Dato for udgivelse
26 Jun 2003 08:37
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10. juni 2003
SKM-nummer
SKM2003.291.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
7. afdeling, B-1344-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Underskud, minkfarm, sygdom, landbrugsfagligt, hobby, syn og skøn
Resumé

I en sag om erhvervsmæssig virksomhed lagde landsretten i overensstemmelse med syns- og skønserklæringen til grund, at minkfarmen efter sin størrelse og indretning kunne drives landbrugsfagligt forsvarligt, hvis kapaciteten blev udnyttet, og at sagsøgeren havde de nødvendige faglige forudsætninger herfor. Efter de afgivne forklaringer lagde landsretten til grund, at det lige siden sygdomsudbruddet i 1992 havde været sagsøgerens hensigt at øge produktionen igen, og at dette var baggrunden for, at minkfarmen, der ikke lå i tilknytning til sagsøgerens bopæl, ikke blev afviklet helt eller solgt tidligere end sket. Ved vurderingen af om driften, som før sygdomsudbruddet måtte betragtes som erhvervsmæssig, også i 1996, 1997 og 1998 var erhvervsmæssig, tog landsretten udgangspunkt i, at der måtte indrømmes sagsøgeren en vis periode til at sikre sig mod yderligere sygdom og til at få produktionen i gang igen. Det måtte imidlertid lægges til grund, at det ikke skyldtes hensynet til sygdomsbekæmpelsen, men økonomiske overvejelser, at sagsøgeren i 1996 og de følgende år fortsat undlod at øge produktionen. Landsretten fandt derfor, at driften af minkfarmen i 1996, 1997 og 1998, hvor omsætningen var henholdsvis 11.153 kr., 6.996 kr. og 19.502 kr., ikke havde haft et sådant omfang, at den kunne anses som erhvervsmæssig. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Ligningsvejledningen 2002 E.A.1.2.3.1

Parter

A
(Advokat Sv. E. Albrechtsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anne Øvlisen).

Afsagt af landsdommerne

Elisabeth Mejnertz, Fritse Hove og Jan Strange (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 7. juni 2002, har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at sagsøgeren for indkomstårene 1996, 1997 og 1998 har været berettiget til at fradrage underskud i forbindelse med driften af sin landbrugsejendoms minkproduktion.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for de pågældende indkomstår hjemvises til fornyet behandling hos ligningsmyndighederne.

Landsskatteretten afsagde den 11. marts 2002 kendelse vedrørende sagsøgerens indkomstopgørelse for indkomstårene 1996, 1997 og 1998. Kendelsen er vedhæftet denne dom.

Af den i Landsskatterettens kendelse nævnte skønsrapport fremgår yderligere blandt andet, at ejendommen omfattede 3 haller med henholdsvis 1080, 540 og 720 bure. I skønsmændenes generelle beskrivelse af minkfarmen hedder det endvidere blandt andet:

"...

Der har i årene siden 1988 været følgende antal avlsdyr og antal skind på ejendommen pr. 31. december på statustidspunktet:

År

Avlsdyr

Skind

1988

556

2.072

1989

533

2.037

1990

390

1.796

1991

385

1.570

1992

0

1.673

1993

20

383

1994

24

153

1995

20

62

1996

30

50

1997

25

50

1998

25

55

Kilde: Registreret Revisor BH

I forbindelse med, at man overtog ejendommen på .... 5A blev den samlede minkbestand i begge farme ramt af den smitsomme virussygdom plasmacytose. Som det indirekte fremgår af ovenfor anførte tabel blev farmen ramt af samme sygdom igen i 1992, hvor hele minkbestanden atter blev saneret. Det skal supplerende tilføjes, at plasmacytose alene kan bekæmpes ved totalsanering af en minkfarm med efterfølgende rengøring og desinfektion, som foretages efter nedpelsning i nov.-dec. måned, hvor dyrene er pelsmodne. Der er således ingen mulighed for vaccination eller behandling af sygdommen.

I årene med næsten fuld produktion på ejendommen arbejdede såvel A som hans hustru B på ejendommen. Der blev lejet medhjælp i pelsningstiden, og der blev anvendt ferier i forbindelse med såvel pelsning som parring af minkene.

I årene 1996 til 1998 har ejendommens kapacitet ikke været udnyttet, da de åbne haller ikke har været i brug til erhvervsmæssig produktion. Disse bygninger blev dog anvendt i årene indtil 1992, hvor en stor del af kapaciteten på ejendommen blev udnyttet.

