Parter

HX ApS under konkurs v/kurator advokat Erik Malberg
(Kammeradvokaten v/advokat Jacob Pinborg).

mod

F1-Bank A/S
(Advokat Anne Almose Videsen)

Afsagt af landsdommerne

Søren Axelsen, Sanne Kolmos og Lars Økjær Jørgensen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 22. maj 1998, har sagsøgeren, HX ApS under konkurs v/kurator advokat Erik Malberg, over for sagsøgte, F1-Bank A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren 802.428 kr. med tillæg af procesrente fra den 16. januar 1998, til betaling sker, subsidiært et mindre beløb.

Sagsøgte har påstået frifindelse mod betaling af 80.632 kr, med tillæg af procesrenter fra den 16. januar 1998, til betaling sker.

Det i sagsøgerens påstand anførte beløb svarer til skattevæsenets krav på skyldige selskabsskatter i sagsøgeren. Der er mellem sagens parter enighed om den beløbsmæssige opgørelse af kravet.

Beløbet på 80.632 kr. anført i sagsøgtes påstand er med henvisning til tabsfordelingen i Thrane-sagen, UfR 2000.365H, opgjort som halvdelen af erstatningen efter fradrag af sælgerens berigelse.

Ved en aftale af 27. februar 1992 solgte A pr. samme dato aktierne i overskudsselskabet H1 A/S (nu sagsøgeren) til G1 A/S eller ordre. Der er enighed om, at selskabet i forbindelse med salget blev tømt for midler, uden at der skete betaling af skattevæsenets krav. Sagsøgte har erkendt, at sagsøgte handlede ansvarspådragende ved sin bistand til køberen i forbindelse med, at selskabet i strid med selvfinansieringsforbuddet i aktieselskabslovens 115, stk. 2, blev erhvervet for dets egne midler, og at sagsøgte derfor har pådraget sig erstatningsansvar for skattevæsenets, dvs. sagsøgerens, tab. Sagens hovedspørgsmål er, om skattevæsenet helt eller delvist har fortabt sit erstatningskrav mod sagsøgte ved ikke at have anmeldt kravet i dødsboet efter A inden udløbet af præklusivt proklama.

Under denne sag indgav sagsøgte den 9. juli 1998 adcitationsstævning mod bl.a. RO, SR og EK. Adcitationssagen er tidligere hævet over for fire andre adciterede, dels sælgeren A, dels tre rådgivere på sælgersiden, som sagsøgte har indgået en forligsaftale med, hvorved det mellem parterne er fastlagt, hvorledes det erstatningskrav, som sagsøgeren måtte få medhold i under sagen, skal fordeles. Samtidig med nærværende dom afsiges der tillige under sagsnr. B-1543-98 udeblivelsesdomme for så vidt angår de førstnævnte tre adciterede.

Efter at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 7. januar 1993 havde anmodet Sø- og Handelsrettens skifteretsafdeling om at opløse selskabet i medfør af anpartsselskabslovens § 86, blev selskabet taget under likvidation den 29. oktober 1993 med advokat Erik Malberg som likvidator. Skattevæsenet havde den 2. marts 1992 givet selskabet tilladelse til omlægning af regnskabsperioden, men ved skrivelse af 17. august 1994 tilbagekaldte Told- og Skattestyrelsen tilladelsen med henvisning til, at omlægningen ikke - som anført af selskabet - var begrundet i selskabets forhold.

Ved skrivelse af 30. september 1994 meddelte Told- og Skattestyrelsen Sø- og Handelsrettens skifteretsafdeling, at man agtede at ændre selskabets skatteansættelser for skatteårene 1986/87, 1992/93 og 1993/94. Med skrivelsen fulgte en sagsfremstilling, hvori det om sagens opståen var anført, at selskabet var udtaget til nærmere skattemæssig kontrol i forbindelse med særlige undersøgelser vedrørende selskabstømninger. Skatteansættelsen ændredes ved Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 25. oktober 1994 i overensstemmelse med det i agterskrivelsen anførte.

