Østre Landsrets dom
af 23. juni 1999
5. afdeling, B-2614-96

Parter

A
(Advokat Jan Levin)

mod

Københavns Kommune
(Advokat Bjarne Becher Jensen)

Afsagt af landsretsdommerne

Blinkenberg, Waage og Birgitte Lund (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 11. oktober 1996, drejer sig om, hvorvidt sagsøgte Københavns Kommune ved i 1986 skønsmæssigt at forhøje sagsøger As indkomstansættelser for indkomstårene 1982, 1983, 1984 og 1985, ved efterfølgende at søge skattekravet tvangsindrevet, og ved at foranledige sagsøgers hyrevognsbevillinger inddraget i juli 1992 har handlet ansvarspådragende, idet ansættelserne i 1994 af Landsskatteretten blev væsentligt nedsat.

Påstande

Sagsøgeren har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale kr. 369.958,95 med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg. Beløbet fremkommer således:

1.   

Tab opstået som følge af utidig realisation af sagsøgers biler:

kr.

112.250,00

   
2. 

Indkomsttab for årene 1993 og 1994:

kr.

230.062,10

   
3. 

Udgifter ved genanskaffelse af hyrevogne:

kr.

27.646,85

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder

Sagsøger drev i en årrække indtil 13. juli 1992 virksomhed som taxavognmand med 3 vogne. Da hans regnskabsmateriale ikke var egnet som grundlag for nøjagtige indkomstopgørelser, forhøjede sagsøgte i 1986 skønsmæssigt hans indkomstansættelser for hvert af indkomstårene 1982, 1983 og 1984 med 1.000.000 kr. og for indkomståret 1985 med 600.000 kr. Ved de skønsmæssige ansættelser blev der alene foretaget regulering for indtægter af udeholdt kørsel uden fradrag for omkostninger.

Sagsøger påklagede afgørelsen til ligningskommissionen, hvor sagen efter parternes aftale blev sat i bero på anklagemyndighedens stillingtagen til en af sagsøgte indgivet politianmeldelse for grov skattesvig. Efter at anklagemyndigheden i sommeren 1991 havde frafaldet sigtelsen på grund af bevisets stilling blev sagen genoptaget. Sagsøgte foretog herunder en fornyet ansættelse, hvorefter de skønsmæssige forhøjelser i november 1992 blev nedsat til 487.000 kr. for 1982, 503.623 kr. for 1983, 622.000 kr. for 1984 og 600.000 kr. for 1985. Ved denne afgørelse havde man endvidere reguleret for udgifter til lønninger og brændstof.

Denne afgørelse blev påklaget til Skatteankenævnet, der den 23. august 1993 stadfæstede skatteansættelserne. Sagsøger indbragte herefter sagen for Landsskatteretten, der ved kendelse af 22. august 1994 ændrede de skønsmæssige forhøjelser, således at de blev nedsat til i alt 292.406 kr.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår bl.a.

"...

Efter det om klagerens regnskabsføring oplyste, herunder at der ikke har været fremlagt trafikbøger for hele perioden, at der er foretaget rettelser/raderinger i de fremlagte trafikbøger, at klageren selv har oplyst, at trafikbøgerne er fiktivt førte, samt at der herefter ikke kan have været foretaget effektive kasseafstemninger, må Landsskatteretten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klagerens regnskabsmateriale ikke er egnet som grundlag for nøjagtige indkomstopgørelser, jf. mindstekravsbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 641 af 8. september 1976) § 13, stk. 2. Det er derfor med rette, at de stedlige skattemyndigheder har ansat indkomsterne skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 2, og § 3, stk. 4.

Landsskatteretten bemærker herefter, at den 3 årige skønsfrist i den dagældende skattestyrelseslov § 15, stk. 5, er overskredet for så vidt angår indkomståret 1982. Retten finder herefter, at den skønsmæssige forhøjelse for dette indkomstår er ugyldig, hvorfor den vil være at ophæve.

