INDOG § 12, der fra den 1. januar 2009 afløste sin forgængerbestemmelse i KSL § 72, stk. 2, som samtidig blev ophævet, fastsætter, at der for personskatterestancer kan foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. I bestemmelsens sidste punktum er det fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved inddrivelse af indeholdte skattebeløb. A-skatterestancer kan således ikke gøres til genstand for subsidiært udlæg. Det samme gælder restancer af AM-bidrag, moms, punktafgifter m.v.
Det fremgår ikke tydeligt af lovteksten, men domspraksis har fastslået, at skatter, der er pålignet eller bliver pålignet for det indkomstår, hvori ægteskabet er indgået, er omfattet af reglerne om subsidiært udlæg, jf. fx UfR 1982, 350 H, hvor det blev antaget, at der kunne foretages subsidiært udlæg i skatteyderens hustrus særeje for personlig skat, der var pålignet ham for hele det år, hvori ægteskabet blev indgået.
Et subsidiært udlæg foretaget medens ægtefællerne er samlevende bortfalder ikke i forbindelse med en efterfølgende samlivsophævelse, separation, skilsmisse eller den skattepligtiges død. Udlægget bortfalder heller ikke, hvis skyldneren kommer under insolvensbehandling efter konkurslovens regler, jf. UfR 1996,1267 ØLD. I denne sag fandt retten ikke, at et subsidiært udlæg foretaget i 1986 i hustruens ejendom for mandens skatterestance bortfaldt, selv om der efterfølgende blev afsagt kendelse om gældssanering for manden, hvorefter al gæld stiftet før 9. juni 1987 bortfaldt. Landsretten henviste til KL § 199, stk. 2.
De almindelige processuelle regler for udlægsforretninger skal også iagttages ved anvendelse af udpantningsretten i INDOG § 12. I sagen TfS 1997, 589 ØLK ophævedes pantefogdens udlæg i ægtefællens faste ejendom, allerede fordi ægtefællen ikke behørigt var blevet indkaldt til den forretning, hvor udlægget blev foretaget.
En ægtefælle, der er tilsagt til udlægsforretning i medfør af INDOG § 12, kan give møde ved en befuldmægtiget, jf. TfS 1991, 397 ØLD. I denne sag gav skyldnerægtefællen den 16. august 1990 møde for ægtefællen, hvorefter ægtefællen skriftligt meddelte, at der kunne gøres udlæg i hendes delpension. Skyldnerægtefællen gav efter anmodning fra pantefogden på ny møde den 21. august 1990, og der blev efter skyldnerægtefællens anvisning foretaget udlæg i hendes bil. Landsretten fandt, at skyldnerægtefællen også under den kontinuerede udlægsforretning den 21. august 1990 havde fornøden fuldmagt fra ægtefællen til at repræsentere hende. Ægtefællen havde heller ikke på opfordring sandsynliggjort under kæremålet, at hun i august 1990 havde andet af værdi til genstand for udlæg. Fogedretten havde fastholdt udlægget, og fogedrettens kendelse blev stadfæstet af landsretten.
I TfS 1985, 251 udmeldte det daværende skattedepartement, at et tysk skattekrav ikke kunne gøres gældende mod skatteyders ægtefælle i Danmark, da der ikke i tysk ret var hjemmel til at inddrive skattekrav hos en ægtefælle. Skattedepartementet meddelte skattemyndighederne i Tyskland, at selv om inddrivelse af et tysk skattekrav i Danmark skete efter de danske regler, kunne Tyskland dog ikke i henhold til artikel 23 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst opnå en inddrivelsesmulighed, der ikke bestod i Tyskland. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten bestemte såvel dengang som nu, at det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, skal nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat. Denne begrænsning er ikke på samme vis udtrykt i EU's bistandsdirektiv, hvorfor skattekrav, for hvilke anmodningen om bistand støttes på direktivet, må antages tillige at kunne inddrives efter INDOG § 12.