Vestre Landsrets dom
af 16. februar 2001
1. afdeling, B-0799-98, B-0973-98

fortsat fra 1.del

Parternes argumenter

Sagsøgeren, HX ApS under konkurs, har til støtte for sin principale påstand overfor sagsøgte 1, A, gjort gældende, at A i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, er forpligtet til at erstatte sagsøgerens tab som følge af, at overdragelsen af H1 ApS fandt sted i strid med selvfinansieringsforbuddet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2. På køberens konto indestod der den 28. juni 1991 alene 1.612.377 kr., og trækket på kontoen på 34.952.330 kr. kunne kun lade sig gøre, fordi der var aftalt en samtidig overførsel af selskabets midler, i alt 37.432.201,84 kr. Disse midler blev overført fra F2 A/S til F1-Bank A/S på baggrund af advokat Bs instruks af 28. juni 1991, og midlerne blev indsat på køberens konto i F1-Bank A/S og ikke på en konto tilhørende selskabet. Hverken sælger, dennes advokat eller F2 A/S foretog sig noget for at sikre sig, at pengene blev indsat på en konto tilhørende selskabet og dermed beskytte skattevæsenets krav.

Der er således intet i den fremlagte dokumentation, der viser, at pengene skulle indbetales til en konto tilhørende H1 ApS. Det er ubestridt, at køberen ikke kan opfylde sin tilbagebetalingspligt efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4. Da det var A og/eller hans rådgivere, der traf beslutningen om at overføre selskabets midler til køberen, følger det af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, at A indestår for selskabets tab, og det er i den forbindelse uden betydning, om A vidste, hvortil selskabsmidlerne skulle overføres. Tabet udgør i princippet samtlige selskabets midler, dvs. 37.432.201,84 kr., og beløbet skal forrentes efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4. Sagsøgerens principale påstande er med sikkerhed udtryk for en begrænsning i forhold hertil, og de bør derfor i det hele tages til følge.

Sagsøgeren har til støtte for sin subsidiære påstand over for A gjort gældende, at A som sælger af anpartsporteføljen i H1 ApS i hvert fald har handlet culpøst, og at han dermed er erstatningspligtig efter dansk rets almindelige erstatningsregel for skattevæsenets tab ved, at selskabsskatten ikke blev betalt. Han hæfter også for sine rådgiveres fejl. A og hans rådgivere indså eller burde indse, at der var stor risiko for selvfinansiering, idet selskabets aktiver alene bestod af likvide midler, og A burde ved salget indse, at der herved blev påført skattevæsenet en særdeles nærliggende tabsrisiko. Der påhvilede derfor A en særlig omsorgspligt over for selskabets kreditorer, særligt skattevæsenet som tvangskreditor for et betydeligt beløb. Alternativet til salg var likvidation, hvilket ville betyde, at skatten skulle betales, og begrundelsen for i stedet at sælge var alene at spare skat. For køber kunne handelen ikke begrundes i sparede omkostninger eller rentefordel, men var alene begrundet i skattespekulation ved eliminering af skatten.

Skulle køberen kunne gøre dette ved lovlige dispositioner, ville det kræve en stor kapital. Ved i denne situation at modtage en overkurs på 47 % fra et køberselskab, der var sælgeren helt ukendt, uden at undersøge køberens planer for betaling af selskabets skatter har A tilsidesat sin omsorgspligt over for selskabets kreditorer.

Over for As indsigelse om, at kravet mod denne sagsøgte må bortfalde eller reduceres som følge af, at sagsøgeren ikke har påstået sagsøgte 2, F1-Bank A/S, dømt til at hæfte for skattelovsrenter og bobehandlingsomkostninger, har sagsøgeren gjort gældende, at A og F1-Bank A/S er solidarisk ansvarlige, og at sagsøgeren frit kan vælge, hvem man vil rette sine krav imod. Over for As indsigelser mod den del af erstatningskravet, der vedrører den efterfølgende gennemførte overførsel af investeringsfondshenlæggelser, har sagsøgeren anført, at det i overensstemmelse med TH-sagen (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.365 H) må anses for underordnet, at beløbet først efter overdragelsen af H1 ApS blev overført til en konto for selskabet og derefter hævet. Også i TH-sagen blev midlerne hævet senere efter en i formen korrekt anmeldelse, og Højesteret fastslog, at hele tabet inkl. procenttillæg og kontrollovstillæg måtte anses for påregneligt for såvel sælgeren som køberens bank.

Endelig har sagsøgeren bestridt, at det krav, der er fremsat i pkt. 3 i den principale påstand, er bortfaldet på grund af sagsøgerens passivitet. Kravet, der er fremsat i påstandsdokumentet af 11. september 2000, er et erstatningskrav, som ikke er forældet, da forældelsesfristen blev afbrudt ved sagsanlægget, hvor der blev fremsat krav om betaling i henhold til den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5. Der er heller ikke indtrådt præklusion, idet der ved sagsanlægget den 24. marts 1998 ikke var anmeldt andre krav i konkursboet end skattevæsenets krav. Det skete først den 23. april 1998. Nærværende sag adskiller sig herved fra den såkaldte SG-sag (ØLD af 13. september 2000, 5. afd., B-2422-99 og B-2423-99), hvor de relevante kreditorkrav ikke var medtaget i stævningen, uagtet kravene var anmeldt over for konkursboet mindst et år før, der blev udtaget stævning. Kravene blev først medtaget i konkursboets processkrift to år senere, og på den baggrund fandt landsretten, at kravene var prækluderede.

Til støtte for sine påstande over for sagsøgte 2, F1-Bank A/S, har sagsøgeren gjort gældende, at F1-Bank A/S har handlet ansvarspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsregel, jf. herved også bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6. På baggrund af MKs forklaring må det lægges til grund, at F1-Bank A/S vidste, at G2 I/S' konto var oprettet med henblik på at gennemføre selskabshandeler. F1-Bank A/S vidste også, at der i den konkrete situation var tale om en selskabshandel, idet advokat B havde fremsendt købsaftalen til banken. Endvidere vidste F1-Bank A/S, at F2 A/S' pengeoverførsel udgjorde H1 ApS' likvide midler, der ved at blive placeret på G2 I/S' konto udlignede overtrækket på denne konto. Gensidigheden var en betingelse for, at transaktionerne kunne gennemføres, og F1-Bank A/S indså eller burde have indset, at selskabshandelen herved blev finansieret med selskabets egne midler.

Forud for den ulovlige udbetaling af H1 ApS' midler til køberen havde selskabet rigelige midler til betaling af skatter, og skattevæsenets og eventuelle andre kreditorers tab er forårsaget af denne udbetaling og er en adækvat følge af F1-Bank A/S' handlinger og undladelser i forbindelse med udbetalingen. Desuden havde F1-Bank A/S erfaring med selskabshandeler af den omhandlede type, idet F1-Bank A/S ifølge redegørelsen til Finanstilsynet har medvirket i 11 tilsvarende transaktioner. I flere af disse tilfælde er banken ifaldet et erstatningsansvar. F1-Bank A/S skabte ved dennes transaktion grundlaget for, at købet af selskabet blev finansieret med dets egne midler, og gjorde således intet for at afværge risikoen for, at skattevæsenet led tab. Sagsøgerens påstand over for F1-Bank A/S bør derfor i det hele tages til følge. Sagsøgte 1, A, har til støtte for sine påstande over for det sagsøgende konkursbo i første række gjort gældende, at selvfinansieringsforbuddet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2 ikke er overtrådt i forbindelse med salget af H1 ApS.