For så vidt angår indkomstårene 1983, 1984 og 1985 må Landsskatteretten under hensyntagen til det opgjorte privatforbrug nære betænkelighed ved at opretholde de foretagne forhøjelser fuldt ud. Retten finder, at forhøjelserne for disse indkomstår passende kan ansættes til 15.000 kr., indkomståret 1983, 70.000 kr., indkomståret 1984, og 207.406 kr. for indkomståret 1985

..."

Efter anmodning fra sagsøger blev sagen efterfølgende optaget til fornyet behandling i Landsskatteretten for så vidt angik indkomståret 1985, idet sagsøger anførte, at hans beregnede privatforbrug ikke androg - 78.703 kr., men derimod 87.337 kr. Dette førte til, at den skønsmæssige forhøjelse for indkomståret 1985 ved Landsskatterettens kendelse af 16. november 1994 blev nedsat til 41.366 kr. De skønsmæssige forhøjelser var herefter nedbragt til i alt 126.366 kr.

Under skattemyndighedernes behandling af sagen havde sagsøger efter ansøgning i juli 1987 fået henstand med skattebetalingerne til den 1. august 1988. I skrivelse af 29. juli 1988 meddelte sagsøgte sagsøgers daværende advokat følgende:

"Under henvisning til, at sagen vedrørende ovennævnte nu vil blive oversendt til domstolene til afgørelse vedrørende ansvarsspørgsmålet og det i øvrigt aftalte ved Deres møde her i direktoratet skal revisionskontoret herved meddele, at de tidligere givne berostillelser (vedlagt) nu tilbagekaldes, således at de må anses for ophævede pr. den 29/7 1988."

Efterfølgende meddelte sagsøgte, at man ville foretage udlægsforretning på sagsøgerens bopæl den 2. november 1988. Sagsøgers advokat protesterede i skrivelse af 25. oktober 1988 herimod, idet han anførte, at der ikke var hjemmel hertil henset til, at ansættelserne var påklaget.

Ved skrivelse af 28. oktober 1988 svarede sagsøgte blandt andet følgende:

"...

På trods af at de pålignede skatteansættelser er påklaget til domstolene ses der ikke efterfølgende at være indrømmet henstand i medfør af Ministeriet for Skatter og Afgifters bekendtgørelse nr. 189 af den 17. marts 1986 jf. Skattedepartementets cirkulære af den 17. marts 1986.

Som følge heraf har Rodekontoret i medfør af bestemmelserne i Kildeskattelovens § 72, jf. Lov om inddrivelse af skatter § 1, jf. Retsplejelovens kapitel 47 nu berammet en udlægningsforretning på Deres klients bopæl

..."

Ved skrivelse af 1. november 1988 anmodede sagsøgers advokat herefter om henstand, indtil der forelå en endelig afgørelse ved domstolene under henvisning til de bestemmelser, der var nævnt i sagsøgtes skrivelse af 28. oktober. Henvendelsen blev besvaret ved sagsøgtes skrivelse af 17. november 1988, hvoraf blandt andet fremgår:

"Foranlediget af Deres skriftlige henvendelse hertil samt telefonisk drøftelse vedrørende Deres klient vognmand As skattebetalingsforhold skal man herved meddele, at man herfra kan acceptere, at Deres klient a conto betaler:

For indkomståret

1982

kr.

150.000

1983

kr.

160.000

1984 

kr.

160.000

1985 

kr.

90.000

i alt at betale a conto

kr.

560.000

Ordningen vil være gældende indtil 1. juli 1989, hvorefter den vil blive taget op til ny vurdering

..."

Efter anmodning fra sagsøgte inddrog Storkøbenhavns Hyrevognsnævn den 13. juli 1992 sagsøgers bevillinger.

Efter Landsskatterettens kendelse blev bevillingerne tilbagegivet sagsøgeren den 2. december 1994.

Vedrørende erstatningsopgørelsen:

Ad erstatningsopgørelsens pkt. 1.

