Landsskatterettens kendelse
af 11. marts 2002
2-7-1889-0421

Klageren har i henhold til Skattestyrelsesloven § 21, stk. 5 indbragt skatteadministrationens afgørelse for Landsskatteretten.

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Skatteadministrationen har begrundet ansættelsen således:

"I medfør af statsskattelovens § 6 a kan underskud af drift af et deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen, bedømt ud fra en teknisk/landbrugsfaglig målestok, kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig, og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. Endvidere lægges der vægt på, hvorvidt driften selv efter en længere årrække vil kunne blive overskudsgivende.

Da der i Deres virksomhed siden starten af 1986 har været konstateret resultater (underskud i alle år), der ikke indeholder mulighed for passende forrentning af den investerede kapital, herunder det akkumulerede underskud, samt at der ikke fremover er udsigt til en rimelig forrentning af den investerede kapital, nægtes der fradrag for underskud i årene 1996, 1997 og 1998."

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren siden 1992 - hvor produktionen for anden gang blev ramt af en virussygdom - har drevet ejendommen med en bestand på mellem 20 og 30 avlsdyr, og der har ikke været økonomisk mulighed for at intensivere driften af ejendommen ved investering i yderligere avlsdyr. Efter at klageren i marts 2000 fik konstateret en kræftsygdom, er ejendommen solgt pr. 1. oktober 2000.

Klagerens advokat har påstået de selvangivne fradrag godkendt under henvisning til, at der er tale om en erhvervsmæssigt drevet virksomhed, idet den drevne minkfarm i såvel teknisk som faglig henseende er forsvarligt drevet med henblik på at opnå et resultat på eller omkring 0, hvorfor de opståede underskud må anses for fradragsberettiget i medfør af Statsskattelovens § 6, stk. 2, litra a, jf. Højesterets dom gengivet i TfS 1994.364.

Klageren har i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten i medfør af Skattestyrelseslovens § 30 begæret syn og skøn udmeldt efter Retsplejelovens § 343.

Syns- og skønsrapporten konkluderer vedr. driftsformen på ejendommen i de påklagede år således:

"Der har således i årene 1996 til 1998 foregået en beskeden produktion af mink på ejendommen ..... Der har kun været en beskeden arbejds- og kapitalindsats, da familiens økonomi ikke gav mulighed for at genetablere produktionen op til det optimale omfang efter det sidste sygdomsudbrud. Omsætningen har således været beskeden med en omsætning fra mellem 6.996 kr. i 1997 til 19.502 kr. i 1998. Der har været negative dækningsbidrag i årene 1997- 1999 og positive dækningsbidrag i årene 1996 med 3.206 kr. og i 2000 med 8.246 kr. Efter kapacitetsomkostninger er der i alle årene et negativt resultat siden 1996.

Familien har også taget konsekvensen af denne situation og solgt farmen i 2000"

Endvidere konkluderer rapporten, at klageren

"..har været fuldt kvalificeret til at forestå en forsvarlig drift af en minkfarm, herunder i den anførte periode. Ud fra en teknisk faglig bedømmelse blev minkfarmen drevet forsvarlig under en for en minkfarm, som den pågældende, sædvanlig driftsform i perioden 1996 til 1998."

Det antages videre i rapporten, at en sædvanlig driftsform af en ejendom , som den pågældende, med optimal udnyttelse af kapaciteten på farmen (med 605 tæver og 121 avlshanner) - vil kunne give et overskud på eller omkring 0 både før og efter afskrivninger.

På spørgsmålet, om der også med den af klageren i 1996 til 1998 valgte driftsform ville kunne opnås et overskud på eller omkring 0 før afskrivninger - og evt. inden for hvilken tidshorisont svares:

"As minkfarm, vil med den af A i 1996 til 1998 valgte driftsform kunne give et overskud på eller omkring 0 kr. før afskrivninger, renter og driftsherreløn. Der forventes at den nye køber har et overskud på ejendommen i 2001 samt at A ville kunne have haft det tilsvarende overskud med den samme produktion, hvis ikke han havde været nødt til at sælge ejendommen på grund af kræftsygdommen, da han har tilsvarende faglige kvalifikationer til at kunne opnå en indtjening som andre minkavlere."