Det fremgår af de fremlagte bilag fra F1-Bank A/S, herunder udskrift af G2 I/S' konto, og af JGs forklaring, at købesummen blev betalt den 28. juni 1991, mens selskabets likvider først blev overført den 1. juli 1991. Købesummen kan derfor ikke være betalt af selskabets midler. Såfremt det antages, at selskabets midler i forbindelse med handelen blev stillet til rådighed for køberen i strid med anpartsselskabslovens § 84, stk. 2, har A gjort gældende, at beslutningen om at stille selskabets midler til rådighed for køberen, ikke blev truffet eller opretholdt af ham eller hans rådgivere, og han hæfter derfor ikke efter anpartsselskabsslovens § 84, stk. 5, for tilbageførslen af selskabets midler. A gav ingen instruks til F4-Bank om at overføre penge til G2 I/S' konto, og han havde heller ikke kompetence hertil den 1. juli, hvor midlerne blev overført, da han allerede den 28. juni var blevet frameldt ledelsen over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Advokat B har heller ikke givet instruks til hverken F4-Bank eller F1-Bank A/S om, at H1 ApS' midler skulle indsættes på G2 I/S' konto. Tværtimod angav advokaten i den skriftlige instruks af 28. juni 1991 til F2 A/S, at pengene skulle overføres til H1 ApS i F1-Bank A/S. Der er heller ikke grundlag for at antage, at F2 A/S har givet instruks om overførsel af penge til G2 I/S' konto. I F2 A/S' bekræftelsesskrivelse til F1-Bank A/S refereres i overskriften til H1 ApS, og der henvises ikke til G2 I/S. Da man således på sælgersiden har givet instruks om at overføre pengene til en konto tilhørende selskabet, er der ikke tale om en såkaldt mellemformssag, men om en bruttosag, hvor beslutningen om anbringelse af selskabets midler på G2 I/S' konto blev truffet på købersiden.

F1-Bank A/S havde en særlig interesse heri, idet banken havde tilladt G2 I/S et overtræk på godt 33 mio. på kontoen, og ifølge de forklaringer, der er afgivet af MK og LR, var det en forudsætning for dette overtræk, at de penge, der efter det oplyste stort set samtidig skulle komme fra F2 A/S, skulle indsættes på kontoen, således at overtrækket blev udlignet. Der var således fra F1-Bank A/S' side tale om gensidigt betingede overførsler, og F1-Bank A/S overså i den forbindelse, at F2 A/S i sin skrivelse til F1-Bank A/S havde oplyst, at selskabets midler skulle indsættes på en konto tilhørende H1 ApS. I retspraksis forudsættes en vis form for viden/burde viden på sælgersiden for at pålægge sælgeren et hæftelsesansvar efter § 84, stk. 5.

Eksempelvis var det i PI-sagen, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998.1172, direkte aftalt i købekontrakten, at pengene skulle overgives til køber. Det er ikke tilfældet i den foreliggende sag. Et andet eksempel er SP-sagen, der er gengivet i Tidskrift for Skatteret 2000, nr. 446, hvor landsretten i præmisserne lagde vægt på, at den fuldmægtig, der handlede for sælgeren, "vidste eller i hvert fald bestemt måtte formode" at pengene ville blive indsat på købers konto.

I den foreliggende sag havde hverken A, hans rådgivere eller hans bankforbindelse, F2 A/S, nogen anelse herom.

A, har i anden række gjort gældende, at det erkendes, at han - eller hans rådgivere - ud fra den norm, der er anlagt i retspraksis, har handlet i strid med den almindelige erstatningsansvarsregel, men at der dog ikke foreligger culpa ved overførsel af investeringsfondshenlæggelserne. Disse midler blev efter anmodning overført til F3-Bank A/S et stykke tid efter, at hovedtransaktionen var afsluttet, og midlerne blev utvivlsomt overført til en konto tilhørende H1 ApS. På baggrund af anmeldelserne, og da der ikke er ført bevis for andet, må det antages, at midlerne blev anvendt lovligt. A var i hvert fald ikke vidende om en eventuel anvendelse i strid med reglerne, og et eventuelt misbrug af midlerne ville i øvrigt heller ikke være påregneligt for ham.

For så vidt angår sagsøgerens principale påstand har A subsidiært gjort gældende, at sagsøgeren ved at opgive kravet om betaling af selskabsskattelovsrenter og bobehandlingsomkostninger over for F1-Bank A/S har forringet As regresmuligheder i et sådant omfang, at kravet mod ham vedrørende betaling af de nævnte poster bør bortfalde eller stærkt reduceres.

For så vidt angår sagsøgerens generelt udformede påstand under pkt. 3 i den principale påstand, har A gjort gældende, at den må afvises af tre grunde. For det første fordi påstanden er uklar og ikke kan eksekveres. For det andet ville konsekvensen af at imødekomme påstanden være helt uoverskuelig for A. R3 A/S har anmeldt et krav på over 8 mio. kr., og man kan forestille sig, at de øvrige adciterede ligeledes vil anmelde krav. Tages påstanden til følge, kunne A således komme til at betale sit eget regreskrav. For det tredje har sagsøgeren udvist passivitet ved først at fremsætte påstanden i påstandsdokumentet.

A, har til støtte for sine påstande over for F1-Bank A/S, som A også har adciteret, gjort gældende, at A kan gøre regres mod F1-Bank A/S for hele det beløb, A måtte blive dømt til at betale, inkl. skattelovsrenter og konkursomkostninger. Skulle landsretten komme til det resultat, at investeringsfondshenlæggelserne skal medregnes i forhold til sagsøgeren, omfatter regreskravet også dette beløb. Det er uden betydning for vurderingen af regreskravets omfang, at As eventuelle ansvar efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, er et objektivt ansvar, mens F1-Banks A/S' ansvar er et almindeligt culpaansvar, og fordelingen af ansvaret bør ske ud fra principperne i erstatningsansvarslovens § 25, hvilket støttes af Vestre Landsrets dom af 13. april 2000, gengivet i Tidsskrift for Skatteret 2000, nr. 446, vedrørende SP ApS under konkurs. Et af formålene med gennemførelsen af erstatningsansvarslovens §§ 24 og 25 var, at det skulle være muligt at foretage en friere ansvarsfordeling.

I den foreliggende sag bør F1-Bank A/S bære hele ansvaret, idet banken var eller burde have været bekendt med, at man medvirkede i en selskabshandel, og at de midler, der blev overført til bankens konto i F4-Bank, tilhørte det overdragne selskab. På baggrund af det tidligere anførte må det antages, at beslutningen om at overføre selskabets midler til G2 I/S' konto blev truffet af F1-Bank A/S. Såfremt F1-Bank A/S vil gøre gældende, at det ikke var banken, der traf beslutningen om at overføre midlerne fra F1-Banks A/S' konto i F4-Bank til G2 I/S' konto i F1-Bank A/S, påhviler bevisbyrden for denne påstand F1-Bank A/S, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Det var F1-Bank A/S' kunde, der tømte selskabet for dets midler, og det var ikke første gang, F1-Bank A/S medvirkede i en sådan transaktion. F1-Bank A/S besad ekspertisen på området og havde mulighed for at gennemskue, at selskabets midler blev stillet til rådighed for køberen, mens A var uden forudsætninger for at gennemskue, hvad der reelt foregik ved transaktionerne.

Til støtte for sine påstande over for adciterede 2, F2 A/S, har adcitanten, A, gjort gældende, at sagen ikke var opstået, hvis F2 A/S havde fulgt advokat Bs instruks af 28. juni 1991. Var instruksen blevet fulgt punktligt, ville F2 A/S have gjort det klart over for F1-Bank A/S, at det overførte beløb skulle indsættes på en konto tilhørende H1 ApS. For det tilfælde, at landsretten skulle frifinde F2 A/S, har adcitanten gjort gældende, at F2 A/S i hvert fald ikke skal tillægges omkostninger, idet F2 A/S selv har givet anledning til adcitation ved ikke utvetydigt over for F1-Bank A/S at angive, at pengene skulle indsættes på en konto tilhørende H1 ApS.