"Tab opstået som følge af utidig realisation af sagsøgtes biler":

Sagsøger har henvist til, at han i forbindelse med inddragelsen af hyrevognstilladelsen den 13. juli 1992 måtte sælge en Mercedes-Benz årgang 1988 for 117.750 kr. og en Mercedes-Benz årgang 1991 for 205.000 kr. Sagsøger har fremlagt købekontrakt vedrørende disse salg og har gjort gældende, at de har påført ham et tab på det i opgørelsen anførte beløb under henvisning til sålydende udtalelse fra Peter B. Jacobsen og Dennis H. Nielsen, Mercedes-Benz København A/S af 23. maj 1997:

"Under henvisning til behagelig møde skal vi hermed fremsende følgende vurderinger:

Mercedes-Benz type 250 D frikørt taxi årgang 1988 KM ca. 240.000 pris efter 3 år ca. 200.000,

Mercedes-Benz type 250 D 20 % afgift årgang 1991 KM ca. 70.000 efter 1 år ca. kr. 235.000,-"

Det af sagsøgeren hævdede tab udgøres således af differencen mellem de i skrivelsen anførte vurderingssummer og den faktiske opnåede salgspris.

Det er oplyst, at bilen Mercedes-Benz årgang 1988 den 19. november 1992 i forbindelse med en fogedforretning blev vurderet til en kalkuleret salgspris på 126.056 kr.

Ad erstatningsopgørelsens pkt. 2

"Indkomsttab for årene 1993 og 1994":

Sagsøger har opgjort beløbet 230.062,10 kr. på grundlag af en skønnet årsindtægt baseret på regnskabstal fra den del af 1992, sagsøger havde sine hyrevognsbevillinger, fratrukket afskrivninger m.v. Herfra er trukket alternative indkomster for 1993 og 1994 i form af ydelser efter bistandsloven, sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge.

Ad erstatningsopgørelsen pkt. 3

"Udgifter ved genanskaffelse af hyrevogne 27.646,85 kr.":

Som dokumentation herfor har sagsøger fremlagt 3 fakturaer udstedt af G1, ....., København

Disse fakturaer er dateret henholdsvis 11., 12. og 20. januar 1994 og indeholder detaljeret angivelse af en lang række reservedele og honorering af arbejdsløn. De tre fakturabeløb udgør henholdsvis 12.522,95 kr., 8.556,35 kr. og 6.567,55 kr. ekskl. moms, i alt 27.646,85 kr. svarende til erstatningsopgørelsens pkt. 3. Fakturaerne er forsynet med en ulæselig underskrift.

Sagsøgte har fremlagt tre andre fakturaer fra samme udsteder, der er stilet til tre andre kunder, men som har samme fakturanumre, udstedelsesdatoer og fakturabeløb som en af de af sagsøgeren fremlagte fakturaer. Også de af sagsøgte fremlagte fakturaer er forsynet med en ulæselig underskrift.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han fik sine bevillinger igen i slutningen af 1994 og straks købte 3 biler. Han fik HJ, G1, til at montere dem med taxaudstyr. Herefter modtog han de af ham fremlagte fakturaer i kopi og betalte dem. Han kender HJ og har tillid til ham, så han studerede ikke fakturaerne nærmere og opdagede således ikke, at de var dateret i januar 1994. Han har fratrukket udgifterne i sin skattepligtige indkomst for enten 1994 eller 1995.

HJ har forklaret, at han igennem 21 år har drevet G1. Virksomhedens primære opgaver er at montere taxaudstyr, herunder plombere og kontrollere taxametre m.v.

Forevist de af sagsøger fremlagte 3 fakturaer af henholdsvis 11., 12. og 20. januar 1994 har han forklaret, at disse svarer til typiske monteringer af nye biler. Da han monterer mellem 150-200 biler om året, kan han ikke huske, om han har udført nøjagtigt dette arbejde for sagsøger. Han har ikke fået betaling i henhold til fakturaerne, der heller ikke genfindes i hans bogholderi, men underskrifterne på dem ligner hans. Derimod har han konstateret, at han i december 1994 plomberede og kontrollerede 3 biler tilhørende sagsøger.

Forevist de af sagsøgte fremlagte tre fakturaer af samme dato, og med samme fakturanumre udstedt til andre kunder har vidnet forklaret, at disse er de originale, der har befundet sig i hans bogholderi. Han har haft besøg af skattevæsenet, der tog dem med. Han laver aldrig flere fakturaer på samme nummer og kan ikke forklare, hvordan de af sagsøger fremlagte fakturaer er fremkommet. En gang imellem tager han kopi af fakturaer og giver dem som tilbud til kunder.

