Landsskatterettens kendelse
af 31. oktober 2001
LSR 2-1-1907-0735

A klager for indkomstårene 1997 og 1998 over, at skatteankenævnet har forhøjet hans skattepligtige indkomst med værdi af fri bil, hhv. 25.875 kr. og 34.500 kr.

Der fremgår af sagens oplysninger, at klagerens far har været hovedanpartshaver i selskabet B ApS, og at klageren og hans far har været de eneste ansatte i selskabet. Selskabet har i perioden 1. april 1996 til 1. april 1998 haft adresse i X.

Det er oplyst, at selskabet efter den 1. april 1998 har haft adresse på klagerens fars bopæl, at selskabet den 9. april 1997 har købt en Toyota Hiace årgang 1989, at klageren har benyttet denne, at der ikke er ført kilometerregnskab for bilen, og at selskabet udover den omhandlede Toyota Hiace i 1998 har ejet en Ford Galaxy van 2,3 købt den 8. oktober 1998 og en VW Passat van fra 1995, som ifølge selskabets regnskab er solgt inden den 31. marts 1998.

Ifølge oplysninger fra centralregistret for motorkøretøjer har klageren ikke haft bil i 1997 og 1998.

Skatteforvaltningen har ved besigtigelse af såvel klagerens som selskabets adresse den 26. april 2000 konstateret, at den omhandlede Toyota Hiace var parkeret på klagerens adresse.

Klagerens advokat har oplyst, at kassevognen har været anvendt af klageren i arbejdstiden, og at kassevognen indtil den 1. april 1998 har holdt parkeret på selskabets adresse efter arbejdstids ophør. Klagerens advokat har yderligere oplyst, at selskabet i forbindelse med flytning af selskabets adresse den 1. april 1998 bad klageren om at lade kassevognen stå parkeret på hans bopæl udenfor arbejdstid, da selskabet ikke havde den fornødne plads.

Klagerens advokat har videre oplyst, at selskabet ansøgte om at få fjernet vejbump ved selskabets adresse med henblik på at skabe plads til kassevognen, men at ansøgningen blev afslået af grundejerforeningen på den ordinære generalforsamling afholdt den 3. marts 1999.

Klagerens advokat har endelig oplyst, at klageren har haft privatbil til rådighed i form af samlevers bil.

Om kassevognen har klagerens advokat oplyst, at den har været indrettet som værkstedsvogn med hylder og diverse værktøj, at den er blevet afhændet til en bekendt af klagerens far, at den nye ejer anvender kassevognen som værkstedsvogn, at den nye ejer har bibeholdt vognes indretning, og at det derfor har været muligt at fremskaffe fotografier, der viser vognens indretning.

Som dokumentation har klagerens advokat fremlagt fotografier af kassevognen og dennes indretning.

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens personlige indkomst med 25.875 kr. i 1997 og 34.500 kr. i 1998. Nævnet har begrundet forhøjelsen med, at klageren er skattepligtig af værdien af fri bil. Til støtte herfor har nævnet anført, at værdien af fri bil er skattepligtig i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, og at klageren har haft rådighed over den omhandlede varevogn. Nævnet har henvist til Højesterets dom af 11. november 1999 offentliggjort i TfS 1999, 919.

Nævnet har herved henset til, at klageren må anses for at have haft den omhandlede varevogn stående på sin private bopæl udenfor arbejdstid siden den 9. april 1997, at klageren er nært beslægtet med selskabets hovedanpartshaver, der har en bestemmende indflydelse i selskabet, at der herefter er en formodning for privat anvendelse, og at klageren ikke ved kilometerregnskab eller på anden måde har afkræftet denne formodning.

Klagerens advokat har overfor Landskatteretten nedlagt påstand om, at den foretagne beskatning nedsættes til 0.

Til støtte for påstanden har klagerens advokat gjort gældende, at kassevognen er et specialindrettet køretøj, som ikke er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, jf. TSSCIR 1997-35 og TfS 1994, 667 LR, at formodningsreglen udviklet på baggrund af Højesterets dom af 11. november 1999 (TfS 1999, 919) ikke finder anvendelse på klageren, idet formodningsreglen alene er fundet anvendelig på hovedaktionærer, eneanpartshavere eller direktører, jf. TfS 1998, 673, TfS 1999, 28, TfS 1999, 919, og TfS 2000, 622, at klageren ikke er hovedaktionær, eneanpartshaver eller direktør i selskabet og derfor ikke har haft fuld rådighed over bilen, at det herefter er skattemyndighederne, som skal sandsynliggøre, at klageren har anvendt kassevognen privat / har haft rådigheden over kassevognen, at udarbejdelse af kørselsregnskab ikke er fornødent når ovennævnte formodningsregel ikke finder anvendelse, at selskabet har bedt klageren om at parkere kassevognen på sin bopæl, at selskabet ikke har haft plads til kassevognen på selskabets adresse, at kassevognen udelukkende er anvendt til erhvervsmæssig kørsel, og at klageren siden den 12. juli 1997 har haft privatbil til rådighed (samlevers bil).

Landsskatteretten skal udtale

I henhold til statsskattelovens § 4, litra b, anses vederlagsfri benyttelse af andres rørlige eller urørlige gods for skattepligtig indkomst.

Efter ligningslovens § 16, stk. 4, sættes værdien af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi, dog mindst af 150.000 kr. og højst af 400.000 kr. Procentdelen udgør 23 for indkomstårene 1997 og 1998.

Retten finder, at det målægges til grund, at den i sagen omhandlede kassevogn kan anvendes til privat kørsel. Retten henser herved til, at der ikke efter det oplyste har foreligget sådanne faste ændringer i kassevognes indretning eller forhold vedrørende kassevognens fremtræden, at kassevognen har fremstået som uegnet til privat kørsel.

Retten finder videre, at det må påhvile klageren som ansat i et selskab, hvis hovedanpartshaver er et nærtstående familiemedlem, at afkræfte en formodning om, at selskabets kassevogn har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises i den forbindelse til bl.a. Østre Landsrets dom af 20. november 1998 og Vestre Landsrets dom af 1. marts 1999 offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998, 28 og 1999, 295.

Da klageren ikke har ført et løbende kørselsregnskab eller på anden måde tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at kassevognen ikke har stået til rådighed for privat kørsel finder retten, at klageren ikke har afkræftet formodningen om, at kassevognen har været anvendt til privat kørsel. Retten har herved henset til, at kassevognen har været parkeret på klagerens adresse udenfor arbejdstid.

Retten finder herefter, at klageren med rette er blevet beskattet af værdi af fri bil, hvorfor den påklagede afgørelse stadfæstes.