Adcitanten, A, har til støtte for sine påstande over for adciterede 3 og 4, advokat B og Advokataktieselskabet R1, gjort gældende, at advokat B har været hans hovedrådgiver. Advokat B rådgav således A i forbindelse med salget af overskudsselskabet, ligesom han udfærdigede overdragelsesdokumenter, og det var også ham, der rådgav og afgav instrukser til F2 A/S om overførsel af selskabets midler. Advokat B burde i forbindelse med sin rådgivning have advaret A om risikoen for overtrædelse af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, og han burde have forhindret, at der opstod nærliggende risiko for selskabstømning, ligesom han burde have fulgt op på sin instruks af 28. juni 1991 til F2 A/S. Advokat B bør solidarisk med Advokataktieselskabet R1 pålægges erstatningsansvar for hele det tab, A måtte lide ved en fældende dom i forhold til sagsøgeren, hvad enten sagen bedømmes som en såkaldt bruttosag eller en såkaldt mellemformssag.

Adcitanten, A, har til støtte for sine påstande over for adciterede 5 og 6, registreret revisor C og R2, gjort gældende, at revisor C har optrådt som økonomisk rådgiver for A, og at C i vidt omfang må betegnes som initiativtager til salget af H1 ApS. A var indledningsvis betænkelig ved at sælge overskudsselskabet i stedet for at likvidere det, men revisor C overtalte ham til at sælge, og han burde have advaret om risikoen for overtrædelse af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, ligesom han burde have forhindret, at der opstod nærliggende risiko for selskabstømning. Revisor C hæfter for hele det krav, A måtte blive dømt til at hæfte for over for konkursboet, og R2 hæfter solidarisk med C for dennes culpøse skadevoldende handlinger og undladelser.

Til støtte for sine påstande over for adciterede 7 og 8, R3 A/S og skattekonsulent D, har adcitanten, A, gjort gældende, at D har optrådt som rådgiver for A, hvilket bl.a. fremgår af, at han har udstedt en momsfri regning til A for sit arbejde i forbindelse med anpartsoverdragelsen. Det er underordnet, hvem der har antaget D. Det afgørende er, at D har givet A mangelfuld rådgivning, idet han ikke påpegede risikoen for selvfinansiering, ligesom han intet gjorde for at forhindre, at selskabet blev tømt for midler. R3 A/S hæfter solidarisk med skattekonsulent D for dennes culpøse skadevoldende handlinger og undladelser.

Endelig har adcitanten over for de adciterede gjort gældende, at de bør hæfte solidarisk, og at fordelingen af ansvaret mellem A og hans rådgivere, adciterede 2-8, bør finde sted efter principperne i erstatningsansvarlovens § 25, stk. 2. Som følge heraf bør A alene fralægge sig sin berigelse, idet han var uden særlige forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af det salg af selskabet, som hans rådgivere anbefalede ham, og som F2 A/S og F1-Bank A/S var medvirkende til at gennemføre. Desuden er han uden ansvarsforsikring, og efter § 25, stk. 2 er det muligt ved den endelige fordeling af ansvaret at tage hensyn til, om en eller flere af de erstatningsansvarlige er ansvarsforsikret. Advokat B, revisor C og skattekonsulent D har alle ansvarsforsikringer.

Sagsøgte 2, F1-Bank A/S, har til støtte for sine påstande over for sagsøgeren i første række gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at købesummen for selskabet blev betalt af selskabets egne midler. F1-Bank A/S var ganske vist kontoførende for G2 I/S, men G2 I/S var ikke køberen. Det var derimod G1 SA, hvilket klart fremgår af såvel TSs skrivelse af 27. juni 1991 om formidling af et overskudsselskab som af købsaftalen. Det fremgår også af TSs telefax af 26. juni 1991 til R6 A/S, at køberen skulle betale kommission til R5 ved TS (G2 I/S). Det var først efterfølgende, at det blev klart, at I også stod bag G1 SA. Da handelen foregik, vidste man blot, at køber var en udenlandsdansker, og om køber havde de fornødne midler til at betale købesummen, vides ikke, idet dette ikke fremgår af de fremlagte dokumenter.

Såfremt det lægges til grund, at G2 I/S var køber af selskabet, har F1-Bank A/S i anden række gjort gældende, at F1-Bank A/S hverken indså eller burde have indset, at køberen erhvervede selskabet for dets egne midler: LR og MK var som ansatte i F1-Bank A/S klar over, at G2 I/S handlede med virksomheder, men ingen i F1-Bank A/S var klar over, at H1 ApS var et overskudsselskab, idet JG og LR kun talte om pengeoverførsler. F1-Bank A/S vidste, at der var likvide midler i selskabet, men havde ikke kendskab til, om der eventuelt var aktiviteter i selskabet, eller om der var andre aktiver som eksempelvis bygninger. F1-Bank A/S havde heller intet kendskab til, at der påhvilede selskabet en skattegæld. F1-Bank A/S kunne ikke af F2 A/S' overførselsskrivelse af 28. juni 1991 udlede, at der var tale om salg af et overskudsselskab, og A gav heller ikke på anden måde F1-Bank A/S oplysning herom. Der er ikke ført bevis for, at et udkast til købsaftalen blev fremsendt til F1-Bank A/S.

Advokat Bs telefax af 28. juni 1991 var ganske vist stilet til TS/LR, c/o F1-Bank, men LRs navn var alene nævnt, for at der skulle være en modtager i banken, som kunne sikre, at telefaxen gik videre til den reelle modtager, TS. F1-Bank A/S havde således ikke anledning til at undersøge købsaftalen og pengeoverførslerne nærmere, idet F1-Bank A/S' eneste interesse i denne sag var at undgå risiko for, at overtrækket på G2 I/S' konto ikke blev dækket ind. Endelig har F1-Bank A/S over for sagsøgeren gjort gældende, at F1-Bank A/S intet har haft at gøre med det solgte selskabs investeringsfondsmidler, og allerede af den grund er efterbeskatning og procenttillæg F1-Bank A/S uvedkommende, og erstatningsansvar herfor kan ikke pålægges banken.

Til støtte for sine påstande overfor sagsøgte 1, A, har sagsøgte 2, F1-Bank A/S, henvist til de anbringender, banken har gjort gældende overfor sagsøgeren, herunder at G2 I/S ikke gav F1-Bank A/S nærmere oplysninger om baggrunden for pengeoverførslerne, samt at G2 I/S' konto alene var en indskudskonto, hvorfor der ikke var grundlag for F1-Bank A/S til at foretage en nærmere kreditvurdering af køberen. Hertil kommer, at hverken A eller dennes rådgivere har givet instruks om, at pengene, der blev overført fra F2 A/S, skulle indsættes på en konto tilhørende H1 ApS. F1-Bank A/S har endvidere gjort gældende, at sælgeren under alle omstændigheder ikke kan videreføre et eventuelt ansvar efter den objektive regel i den tidligere anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, dvs. krav vedrørende skattelovsrenter, konkursomkostninger m.v., til F1-Bank A/S, idet disse krav alene er blevet aktualiseret som følge af As overførsel af selskabets likvide midler direkte til G2 I/S.

Et regreskrav kan ikke støttes på erstatningsansvarslovens § 25, fordi denne regel forudsætter et solidarisk ansvar, og der er ikke noget ansvarsgrundlag for F1-Bank A/S for de krav, der er særskilt reguleret i anpartsselskabslovens § 84, stk. 5.

