølgende en række skattekrav mod Es og Ds forskellige selskaber.
Advokat SK har forklaret, at han som fast medhjælper ved Sø- og Handelsretten bistod denne ved behandlingen af de mange likvidationsboer efter tomme selskaber med skattegæld. I denne forbindelse har han udøvet funktionen som kurator i HX ApS under konkurs. I sommeren 1994 var han dog endnu ikke inde i sagen. Det var først i 1994, at der var så mange likvidationer af selskaber i et samlet kompleks (BS-komplekset), at der var økonomisk grundlag for at analysere, hvad der nærmere var sket med selskaberne. I begyndelsen af 1995 blev man herefter klar over, hvad der typisk var sket i disse sager. Man kom til den konklusion, at også sælgerne og købernes banker måtte være ansvarlige for skattevæsenets tab. Når der ikke blev rejst krav, skyldes det, at boerne ikke havde penge til det. I februar-marts 1995 blev resultatet af skifterettens undersøgelser i form af en foreløbig hvidbog forelagt for ToldSkat, hvorunder det blev gjort klart, at ToldSkat, der i alle boerne var eneste betydende kreditor, måtte finansiere eventuelle sagsanlæg mod de pågældende. Hos køberne, hvoraf mange boede i udlandet eller var forsvundet, var der typisk ingen penge. Det var i tiden fra 1990-91 til 1993, at overdragelserne af selskaberne havde fundet sted. Den juridiske vurdering var i 1995 imidlertid ikke ganske afklaret, og ToldSkat ønskede at undersøge spørgsmålet om ansvarsgrundlag nærmere. Man rejste fra kuratorernes side derfor ikke krav mod sælgerne før i sommeren 1997, hvor der blev indgået en aftale mellem kuratorerne og Told & Skat om finansiering af videre retsskridt, jf. konkurslovens § 137, mod sælgere, disses rådgivere og banker samt køberbanker i de ca. 200 selskabstømmerboer. Man gik i gang med de ældste sager først af hensyn til forældelsesfristen. Dette er grunden til, at påkravsskrivelse til sælgerne af HX ApS først er sendt den 11. september 1997. Der blev ikke foretaget særlige undersøgelser af, hvorvidt køberne kunne betale, idet ToldSkats bemyndigelse ikke omfattede disse, da retsforfølgning af disse typisk er nyttesløs. Det var først i perioden fra juli 1997 til september 1997, at han fik tilstrækkelige oplysninger fra ToldSkat til om fornødent at anlægge retssag mod sælgerne i denne sag. I nogle sager måtte han tillige indhente oplysninger fra banker om betalingsforløbet, og det tog sin tid. Det var først efter aftalen med ToldSkat, at kuratorerne fik de oplysninger om selskaberne, som ToldSkat havde indsamlet og systematiseret.
Procedure
Konkursboet
Konkursboet har til støtte for sine påstande over for A, B og C gjort gældende, at de pågældende som sælgere i forbindelse med overdragelsen af overskudsselskabet HX ApS (under omdannelse fra H1 A/S) til G1 A/S stillede overskudsselskabets midler til rådighed for køberselskabet i strid med selvfinansieringsforbuddet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, idet sælgerne eller disses rådgivere traf beslutning om at overføre selskabets midler til køberselskabets advokats konto med F2-Bank A/S. Købesummen for selskabet blev trukket fra samme konto samme dag, og da køberselskabet ikke havde midler indestående på denne klientkonto, blev købesummen også rent faktisk betalt med selskabets egne midler. Det forhold, at køberens advokat bogførte de overførte selskabsmidler i overskudsselskabets navn og først efterfølgende overførte beløbet til en intern konto i køberens navn, medfører ikke, at der er sket en tilbageførsel af selskabets midler i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 4. Sælgerne havde da heller ikke over for køberens advokat angivet, at midlerne skulle indsættes på en konto i overskudsselskabets navn, og efter sælgernes egen instruks til sælgernes bank, må det lægges til grund, at sælgernes og køberens endelige aftale om overførsel af midlerne gik ud på, at disse skulle overføres til køberen. Sælgernes bank var endelig fuldt ud bekendt med, at købesummen skulle tilbageføres fra samme konto, og at denne konto var spærret på dagen for transaktionerne. Køberselskabet er i dag under konkurs og kan ikke opfylde tilbagebetalingskravet efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4. Sælgerne, der traf beslutningen om at stille selskabets midler til rådighed for køberen, indestår derfor på objektivt grundlag for selskabets tab, jf. aktieselskabslovens § 115, stk. 5. Tabet udgør principielt samtlige selskabets midler på 29.520.927 kr. med tillæg af rente efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, fra den 5. oktober 1993, til betaling sker, med regulering for den af sælgerne allerede foretagne indbetaling af skattekravet. Konkursboets påstand er sammenholdt med den afgivne proceserklæring med sikkerhed udtryk for en begrænsning i forhold hertil. Det bestrides, at konkursboets krav er bortfaldet ved passivitet eller lignende. Det bestrides i denne forbindelse, at aktieselskabslovens