I årene 1996 og frem til i dag har der kun været en mindre arbejdsindsats, da der kun har været en produktion ud fra 20 til 30 tæver om året, da der ikke har været økonomisk formåen til at genetablere produktionen efter sygdomsudbruddet i 1992.

Desuden blev familien ramt af, at A den 29. marts 2000 fik konstateret kræft og fik besked om, at han ikke kunne forvente at blive fuldstændig rask igen, så han kunne genoptage arbejdet med minkfarmen i fuldt omfang.

Derfor blev minkfarmen solgt pr. 1. oktober 2000 og dyrene pelset ved udgangen af 2000, så der ikke længere er nogen minkproduktion hos familien.

..."

Af Kommunens skatteforvaltnings sagsfremstilling fremgår, at sagsøgerens virksomhed i perioden 1986 til 1995 har opnået følgende resultat før renter:

"...

1986

-113351

1987

-85289

1988

-86490

1989

-103768

1990

-179975

1991

-88323

1992

-99549

1993

-172289

1994

-130582

1995

-139355

..."

Af sagsøgerens driftsregnskab for 1996 fremgår, at omsætningen var 11.153 kr., og at resultatet før afskrivninger og renter var på -28.665 kr. Resultatet efter afskrivninger var på -99.937 kr. Sagsøgerens lønindtægt var 238.870 kr.

Af regnskabet for 1997 fremgår en omsætning på 6.996 kr., et resultat før afskrivninger og renter på -22.986 kr., og efter afskrivninger på -88.572 kr. Lønindtægten var 250.734 kr.

Omsætningen i 1998 udgjorde ifølge driftsregnskabet 19.502 kr., resultatet før afskrivninger og renter -34.609 kr. og efter afskrivninger -96.215 kr. Lønindtægten var på 283.823 kr.

Forklaringer

Sagsøgerens ægtefælle, B, har forklaret, at de i 1977 købte ejendommen på ...., fordi sagsøgeren gerne ville være minkfarmer. Han havde tidligere i 4 år været ansat på fuld tid på en minkfarm. Minkfarmen etablerede de i 1986 og 1987, idet de opførte 3 haller. Det var meningen, at sagsøgeren skulle ophøre med sit arbejde som slagteriarbejder. I 1987 meddelte Kommunen, at minkfarmens jord skulle bruges til parcelhuse. Forhandlinger med kommunen endte med, at kommunen købte jorden, og de fik 3 år til at flytte minkfarmen. De købte derfor i maj 1989 en minkfarm på ..... Der hørte ingen beboelse til, og de har fortsat bopæl på ejendommen på ..... Da de skulle underskrive papirerne, fik de oplyst, at der var sygdom blandt dyrene på ..... De pelsede alle minkene og fik renset burene. Derefter flyttede de i 1991 minkene og hallerne fra .... dertil. Sygdommen brød imidlertid ud igen. De drev minkfarmen på vågeblus, for priserne på skind var lave. For at drive farmen skulle de op på et stort antal dyr, og de skulle låne yderligere til det. De var i tvivl, om det kunne gå. De havde investeret mange penge, og de ønskede fortsat på længere sigt at blive minkfarmere på fuld tid, derfor solgte de ikke minkfarmen. De havde besluttet at købe nogle avlsdyr det år, hvor sagsøgeren blev syg. I 1989 etablerede hun en grillbar og bodega i ..... Hun driver fortsat bodegaen ved hjælp af to ansatte, idet hun nu selv passer sagsøgeren. De blev nødt til at sælge minkfarmen, da sagsøgeren fik en hjernesvulst og blev opereret i juni 2000.

BH har forklaret, at han siden 1996 har været revisor for sagsøgeren. Det har hele tiden været sagsøgerens hensigt, at minkproduktionen skulle op på samme niveau som tidligere. På det tidspunkt var prisen på tæver ret høje. Man skal have ca. 200 avlsdyr for at produktionen er rentabel. Man skal kunne finansiere foder og andre omkostninger i 1-1½ år, før der kommer indtægter. Når der har været sygdom i en besætning, går der mindst et år, før man kan være sikker på, at sygdomme ikke bryder ud igen. Derfor er det fornuftigt ikke at bygge produktionen helt op med det samme. Han har ikke hørt om, at sagsøgeren ikke kunne få finansieret udvidelse af produktionen. Det var snarere betænkeligheder med hensyn til priserne på skind, som medførte, at sagsøgeren tøvede med at investere yderligere. Sagsøgeren har ikke talt om salg af minkfarmen, for det var hans hensigt at satse på minkproduktion. Driften kunne hurtigt være blevet bygget op igen.