For det tilfælde, at landsretten måtte antage, at der er et skattekrav omfattet af en solidarisk hæftelse, har F1-Bank A/S i relation til den indbyrdes ansvarsfordeling gjort gældende, at det skattebeløb på godt 1,9 mio. kr., som vedrører skatteåret 1989/90, er F1-Bank A/S uvedkommende, idet skatteåret var afsluttet den 1. juli 1991, da transaktionen blev foretaget, og A kan derfor ikke have haft nogen berettiget forventning om, at dette skattekrav kunne udskydes eller elimineres. A skal bære den del af det resterende beløb, der svarer til hans berigelse, og dette beløb skal gøres op i overensstemmelse med det ligedelingsprincip, der er fastslået i TH-dommen. Da A var en erfaren forretningsmand, skal der ikke ske fravigelse af ligedelingsprincippet.

Overfor de medadciterede 2-8 har adciterede 1, F1-Bank A/S, til støtte for sin friholdelsespåstand gjort gældende, at de alle i modsætning til F1-Bank A/S indså eller burde have indset, at H1 ApS blev erhvervet for egne midler, og at der herved opstod nærliggende risiko for, at selskabet ville blive tømt for midler med tab til følge for selskabets kreditorer. De medadciterede var involveret i de forudgående drøftelser vedrørende salg af overskudsselskabet. F2 A/S var involveret ikke blot i denne transaktion, men også i forhandlingerne med K1, hvilket advokat B også var. Advokat B optrådte i øvrigt som hovedrådgiver, og revisor C fandt i samarbejde med D den endelige køber. De adciterede 2-8 er derfor forpligtede til at friholde F1-Bank A/S, såfremt banken måtte blive dømt helt eller delvist i overensstemmelse med adcitantens påstand.

Adciterede 2, F2 A/S, har til støtte for sine påstande over for adcitanten, A, gjort gældende, at F2 A/S ikke har pådraget sig noget ansvar over for adcitanten, da F2 A/S ikke skulle yde og heller ikke har ydet nogen som helst rådgivning i forbindelse med beslutningen om salg af H1 ApS. F2 A/S har ikke begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med de i sagen omhandlede pengeoverførsler. Advokat B stillede i betalingsinstruksen af 28. juni 1991 til F2 A/S to betingelser, som skulle påses opfyldt, for at banken måtte overføre selskabets midler til F1-Bank A/S: Købsaftalen skulle foreligge underskrevet, og købesummen for selskabets anpartsportefølje skulle være F2 A/S i hænde. Begge betingelser var opfyldt, før selskabets midler blev overført via F4-Bank til F1-Bank A/S, idet købsaftalen da forelå i underskrevet stand, og idet F2 A/S havde sikret sig, at købesummen var overført via F4-Bank til F2 A/S.

F2 A/S har endvidere anført, at det fremgik klart af korrespondancen mellem F1-Bank A/S og F2 A/S, at selskabets midler skulle anbringes på en konto tilhørende selskabet, herunder af overskriften i F2 A/S' bekræftelsesskrivelse til F1-Bank A/S, hvor det udtrykkeligt var anført, at pengeoverførslen vedrørte H1 ApS. Under disse omstændigheder var det upåregneligt for F2 A/S, at F1-Bank A/S indsatte pengene på G2 I/S' konto - en konto tilhørende et selskab, som ingen af sagens parter bortset fra F1-Bank A/S havde kendskab til. F2 A/S havde ikke fået oplyst nyt kontonummer for H1 ApS. Midlerne kunne derfor kun overføres til F1-Banks A/S' konto i F4-Bank, og F2 A/S havde ingen indflydelse på, hvilken konto i F1-Bank A/S, pengene blev overført til herfra.

Det forhold, at F2 A/S også overførte de midler, der var indsat på en særlig konto til skattebetaling, er ikke ansvarspådragende, idet kontoen var en almindelig indlånskonto, som sælgeren af hensyn til sit eget overblik havde oprettet, og idet advokat Bs instruks omfattede samtlige midler bortset fra investeringsfondshenlæggelser. F2 A/S har heller ikke begået fejl ved efterfølgende at overføre investeringsfondshenlæggelserne til F3-Bank A/S, idet F2 A/S ikke kunne nægte at efterkomme F3-Bank A/S' anmodning om at overføre midlerne. Der er således ikke noget ansvarsgrundlag for F2 A/S.

For det tilfælde, at landsretten skulle pålægge F2 A/S et ansvar, har banken gjort gældende, at adcitanten selv må bære den opnåede overkurs tillagt forrentning, og at F2 A/S i hvert fald ikke hæfter for skattelovsrenter og konkursboomkostninger, idet banken ikke er omfattet af de objektive tilbageførselsregler i anpartsselskabslovens § 84, stk. 5. For så vidt angår opgørelsen af adcitantens tab har F2 A/S tilsluttet sig den opgørelse, som F1-Bank A/S har udarbejdet, og som viser et tab på 1.918.219,48 kr., og har gjort gældende, at adcitanten selv bør bære en del af det tab, der skal bæres på sælgersiden, da adcitanten var en dygtig og kyndig forretningsmand og derfor fuldt ud havde de fornødne forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af salget af overskudsselskabet og de i den forbindelse foretagne dispositioner.

Over for de medadciterede 1 og 3-8 har adciterede 2, F2 A/S, gjort gældende, at et eventuelt ansvar bør fordeles mellem de adciterede i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens § 25. F1-Bank A/S, som var køberens bank, medvirkende til selvfinansieringen og muliggjorde dermed, at køberen kunne tømme selskabet for midler. F1-Bank A/S er derfor nærmest til at bære risikoen for tabet. LR modtog den 28. juni 1991 kopi af overdragelsesaftalen, og skrivelsen af 28. juni fra TS til LR viser, at F1-Bank A/S var bekendt med, at det var H1 ApS, der var genstand for overdragelse. LR vidste ifølge sin egen forklaring, at transaktionen drejede sig om salg af det nævnte selskab, og han havde den viden, der var nødvendig for at kunne forstå, at det var selskabets midler, der blev overført fra F2 A/S, og at disse midler derfor også skulle behandles som tilhørende H1 ApS og ikke som tilhørende G2 I/S. De medadciterede 3-8 er ligeledes nærmere til at bære et eventuelt tab end F2 A/S, idet adciterede 3-8 alle optrådte som rådgivere for adcitanten.

Rådgivningen foregik i et samarbejde mellem disse rådgivere, initiativet til salget af H1 ApS som overskudsselskab er udgået fra rådgiverne, og F2 A/S har ikke haft anledning til at stille spørgsmålstegn ved advokat Bs rådgivning og beslutninger.

Adciterede 3 og 4, advokat B og R1, har til støtte for deres påstande over for adcitanten, A, gjort gældende, at advokat B ganske vist har været hovedrådgiver for A i forbindelse med salget af overskudsselskabet, men at han ikke handlede culpøst i forbindelse med rådgivningen. Der er ingen fejl i den af advokaten udfærdigede kontrakt. Skattekonsulent D havde foretaget visse undersøgelser af køber, og der var på grund af den korte tidsfrist ikke tid til, at advokat. B undersøgte køberens forhold yderligere. En sådan undersøgelse ville heller ikke kunne have hindret, at køberen tilegnede sig selskabets midler. Endvidere frarådede advokat B salg til K1, hvilket viser, at han var opmærksom på risikoen for selvfinansiering, og at han ikke ønskede, at være med til noget sådant.