hæftelsesregel i § 115, stk. 5, kræver, at der er sket udtømmende retsforfølgning mod køberen af selskabet. Konkursboet, der erkender at skulle identificeres med ToldSkat, har heller ikke tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt ved ikke tidligere at have rejst tilbagebetalingskravet mod køberselskabet. Efter advokat MJs forklaring må det anses for tvivlsomt, om der ved en retsforfølgning af køberselskabet på et tidspunkt forud for dette selskabs ejendomshandel, ville være opnået et provenu, da køberselskabet havde kreditorer med krav mindst svarende til provenuet fra ejendomshandlen. ToldSkat vidste endvidere ikke og burde heller ikke have vidst, at køberselskabet muligvis havde aktiver frem til 1996. Da konkursboet kunne have stillet krav om betaling af et langt større beløb, har det endelig ikke betydning, om konkursboet eventuelt har udvist forsømmelighed i relation til at indkræve et beløb på godt 1 million kroner fra køberselskabet.
A, B og C
A, B og C har til støtte for deres påstande overfor konkursboet gjort gældende, at det ikke er dokumenteret, at købesummen for anparterne i HX ApS (under omdannelse fra H1 A/S) blev betalt med selskabets midler i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2. Køberselskabet havde på et senere tidspunkt aktiver, og konkursboet har ikke dokumenteret, at køberselskabet på tidspunktet for købet ikke havde midler til betaling af købesummen. Selskabets midler blev endvidere ikke stillet til rådighed for køberen, idet midlerne ikke blev udbetalt direkte til køber, men derimod til købers bestallingshavende advokat til indsættelse på dennes klientkonto. En advokats omgang med betroede midler er reguleret i klientkontovedtægten og undergivet advokatmyndighedernes kontrol. Det er almindeligt, at advokater benyttes som depositarer, og der består i almindelighed en stor sikkerhed og tillid ved advokaters håndtering af betroede midler. Indsættelsen på købers advokats klientkonto må derfor sidestilles med overførsel til en konto i det solgte selskabs navn. Advokaten bogførte i overensstemmelse med reglerne for klientkonti beløbet i overskudsselskabets navn, og overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet kan herefter tidligst være sket i forbindelse med advokatens efterfølgende overførsel til køberens klientkonto, hvilken beslutning imidlertid ikke er truffet af sælgerne. Det var ikke aftalt med køberen, at midlerne skulle overføres til køber. Købsaftalen indeholder således ingen bestemmelse om afregning af selskabets midler, og sælgernes instruks af 2. oktober 1992 til F1-Bank er ikke udtryk for en aftale med køberen, men alene en intern instruks på sælgersiden. Advokaten har således heller ikke i medfør af en aftale med sælgerne været legitimeret til at overføre selskabets midler til køberen. Sagen må herefter bedømmes som en bruttosag, og der er efter Højesterets dom i Satair-sagen (UfR 1997, side 364) ikke grundlag for at afkræve sælgerne renter og omkostninger ved konkursen og likvidationen. Det bestrides endvidere, at det er dokumenteret, at det påstævnte beløb ikke kan tilbageføres fra køber eller fra personkredsen omkring køber.
Sælgerne har endvidere gjort gældende, at bestemmelsen i aktieselskabslovens § 115, stk. 5, efter sin ordlyd kun kan forstås som en bestemmelse om subsidiær hæftelse, der kan sammenlignes med tabskaution og således må fortolkes i overensstemmelse med almindelige kautionsretlige grundsætninger. Tilbagebetalingspligten efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, påhviler køberselskabet, og det sagsøgende konkursbo, der skal identificeres med ToldSkat, må derfor have været forpligtet til at gennemføre sædvanlig retsforfølgning mod køberselskabet med henblik på at inddrive kravet hos dette. Det forhold, at konkursboet intet har gjort for at inddrive kravet hos køberselskabet, må derfor indebære, at sælgernes hæftelse må nedsættes i det omfang, konkursboet ved sædvanlig retsforfølgning mod køberselskabet kunne have opnået dækning. Det samme følger af reglerne om tabsbegrænsning. Efter advokat MJs forklaring må det lægges til grund, at køberselskabet G1 A/S frem til april 1996 var ejer af en ejendom, der indbragte et provenu på 1.252.440 kr. samt et yderligere provenu fra et sælgerpantebrev. Da konkursboet var bekendt med, at der var sket selskabstømning, og da sælgerne havde indsendt alle relevante papirer til ToldSkat i efteråret 1993, burde konkursboet i rette tid have rejst kravet overfor køberselskabet, hvorved der som minimum ville have været opnået 1.459.840 kr. svarende til provenuet ved ejerskiftelånet og et anslået provenu ved salg af sælgerpantebrevet. Efter sælgernes sandsynliggørelse af midler i denne størrelsesorden må det påhvile konkursboet at bevise, at hele det påstævnte beløb ikke kunne være indvundet ved sædvanlig retsforfølgning, hvorfor sælgerne også af denne grund bør frifindes fuldt ud.