På grundlag af en egenbegæring fra likvidator afsagde skifteretten den 8. december 1994 konkursdekret over selskabet og en lang række tilsvarende selskaber. I en § 111-opgørelse af 12. januar 1995 i konkursboet anførte den midlertidige bestyrer, advokat Erik Malberg, bl.a. følgende:

"...

Selskabet har været handlet som et såkaldt overskudsselskab. De likvider, der var reserveret til dækning af skatter, er ikke længere tilstede, men er muligvis anvendt til finansiering af de respektive køberes erhvervelse af anparterne i selskabet.

Midlertidig bestyrer indstiller, at sagen undersøges nærmere, herunder muligheden for at rejse krav mod selskabssælgere eller -købere m.fl. til dækning af bl.a. skyldig told og skattekrav.

..."

I Statstidende af 5. november 1994 var indrykket 3. bekendtgørelse af proklama i dødsboet efter A, død den 30. juli 1994. Indkaldelsen skete med en frist af 3 måneder fra bekendtgørelsen.

Ved skrivelse af 19. april 1994 anmeldte ToldSkat et krav på 765.000 kr. i selskabet under likvidation, og ved skrivelse af 11. august 1995 fremsendte regionen endelig anmeldelse af skattekravet i konkursboet.

Ved skrivelse af 23. oktober 1995 anmeldte kurator i konkursboet erstatningskravet over for sælgerens dødsbo v/advokat VT, der imidlertid ved skrivelse af 22. januar 1996 afviste anmeldelsen under henvisning til, at kravet var anmeldt efter proklamafristens udløb og følgelig prækluderet i dødsboet.

I en skrivelse af 15. oktober 1996 meddelte Told- og Skattestyrelsen på forespørgsel sagsøgtes advokat bl.a. følgende:

"...

For så vidt angår adgangen til at indtale eventuelle erstatningskrav i den civil retssags former, har styrelsen anlagt den strategi, at et eventuelt erstatningskrav rejses overfor sælger af kapitalandelene og eventuelt den involverede køberbank. I denne strategi er endvidere indeholdt, at sælger hæfter for sine eventuelle rådgivere.

...

..."

I en skrivelse af 16. december 1997 anmodede kurator i det sagsøgende selskab, advokat Erik Malberg, med henvisning til erstatningsansvar i forbindelse med aktiesalget sagsøgte om betaling af 807.428 kr. Samtidig afgav kurator rentepåkrav efter renteloven.

ToldSkat har i en skrivelse af 22. maj 2002 bl.a. oplyst følgende til Told- og Skattestyrelsen om regionens sagsbehandling vedrørende det sagsøgende selskab:

"...

Regionen får umiddelbart efter ransagningen af SR den 5.1.1993 adgang til det samlede beslaglagte materiale. Allerede den 6. april 1993 er der bestilt selvangivelser på selskabet. Derefter arbejdes der først rigtigt på selskabet i foråret 1994, som ender med et revisionsnotat, der er færdigt 12. juli 1994. Her har regionen overblik over hvad der er sket med selskabet HX ApS.

...

Regionen kan ikke længere se hvornår selskabet er indberettet til Nettolisten, men det formodes, at det er sket i starten af juli 1994 .

...

... Selve størrelsen af de skyldige skatter er af Styrelsen færdigbehandlet i oktober 1994. På dette tidspunkt er der dog ikke taget endelig stilling til hvordan erstatningssagerne skal behandles.

Dette bliver først klarlagt i foråret 1995, hvorefter regionen arbejder på dette selskab fra 14. juli 1995. Den endelige erstatningsrapport er først færdig 26. oktober 1995.

...

Regionen bliver først bekendt med at A er død den 17. juli 1995, hvor der trækkes diverse systemudtræk til brug for erstatningssagen.

Da regionen arbejder på selskabets skatteansættelser i efteråret 1994, ses der overhovedet ikke på tidligere ejer af selskabet.

..."

Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

Der er under sagen enighed mellem parterne om, at sagsøgte og dødsboet efter sælgeren, såfremt kravet mod sælgeren ikke var prækluderet, ville være blevet dømt til in solidum at betale et beløb svarende til det rejste erstatningskrav ved tømningen af selskabet. Der er endvidere enighed om, at erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem sagsøgte og sælgeren ville være fordelt som i Thrane-sagen, og at sagsøgte, hvis dødsboet havde været inddraget i sagen, skulle have betalt sagsøgeren 80.632 kr. med tillæg af procesrenter.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand overordnet bestridt, at skattemyndighederne har udvist forsømmelighed, og anført, at sagsøgte ikke har dokumenteret et tab. Sagsøgeren har nærmere gjort gældende, at skattemyndighederne ikke har handlet forsømmeligt over for sagsøgte ved ikke at anmelde kravet i sælgerens dødsbo, og at sagsøgeren derfor ikke har fortabt sit erstatningskrav hverken helt eller delvist. Skattemyndighederne var ikke bekendt med at have et erstatningskrav mod sælgeren, da det præklusive proklama i sælgerens dødsbo udløb, ligesom skattemyndighederne heller ikke var bekendt med, at sælgeren var afgået ved døden på tidspunktet for proklamaets udløb. Det giver derfor ingen mening at tale om forsømmelighed i relation til proklamaet. Told- og Skattestyrelsen burde ikke have vidst på et tidligere tidspunkt, at sælgeren var død. Det er endvidere i retspraksis vedrørende selskabstømmersager fastlagt, at skattemyndighederne generelt ikke har udvist forsømmelighed ved ikke at have færdiggjort sine overvejelser hurtigt og tidligere have rejst sit erstatningskrav over for boet. Sagsøgte har den fulde bevisbyrde for, at skattemyndighederne har handlet forsømmeligt og dermed påført sagsøgte et tab, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Hvis det lægges til grund, at skattemyndighederne har udvist forsømmelighed, så har sagsøgte ikke godtgjort, i hvilket omfang sagsøgte har lidt et tab. Sagsøgte har inddraget rådgiverne på sælgersiden rettidigt i sagen og indgået et forlig, hvorved fordelingen af et eventuelt erstatningsbeløb mellem banken og sælgerens rådgivere er fastlagt. Sagsøgte har imidlertid ikke oplyst, hvad der er indholdet af denne aftale, og dermed ikke godtgjort, hvad bankens tab udgør, og om banken overhovedet har lidt et tab. Denne uvished må komme sagsøgte til skade. Efter retspraksis kan sagsøgte videreføre hele sælgerens andel til rådgiverne, og banken har derfor ikke mistet et regreskrav og lidt et tab, selv hvis skattemyndighederne måtte have handlet forsømmeligt. Det vides ikke, hvad bankens tab er, men måtte forliget med rådgiverne være mindre fordelagtigt for banken end praksis tilsiger, må banken bære risikoen herfor. Hvis landsretten måtte finde det godtgjort, at sagsøgte har lidt et tab, kan erstatningskravet ikke nedsættes i det omfang, som sagsøgte lægger til grund. Der skal i givet fald ske en fordeling som i Thrane-dommen, jf. UfR 2000.365H. Sagsøgte har indgået forlig og kan videreføre hele sælgersidens del til sælgerrådgiverne. I det omfang der skal ske nedsættelse, kan sagsøgte videreføre halvdelen af beløbet på 802.428 kr. til sælgerrådgiverne, således at sagsøgtes tab ikke kan overstige 401.214 kr. Subsidiært kan kravet ikke nedsættes til mindre end 161.263 kr., mere subsidiært som opgjort af sagsøgte.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand overordnet anført, at nærværende sag skal afgøres i overensstemmelse med dommene gengivet i henholdsvis SKM2002.477.VLR og SKM2002.483.ØLR. Som hovedanbringender har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgeren ved at have undladt at anmelde sit krav i dødsboet efter sælgeren rettidigt har udvist retsfortabende passivitet. Sagsøgeren har ydermere udvist en sådan forsømmelighed, at sagsøgeren må være afskåret fra at rette det fulde krav mod banken. Sagsøgeren havde mulighed for at træffe sådanne forholdsregler, at sagsøgerens krav kunne være anmeldt rettidigt i dødsboet. Risikoen for, at sælgeren eller dennes dødsbo ikke er inddraget i sagen, kan kun henføres til skattemyndighedernes undladelse og kan ikke skyldes sagsøgtes eller andres forhold. Der er identitet mellem sagsøgeren og Told- og Skattestyrelsen og de regionale skattemyndigheder i det skatteretlige system.