Det var upåregneligt for advokaten, at F1-Bank A/S ville medvirke til selvfinansiering, og der var derfor ikke særskilt anledning for advokat B til at foretage en nærmere tilrettelæggelse af pengeoverførslen ved salget til G1 SA med henblik på at undgå selvfinansiering. Uanset dette angav han i instruktionen af 28. juni 1991 til F2 A/S, at pengene skulle overføres til en konto i F1-Bank A/S tilhørende H1 ApS. Dette stemmer også med JGs forklaring for landsretten. Adciterede 3 og 4 har yderligere anført, at advokat B ved i det første kontraktsudkast at indsætte pkt. 5 c vedrørende de knap 2 mio. kr. hensat til skattebetaling har varetaget skattevæsenets interesser, og når sælgeren på mødet den 28. juni 1991 accepterede køberens krav om, at bestemmelsen skulle udgå, må adciterede 3 og 4 også af den grund være uden ansvar.

For det tilfælde, at retten pålægger adciterede 3 og 4 et erstatningsansvar; har disse adciterede gjort gældende, at der er tale om en såkaldt bruttosag. For det tilfælde, at det bliver lagt til grund, at der er tale om en mellemformsag, har adciterede 3 og 4 gjort gældende, at skattelovsrenter og boomkostninger alene skal dækkes af den, der har disponeret, dvs. af A. Endelig har de adciterede 3 og 4 anført, at flytning af investeringsfondsmidlerne under ingen omstændigheder kan være erstatningspådragende for adciterede 3 og 4, der slet ikke var involveret i, at disse midler blev overført fra F2 A/S til F3-Bank A/S.

Over for de medadciterede 1-2 og 5-8 har adciterede 3 og 4 gjort gældende, at de alle er nærmere til at bære et tab end adciterede 3 og 4, og for så vidt angår adciterede 1, F1-Bank A/S har man gjort gældende, at denne adciterede bør bære et særligt ansvar, idet alene F1-Bank A/S kan bebrejdes, hvis overdragelsen må karakteriseres som en såkaldt mellemform med deraf følgende objektivt ansvar for adcitanten efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5. F1-Bank A/S var klar over, at der var tale om salg af et selskab og om overførsel af store likvider tilhørende selskabet. F1-Bank A/S burde derfor have sikret sig, at midlerne indgik på en særskilt konto tilhørende selskabet. Som følge heraf bør F1-Bank A/S også hæfte for konkursomkostninger og skattelovsrenter.

Adciterede 5 og 6, registreret revisor C og R2, har til støtte for deres påstande over for adcitanten, A, gjort gældende, at adciterede 5 og 6 ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med overdragelsen af anpartskapitalen i H1 ApS. Der var en klar arbejdsdeling mellem rådgiverne, hvorefter advokat B skulle yde juridisk rådgivning samt udarbejde de fornødne dokumenter, herunder overdragelsesaftale samt instruks i forbindelse med pengeoverførslerne m.v., D fra R4 ApS - nu R3 A/S - skulle yde skatterådgivningen og forestå kontakten til køberen, TS, og revisor C skulle tage sig af det regnskabsmæssige. Revisor C har ikke handlet culpøst i forbindelse med udførelse af sit hverv. Det var D, der henvendte sig til C vedrørende en mulig køber, og det var på den baggrund, C kontaktede A.

På det tidspunkt havde denne allerede i nogen tid overvejet salg af H1 ApS i forbindelse med, at selskabets aktiviteter blev solgt, og selve henvendelsen vedrørende et eventuelt salg er ikke nogen ansvarspådragende handling for adciterede 5 og 6. De regnskaber, C udarbejdede, er korrekte og kan derfor heller ikke i sig selv medføre noget ansvar. I sendte kommentarer til kontraktsudkastet og herunder til egenkapitalens størrelse til advokat B, og revisor C blev i den forbindelse bedt om at bekræfte de relevante tal. Det gjorde han på baggrund af tal fra det korrekt udarbejdede regnskab, og heller ikke herved har C foretaget ansvarspådragende handlinger eller undladelser. Revisor C deltog i et møde den 27. juni 1991 vedrørende K1 og i mødet den 28. juni 1991, men der er ikke grundlag for at pålægge ham et undladelsesansvar for ikke at have gjort opmærksom på risikoen for selvfinansiering og selskabstømning, idet det som følge af arbejdsdelingen mellem rådgiverne ikke var hans opgave at rådgive om disse spørgsmål.

Rådgivning herom burde i stedet være ydet af advokat B som juridisk ekspert og skattekonsulent D som skatteekspert. C havde efter sin egen forklaring ikke den fornødne viden til at rådgive om salg af et overskudsselskab, og det var netop derfor, at han foranledigede, at D blev antaget som skatteekspert til at rådgive A. Som følge heraf er der ikke noget undladelsesansvar for adciterede 5 og 6.

For det tilfælde at landsretten måtte antage, at der er et culpaansvar for adciterede 5 og 6, har disse adciterede gjort gældende, at A selv må bære hele eller i hvert fald en del af tabet. Han havde været erhvervsaktiv igennem 30 år, han spurgte konkret til lovligheden af transaktionen, og han havde forudsætningerne for at forstå betydningen af et salg af overskudsselskabet og de hermed forbundne transaktioner. Det er i den forbindelse uden betydning, at nogle rådgivere har en ansvarsforsikring. Ifølge retspraksis er der en særlig pligt for sælgeren til at varetage selskabets omsorgspligt over for selskabets kreditorer, og det ansvar påhviler også A i denne sag. Rådgiverne tilstræbte en økonomisk gevinst for sælgeren, og det accepterede sælgeren. Dette forhold bør også have betydning for fordelingen af et eventuelt ansvar mellem A og de adciterede.

For så vidt angår opgørelsen af As tab har C og R2 tilsluttet sig F1-Bank A/S' opgørelse, hvorefter adcitanten har lidt et tab på 1.918.219,48 kr. Særligt for så vidt angår investeringsfondshenlæggelserne har disse adciterede gjort gældende, dels at alternativet til salg var likvidation, og i så fald skulle der betales fuld skat af henlæggelserne, dels at midlerne efterfølgende blev overført til et tredje pengeinstitut og derfor ikke indgik i selvfinansieringen. Endelig har disse adciterede gjort gældende, at C ikke var involveret i spørgsmål om deponering, pengeoverførsel og lign. og derfor ikke har handlet culpøst i den henseende. Da den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, ikke finder anvendelse på rådgivere, er det ikke muligt at pålægge C og R2 et videregående objektiveret ansvar.

Over for de medadciterede 1-4 og 7-8 har C og R2 gjort gældende, at disse adciterede er nærmere til at bære et ansvar end C og R2 og derfor skal tilpligtes at friholde dem. Over for adciterede 1, F1-Bank A/S, har C og R2 gjort gældende, at F1-Bank A/S har medvirket til, at selskabet blev erhvervet for dets egne midler, eller i hvert fald har spillet en meget aktiv rolle i forbindelse med selvfinansieringen, og banken har dermed udvist en betydelig større grad af culpa end C. F1-Bank A/S, der var i besiddelse af kontrakten, var den direkte årsag til, at køber fik mulighed for at tømme det overdragne selskab for dets midler ved at stille en kredit til rådighed for G2 I/S på betingelse af, at der kom et mindst tilsvarende beløb tilbage på kontoen.