For det tilfælde, at sælgerne måtte blive dømt til at betale et beløb til konkursboet, har disse endelig gjort gældende, at det ved fastsættelsen af omkostninger bør tillægges betydning, at kurator ganske kort før forældelsesfristens udløb rettede henvendelse til sælgerne med krav om betaling af over 10 mio. kroner, og at sælgerne på grund af den meget sene henvendelse var nødsaget til at udtage adcitationsstævning mod mulige regrespligtige uden mulighed for at indgå procesaftaler med disse.
A, B og C har til støtte for deres påstande over for D, E og MM gjort gældende, at disse udgjorde den ansvarlige ledelse i det købte selskab og som sådan bærer det direkte og umiddelbare ansvar for en eventuel ulovlig selvfinansiering. Betingelserne for afsigelse af udeblivelsesdom er endvidere opfyldt.
A, B og C har til støtte for deres påstande over for JO gjort gældende, at denne havde et sådant kendskab til transaktionerne og har medvirket til at disse kunne lade sig gøre ved at acceptere overførslerne over sin klientkonto, at han er omfattet af hæftelsesreglen i aktieselskabslovens § 115, stk. 5. JO var i en sådan grad indblandet i selvfinansieringen, at han på samme måde som ledelsen i det købte selskab fuldt ud bør friholde sælgerne. Selvom JO alene måtte have pådraget sig et culpaansvar, må han fortsat skulle friholde sælgerne også for konkursomkostningerne, idet han har været involveret i selvfinansieringen i en sådan grad, at det har været påregneligt for ham, at sælgerne ville skulle hæfte for beløbet.
JO
JO har støttet As, Bs og Cs påstand om frifindelse over for konkursboet. Over for disse har JO gjort gældende, at han ikke er omfattet af personkredsen i aktieselskabslovens § 140 og således ikke kan have truffet eller opretholdt en disposition som omtalt i aktieselskabslovens § 115, stk. 5. Han havde fået forelagt konkrete investeringsplaner og handlede i god tro, hvorfor der heller ikke er grundlag for et erstatningsansvar på grundlag af dansk rets almindelige regler herom. Selvom han måtte have handlet ansvarspådragende, kan dette ansvar ikke udstrækkes ud over selve skattetilsvaret, og da sælgerne efter Højesterets dom i Thranesagen (UfR 2000, side 365) forlods skal afgive deres berigelse, der ubestridt er mindre end skattetilsvaret, bør han under alle omstændigheder frifindes.
Til støtte for sin påstand over for D, E og MM har JO gjort gældende, at han har handlet på grundlag af oplysninger og efter instrukser fra disse, hvorfor de i givet fald bør friholde ham for ethvert krav.
Landsrettens begrundelse og resultat
I henhold til købsaftalen skulle købesummen og det solgte selskabs midler afregnes ved overførsler via Nationalbanken i henhold til nærmere aftale mellem parterne. A, B og C bemyndigede, ved skrivelse af 2. oktober 1992 F1-Bank til at overføre selskabets midler til en af køberselskabet G1 A/S anvist konto med F2-Bank. Skrivelsen var ifølge A udfærdiget af advokat KO, der senere modtog en bekræftelse på pengetransaktionernes gennemførelse. Uanset at advokat KO ikke har nogen erindring om at have medvirket i forbindelse med den endelige aftale om afregningen af selskabets midler, findes det herefter godtgjort, at parternes endelige aftale om afregningen var i overensstemmelse med instruksen til sælgernes pengeinstitut. F1-Bank, som på sælgernes vegne overførte selskabets midler til advokat JOs klientkonto, var endvidere bekendt med denne advokats instruktion til F2-Bank af 2. oktober 1992. Heraf og af korrespondancen mellem bankerne fremgik det, at købesummen samme dag skulle returneres fra samme klientkonto, og at kontoen denne dag var spærret. Under disse omstændigheder stillede sælgerne ved overførslen til advokat JOs klientkonto selskabets midler til rådighed for køberselskabet i forbindelse med dette selskabs erhvervelse af aktierne i selskabet, jf. aktieselskabslovens § 115, stk. 2. I det omfang tilbageførsel fra køberselskabet er udelukket efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, indestår sælgerne herefter for selskabets tab efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5.