Sagsøgte har nærmere gjort gældende, at selskabet i juli 1994, blev registreret på den såkaldte nettoliste over selskaber, der havde været udsat for selskabstømning, og at skattemyndighederne fra da af havde en sag, dvs. mere end 6 måneder før proklamafristens udløb. Samtidig var skattemyndighederne bekendt med, at selskabet var under likvidation og dermed, at myndighederne måske måtte hente sine penge andetsteds. Når skattemyndighederne var klar over, at dette var en selskabstømmersag, og havde kendskab til, at skattekravet ikke kunne antages. at blive betalt af selskabet selv, så burde Told- og Skattestyrelsen have sikret sig, at sælgeren var tilgængelig som potentiel erstatningsansvarlig. Skattemyndighederne satte imidlertid skattesagen i bero fra oktober 1994 indtil juli 1995, og heller ikke meddelelsen om, at selskabet var taget under konkursbehandling, gav sagsøgeren anledning til at varsle et krav over for konkursboet, banken eller andre. Hvis skattevæsenet havde reageret, ville man være blevet klar over, at sælgeren var død. Heller ikke cirkulæreskrivelsen af 12. januar 1995 med den midlertidige bestyrers opfordring til at overveje at rejse krav mod selskabssælgere fik skattevæsenet til at foretage sig noget. Skattemyndighederne burde have reageret på de modtagne meddelelser og anmeldt kravet rettidigt, men reagerede først flere måneder efter, at fristen for det præklusive proklama var udløbet. Skattevæsenet burde have læst proklamaet, som lovpligtigt var indrykket tre gange i Statstidende, hvilken publikation skattemyndighederne må antages at være en interesseret læser af. Først ved skrivelse af 16. december 1997 blev sagsøgte gjort opmærksom på, at sagsøgeren gjorde et erstatningskrav gældende over for sagsøgte, og det var flere år efter, at sagsøgte selv havde fortabt sin regresret over for sælgerens dødsbo. Skattemyndighederne, dvs. sagsøgeren, som havde flest oplysninger om sit krav, er nærmest til at bære risikoen for, at den afdøde sælger ikke er omfattet af sagen. Ethvert erstatningskrav mod sagsøgte udover 80.632 kr. må derfor bortfalde. Det er sagsøgerens eget valg at have undladt at inddrage rådgiverne på sælgersiden under sagen. Sagsøgte har ikke under sagen fremlagt forliget med de adciterede rådgivere på sælgersiden, idet alle tre parter er enige i sagsøgtes påstand og anbringender.

Landsrettens bemærkninger

Parterne er enige om, at sagsøgte, F1-Bank A/S, og sælgeren, nu afdøde A, eller dennes dødsbo, ville være blevet dømt in solidum til at erstatte skattevæsenets tab ved tømningen af selskabet.

Parterne er endvidere enige om, at erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem sagsøgte og sælgeren ville være blevet fordelt i overensstemmelse med de principper, der er lagt til grund af Højesteret i den såkaldte Thrane-dom, gengivet i UfR 2000.365H, således at erstatningsbeløbet forlods skulle udredes af sælger i forhold til dennes berigelse, og at det resterende beløb skulle fordeles ligeligt mellem parterne. Det er ubestridt, at.sælgerens dødsbo kunne have betalt sælgerens andel. Det er endvidere for landsretten ikke bestridt, at der ved den erstatningsretlige bedømmelse er identitet mellem sagsøgeren og Told- og Skattestyrelsen samt dennes told- og skatteregioner.