Det var en bunden opgave for TS at træffe beslutning om at gennemføre handlen ved selvfinansiering, idet midlerne fra H1 ApS skulle ind på G2 I/S' konto for at dække overtrækket. F1-Bank A/S overtrådte den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, idet det reelt er F1-Bank A/S, der har truffet beslutningen om, at handlen skulle gennemføres som selvfinansiering. I det mindste har banken handlet groft uforsvarligt. Som følge heraf skal F1-Bank A/S friholde C og R2. For det tilfælde, at landsretten måtte antage, at A har truffet eller opretholdt beslutningen om selvfinansiering, og at adciterede 5 og 6 er erstatningsansvarlige, har disse adciterede over for F2 A/S gjort gældende, at F2 A/S har udvist en større grad af uagtsomhed end C og R2 ved ikke klart at have angivet i bekræftelsesskrivelsen af 28. juni 1991 til F1-Bank A/S, at pengene skulle indsættes på en konto tilhørende det solgte selskab.

Over for advokat B og Advokataktieselskabet R1 har C og R2 supplerende gjort gældende, at de bør bære et særligt ansvar, da advokat B var As hovedrådgiver. Det var ham, der bl.a. udfærdigede overdragelsesaftalen og gav F2 A/S instrukser om overførsel af H1 ApS' likvide midler. Advokat B oppebar også et betydeligt større honorar end revisor C. Over for adciterede 7 og 8, R3 A/S og skattekonsulent D, har C og R2 ligeledes gjort gældende, at disse adciterede bør bære en større del af ansvaret end C og R2, idet D optrådte som selvstændig rådgiver og som skatteekspert for A.

Adciterede 7 og 8, R3 A/S og skattekonsulent D, har til støtte for deres påstande over for adcitanten, A, gjort gældende, at D ikke har handlet ansvarspådragende, idet han ikke har rådgivet A, og at han heller ikke har været antaget hertil af A. Den omstændighed, at D efterfølgende stilede sin faktura til A, er ikke et bevis for, at D var antaget af A idet fakturaen efter Ds forklaring alene blev adresseret til A for at undgå, at der skulle betales moms af honoraret. D rådgav efter anmodning fra revisor C denne om, hvad han kunne gøre for at stille sin klient, A, gunstigt i skattemæssig henseende. Desuden oplyste D navnene på to køberemner, fordi han blev bedt herom af C, efter at A havde besluttet sig for at sælge H1 ApS.

D var til stede ved enkelte møder, senest fredag den 28. juni 1991 kl. 14, men på dette møde havde han ifølge sin egen forklaring, som støttes af de øvrige forklaringer, en yderst passiv rolle, idet A da brugte sine rådgivere - advokat B og revisor C - hvorved bemærkes, at sidstnævnte havde været As revisor i mange år.

Til støtte for friholdelsespåstanden over for F1-Bank A/S har R3 A/S og Skattekonsulent D gjort gældende, at F1-Bank A/S var vidende om, at der var tale om en selskabsoverdragelse, idet det må lægges til grund, at banken også modtog skrivelsen af 28. juni 1991 fra R5 I/S til advokat B vedrørende bemærkninger til købsaftale. F1-Bank A/S medvirkede til, at selvfinansieringsforbuddet i anpartsselskabslovens § 84, stk. 2, blev overtrådt i forbindelse med handelen, idet det var F1-Bank A/S, der lod G2 I/S overtrække kontoen med ca. 33 mio. kr. for herefter at sætte selskabets midler ind på samme konto, og banken indså eller burde have indset, at selskabet derved blev erhvervet for dets egne midler. F1-Bank A/S har derved udvist en betydelig større grad af uagtsomhed end R3 A/S og skattekonsulent D, og banken bør derfor friholde disse adciterede fuldt ud.

Til støtte for friholdelsespåstanden overfor F2 A/S har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at banken har udvist en større grad af uagtsomhed end R3 A/S og skattekonsulent D, idet banken, som var sælgers bank, medvirkede til overførslen af selskabets midler til køberen uden at sikre sig, at selskabet ikke blev erhvervet for dets egne midler, selv om F2 A/S vidste, at der var tale om en selskabsoverdragelse.

Til støtte for friholdelsespåstanden over for advokat B og Advokataktieselskabet R1 har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at advokat B har udvist en større grad af uagtsomhed end R3 A/S og skattekonsulent D. Det var således advokat B, der forestod den juridiske rådgivning og foretog den juridiske vurdering af sagen, ligesom han forestod forhandlingerne med køberen samt udarbejdelse af købsaftale og forhandlingerne herom, herunder tilrettelæggelsen af betalingstransaktionerne.

Til støtte for friholdelsespåstanden over for revisor C og R2 har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at C som revisor for A havde et nærmere kendskab til selskabets forhold, herunder regnskabsmæssige forhold, og sammen med advokat B forestod han rådgivningen af A. C og R2 har derfor udvist en større grad af uagtsomhed end R3 A/S og skattekonsulent D og bør derfor friholde disse fuldt ud.

For det tilfælde, at R3 A/S og skattekonsulent D skulle blive pålagt et culpaansvar, har de gjort gældende, at sagen må bedømmes som en såkaldt bruttosag, idet det ikke er godtgjort, at A havde nogen som helst viden om, at det overdragne selskabs midler blev sendt til køber. Vedrørende tabsopgørelsen har R3 A/S og skattekonsulent D henvist til den opgørelse, de har fremlagt. En fordeling bør finde sted ud fra principperne i "TH-dommen". R3 A/S og skattekonsulent D har dog gjort gældende, at ligedelingsprincippet ikke kan fraviges til fordel for A, da han var en erfaren forretningsdrivende og derfor havde de fornødne forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af salget af overskudsselskabet og de i den forbindelse foretagne dispositioner. Desuden har de gjort gældende, at adciterede 3 og 4, advokat B og Advokataktieselskabet R1, må hæfte alene for de ca. 1.9 mio. kr., der var deponeret til betaling af skat, og som advokat B frigav.

Herefter skal der på sælgersiden ske en ligedeling i 4 dele, med én del til adcitanten, én del til F2 A/S, en del til advokat B og Advokataktieselskabet R1 og én del til revisor C og R2, der herefter har regres for halvdelen hos skattekonsulent D og R3 A/S.

For det tilfælde, at sagen skulle blive bedømt som en såkaldt mellemformssag, har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at investeringsfondshenlæggelserne alene kan betragtes om et bruttokrav, der ikke kan medføre krav om betaling af skattelovsrenter, idet midlerne er korrekt overført. Skulle R3 A/S og skattekonsulent D blive gjort ansvarlige også for dette krav, vil man rette kravet mod det sagsøgende konkursbo, og derfor har man anmeldt kravet i boet. Sagsøgerens principale påstand nr. 3 er fremsat for sent, idet sagsøgeren først har ændret påstanden i hovedsagen 2 1/2 år efter, at R3 A/S og skattekonsulent D har anmeldt kravet i boet, og kammeradvokaten må i den forbindelse sidestilles med konkursboet. R3 A/S og skattekonsulent D har til støtte for dette anbringende henvist til østre Landsrets 5. afdelings dom af 13. september 2000 i sag nr. B-2422-99.

Desuden har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at alene sælgeren kan være omfattet af det vidtgående objektive ansvar i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5. I hvert fald er der ikke grundlag for ved en ansvarsfordeling at pålægge R3 A/S og skattekonsulent D dette særlige ansvar, idet disse adciterede ikke har haft nogen indflydelse overhovedet på den konkrete overførsel af det solgte selskabs midler. Endelig har R3 A/S og skattekonsulent D gjort gældende, at A har forsømt sin forpligtelse til at begrænse sit tab. A burde have betalt hovedstolen allerede ved Højesterets afsigelse af SA-dommen i januar 1997 (UfR 1997.364 H) eller senest ved TH-dommen i november 1999 og derved have undgået rentetilskrivning.