Køberselskabet G1 A/S blev erklæret konkurs den 6. november 1997 efter at have afhændet og benyttet provenuet fra det eneste aktiv - en fast ejendom - i april 1996, og tilbageførsel fra dette selskab var derfor udelukket på tidspunktet for hovedsagens anlæg. Henset til karakteren af konkursboets krav kan den omstændighed, at der muligvis på et tidspunkt forud for sagsanlægget var midler i køberselskabet, som konkursboet kunne have forfulgt, ikke føre til, at kravet er helt eller delvist bortfaldet på grund af passivitet, eller at sælgerne ikke hæfter herfor efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5.
Sælgerne hæfter herefter over for konkursboet for renter af selskabsskattekravet samt omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, samt rimelige omkostninger ved likvidationen og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4, i det omfang disse krav med tillæg af det erlagte skattekrav kan rummes indenfor hæftelsesansvarets maksimum efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5. Under henvisning til konkursboets erklæring om ikke at ville afkræve sælgerne beløb herudover, tages konkursboets påstand derfor til følge.
D, E og MM, der efter selskabshandlen udgjorde ledelsen i det købte selskab, opretholdt den skete selvfinansiering af købet og hæfter derfor også for selskabets tab efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5. D, E og MM er udeblevet ved domsforhandlingen, og efter det oplyste lægges det til grund, at initiativet til handlen og fremgangsmåden ved udveksling af købesum og selskabets midler er udgået fra disse, der derfor bør friholde sælgerne. Da der ikke er oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at D, E og MM ikke skulle hæfte solidarisk, findes sælgernes påstand, der beløbsmæssigt er begrænset til et mindre beløb end det erlagte skattekrav, herefter over for disse at være begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne, jf. retsplejelovens § 362, jf. § 360, stk. 3. Påstanden tages derfor til følge som nedenfor bestemt.
Da advokat JO ikke har deltaget i det overdragne selskabs ledelse og derfor ikke har truffet eller opretholdt de dispositioner, der indebar den ulovlige selvfinansiering, er han ikke omfattet af personkredsen i aktieselskabslovens § 115, stk. 5. Han kan derfor højest blive ansvarlig over for sælgerne for det tab, som de har lidt ved at skulle betale selskabets skattetilsvar. Uanset om advokat JO måtte have haft en større indsigt i køberens forhold end sælgerne, bør sælgerne ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden forlods bære den berigelse, som de har opnået ved at modtage et kontant merprovenu i forhold til, hvad en likvidation ville have indbragt. Parterne er enige om, at denne berigelse overstiger skattekravet inklusive kontrollovstillægget. Som følge heraf frifindes JO for sælgernes påstand, og i konsekvens heraf frifindes D, E og MM for JOs friholdelsespåstand.
Landsretten finder ikke, at der i forholdet mellem sælgerne og konkursboet er grundlag for at fravige de sædvanlige retningslinier for fastsættelse af sagsomkostninger. Da JO først under domsforhandlingen har gjort gældende, at sælgernes berigelse oversteg tabet, ophæves omkostningerne i forholdet mellem ham og sælgerne. I øvrigt forholdes med omkostningerne som nedenfor bestemt.
T h i k e n d e s f o r r e t
A, B og C skal en for alle og alle for en til HX ApS under konkurs betale 2.996.280 kr.
A, B og C tilpligtes endvidere at anerkende, at de en for alle og alle for en er forpligtede til at erstatte konkursboet omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, samt rimelige omkostninger ved likvidationen og retsafgift, if. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4.
D, E og MM tilpligtes in solidum at betale 3.728.640 kr. til A, B og C.
JO frifindes.
D, E og MM frifindes for JOs friholdelsespåstand.
I sagsomkostninger skal A, B og C en for alle og alle for en til HX ApS under konkurs betale 150.000 kr.
I sagsomkostninger skal D, E og MM in solidum betale 70.000 kr. til A, B og C.
I øvrigt skal ingen part betale sagsomkostninger til nogen anden part.
Det idømte skal betales inden 14 dage.