Det fremgår af sagen, at selskabet trådte i likvidation den 29. oktober 1993, og at skattemyndighederne den 19. april 1994 anmeldte et krav hos likvidator, advokat Erik Malberg, på 765.000 kr. Skattevæsenet registrerede efter de foreliggende oplysninger primo juli 1994 selskabet på den såkaldte "nettoliste" over selskaber, der havde været udsat for selskabstømning. A døde den 30. juli 1994. Den 30. september 1994 fremsendte Told- og Skattestyrelsen en agterskrivelse til selskabet vedrørende de omhandlede skatteår, og den 25. oktober 1994 ændrede Told- og Skattestyrelsen selskabets skatteansættelser. Der blev af dødsboet efter A indrykket 3. bekendtgørelse af præklusivt proklama i Statstidende den 5. november 1994, og fristen for at anmelde fordringer udløb den 5. februar 1995. Den 8. december 1994 blev selskabet erklæret konkurs, og i § 111-opgørelsen af 12. januar 1995 anførte boets midlertidige bestyrer bl.a., at selskabets likvider reserveret til dækning af skatter ikke længere var til stede, og at midlerne muligvis var anvendt til finansiering af købesummen. Advokaten indstillede, at sagen blev undersøgt nærmere, herunder muligheden for at rejse krav mod bl.a. selskabssælgere.

Det fremgår videre af sagen, at ToldSkat den 17. juli 1995 i forbindelse med, at der til brug for erstatningssagen blev trukket diverse udskrifter af ToldSkats elektroniske registrering, blev opmærksom på, at A var afgået ved døden. Den 11. august 1995 anmeldte ToldSkat sit krav over for selskabets kurator, advokat Erik Malberg, der den 23. oktober 1995 anmeldte kravet i dødsboet. Den 22. januar 1996 afviste dødsboet anmeldelsen, idet proklamafristen var overskredet.

Det lægges herefter til grund, at skattevæsenet i hvert fald i juli 1994 var klar over, at det omhandlede selskab, der var under likvidation, var blevet tømt for midler, at konkursdekretet over selskabet den 8. december 1994 ikke foranledigede skattevæsenet til at varsle et krav over for konkursboet eller sagsøgte, og at skattevæsenet af den midlertidige bestyrer i det solgte selskabs konkursbo ved fremsendelsen af § 111-opgørelsen af 12. januar 1995 blev opfordret til nærmere at undersøge muligheden for at rejse krav mod bl.a. sælgeren.

På denne baggrund, og da der mellem parterne er enighed om, at kurator i det sagsøgende selskab først ved skrivelse af 16. december 1997 gjorde krav gældende over for sagsøgte, findes skattevæsenet ved at undlade at foranledige kravet anmeldt i dødsboet inden udløbet af det udstedte proklama at have udvist forsømmelighed over for sagsøgte, der derved blev afskåret fra selv at gøre sit regreskrav gældende over for afdødes bo. Skattevæsenets krav mod sagsøgte bør derfor nedsættes med et beløb svarende til det, sagsøgte havde kunnet gøre gældende over for dødsboet.

Efter principperne i Thrane-dommen hæfter sagsøgte sammen med sælgeren og dennes rådgivere solidarisk over for skattevæsenet for det samlede skattekrav.

I det indbyrdes forhold mellem sagsøgte og sælgeren ville sælgeren forlods skulle bære 641.165 kr. svarende til sælgers berigelse, og af restbeløbet på 161.263 kr. skulle hver især bære halvdelen, dog således at sælgers rådgivere skulle bære sælgersidens fulde ansvar for så vidt angår sælgersidens andel af restbeløbet.

I det indbyrdes forhold mellem sagsøgte og sælgers rådgivere skulle kravet således bæres med hver halvdelen af restbeløbet på 161.263 kr. Da sagsøgte ikke er afskåret fra at gøre sit regreskrav gældende over for sælgerens rådgivere, findes sagsøgte over for sagsøgeren at måtte bære ikke blot 80.632 kr. som påstået af sagsøgte, men den fulde resterstatning efter fradrag af sælgerens berigelse, dvs. 161.263 kr.

Der gives således sagsøgeren medhold for så vidt angår betaling af 161.263 kr. med renter som påstået.

Henset til parternes påstande og sagens udfald ophæves sagens omkostninger.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Inden 14 dage betaler sagsøgte, F1-Bank A/S, til sagsøgeren, HX ApS under konkurs v/kurator advokat Erik Malberg, 161.263 kr. med tillæg af procesrente fra den 16. januar 1998, til betaling sker.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.