Dato for udgivelse
24 Apr 2007 12:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 Mar 2007 14:26
SKM-nummer
SKM2007.273.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 311/2006
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomhedsformer. Hæftelse, ansvar og erstatning. + Indeholdelses- og registreringspligt + Indkomstarter
Emneord
Selvstændig, selskab, hvervgiver, lønmodtager
Resumé

Hovedaktionæren modtog vederlag fra sit selskab for konsulentarbejde, der bestod i at videreudvikle og tilrette den software, som anvendtes i eller i forbindelse med de produkter, selskabet forhandlede.

Højesteret tiltrådte, at hovedaktionæren, for så vidt angik dette arbejde, måtte anses som lønmodtager i selskabet og således ikke i denne relation kunne anses som selvstændig erhvervsdrivende eller honorarmodtager. Herved lagde Højesteret navnlig vægt på, at hovedaktionærens arbejde indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, som blev drevet af det selskab, som han selv ejede, at hovedaktionæren i de omhandlede år kun i et enkelt tilfælde havde udført lignende arbejde for andre end selskabet, at arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for hovedaktionæren personligt, og at han ikke havde afholdt udgifter, som efter art og omfang adskiller sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 43, stk. 1
Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, punkt 3.1.1

Henvisning

Ligningsvejledningen 2007-2 E.A.4

Henvisning

Ligningsvejledningen 2007-2 E.A.4.3.1

Henvisning
Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2007-2 B.1.1.1

Parter

A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af dommerne

Peter Blok, Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen og Jens Peter Christensen

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 15. afdeling den 20. juni 2006.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand.

Subsidiært har han nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at han i indkomstårene 1997-99 skal betragtes som honorarmodtager af de modtagne vederlag på henholdsvis 153.500 kr., 748.106 kr. og 294.000 kr. fra H1 A/S, der indtil den 2. februar 1998 hed H1 ApS.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

A har fremlagt en faktura fra 2006 vedrørende leverancer fra ham til en polsk kunde.

Højesterets begrundelse og resultat

Skatteankenævnets afgørelse må forstås således, at en del af de omtvistede vederlag anses for betaling - licensafgift - for retten til at benytte de patenter og øvrige rettigheder, som ved etableringen af H1 ApS i 1992 forblev As ejendom, og at denne del af vederlagene anses for indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed eller for honorarindtægt. For Landsskatteretten og domstolene angår sagen, om det samme gælder for den del af vederlagene, som er betaling for det arbejde, A udførte for selskabet i de omhandlede år, og som bestod i videreudvikling og tilretning af den software, som anvendtes i eller i forbindelse med de af selskabet forhandlede måleinstrumenter.

Højesteret tiltræder, at A, for så vidt angår det nævnte arbejde, må anses for lønmodtager i selskabet og således ikke i denne relation kan anses for selvstændig erhvervsdrivende eller for honorarmodtager. Højesteret lægger herved navnlig vægt på,

at

As arbejde indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, som blev drevet af det selskab, som han selv ejede,

at

A i de omhandlede år kun i et enkelt tilfælde har udført lignende arbejde for andre end selskabet,

at

arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for A personlig, og

at

han ikke har afholdt udgifter, som efter art og omfang adskiller sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere.

Hvad det sidste angår bemærkes, at de betydelige patentomkostninger, som blev atholdt i 1998 og 1999, er betalt af selskabet.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.