Dato for udgivelse
01 Mar 2007 09:46
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Feb 2007 14:31
SKM-nummer
SKM2007.149.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-037644
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Køb + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Fritidsbolig
Resumé
Skatterådet tiltræder, at lejlighed uden bopælspligt kan anses for erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig.  
Hjemmel
06-069326
Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 8
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-1 E.J.1.1
Spørgsmål

Spørgsmål 1)

Kan ejerlejlighed i Kommune A skattemæssigt betragtes som sommerbolig?

Spørgsmål 2)

Er en eventuel avance skattefri ved salg?

Spørgsmål 3)

Beregnes ejendomsværdiskat maksimalt 180/365?

Svar

Spørgsmål 1) - Ja, se dog indstilling og begrundelse

Spørgsmål 2) - Se indstilling og begrundelse

Spørgsmål 3) - Nej, se indstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger købte med overtagelse den 15. december 2003 en ejerlejlighed i en nyopført ejendom. Det er en 2 værelseslejlighed på 58 m2 med køkken og bad. Lejligheden bruges som feriebolig samt bolig, når spørger besøger børn og børnebørn i Kommune A. Lejligheden indrettes og tages i brug som feriebolig fra 1. juli 2006.

Kommune A har ved skrivelse af den 3. juli 2006 meddelt, at Kommunen ikke stiller krav om helårsbeboelse af lejligheden, at der ikke stilles krav om tilmelding til Folkeregistret, og at lejligheden derfor kan benyttes til lejlighedsvise overnatninger.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger har følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

Jeg forstår det bindende svar om skattefrihed ved evt. salg af sommerbolig således, at lejligheden opfylder skattekravet til sommerhus.

Under forudsætning af samme brug - frem til salgstidspunkt - som nu (og altså ikke med fast bopæl), så kan lejligheden afstås med skattefrihed efter gældende regler om sommerhusbeskatning.

Jeg er indforstået med, at der ved min lejlighedsbenyttelse som feriebolig - som forudsat ved købet - betales fuld helårlig ejendomsværdiskat (som andre sommerboliger i øvrigt også betaler helårs).

Jeg er indforstået med, at det bindende svar gælder i 5 år, og jeg forstår det således, at ligningsmyndigheden ved et evt. salg vurderer, om lejligheden fortsat opfylder kravet om sommerbolig, således at beskatning kan ske på grundlag af beskatning af sommerbolig.   

SKATs indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens (EBL) § 1.

Efter EBL § 8, stk. 1, skal fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder dog ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. Det er dog efter stk. 1, nr. 1, en betingelse for skattefriheden, at ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 m2, eller at der som nævnt i stk. 1, nr. 2, ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse.

Efter EBL § 8, stk. 2, gælder disse regler også for sommerhusejendomme og lignende, som ejeren eller dennes husstand har benyttet til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit.

For at reglerne i EBL § 8, stk. 2, kan anvendes ved afståelse af en ejendom, kræves det, at der er tale om afståelse af sommerhusejendomme eller lignende.

Parcelhusreglen i EBL § 8, stk. 1 og 2, fandtes tidligere i lov om særlig indkomstskat mv. § 2 A, stk. 1 og 2.

Hverken forarbejderne til ejendomsavancebeskatningsloven eller til lov om særlig indkomstskat mv. indeholder en afgrænsning af, hvilke typer ejendomme, der er omfattet af henholdsvis stk. 1 og 2.

Told- og Skattestyrelsen har i en kommentar, jf. TfS1998,122, til en Ligningsrådsafgørelse (TfS1998,118) udtalt, at det er Styrelsens opfattelse, at helårshuse kun kan omfattes af EBL § 8, stk. 2, hvis huset er købt som og rent faktisk anvendt som sommerbolig. Det er ejeren, der må sandsynliggøre, at helårshuset er erhvervet til brug for sommerbolig.

Landsretten har således også i SKM2006.144ØLR lagt til grund, at det er skattemyndighedernes praksis, at skattefrihed efter EBL § 8, stk. 2, ved afhændelse af en ejendom, der har status som helårshus, alene kan opnås, når ejendommen er erhvervet med henblik på anvendelse som fritidshus og herefter anvendt således.   

Det følger således af praksis, at der kan opnås skattefrihed efter EBL § 8, stk. 2, ved afhændelse af en ejendom, når ejendommen er erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig og herefter er anvendt således.

I den konkrete sag er der efter det oplyste tale om en ejerlejlighed uden bopælspligt og som formelt kun kan anvendes til helårsbeboelse, hvis der sker folkeregistertilmelding på adressen. Det er ved en tilmelding til Folkeregistret muligt at få ændret lejlighedens status til helårsbolig med bopælspligt, og det er derfor SKATs opfattelse, at der er tale om en helårsbolig omfattet af EBL § 8, stk. 1.

Hvorvidt ejerlejligheden vil kunne omfattes af EBL § 8, stk. 2, afhænger af, jf. ovenstående, om lejligheden er købt med henblik på anvendelse som sommerbolig, og om lejligheden rent faktisk også er anvendt som sommerbolig.

Det fremgår af det oplyste, at spørger har erhvervet lejligheden med henblik på anvendelse til ferieophold samt ved familiebesøg i Kommune A. Spørger ejer ikke andre ejendomme og har fortsat folkeregisteradresse på en ejendom i Kommune X, som er ejet af ægtefællen.

På baggrund af de foreliggende oplysninger er det SKATs opfattelse, at lejligheden kan anses for erhvervet som sommerbolig for spørger og dennes husstand.  SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1, om lejligheden skattemæssigt kan betragtes som sommerbolig, besvares med et ja.

For så vidt angår spørgsmål 2, om en eventuel avance ved afståelse af lejligheden er skattefri, afgøres dette spørgsmål af ligningsmyndighederne, når lejligheden afstås. Ligningsmyndighederne vurderer, hvorvidt lejligheden udelukkende har været anvendt som sommerbolig, og om en eventuel avance derfor er skattefri efter EBL § 8, stk. 2.

Ejendomsværdiskat påhviler personer, der ejer fast ejendom i Danmark. Dette fremgår af ejendomsværdiskattelovens (EVSL) § 2. Det følger af EVSL § 4, at der betales ejendomsværdiskat af ejerlejligheder, en- og tofamiliehuse, landbrugsejendomme m.fl. og der betales ejendomsværdiskat af den del af ejendomsværdien, der vedrører ejerens bolig. Skatten beregnes ud fra ejendommens værdi, der er fastsat ved den offentlige ejendomsvurdering.

Hvad angår sommerboliger, betales der ejendomsværdiskat, når ejeren har sommerboligen til disposition, selv om der ikke gøres brug af boligretten og selv om sommerboligen ikke anvendes hele året. Der regnes således med en 12 måneders benyttelse af sommerboligen, uanset manglende mulighed for at anvende sommerboligen hele året. Ved manglende mulighed for anvendelse af boligen som følge af forbud eller lignende, tages der hensyn hertil ved ejendomsvurderingen.

Der betales ejendomsværdiskat af helårsbolig og sommerbolig efter samme regler. At Kommune A har oplyst, at lejligheden maksimalt må anvendes 180 dage pr. år uden bopælspligt, ses ikke at begrunde en nedsættelse af ejendomsværdiskatten.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 3 om ejendomsværdiskatten udgør maksimalt 180/365 besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende for skattemyndighederne i 5 år.