Begrundelse og konklusion

Vedrørende hovedsagen:

Ved købekontrakt af 28. juni 1991 blev anpartsporteføljen i H1 ApS overdraget til G1 SA, som TS ejede. Den aftalte købesum på 34.952.330 kr. blev den 28. juni 1991 trukket på en konto i F1-Bank A/S tilhørende G2 I/S, som I var interessent i. Beløbet blev via F4-Bank den 1. juli 1991 overført til F2 A/S, hvor det blev indsat på en konto tilhørende sagsøgte 1, sælgeren A. Den 1. juli 1991 blev det solgte selskabs midler - med undtagelse af investeringsfondshenlæggelser - i alt 37.432.201,84 kr. via F4-Bank overført fra selskabets konto i F2 A/S til F1-Bank A/S, hvor beløbet blev indsat på den konto tilhørende G2 I/S, som købesummen var overført fra.

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder købekontraktens pkt. 5, de gensidige bekræftelsesskrivelser af 28. juni 1991 fra F2 A/S og F1-Bank A/S samt LRs og MKs vidneforklaringer, lægges det til grund, at købesummen blev trukket på køberens konto, der herved blev overtrukket, hvilket blev tilladt af F1-Bank A/S under den forudsætning, at der i umiddelbar forlængelse heraf skete udligning, ved at selskabets midler blev overført til samme køberkonto. Herved blev selskabets midler stillet til rådighed for køberen i forbindelse med dennes erhvervelse af anparterne i H1 ApS i strid med selvfinansieringsforbuddet i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2.

Ifølge købekontraktens pkt. 5 skulle H1 ApS' midler overføres til købers pengeinstitut alene med en klausul om, at midlerne først kunne frigives, når købesummen var erlagt, og der var sket anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved skrivelse af 28. juni 1991 instruerede As rådgiver, advokat B, F2 A/S om at overføre selskabets likvide midler til F1-Bank A/S. Det fremgår af instruksen, at F1-Bank A/S fremover skulle være kontoførende for det solgte selskab, men det fremgår ikke af selve instruksen, at pengene skulle overføres til en konto tilhørende selskabet. Tværtimod blev pengeoverførslen i instruksen alene betinget af, at købsaftalen forelå i underskrevet stand, og at købesummen var overført til F2 A/S. Advokat B - og dermed sagsøgte A - må have indset, at han ved at udforme købsaftalen og instruksen på den nævnte måde stillede selskabets midler til rådighed for køber i forbindelse med dennes erhvervelse af selskabet. På denne baggrund indestår A som den, der traf den ulovlige disposition, for selskabets tab, jf. § 84, stk. 5.

Den omstændighed, at A eller hans rådgivere troede, at selskabets midler ville blive indsat på en konto i F1-Bank A/S i selskabets navn, kan ikke føre til et andet resultat. Da det er uomtvistet, at tilbageførsel af selskabets midler fra køberen er udelukket, hæfter A i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, for selskabets tab, jf. herved § 84, stk. 4.

Da tredje led i sagsøgerens principale påstand er begrænset til at omfatte sagsøgerens tab efter § 84, stk. 5, er der ikke grundlag for at afvise denne del af påstanden som værende for upræcis. Det forhold, at denne del af påstanden først er medtaget i sagsøgerens påstandsdokument af 11. september 2000, medfører ikke, at sagsøgeren har fortabt sin ret til at gøre disse krav gældende som følge af passivitet, og landsretten skal i den forbindelse bemærke, at anmeldelsen i konkursboet af det krav, der har foranlediget fremsættelse af denne del af den principale påstand, først er sket efter sagens anlæg. Herefter tages sagsøgerens principale påstand over for A i det hele til følge.

Ved bedømmelsen af sagsøgte 2, F1-Bank A/S', ansvar over for sagsøgeren lægges det efter bevisførelsen, herunder MKs vidneforklaring, til grund, at F1-Bank A/S vidste, at G2 I/S handlede med selskaber, at den konkrete handel var en selskabshandel, og at pengeoverførslerne mellem F1-Bank A/S og F2 A/S var gensidigt forbundne. Det lægges endvidere til grund, at gensidigheden var afgørende for, at F1-Bank A/S tillod G2 I/S at overtrække kontoen med godt 33 mio. kr. i forbindelse med erlæggelsen af købesummen, og at F1-Bank A/S på baggrund af bekræftelsesskrivelsen af 28. juni 1991 fra F2 A/S vidste, at de 37.432.201,84 kr., der blev indsat på G2 I/S' konto, udgjorde midlerne i H1 ApS. F1-Bank A/S indså eller burde under disse omstændigheder have indset, at selskabet blev købt for dets egne midler. F1-Bank A/S, der intet foretog sig for at afværge skattevæsenets risiko for tab, har herved handlet culpøst.

Da selskabstømningen blev muliggjort ved den gensidige pengeoverførsel, er det uden betydning for bedømmelsen af ansvaret, at investeringsfondshenlæggelserne først efterfølgende blev overført fra F2 A/S til en tredje bank ved en i formen lovlig disposition. Herefter tages sagsøgerens principale påstand over for F1-Bank A/S til følge.

Det solidariske ansvar mellem A og F1-Bank A/S skal i deres indbyrdes forhold deles lige, idet A dog forlods skal bære selskabsskatterenter. A skal endvidere fralægge sig sin berigelse, medens der ikke er grundlag for at pålægge ham forlods at bære nogen yderligere del af skattekravet på 5.167.931,00 kr. På baggrund af de fremlagte opgørelser, hvor ingen af parterne har bestridt de beregnede beløb, udgør sagsøgerens berigelse herefter 2.626.427,10 kr., bestående af overkursen på 1.917.609,00 kr., forrentning heraf frem til sagsanlæg, i alt 429.069,79 kr., efterbeskatning af investeringsfondsmidler på 194.305,00 kr., forrentning heraf frem til sagsanlæg 54.094,51 kr., difference mellem afsat og pålignet skat for skatteårene 1991/92 og 1992/93 i alt 24.556,00 kr. samt forrentning heraf frem til sagsanlæg 6.792,80 kr. Det tab, der skal ligedeles mellem A og F1-Bank A/S, udgør herefter 2.541.503,90 kr.

I det indbyrdes forhold skal A herefter betale 5.205.403,19 kr., som udgøres af selskabsskatterenter 4.029.364 kr. og halvdelen af det resterende skattekrav på 2.541.503,90 kr., idet beløbet dog skal reduceres med 94.712,76 kr., som A har indbetalt ud over sin berigelse, og F1-Bank A/S skal i det indbyrdes forhold betale 1.270.751,95 kr.

Vedrørende adcitationssagen:

Da F1-Bank A/S ikke har optrådt som rådgiver for adcitanten, A, kan A ikke udover regreskravet under hovedsagen gøre regreskrav gældende over for F1-Bank A/S.

Det lægges til grund, at adciterede 2, F2 A/S, ikke har optrådt som rådgiver for A i forbindelse med overdragelsen af H1 ApS. F2 A/S har efter bl.a. JGs forklaring på opfordring givet A A/S og dennes rådgivere faktiske bankoplysninger om det overdragne selskab, og derudover har F2 A/S alene overført selskabets midler til F1-Bank A/S i overensstemmelse med den af advokat B afgivne instruks. Da F2 A/S ikke herved har handlet ansvarspådragende, frifindes denne adciterede for As og de medadciteredes påstande.

For så vidt angår bedømmelsen af de adciterede 3-8, advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S og skattekonsulent D, bemærkes, at det er ubestridt, at advokat B medvirkede ved gennemførelse af salget af overskudsselskabet herunder ved at udarbejde og revidere købsaftalen, ved at deltage i møder om overdragelsen og ved at udforme og give instruks til F2 A/S om overførsel af det overdragne selskabs likvide midler.