VP har forklaret, at han fra 1967 til 1998 var ansat i Københavns Skattevæsen. Sagsøgerens skattesag opstod, da skattevæsenet fik en anonym anmeldelse på 4 vognmænd, her iblandt sagsøger. Sagsøgers regnskaber var ubrugelige. Således manglede der blandt andet indtægtsbilag samt en del trafikbøger. Ved den skønsmæssige ansættelse af sagsøgers indkomst tog man derfor udgangspunkt i de oplysninger, som sagsøger havde givet toldvæsenet om sine bilers kilometertal i forbindelse med frikørsler. Københavns Hyrevognsnævn havde udfærdiget statistikker over, hvor meget der i gennemsnit var indtjent pr. kørt kilometer, og dette tal, gangede man så med det antal kilometer, sagsøgers biler årligt havde kørt. På baggrund af den herved fremkomne omsætning foretog man ansættelser, idet man rundede nedad. Man foretog ikke fradrag for udgifter, idet sagsøger ikke kom med oplysninger herom, og man i øvrigt var af den opfattelse, at der var tale om sorte lønninger. Der blev udarbejdet en revisions- og ansvarsrapport, som blev overgivet Statsskattedirektoratet, der besluttede at indgive politianmeldelse.

Sagsøger indbragte indkomstopgørelserne for ligningskommissionen, og vidnet blev med sagsøgers daværende advokat enig om, at sagen skulle stilles i bero indtil anklagemyndighedens stillingtagen forelå. Efter at anklagemyndigheden havde frafaldet sigtelsen, tog man sagen op til fornyet behandling, og undervejs havde skattevæsenet fået en ændret opfattelse af de sorte lønninger, idet man nu fandt, de skulle trækkes fra i det omfang, sagsøger kunne sandsynliggøre dem. Man foretog ligeledes fradrag for sandsynliggjorte udgifter til brændstoffer.

Han har set afgørelser fra Landsskatteretten, hvor man har accepteret exorbitant store forhøjelser, der også ligger udover privatforbruget, og det var derfor meget overraskende for skattevæsenet, at Landsskatteretten fandt det betænkeligt at fastsætte en indtægt udover det beregnede privatforbrug. Man forsøgte uden held at få sagen indbragt for domstolene.

Den afdragsordning, der blev bevilget sagsøgeren ved skrivelsen af 17. november 1988 blev ikke overholdt, hvorfor inddrivelsen fortsatte. Siden da modtog skattevæsenet ikke nogen anmodninger fra sagsøger om henstand.

Vedrørende de af sagsøger fremlagte fakturaer har vidnet forklaret, at han i august 1998 fik dem forevist af sagsøgtes advokat. Det slog ham da, at der var noget galt, idet sagsøger først købte sine biler i december 1994, og fakturaerne ikke lignede fakturaer, han kort forinden havde set fra samme virksomhed. Sammen med en kollega tog han ud til G1, hvor de i bogholderiet fandt de fakturaer, der er fremlagt af sagsøgte. De kunne ikke finde fakturaer svarende til sagsøgers, og HJ kunne ikke give nogen anden forklaring, end at det var de fakturaer, der var i bogholderiet, som var de rigtige.

Han har konstateret, at sagsøger ikke har fratrukket det fakturerede beløb i sin indkomst.

Procedure

Sagsøger har anført, at misforholdet mellem de af sagsøgte foretagne skønsmæssige ansættelser og de af Landsskatteretten afsagte kendelser godtgør, at sagsøgte har udvist culpa i forbindelse med udøvelsen af skønnet, der er foretaget på et åbenbart mangelfuldt grundlag. Sagsøgte burde have inddraget en vurdering af sagsøgers privatforbrug og formueforhold i grundlag for skønnet, og det burde have stået sagsøgte klart, at de foretagne skatteansættelser stod i misforhold hertil. Sagsøger har ikke udvist egen skyld, og han skal ikke bære risikoen for, at sagsøgte eventuelt ikke har været bekendt med praksis på området, hvortil kommer, at et sådant ukendskab ikke kan fritage sagsøger for ansvar.