GV har forklaret, at han bor på ...., skråt overfor sagsøgeren. Han har i 32 år været medlem af byrådet i Kommunen. I 1987-88 var han i økonomiudvalget, hvor der opstod planer om at lave et nyt udstykningsområde på sagsøgerens ejendom. Kommunen forhandlede med sagsøgeren, og det blev aftalt, at minkfarmen skulle flyttes. Sagsøgeren var ikke begejstret for den løsning, men der kunne i sidste ende være blevet tale om ekspropriation. Kommunen kunne måske nok have været mere fremsynet, da man kort tid før gav sagsøgeren tilladelse til at etablere minkfarmen. Det var sagsøgerens mål at leve af at drive minkfarm.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren satsede på minkavl som sit levebrød, da han etablerede sig som minkavler. Han havde kvalifikationerne til at drive minkfarm, og han foretog store investeringer i minkfarmen, som ikke var en hobbyvirksomhed, men blev drevet erhvervsmæssigt. Han blev imidlertid ramt af et sammenfald af uheldige omstændigheder, som han ikke kan klandres for. Kommunen, som ikke havde været fremsynet nok, tvang ham til at flytte minkfarmen og investere på ny. Minkbesætningen blev to gange ramt af sygdom og måtte saneres. Der må gives sagsøgeren den nødvendige tid til at få investeret i produktionen igen. Hvis sagsøgeren ikke selv var blevet syg, må det efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at han havde fået produktionen genetableret. Sagsøgerens situation kan ikke sammenlignes med personer, der driver landbrug som hobby, og retspraksis om deltidslandmænd er derfor ikke relevant for sagen.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at sagsøgerens virksomhed i 1996, 1997 og 1998 ikke havde den intensitet, som efter retspraksis kræves for at anse virksomheden for erhvervsmæssig. Der stilles et objektivt krav om en vis omsætning, uanset hvad sagsøgerens begrundelse for det lave aktivitetsniveau har været. Der har ikke i de tre skatteår været ekstraordinære forhold, som betinger en lav omsætning. Sagsøgeren opfylder ikke betingelserne for at være omfattet af den lempelige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug. Efter skønserklæringen må det lægges til grund, at en landbrugsfaglig sædvanlig og forsvarlig drift af sagsøgerens ejendom forudsætter fuld udnyttelse af kapaciteten. Den valgte driftsform har derfor hverken været forsvarlig eller sædvanlig i de tre år, og den tilsigtede heller ikke at opnå et rimeligt driftsresultat. Det var alene sagsøgerens egen økonomi, der var begrundelsen for ikke at øge produktionen. Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at der, såfremt sagsøgeren måtte få medhold, skal foretages ligning af sagsøgerens fradrag.

Landsrettens begrundelse og resultat

I overensstemmelse med skønserklæringen lægger landsretten til grund, at minkfarmen efter sin størrelse og indretning kunne drives landbrugsfagligt forsvarligt, hvis kapaciteten blev udnyttet, og at sagsøgeren havde de nødvendige faglige forudsætninger herfor. Efter de afgivne forklaringer lægger landsretten til grund, at det lige siden sygdomsudbruddet i 1992 har været sagsøgerens hensigt at øge produktionen igen, og at dette var baggrunden for, at minkfarmen, der ikke lå i tilknytning til sagsøgerens bopæl, ikke blev afviklet helt eller solgt tidligere end sket. Ved vurderingen af om driften, som før sygdomsudbruddet må betragtes som erhvervsmæssig, også i 1996, 1997 og 1998 var erhvervsmæssig, tager landsretten udgangspunkt i, at der må indrømmes sagsøgeren en vis periode til at sikre sig mod yderligere sygdom og til at få produktionen i gang igen. Det må imidlertid lægges til grund, at det ikke skyldtes hensynet til sygdomsbekæmpelsen, men økonomiske overvejelser, at sagsøgeren i 1996 og de følgende år fortsat undlod at øge produktionen. Landsretten finder derfor, at driften af minkfarmen i 1996, 1997 og 1998, hvor omsætningen var henholdsvis 11.153 kr., 6.996 kr. og 19.502 kr., ikke har haft et sådant omfang, at den kan anses som erhvervsmæssig. Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

T h i  k e n d e s   f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger skal sagsøgeren, A, betale til sagsøgte med 18.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.