Det er ligeledes ubestridt, at revisor C efter at have medvirket ved frasalg af selskabets aktiviteter tog initiativ til at kontakte A vedrørende et eventuelt salg af selskabet, at han herefter kontaktede skattekonsulent D om muligheden for at undgå eller begrænse skattebetaling ved at sælge selskabet frem for at likvidere det, at han henvendte sig til advokat B om bistand til gennemførelse af overdragelsen, at han bistod med de relevante regnskabsoplysninger, og at han deltog i samtlige møder frem til og med den 28. juni 1991, hvor overdragelsesaftalen blev underskrevet. Endelig er det ubestridt, at skattekonsulent D fremskaffede en køber til selskabet, at han udfærdigede skrivelse af 24. juni 1991 med nøgletal for selskabet med henblik på salg, at han videregav nøgletallene til TS til brug for dennes afgivelse af tilbud, og at han deltog i flere møder om det konkrete salg, herunder mødet den 28. juni 1991.

Det bemærkes, at skattekonsulent D på lige fod med advokat B og revisor C må anses som rådgiver for A, der også betalte Ds honorar. Det forhold, at det var revisor C, der kontaktede D, kan ikke føre til et andet resultat.

Når henses til, at A ved salget opnåede et merprovenu på 1.917.609 kr. svarende til ca. 38 % af selskabets skyldige skatter, havde salget af H1 ApS som overskudsselskab ikke karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Under disse omstændigheder havde As rådgivere en særlig anledning til at være opmærksomme på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Rådgiverne måtte indse, at der ved salget bestod en betydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke ville blive udskudt eller elimineret, og at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen for overskudsselskabet blev betalt med dets egne midler. For rådgiverne måtte det allerede som følge af den aftalte overførsel af selskabets midler, så snart købesummen var betalt, fremstå som en nærliggende mulighed, at der ved det foreliggende salg kunne være tale om selvfinansiering. Ingen af rådgiverne gjorde imidlertid noget for at undersøge dette.

Da det var den rådgivning, de adciterede 3-8 ydede A, der førte til, at salget af anparterne i H1 ApS blev gennemført som sket, har disse adciterede handlet ansvarspådragende i forhold til A. Da det endvidere var den rådgivning, de adciterede 3-8 ydede A, der har medført, at han er tilbagebetalingspligtig i henhold til den dagældende anpartselskabslovs § 84, stk. 5., og da A var uden særlige forudsætninger for at bedømme forsvarligheden af salget af H1 ApS som et overskudsselskab og de dispositioner, der blev foretaget i forbindelse med salget, findes A at kunne gøre regres mod de adciterede 3-8 for det fulde beløb, som han skal tilbageføre til sagsøgeren, bortset fra den berigelse, han opnåede ved salget, på 2.626.427,10 kr. De adciterede 3-8 hæfter solidarisk for det nævnte beløb i forhold til A.

Det forhold, at det blandt As rådgivere var advokat B, som udformede købekontrakten og instruksen til F2 A/S, kan ikke medføre, at de adciterede 5-8 ikke skal hæfte for det fulde beløb i forhold til A.

For så vidt angår det indbyrdes forhold mellem de adciterede 3-8 bemærkes følgende: Iagttagelsen af forbudet mod selvfinansiering i den dagældende anpartsselskabslov § 84, stk. 2, var et forhold, som såvel advokat B som revisor C og skattekonsulent D havde pligt til at være opmærksomme på i forbindelse med rådgivningen af A. Det må lægges til grund, at advokat B dikterede instruksen til F2 A/S vedrørende overførsel af selskabets midler på mødet den 28. juni 1991, medens revisor C og skattekonsulent D var til stede, og at disse hørte på, medens advokat B dikterede instruksen. Det må endvidere lægges til grund, at købsaftalen blev rettet til af advokat B på det pågældende møde, medens revisor C og skattekonsulent D var til stede og deltog i mødet. Under disse omstændigheder findes de adciterede advokat B, registreret revisor C og skattekonsulent D hver især at hæfte for en tredjedel af friholdelsesansvaret.

Advokataktieselskabet R1 hæfter sammen med advokat B. R2 hæfter sammen med registreret revisor C. R3 A/S hæfter sammen med D.

Det må lægges til grund, at F1-Bank A/S var bekendt med, at det overtræk, banken bevilligede TS til køb af H1 ApS, blev udlignet ved overførsel af størstedelen af det købte selskabs midler. Allerede som følge heraf kan F1-Bank A/S' friholdelsespåstand over for A og dennes rådgivere, de adciterede 3-8, ikke tages til følge.

Da F1-Bank A/S ikke har optrådt som rådgiver for A, kan advokat B, registreret revisor C og skattekonsulent D ikke gøre noget regreskrav gældende mod F1-Bank A/S. F1-Bank A/S frifindes derfor for den friholdelsespåstand, som de adciterede 3-8 har nedlagt over for banken.

Thi kendes for ret:

A og F1-Bank A/S skal solidarisk til Handelsfirmaet af 26.6.1991 ApS under konkurs betale 6.476.155,14 kr. med tillæg af rente 0,6 % pr. påbegyndt måned af 2.446.791,14 kr. fra den 1. marts 2000, dog således at F1-Bank A/S højst skal betale 2.446.791,14 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 24. marts 1998. I det indbyrdes forhold bærer A heraf 5.205.403,19 kr. og F1-Bank A/S 1.270.751,95 kr. begge beløb med procesrente fra den 24. marts 1998.

A skal herudover anerkende at være forpligtet til at betale boets omkostninger ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, rimelige omkostninger ved likvidation af HX ApS og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4, i den udstrækning disse krav godkendes af skifteretten og kan rummes inden for maksimum af As hæftelse efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4.

A skal endvidere anerkende, at han inden for maksimum for hæftelsen efter anpartselskabslovs § 84, stk. 4, hæfter for krav herudover, for så vidt de anerkendes i konkursboet af skifteretten og af domstolene henføres til selskabets tab efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5.

I sagsomkostninger skal A og F1-Bank A/S solidarisk til HX ApS under konkurs betale 350.000 kr. I det indbyrdes forhold bærer A 175.000 kr. og F1-Bank A/S 175.000 kr.

F2 A/S frifindes.

I sagsomkostninger skal A til F2 A/S betale 250.000 kr.

Advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S og skattekonsulent D frifindes for F1-Bank A/S' friholdelsespåstand.

Advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S og skattekonsulent D skal solidarisk friholde A for, hvad denne har betalt og i henhold til denne dom betaler ud over 2.626.427,10 kr. til HX ApS under konkurs. De skal desuden solidarisk friholde A for, hvad han af det idømte sagsomkostningsbeløb på 350.000 kr. betaler til HX ApS under konkurs.

I det indbyrdes forhold hæfter advokat B, registreret revisor C og skattekonsulent D hver for 1/3 af det, de er dømt til at friholde A for. Advokataktieselskabet R1 hæfter solidarisk med advokat B. R2 hæfter solidarisk med registreret revisor C. R3 A/S hæfter solidarisk med D.

Advokat B, Advokataktieselskabet R1, registreret revisor C, R2, R3 A/S og skattekonsulent D skal i sagsomkostninger til A solidarisk betale 350.000 kr. I det indbyrdes forhold hæfter advokat B og Advokataktieselskabet R1 for en tredjedel, registreret revisor C og R2 for en tredjedel og skattekonsulent D og R3 A/S for en tredjedel.

F1-Bank A/S frifindes for advokat Bs, Advokataktieselskabet R1s, registreret revisor Cs, R2s, R3 A/S' og skattekonsulent Ds friholdelsespåstand.

I øvrigt betaler ingen af parterne sagsomkostninger til nogen anden part.

Det idømte skal betales inden 14 dage.