Sagsøgte har endvidere handlet culpøst, ved ikke at meddele henstand med skattebetalingen, indtil der var truffet endelig afgørelse i sagen. Sagsøgtes tilbagekaldelse den 29. juli 1988 af de tidligere givne berostillelser er uhjemlet, og afgørelsen af 17. november 1988 er ugyldig, idet den ikke indeholder klagevejledning, ligesom sagsøgte i øvrigt ikke har haft hjemmel til at betinge henstand af a conto betaling. Endvidere mangler en begrundelse for, at henstand alene blev bevilget i en periode på 7,5 måneder.

Sagsøgte har anført, at der ikke foreligger det fornødne ansvarsgrundlag. Skønnet er i videst muligt omfang udøvet på grundlag af objektivt konstaterbare faktiske forhold. Således har man anvendt sagsøgers egne oplysninger om antal kørte kilometer givet til brug for frikørsel af vogne samt tal fra hyrevognsnævnet, og ved den fornyede ansættelse i november 1992 tog man også højde for sagsøgers udgifter. På daværende tidspunkt var sagsøgtes ansættelse af sagsøgerens indkomst i overensstemmelse med praksis. Landsskatteretten senere tilsidesatte af det af sagsøgte udøvede skøn er ikke i sig selv ansvarspådragende.

Sagsøger havde ikke krav på henstand. Den betingede henstand var ikke ulovlig. Sagsøger har endvidere udvist egen skyld ved ikke senere at søge om yderligere henstand under sagens behandling.

Det bestrides endvidere, at sagsøgte har godtgjort, at han har lidt noget tab.

Landsrettens begrundelse og konklusion

I betragtning af, at sagsøgerens trafikbøger - også efter hans egne oplysninger - var fiktive, findes det ikke at kunne bebrejdes sagsøgte, at man i forbindelse med den skønsmæssige ansættelse af indkomsten tog udgangspunkt i de oplysninger om antal kørte kilometer, som sagsøger selv havde givet til toldmyndighederne. Da sagsøgte ved den senere omvurdering af ansættelserne i 1992 endvidere tog hensyn til de sandsynlige udgifter, som sagsøger havde haft, findes det af sagsøgte udøvede skøn ikke at have lidt af mangler af en sådan karakter, at det kan begrunde et erstatningsansvar for sagsøgte.

Efter ordlyden af sagsøgtes skattedirektorats skrivelse af 17. november 1988 til sagsøgerens daværende advokat lægges det til grund, at advokaten under telefoniske drøftelser med skattedirektoratet på sagsøgerens vegne tilbød, at sagsøgeren betalte nogle a conto beløb som vilkår for, at skattedirektoratet satte tvangsinddrivelsen af skattekravet i bero. Skrivelsen af 17. november 1988 må anses som skattedirektoratets accept af dette tilbud. Den ved skrivelsen etablerede ordning må herefter anses som tiltrådt af sagsøgeren, hvilket bestyrkes af, at der ikke senere fremkom indsigelser fra sagsøgeren eller advokaten mod ordningen. Der har herefter ikke været nogen anledning for skattedirektoratet til at give sagsøgeren nogen klagevejledning.

Da ordningen endvidere ikke ses at have været ulovlig, og da der ikke, efter at ordningen blev misligholdt af sagsøgeren, af denne blev rettet henvendelse til sagsøgte om fornyet henstand i de næsten 4 år, der forløb indtil hyrevognsbevillingerne blev inddraget den 13. juli 1992, ses sagsøgte heller ikke at have pådraget sig noget erstatningsansvar over for sagsøgeren i forbindelse med tvangsinddrivelsen af skattekravet og inddragelsen af hyrevognsbevillingerne.

Som følge af det anførte frifindes sagsøgte.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte Københavns Kommune frifindes. Inden 14 dage betaler sagsøgeren A kr. 30.000 i sagsomkostninger til sagsøgte.