Endvidere er syns- og skønsmanden anmodet om at vurdere, i hvilket omfang der er dannet eller forsøgt dannet et bæredygtigt grundlag for videre minkopdræt m.m..

Det anføres hertil, at familien ikke har haft midlerne og indsatsfaktorerne til selv at kunne skabe et driftsmæssigt overskud i årene 1996 og frem, men har arbejdet på at få vendt den økonomiske ubalance. Det lykkedes rimeligt hurtigt at få ejendommen solgt i løbet af 2000, så det er en ejendom, som også andre minkopdrættere har kunne se en mulighed i.

Konklusionen er, at der i dag foregår en bæredygtig minkproduktion på ejendommen, idet familien har forsøgt at bevare ejendommen og produktionen, så der var et bæredygtigt grundlag for videre minkopdræt m.m.

Iflg. tillægsrapporten til syns- og skønserklæringen er omfanget af driften i de påklagede år 1996 til 1998 med en minkbestand på henholdsvis 30, 20 og 20 avlsdyr ikke anset for tilstrækkeligt til, at driften af ejendommen vil kunne blive overskudsgivende/balancere hverken før eller efter driftsmæssige afskrivninger.

Det anføres nærmere i rapporten:

"Der vil derfor skulle ske en udvidelse af produktionen for at få overskud. En produktion på 30 tæver med et dækningsbidrag på 586 kr. pr. tæve giver et samlet dækningsbidrag på 17.580 kr., og det kan ikke dække kapacitetsomkostningerne på 40.000 kr. og afskrivninger på 29.853 kr. Det kræver en produktion på mindst 120 tæver i et godt år med et dækningsbidrag på 586 kr., eller i alt 70.320 kr. i samlet dækningsbidrag, for at opnå et overskud på eller omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn. Det er dog heller ikke en stor udvidelse, at øge produktionen fra 30 til 120 tæver eller til 200 til 300 tæver for at få balance i økonomien. I årene 1988 - 1991 var der fra 385 til 556 avlsdyr på ejendommen.

Konklusion

Såfremt A ikke øger sin produktion vil minkfarmen ikke kunne give et overskud på eller omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn. Der skal dog i gode år kun en mindre udvidelse af produktionen til for at give et overskud omkring 0 kr., og en lidt større udvidelse til i de dårlige år. Man ved dog ikke inden året er gået, om det er et godt år, så der skal en øget produktion til for at der over årene i gennemsnit bliver et overskud på eller omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn."

Sagen har efterfølgende været forhandlet med klagerens repræsentant på Landsskatterettens kontor, og der er til støtte for påstanden om godkendelse af de selvangivne underskud henvist til, at minkfarmen iflg. syns- og skønsrapporten er drevet fuldt fagligt forsvarligt , samt at minkfarmen vil kunne give overskud på eller omkring 0 før afskrivninger, renter og driftsherreløn.

Endvidere er anført, at det ved besvarelsen af det supplerende spørgsmål fremgår, at der alene skal en mindre udvidelse til for at opnå et resultat på eller omkring 0.

Landsskatteretten bemærker, at underskud ved drift af en landbrugsejendom er fradragsberettiget, jf. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, såfremt driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk - landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, jf Højesterets dom af 15. april 1994, gengivet i TfS 1994. 364.

Landsskatteretten finder på det foreliggende grundlag, herunder den under sagens behandling afgivne syns- og skønserklæring med tillægserklæring, at det ikke kan antages, at driften af ejendommen med den af klageren anvendte driftsform og minimale udnyttelse af kapaciteten i de pågældende år - selv efter en længere årrække - indebærer mulighed for overskud/balance efter driftsmæssige afskrivninger.

Uanset driften må betegnes som teknisk- landbrugsfagligt forsvarlig finder Landsskatteretten derfor under hensyn til det beskedne dyrehold og indtægterne herved, at intensiteten i driften af minkfarmen i de pågældende år har været af et sådant omfang, at driften ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssig.

Det er derfor med rette, at klageren ikke er anset for berettiget til fradrag for underskud efter bestemmelsen i Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og de påklagede ansættelser vil herefter være at stadfæste.

Herefter bestemmes